Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

anmeldelse

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Wed, August 06, 2014 14:39:51

Knud Illeris (red.): Læring i konkurrencestaten – kapløb eller bæredygtighed. Samfundslitteratur. 2014 (223 sider).

Bogen består af 12 artikler, fordelt på fire afsnit. Det første afsnit forsøger at tematisere begrebet konkurrencestat med udgangspunkt i blandt andet Ove Kaj Pedersen og Katrin Hjort. Det andet afsnit, har overskriften Læring og identitetsudvikling, hvor Knud Illeris selv har bidraget sammen med blandt andet prominente navne som Thomas Ziehe og Etienne Wenger. Det tredje afsnit, der rummer overskriften, Når presset bliver for stort, dykker ned i konkrete områder, f.eks. specialpædagogikken ved Søren Langager, ungdomsuddannelserne ved Noemi Katznelson og arbejdsmarkedet v. Nadja U. Prætorius. Hertil kommer et fjerde afsnit, hvor Knud Illeris foretager en art opsamling.

Bogen har haft en lidt usædvanlig fødsel. I forlængelse af Knud Illeris bog om Transformativ læring og identiet (2013) afholdtes et seminar, hvor Thomas Ziehe og Etienne Wenger deltog. Illeris har efterfølgende inviteret forskellige forfattere til at bidrage til en bog om læring og udvikling i perspektivet af den seneste samfundsudvikling.

Som det ofte er med antologier, så forholder forfatterne sig i nogen grad fleksibelt til oplægget. Overordnet set så tager bogen temperaturen på emner som identitet, læring og uddannelse og arbejdsmarkedet i perspektivet af konkurrencestaten eller den aktuelle samfundsudvikling. Nogle tematiserer begrebet eksplicit (Ove Kaj Pedersen og Knud Illeris), andre taler i stedet om det sen-moderne (Ziehe, Wenger) eller markedssamfundet (Prætorius).

Skal man foretage en art syntese af de mange artikler, så er budskabet, at der er for meget fokus på uddannelse, faglighed og præstationer og for lidt fokus på læring, identitetsudvikling og bæredygtighed. Konkurrencesamfundet er skurken med dens fokus på, at uddannelse og viden er et konkurrenceparameter, som skal forsøges styret gennem forskellige NPM-lignende initiativer. På den måde bliver det en bog, som er kritisk overfor den aktuelle samfundsvikling og den måde, som især uddannelsesområdet har udviklet sig på. Økonomistyringen har taget over. Den stigende internationale konkurrence forudsætter et kompetencemæssigt løft, men der er for lidt fokus på dannelse eller læring og identitetsudvikling, og udviklingen forsøges styret på en uhensigtsmæssig måde, som reelt ikke bidrager til det nationale kompetenceløft (207 ff.), som der er behov for.

Nogle af artiklerne har en tendens til at blive for snakkende, som om de mundtlige oplæg, de måske oprindeligt har været funderet på, ikke er blevet transformeret til skriftlighedens mere fokuserede, analytiske og akademiske fremstillingsform. Det gælder f.eks. Steen Hildebrandts ambitiøse artikel om bæredygtighed og Ziehe, Wenger og Katznelsons artikler.

Umiddelbart fremstår Ove Kaj Pedersens indledende, afgrænsende artikel om konkurrencesamfundet mest interessant, som jeg vil diskutere afslutningsvis.

Knud Illeris artikel om Identitetsudvikling og transformativ læring bør ligeledes fremhæves. Artiklen er et sammendrag af hans bog (2013). Artiklen udgør en indkredsning og diskussion af begrebet identitet og transformativ læring, ligesom den rummer nogle refleksioner over, hvad læring vil sige i konkurrencestaten, hvor der er fokus på præstationer og omstilling; hermed bliver der et øget pres på individet. Konklusionen er, at der er for lidt plads til læring og identitetsudvikling eller dannelse, skulle man måske sige.

Søren Langagers artikel om bogstavbørn, hvor han afbalanceret diskuterer udviklingen inden for specialpædagogikken, i perspektivet af de seneste ændringer inden for folkeskolen, kan ligeledes fremhæves. Frem for at idealet tidligere var det gode liv, er det nu blevet det produktive liv.

Nadja U. Prætorious meget kritiske analyse af det fleksible arbejdsmarked med stigningen i stressrelaterede symptomer, som rent neurologisk kan sammenlignes med traume-lignende oplevelser, folk har været udsat for, er ligeledes interessant. Baggrunden for denne udvikling er, at der har fundet en de-humanisering sted af arbejdsmarkedet, hvor den enkelte professionsudøver ikke længere kan finde mening i sit arbejde og fremmedgøres. ”Hvordan har vi i et demokratisk samfund tillade, at politiske og økonomiske magthavere har tvunget ledelsesstrategier og holdningsbearbejdelse ned over borgerne, der bærer mindelser om totalitære staters styring, overvågning, kontrol og indoktrinering af borgerne?” (s.200), som det retorisk hedder. Som det fremgår af citatet, så bliver der ikke lagt fingre imellem i analysen af det moderne arbejdsmarked.

Både Thomas Ziehe eller Etienne Wenger relativt korte artikler bærer præg af i første omgang at have fungeret som mundtlige oplæg i relation til det Illeris-seminar, som blev omtalt ovenover. Ziehe fortæller illustrativt om de vilkår, individet, herunder især unge, er underlagt i sen-moderniteten. Her kan identificeres tre former for identitetsmønstre blandt unge. Dels en tendens til, at individet fører alt tilbage til sig selv, dels behovet for rammer eller re-traditionalisering og endelig tendensen til selv-observation og subjektivering. For dem, som har fulgt Ziehe de sidste 20 år, er der ikke noget nyt i disse analyser. Wengers noget snakkende artikel beskæftiger sig med overgangen til det aktuelle samfund, som han karakteriserer som en øget kompleksitet i muligheden for identifikationer (124), hvor der sker en individualisering af identiteten (125). Hvordan kan man se på sin identitet og udvikling, sådan at der kan udvikles nye læringsrum. Noget særligt udfoldet bud har han dog ikke på dette interessante spørgsmål. Det 21. århundrede er identitetens århundrede, som han formulerer det. Heller ikke Wenger siger noget, han ikke har sagt før.

Som nævnt indkredser og diskuterer Ove Kaj Pedersen i sin indledende artikel begrebet konkurrencestat. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at begrebet er kommet til at udgøre et epokalt begreb, som bruges som ramme i forhold til at forstå den aktuelle udvikling inden for f.eks. uddannelses- og arbejdsmarkedet. Artiklen kan dels ses som en opsamling på hans bog om konkurrencestaten (2011), dels som en videreudvikling.

Ove Kaj Pedersen understreger, at stater forandres, når der sker ændringer i de idealer eller den ideologi, de er bygget på, og det er disse ideologiske ændringer, han er optaget af. Med overgangen til konkurrencestaten har vi bevæget os fra velfærd i bredeste forstand med idealer om ligeværd, lige muligheder, økonomisk lighed og så til fokus på nationens internationale konkurrenceevne. Konkurrencestaten kan defineres på den måde, at den forsøger, at mobilisere dens borgere for at skabe komparative fordele, at den lægger vægt på at styre omkostninger i forhold til udgifter, og at den motiverer borgere til at tage ansvar for egen beskæftigelse. Et fjerde kriterium er, at den danske stat er stadig en velfærdsstat, som lægger vægt på velfærdsstatens værdier.

Man kan spørge, om disse fire kriterier, så er den nye ideologi? I så fald er det en lidt mærkelig definition på begrebet ideologi, som jo normalt betegner et sammenhængende system af ideer. Formodentlig kan det fortolkes sådan, at vi har bevæget os hen imod en neoliberal ideologi, men at denne bevægelse i Danmark afbalanceres af et mere traditionelt socialdemokratisk tankesæt. Konkurrencestaten er udviklet og fungerer forskelligt i forskellige lande. ”Konkurrencestaten i DK er særlig ved, at det stadig er en velfærdsstat, og at velfærdsstaten stadig betragtes som en komparativ fordel i den internationale konkurrence.”, som det hedder.

Skolen- og uddannelsessystemets havde tidligere til opgave at danne den enkelte til at være medborger i et levende demokrati, især i 90’erne ændrede denne opgave sig til, at uddannelsessystemet fik til opgave at inkludere så mange som muligt og bekæmpe, at folk ekskluderes fra arbejdsmarkedet (s.23).

Pædagogikken er i forlængelse af denne udvikling i stigende grad blevet et middel til at opnå økonomiske formål: Velfærdsstatens skal gøres financielt bæredygtigt ved at mobilisere arbejdskraften. Dette kan f.eks. illustreres med afsæt i folkeskolereformen fra år 2006, hvor uddannelsesformålet fik højere prioriteret end dannelsesformålet. Vi har med andre ord bevæget os fra et menneskesyn, hvor idealet var den essentielle person hen imod den opportunistiske person. Jo.

Efter læsningen af artiklen sidder jeg lidt tilbage med samme følelse, som jeg havde efter læsningen af Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten (2011). Den mand har fat i noget rigtigt, og vi får stillet et vokabularium eller en fortolkningsramme til rådighed, som gør, at vi kan forsøge at forstå aktuelle politiske ændringer inden for især uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken på en ny måde. Vi får rullet nye landkort ud. Et eksempel på dette er begrebet mobification (s.29), som han introducerer til i artiklen. De sidste 5-7 år har mobification været en del af regeringens strategi, hvilket sker gennem jobmobilitet, geografisk mobiliet, funktionsmobilitet og transitionsmobilitet. Mobification dækker over forsøget på at fremme arbejdskraftens mobilitet og motivere til livslang læring. Jo, det er der vist noget om.

På den anden side, så illustrerer det omtalte begreb også meget godt problemet med OKP. Hans analyse og fremstilling går ofte over stok og sten, og som læser er man tilbøjelig til at miste overblik, sammenhæng og fokus, fordi nye begreber og eksempler hele tiden introduceres i forsøget på at få alt til at passe under en syntetiserende vinkel. Ved nærmere eftersyn er de nye landkort måske alligevel ikke så skarpe og gode. Men, som en første hjælp til at finde vej gennem de nye landskaber, er der inspiration at hente. Og det er vel også sådan, man kan læse antologien om Konkurrencestaten. Det er en pose interessante, men blandede bolsjer.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.