Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 05, 2016 20:57:37

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning til markedsfunderede løsninger. Endelig spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte, er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.