Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Anmeldelse

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Wed, August 09, 2017 16:21:01

Så fik jeg endelig læst Steffan Hermanns Kampen om dannelse. Informationsforlag. 2016

Jeg har både noget godt at sige om bogen og noget mindre godt. Til det gode er, at den rammende og præcist beskriver to positioner i den danske uddannelsesdebat, i bogen benævnt henholdsvis den pædagogisk-konservative position og den politisk-administrative position. De to positioner har svært ved at tale sammen, ja, de er vel nærmest som nat og dag. De to positioner har forskelige syn på styring, uddannelse, skole, undervisning, ledelse og viden. De står og råber fra hver sin skyttegrav uden ønske om dialog, og det synes kun som om, at grøfterne de senere år er blevet gravet stadig dybere.

Den pædagogisk-konservative position anerkender ikke styring og ledelse, forpligtende fællesskaber, målinger og resultater. I stedet forfægter den dannelse og lærerens ret til at bestemme over fag og klasse uden at have anden styringspind end egen dømmekraft og en automatiseret rygmarvskritik af alle nye, eksterne tiltag. Den administrative-politiske position ignorerer pædagogik, dannelse, tradition, historie og den professionalisme, som udspringer af lærernes professionelle fællesskab og uddannelse. Til gengæld så er den reformivrig, arbejdsmarkedsvenlig, elsker styring og målinger og anser lærere som servicemedarbejdere ansat i konkurrencestaten Danmark. Den stiller aldrig spørgsmålet hvorfor, men altid spørgsmål om hvad og hvordan.

De to positioner er tegnet skarpt, oplysende og også til tider morsomt op. Der peges på en tredje vej, hvor kapacitetsopbygning og professionelle lærende fællesskaber udpeges som en mulig farbar vej. Vi skal hverken have en skole præget af individualisme eller teknisk-rationel styringslogik. Det er udmærket beskrevet og set og ligger i forlængelse af f.eks. uddannelsesforskeren Andy Hargreaves mangeårige arbejde med skole- og lærerkulturer og de udfordringer og problemer, der kendetegner disse. Problemstilingen er således ikke kun dansk eller ny, selv om den nok er blevet accentueret i en dansk uddannelsespolitisk kontekst de senere år. Der skal konstant balanceres mellem intern frihed og autonomi og ekstern kontrol og styring.

Der hvor bogen, så er mindre god, er, at den til tider bliver karikeret og stiliseret i sin beskrivelse af de to nævnte positioner. Jo vel er det ind imellem ret morsomt, men genren er mere satire end realisme, ligesom stilen tangerer det smarte og retoriske frem for det saglige og overbevisende. Endelig finder der også en række udokumenterede påstande sted, jf. f.eks., at der et gået ”15 år uden en eneste dagsordenssættende ide fra det pædagogiske Danmark.”

En anden mere grundlæggende kritik er, at der mangler konkrete henvisninger til personer, skoler og kilder. Det er en debatbog, og Hermann kalder formen for essayistisk. Jo, men det forhindrer vel ikke henvisninger til konkrete personer, miljøer eller bare litteraturhenvisninger. Sven Brinkmann og Ramus Willig kan skrive korte, polemiske bøger med kilder. En anden udgivelse i Informations debatserie med kilder er f.eks. Nanna Mik Meyer: Hvordan får vi bedre debat om velfærd (2017).

Det ligner dovenskab eller smartness, og det svækker analyser og argumentation, og det er ærgerligt, fordi det er mange gode iagttagelser undervejs. Det problematiske ved formen og stilen forhindrer dog ikke, at iagttagelserne af de to skyttegraves positioner i den danske uddannelsesdebat er slående og træffende og fuld af præcise og også ind mellem morsomme iagttagelser.





  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.