Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Fri, March 01, 2019 14:24:45
Antennen d. 25. februar. 2019

Ikke alt der tæller kan tælles

Der tælles overalt i samfundet. I privatlivet tæller vi skridt og kalorier. I arbejdslivet måler vi på antallet af sager, der bliver behandlet, tiden der bliver brugt på den ældre, eller som i mit job antallet af videnskabelige artikler, som den enkelte forsker publicerer. Siger det nævnte noget om kvalitet? Og er det de væsentligste kriterier i forhold til at definere kvalitet?

Galilei, manden der risikerede at blive brændt på bålet, fordi han hævdede, at jorden var rund, skulle efter sigende have udtalt: "Mål alt, hvad der kan måles. Og det, der ikke kan måles - gør det måleligt." Tendensen til at måle er således ikke ny, men i de senere år er det, som om Galileis profeti for alvor er gået i opfyldelse.

Nogle vil give konkurrencesamfundet skylden for at fremelske de principper, som er indeholdt i styringsparadigmet New Public Management. Forestillingen om, at man kan måle og tælle alt og bruge det som en indikator på kvalitet, har efterhånden også bredt sig til de bløde områder af samfundslivet. Uddannelse, forskning og kultur bliver i stigende grad mødt med de samme krav, som tidligere næsten udelukkende var forbeholdt ydelser og tjenester, der fungerede efter markedets betingelser.

Der tælles således også i stigende grad i kulturlivet. Antallet af besøgende og deltagere, eller potentiel omsætning, bliver ofte en indikator på kvaliteten af arrangementer, festivaler og museer.

Ofte hører man, at tallene taler deres tydelige sprog, eller at tallene taler for sig selv. Nogle gange taler tallene selvfølgelig deres tydelige sprog. Andre gange gør de ikke. Tal betyder dog ikke noget i sig selv. Det, som betyder noget, er den værdi eller mening, som tallene får tilskrevet. Her er der nogen, som har magt eller ret til at tilskrive tallene en bestemt værdi.

Hvornår og hvordan skal man for eksempel tælle? En intern rapport, som Odense Borgmesterforvaltning udarbejdede sidste år, blev kritiseret for, at de optrædende kunstnere skulle opgive antallet af tilskuere til de enkelte arrangementer. Det er en metode, som er behæftet med fejlkilder. Hvordan kan man være sikker på, at arrangørerne har talt rigtigt og ikke pyntet på resultatet? Hvornår er en tilskuer en tilskuer? Den familie, som stopper op til et gadeteater, fordi den yngste skal have bundet sin sko, skal de tælles med?

Omtalte rapport handlede blandt andet om, hvordan en kommunal investering på næsten 20 millioner kroner har givet en omsætning i byen på over 80 millioner. Det lyder jo som en god forretning. Men er en god forretning det væsentligste mål for en god kulturpolitik? Oplevelse, erfaring, fællesskab og kunstnerisk kvalitet er svær at måle. Det er fint med mange tilskuere og stor omsætning hos byens handlende, men som Einstein sagde: "Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles." Det gælder i særdeleshed inden for det kulturelle område.

Galilei gjorde op det med religiøse verdensbillede. I dag er der behov for et opgør med konkurrencesamfundets og produktionssamfundets verdensbillede, som efterhånden har bredt sig til flere og flere dele af samfundslivet som norm for, hvad der definerer kvalitet.



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.