Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Lille Virgil

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, October 29, 2016 21:23:27

Kulturklumme fra Fyens Stiftstidende d. 28/10

Efterårsferien er læsetid, og hvis man har mindre børn, er det en god anledning til at læse højt. Især i år hvor vejret mest har været til indendørsaktiviteter, har der været rig lejlighed til at trække bøger ud af enten reolen, biblioteket eller boghandlerens hylder.

Hjemme hos os blev Ole Lund Kierkegaard bl.a. trukket ud af reolen. Det er snart 50 år siden, at Ole Lund Kierkegaard debuterede med fortællingen om Lille Virgil. Senere blev det til otte bøger, inden han døde i en alt for ung alder, blot 38 år gammel.

Holder Lille Virgil så, efter næsten 50 år? At dømme efter den mindstes latter, ser det ud til at være tilfældet. Vi er nok i et fortidigt landsbymiljø befolket af handlende, en skolelærer og landevejens farende svende. Fortællingens miljø er således langt fra Villads fra Valbys mere nutidige og realistiske univers. Lille Virgil er dog en dreng, der ligesom Villads fra Valby foretager sig ting, som de fleste almindelige drenge ikke gør. Om end Lille Virgil klart overgår Villads i hittepåsomhed og narrestreger.

Lille Virgil er fortalt episodisk og handler om drengen Virgil og hans ven Oskar, der i modsætning til Virgil henter al sin viden fra bøger. Den anden af Virgils venner er Carl Emil, som bor i et hus med sin far og mor, og som blandt andet udmærker sig ved altid at sove med nattøj.

Det særlige ved Lille Virgil, og en af grundene til at den holder i dag, er den særlige mundtlige fortællestil. Her er han f.eks. på linje med H.C. Andersen. Et andet karakteristikum er det absurde og nonsensagtige og de sproglige finurligheder, som især børn har flair for, hvilket viser sig helt ned i de enkelte ord. Hvem har f.eks. hørt om Kaspers-frø eller ordet Smak-ko-dak, det kan minde lidt om den Spunk, der optræder i Pippi Langstrømpe. Hermed er en anden litterær tradition identificeret som forlæg for fortællingen.

Ole Lund Kierkegaard tager barnets perspektiv og skildrer verden gennem dets oplevelser og undren over for verden og især voksenverdenen. Det er en sympatisk og indfølende skildring, hvor fantasi, eksperimenter og leg står stærkt. Der er sket meget på 50 år. Dengang kunne bogen læses som et opgør med en autoritær pædagogik, som sjældent tilkendte barnet en selvstændig stemme eller havde blik for, at det var aktør i eget liv.

I dag møder de fleste børn ikke en autoritær verden, men derimod en institutionaliseret og overvåget verden, hvor mange børn oplever skolehverdagen som alt for lang, sådan som undersøgelser af den seneste folkeskolereform har peget på. Når skolen slipper, står en kommercialiseret verden parat til at tage over sammen med forældre, som beskytter og aktiverer. I dag er Lille Virgil igen nærværende og kan læses som en kritik af aktuelle tendenser i samtidens børnekultur. Er der tilstrækkelig med plads og rum til, at børn på egen hånd kan udforske verden? Fortællingen appellerer dog kun til målgruppen, fordi den tager dens perspektiv og erfaringer alvorligt. Det er der brug for såvel før som nu.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post36

Skoleledelse: Mellem forventninger og realiteter

LedelsePosted by Finn Wiedemann Sat, October 08, 2016 22:46:12

Skoleledelse: Mellem forventninger og realiteter


Der er store forventninger til, at ledelse formår at gøre en afgørende forskel overalt i den offentlige sektor. De seneste mange år har der været fokus på ledelsens professionalisering f.eks. gennem øget ansvar og kompetence, lederuddannelse, udvikling af ledelsesværktøjer og løbende fremhævelse af lederens rolle i offentlige programmer og politiske udmeldinger. Senest har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, i forbindelse med det nyligt afholdte landsmøde, hvor hun varslede et opgør med den måde, den offentlige sektor hidtil har været styret på, foreslået, at et af de fremtidige mål for udviklingen af den offentlige sektor er mere fokus på direkte ledelse i hverdagens arbejde.

Den offentlige leder har således udgjort krumtappen i den måde, som den offentlige sektor er forsøgt udviklet og moderniseret på gennem en årrække. Dette gælder også inden for folkeskoleområdet. Skolelederne var her tiltænkt en central rolle i forbindelse med implementeringen af den seneste folkeskolereform, ja de blev endda af tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldt velfærdsstatens jedi-riddere. Disse brave jedi-riddere oplever dog hverken at have tid eller penge til at ”komme i mål med skolereformen”, som skolederforeningens formand udtalte det i et interview til Politiken i forbindelse med, at Skolelederforeningen havde gennemført en undersøgelse blandt dets medlemmer i marts 2015. I stedet konstaterer de, at de er overbebyrdede med opgaver. Som en skoleleder formulerede det: ”Det er for mange opgaver og for lidt ledelse.”

Den kortlægning, som SFI gennemførte af skoleledernes mulighed for at udøve ledelse cirka et år efter den seneste folkeskolereform peger ligeledes på, at lederne efter reformen har mindre ledelsesrum, fordi mængden af administrativt arbejde er taget til blandt andet på grund kommunernes øgede mål- og resultatstyring af området.

Den seneste undersøgelse, som tematiserer vilkårene for skoledelse, gennemført af Scharling Research og omtalt i Folkeskolen nr. 15, peger på, at det måske går lidt bedre. Det generelle mønster viser dog fortsat, at det administrative arbejde fylder op, hvorfor skolelederne f.eks. kun i mindre grad har tid til at involvere sig i det pædagogiske arbejde.

Meget tyder altså på, at skolelederne bruger uforholdsmæssig meget tid på drift, tilpasning og administration i stedet for udviklingsorienterede opgaver og pædagogisk ledelse. Måske skulle man tro, at denne tidsprioritering var særegent for folkeskolen, hvor udfordringer med at implementere den seneste folkeskolereforms mange opgaver skygger for de øvrige ledelsesopgaver.

Det er dog snarere tale om et generelt mønster. Offentlige ledere har gennem en årrække fået større formel ledelsesmæssig kompetence, hvorfor det formelle ledelsesrum er blevet udvidet. Den stigende politiske og administrative styring af den offentlige sektor med relativt detaljerede krav og forventninger har imidlertid ikke nødvendigvis medført, at offentlige lederes ledelsesrum er blevet udvidet.

Det er nok store forventninger til, at offentlig ledelse er vigtig, og kan gøre en alt afgørende forskel, men reelt er ledelsens manøvremuligheder i mange tilfælde begrænsede og særdeles vanskelige. Diskursivt er der en afstand mellem de forventninger, der politisk formuleres til, hvad ledelse kan og skal gøre og så den reelle mulighed for at udøve ledelse.

Den organisationsform, som lederen af offentlige organisationer aktuelt står i spidsen for, er blevet kaldt den strategiske organisation fremfor den faglige organisation, som tidligere udgjorde den organisationsform, som dominerende den offentlige sektor, hvilket omvendt ikke betyder, at den strategiske organisation ikke også er en faglig organisation, men blot at der er sket en forskydning henimod strategiske løsninger, krav og forventninger. Offentlige organisationer har inden for visse rammer opnået større autonomi til selv at vælge deres kurs.

I modsætning til den faglige organisation, hvor ledelsens opgave var at understøtte de fagprofessionelle, så er den strategiske organisation en organisation, der hviler på en forestilling om, at organisationen skal formes og udvikles, og at der kan styres efter langsigtede mål, og at det er ledelsens opgave at forløse denne mulighed. De to nævnte organisationsformer suppleres dog i stigende grad af den managementorienterede organisation, hvor ledelsesopgaven rettes mod forvaltning af kontrol-, dokumentations- og resultatsystemer. Ledelsens primære rolle bliver her at sikre, at organisationen overholder de mål, krav og resultater, som f.eks. udviklingskontrakter eller kommunale indsatsområder udstikker. Lederen bliver manager eller driftsleder for politisk styrede systemer.

Moderne offentlige ledelse skal forsøge at navigere imellem de modsatrettede krav og forventninger med fokus på både faglighed, udvikling og strategier samt specifikke kontrol- og resultatkrav. Et begreb som polyfon ledelse forsøger at indfange eksistensen af de mange og ofte modsatrette krav, som offentlige ledere skal håndtere

Reelt tvinges ledelsesrollen dog ofte over i rollen som driftsleder eller manager. Det kan paradoksalt nok have den konsekvens, at der både mangler pædagogisk ledelse i hverdagen og fokus på mere udviklingsorienterede ledelsesopgaver, sådan som de nævnte undersøgelser af skoleledernes aktuelle situation antyder. Skolelederne risikerer i værste fald at fjerne sig fra lærernes hverdag og den pædagogiske virkelighed, så det kan opleves som om, at de to grupper befinder sig i hver deres virkelighed. Nørgaard og Kaspersen har beskrevet det på den måde, at medarbejdere i mange offentlige organisationer i dag er forankret i velfærdssamfundets værdier, mens ledere er forankret i værdier, som knytter sig til konkurrencesamfundet med fokus på effektivitet, konkurrence, innovation, kontrol og resultatorientering.

Løsningen i forhold til administrativ aflastning af lederne er måske på kort sigt indgåelse af lokalaftaler, sådan som Anders Bondo anbefaler det som kommentar til Scharlings undersøgelse. Overordnet set så kræver det dog et opgør med det Ledersamfund, som har udviklet sig, og som blandt andet er karakteriseret ved, at styringen af den offentlige sektor, herunder folkeskoleområdet, er taget til gennem en årrække, ligesom mere ledelse ofte pr. automatik bliver set som løsningen på de små og store problemer og udfordringer, offentlige organisationer står overfor.

Litteratur

Andersen Åkerstrøm, Niels og Justine Pors (2014): Velfærdsledelse – mellem styring og potentialisering. Kbh. Hans Reitzel Forlag.

Andersen Åkerstrøm, Niels (2002): Polyfone organisationer i: Nordiske Organisasjonsstudier 4, 2, pp. 25-52.

Folkeskolen nr. 15 (2016).

Kaspersen, Lars Bo og Jan Nørgaard (2015): Ledelseskrise i konkurrencestaten. Kbh. Hans Reitzels Forlag.

Ledelse i folkeskolen (2016): Scharling Research. https://backend.folkeskolen.dk/~/4/9/rapport---ledelse-i-folkeskolen-aug-2016-til-net--.pdf

Medlemsundersøgelse. Skoleledelse i det røde felt og de gule og grønne felter (2015): Skolelederforeningen. dk

Mette Frederiksens tale ved kongres 2016 (2016): http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2016/9/mette-frederiksens-tale-ved-kongres-2016/

Skoleledelse i folkeskolereformens første år – en kortlægning (2015): SFI. Det nationale forskningscenter for velfærd.

Tiden forsvinder mellem hænderne på skolelederne (2015) in: Politiken d. 24. marts. 2015. http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2601475/tiden-forsvinder-mellem-haenderne-paa-skolelederne/

Wiedemann, Finn (2016): Send mere ledelse. En analyse af Ledersamfundets konsekvenser. Odense. Syddansk Universitetsforlag.

Wiedemann, Finn (2016): Er Mette Frederiksens tale andet end en festtale in: Politiken d. 29. september. 2016 http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE3405020/er-mette-frederiksens-revolution-andet-end-en-festtale/



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post35

Kommentar i politiken

LedelsePosted by Finn Wiedemann Thu, September 29, 2016 15:08:11

Debat: Er Frederiksens revolution andet end en festtale?

29. september 2016 Politiken FINN WIEDEMANN, LEKTOR, PH. D., CENTER FOR KULTURVIDENSKABER, SYDDANSK UNIVERSITET


DEN OFFENTLIGE SEKTOR


Hvis socialdemokraternes drøm om en bedre offentlig sektor skal realiseres, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Det er glædeligt, at Socialdemokratiets formand blæser til kamp mod den stigende forarmelse af den offentlige sektor, hvor der tælles, måles, dokumenteres og styres, så man nogle gange skulle tro, at det var de ansattes væsentligste opgave.

Den tid, som skulle anvendes til de primære opgaver eller kerneydelsen, reduceres, imens de offentligt ansatte suges længere og længere ned i det kviksand, som de politisk og administrativt er blevet drevet ud i.

De offentligt ansatte vil gerne gøre en forskel, som Mette Frederiksen sagde i sin tale til kongressen, ligesom arbejdet for mange er et kald. Arbejdsglæden kan rigtignok nemt forsvinde, når papirbunkerne vokser og forandringer og omstruktureringer i tide og ikke mindst i utide vælter de ansatte omkuld.

Mette Frederiksen talte om behovet for en lille revolution, en ' fingrene væk-reform', en velfærdskontrakt og en samlet drøm for, hvordan velfærdssamfundet skal se ud. Semantisk blev der således ikke sparet på retorikken. I talen linkes der både til Martin Luther King, Karl Marx og klassisk socialdemokratisk arve-og tankegods. Spørgsmålet er, hvordan denne lille revolution eller drøm så skal realiseres.

Jo, Mette Frederiksen foreslår fire mål.

DER SKAL for det første gøres op med den centralisering, som har drevet udviklingen af den offentlige sektor. Løsningerne skal tættere på borgerne. Det lyder jo godt, men vi fik ingen bud på, hvordan det skal ske - ud over at yderligere digitalisering kan hjælpe os på vej.

Skal vi rulle strukturreform, sygehusreform og fusioner af f. eks. uddannelses-og forskningsinstitutioner tilbage eller sende flere statslige arbejdspladser til provinsen? Tendensen har længe lydt ' big is beautiful'. Sammenlægninger, fusioner og reformer af velfærdsområder har præget den offentlige sektor de sidste 10-15 år. Det har betydet, at der er blevet længere imellem os alle sammen: politikere og borgere, ansatte og ledere, institutioner og brugere.

Den anden idé handler om, at der skal være mere plads til faglighed og mindre kontrol. Institutioner skal have rammer, overordnede retningslinjer og flerårige budgetter. Dette står i modsætning til den udvikling, som har karakteriseret den offentlige sektor de sidste 30 år, og som især er blevet forstærket de senere år, hvor stadig mere sofistikeret kontrol og dokumentations-og resultatsystemer er blevet udviklet.

Nogle offentligt ansatte kan berette om, at de bruger halvdelen eller mere af deres arbejdstid på at fodre det altid sultne bureaukrati. Mere faglighed og mindre kontrol lyder fint, men aktuelt er der mange eksempler på, at mere styring og kontrol er på vej. Et aktuelt eksempel er ministerielle planer om, at staten fremover skal udpege universiteternes bestyrelsesformænd og repræsentanter til bestyrelsen, og at der skal indføres nye, styrkede pædagogiske læreplaner for dagtilbudsområdet.

Det er, som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver, når det handler om udviklingen af offentlig styring og kontrol. Hvad mener Mette Frederiksen om det? Mette Frederiksens tredje idé handler om, at der er brug for ledelse. Mere konkret direkte ledelse i hverdagens arbejde. Samtlige moderniseringsprogrammer har siden starten af 80' erne peget på ledelse som afgørende for den offentlige sektors udvikling.

Der er således ikke noget nyt i et forslag, der peger på, at ledelsesskruen skal have nok et nøk.

Det ville have været mere visionært, hvis drømmen havde handlet om mere medarbejderindflydelse og -inddragelse.

Endelig er problemet aktuelt, at mange ledere drukner i administrative opgaver, hvorfor de har svært ved at finde tid til at lede. Vi har ydermere set, hvordan der er blevet indført superledere de senere år i form af områdeledere inden for f. eks. daginstitutions-og skoleområdet, som har ansvaret for stadig flere institutioner og medarbejdere. Den daglige ledelse er her blevet mindre nærværende og fagligt orienteret. Forestiller Mette Frederiksen sig, at den udvikling skal rulles tilbage? Endelig peger den måske kommende statsminister på forebyggelse og tidlig indsats frem for behandling.

Det lyder udmærket, men særlig konkret er det ikke.

Såfremt den lille revolution og drømmen om den offentlige sektor ikke skal lide samme skæbne som tillidsreformen og de tidligere afbureaukratiseringsplaner og -reformer, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Et katalog med f. eks. 100 konkrete forslag ville overbevise mere og have større sandsynlighed for at gøre en reel forskel end en god festtale - selv om sådan nogle selvfølgelig både kan være nødvendige, underholdende og opløftende.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post34

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 05, 2016 20:57:37

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning til markedsfunderede løsninger. Endelig spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte, er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post33

Kronik

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, August 13, 2016 15:29:11

Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid

Antoine de Saint-Exupérys "Den lille prins", som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.

En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.

I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.

Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.

Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.

Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.

Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.

Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.

Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post32

Bogomtale

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Mon, May 30, 2016 13:57:41

Per Fibæk Laursen: Didaktiske ambitioner. Alle elever med. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Fibæk Laursen formulerer en række bud på, hvordan man udvikle undervisning og uddannelse til gavn for eleverne, primært i folkeskolen. Fibæk tager især afsæt i nyere empirisk uddannelsesforskning og forsøger med afsæt i denne at formulere diverse anbefalinger. Hovedbudskabet i bogen er, at skolen og undervisningen udvikles af lærerne (s.153).

Fibæk tager afsæt i en darwinistisk metafor som afsæt for hans overvejelser omkring skoleudvikling. Arternes udvikling sker ved, at evolutionshistorien foreslår mange nye træk, men det er kun nogle af dem, der føres videre. Udviklingen bestemmes af, at nogle biologiske arter eller varianter er bedst til at overleve og føre deres gener videre. Sådan er det også med udviklingen i skolen, den kommer nedefra, og der prøves mange ting af, men det er kun nogen af dem, der overlever. Udviklingen er selvorganiserende (s.26.) frem for den er et resultat af en styret politisk og ledelsesmæssig udvikling.

Jeg synes, det er en uheldig metafor, og jeg vurderer heller ikke, at beskrivelsen er korrekt. Metaforen er funktionalistisk. Arternes udvikling er forskellig fra menneskenes og kulturens udvikling. Mening, refleksion og magt adskiller den menneskeskabte udvikling fra den biologiske udvikling. Set i perspektivet af de seneste års udvikling af den offentlige sektor, må man nok også stille spørgsmål ved, om politikere, ledelse og forvaltning ikke har nogen indflydelse på folkeskolens udvikling og ikke formår at styre på en måde, så det får konsekvenser for skolens indhold og udvikling.

Bogen er optaget af, hvad der virker i skolen. Med afsæt i blandt andet Hattie svarer Fibæk engagerende og ledende lærere, god kontakt med elevernes læring, klarhed i undervisningens mål, feedback til eleverne og et godt sociale klima i klassen.

Forskningen peger på, at det som virker i udlandet også ser ud til at virke i Danmark (S.52). Man bør dog være opmærksom, at sammenhængen mellem f.eks. undervisningens kvalitet og elevlæring kun gælder med statistisk sandsynlighed. Endelig er der heller ikke en kausal forbindelse mellem de evidens-faktorer og elevernes faktiske læring.

I forhold til at tale om, hvad der virker i undervisningen, inddeler Fibæk emnet i undervisningen, læreren, skolen og skoleledelsen (s.60). Det vigtigste er undervisningen.

Hattie og Helmke er enige om, at det som fremmer elevernes læring er klare mål, tydelig ledelse, god atmosfære, tilpasning til den enkelte elevs forudsætninger og sikring af elevens aktive medleven (s.71). Dette gælder i særlig grad for elever med svag social baggrund. Danske undersøgelser som SFI (2015) og Mehlbye (2010) lægger især vægt på værdien af klasseledelse. Socialt svage elever nyder godt af, at der i særlig grad er fokus på faglige frem for sociale mål. Fælles opgaveløsning på klassen kan også anbefales frem for f.eks. gruppearbejde eller individuelt arbejde (Andersen, 2013). Hattie benævner specifikt den eksplicitte strategi og den består af klare mål, individuel feed-back. Resultaterne viser desuden, at elever med svag social baggrund har særligt udbytte af tydelig lærerstyring og faste rammer (s.86 ff.)

Lærerens undervisningskompetencer har indflydelse på elevernes læring (jf. også Nordenbo, 2008). Vejen til god undervisning går gennem gode lærere med frihed til at skønne og vælge (s.99). Flere undersøgelser peger på, at eleverne lærer mere, når lærerne samarbejder med fokus på undervisningen (s.101). Særligt erfarne klasseteam gør en forskel i forhold til socialt svage elever. Internationale undersøgelser tyder tillige på, at lærernes engagement og motivation har betydning for elevernes læring (s.105).

Skolen som institution er en tredje faktor, som har betydning for elevernes læring. Fibæk refererer til den amerikanske uddannelsesforsker Curban, som på et empirisk grundlag dokumenterer, at reformer ofte ikke påvirker skoler direkte, men kun overfladisk, det samme gælder pædagogiske ideologier og bølger. (s.127). Jeg har selv undersøgt, hvordan udvalgte reformdele er blevet implementeret i f.eks. folkeskolen, og mine iagttagelser peger på, at det er en alt for general konklusion, der er en række faktorer, som kan påvirke implementering i positiv retning, mens der er faktorer, som kan trække i den modsatte retning.

Det som betyder noget for elevernes udvikling er forhold, der handler om, at skolen har en kultur og klima, der stiller store krav til eleverne, og at der er et professionelt og engageret kollegialt klima i lærerkorpset, og at forældrene inddrages. Forhold som ansættelsespolitik, efteruddannelse og udviklingsarbejde ser også ud til at betyde noget. Det er i høj grad de bløde faktorer, som er afgørende (s.130).

Ifølge Fibæk er der ingen evidens for, at skoleledelse spiller en rolle for elevernes faglige udvikling. Det er en lidt overraskende konklusion set i forhold til den aktuelle fokus, der er på skoleledens betydning, og den efterfølgende gennemgang synes da også i nogen grad at dementere den konklusion. Såfremt skoleledelsen skal gøre en forskel, skal det ske gennem at ansætte dygtige lærere, støtte lærernes udvikling og respektere deres autonomi (s. 142). Ledelsen bør koncentrere sig om de overordnede linjer. Fibæk refererer endvidere til Robinson, Hattie og en dansk undersøgelse om skoleledelse, der peger på, at skoleledelsen skal være orienteret mod udvikling af skolens professionelle kapacitet og samarbejdet skal orienteres mod undervisningens betydning for elevernes læring.

Fibæk har skrevet en oplysende bog, hvor han på en enkel måde formidler den viden, vi har om, hvad der virker i undervisning og uddannelse. Konklusionen om, at vi ikke skal blande os direkte i lærernes arbejde, men formulere rammer og forventninger, lyder sympatisk.

Min kritik går på bogens udsagn om, hvordan skoleudvikling finder sted, f.eks. fremstår forbindelsen mellem udvikling igangsat udefra og indefra ikke særlig reflekteret eller nuanceret beskrevet.











  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post31

Kronik

LedelsePosted by Finn Wiedemann Fri, May 27, 2016 18:31:29
Kronik fra Børsen d. 27/5-2016

Der er noget galt med den måde, vi leder den offentlige sektor på. Inddrag flere folk

KRONIK -Børsens lederskribent retter 18. maj en række anklager mod undertegnede og andre, som har kritiseret professor Ove Kaj Pedersens syn på den offentlige sektor. Det hedder f.eks., at jeg ikke vil diskutere substansen, ligesom jeg også bliver spurgt om, hvad jeg så vil.

Den offentlige sektor er en alvorligt syg patient, som det hed i en overskrift i Ugebrevet A4 sidste efterår.

Undersøgelser peger på, at antallet af stresssygemeldinger er stigende, ligesom medarbejdernes oplevelse af arbejdspres, utilstrækkelighed og evne til ikke at gøre en forskel vokser. De negative erfaringer overgår klart dem, ansatte og ledere oplever i den private sektor. Der er altså noget galt med den måde, vi har indrettet og udviklet den offentlige sektor på.

Jeg vil hævde, at der er noget galt med den måde, vi styrer og leder store dele af den offentlige sektor på. Såfremt man gerne vil bidrage til en bedre og mere velfungerende offentlig sektor, så er det der, man skal sætte ind.

Det forholder Ove Kaj Pedersen sig ikke til, og det er en skam. I stedet tager han nogle billige stik hjem ved at gentage nogle traditionelle fordomme om den offentlige sektor, f.eks. at den offentlige sektor vokser uhæmmet, at ansatte ikke vil ledes, modarbejder politiske reformer og er økonomisk uansvarlige.

Vinklet ind i bureaukrati

I mange år har man i den private sektor talt om at rive pyramiderne ned, selvledelse, "unboss" og hvad det nu ellers har heddet.

I store dele af den offentlige sektor er man gået den modsatte vej med det resultat, at fagligt ansatte har fået indskrænket deres ledelsesmæssige råderum og er blevet viklet ind i en stadig mere bureaukratisk arbejdsdag, hvor der ofte tælles, måles, vejes og dokumenteres. I forsøget på at effektivisere den offentlige sektor er man ved at afvikle nogle af de værdier, som er centrale for en velfungerende offentlig sektor. Værdier, der handler om, at gode medarbejdere er engagerede, kompetente og inden for visse rammer har en høj grad af handlefrihed.

I gamle dage var den offentlige sektor primært præget af en faglig dagsorden, og ledelse var af driftsmæssig eller administrativ karakter. Vi kender kritikken helt tilbage fra Glistrup, der talte om skrankepaver og papirnussere.

Fra begyndelsen af 80'erne skete der et opgør med den kultur samt idéen om, at man altid bare kan skrive en ny check, hvis riget fattes penge.

Det første program for modernisering af den offentlige sektor fra 1983 sætter fokus på budgetstyring samt på en række bløde idéer om styring og ledelse. Disse to temaer har med forskellige modifikationer udgjort hovedlinjen i den måde, den offentlige sektor siden er blevet forsøgt udviklet på.

Kniber med styring og ledelse

Det er vist lykkedes meget godt med budget- og økonomidelen.

Til gengæld har det knebet gevaldigt med styrings- og ledelsesdelen, selvom der gennem årene har været igangsat et utal af moderniseringsinitiativer.

Offentlige organisationer har ikke forvandlet sig til strategiske organisationer, hvor det er ledelsens opgave, i samarbejde med medarbejderne og andre relevante interessenter, at forløse denne mulighed.

I stedet har mange offentlige organisationer udviklet sig til organisationer, hvor ledelsesopgaven ofte rettes mod forvaltning af kontrol-, dokumentations- og snævre resultatsystemer.

Historisk set har vi som afløsning for en autonom fagligt orienteret kultur udviklet en managementorienteret styringskultur.

Den offentlige sektors største udfordring er evnen til faglig og strategisk udvikling samt en bedre dialog med borgerne og omverdenen.

Mindre management

Skal den opgave løses, kræver det et bedre arbejds- og ledelsesmiljø, sådan at de ansatte kan gøre det, som de er bedst til - nemlig at bidrage med at udvikle borgernær service og kvalitet til gavn for ældre, elever og patienter.

En af måderne at gøre dette på er ved at slække på den management-orienterede styringskultur, som aktuelt præger store dele af den offentlige sektor. Som det er nu, inddrages hverken medarbejdere eller brugernes viden og erfaringer tilstrækkeligt i arbejdet med at udvikle den offentlige sektor, ligesom betingelserne for at udøve ledelse ofte er præget af vanskelige og modsætningsfyldte vilkår.

Skal den alvorligt syge patient gøres rask, er det et bud på den medicin, som bør udskrives.


  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post30

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Wed, May 25, 2016 14:19:25

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/5.

For et stykke tid siden deltog jeg i et debatprogram i radioen, hvor jeg argumenterede for, at politikere i for ringe grad beskæftiger sig med kunst og kultur, herunder litteratur. Jeg gav forskellige eksempler på, hvordan tidligere statsministre, som f.eks. Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh, var levende interesseret i kunst og kultur. Dette står i grel modsætning til ikke mindst de seneste statsministre, som ikke synes at ofre meget opmærksomhed på den del af tilværelsen.

Jeg blev selvfølgelig konfronteret med, om det var et rimeligt krav at stille til nutidens politikere. Bliver man en bedre politiker, hvis man beskæftiger sig med kunst og kultur? Er det ikke tilstrækkeligt, at man er god til at håndtere regneark og tal.

Måske bliver man ikke en bedre politiker, men man bliver en anden politiker.

Ifølge valgforskere er tilliden til politikerne den laveste i nyere tid. Det kan blandt andet forklares med udgangspunkt i finanskrisen, men mon ikke også der stikker mere under. Dagens politikere ligner hinanden, de har stort set samme uddannelse, har ofte ringe erhvervserfaring og omgiver sig med lobbyister, professionelle meningsdannere og kollegaer. Hertil kommer, at stadig færre mennesker er medlem af et politisk parti.

Mange politikeres berøringsflade er derfor blevet flad forstået på den måde, at de omgiver sig med folk, som ligner dem selv. Det medfører, at deres betragtninger på utallige samfundsforhold primært bliver af økonomisk karakter. De studerende skal blive hurtigere færdige og helst afholde sig fra at læse humanistiske og kunstneriske fag. Det kulturelle område må værsgo spytte 2 % i kassen, det har ikke krav på særstatus

Hvilken anden politiker bliver man, hvis man er levende interesseret i kunst og kultur? Måske bliver man en politiker, som er i stand til at begejstre, som får ideer og som formår at formulere visioner for, hvad det er for et samfund, vi ønsker at udvikle. Mange nuværende politikere opfører sig som en slags administrerende direktører, som står i spidsen for en produktionsvirksomhed, hvis fornemmeste opgave er at trimme organisationen, så den er fit til en børsintroduktion.

Man kan være enig eller uenig med Uffe Elbæk, men den tidligere kaospilot formår i hvert fald at begejstre og skabe entusiasme omkring sig.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer”, har forfatteren Milan Kundera formuleret. Gennem fiktionen eller kunsten får vi mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Gennem indlevelse og identifikation lærer vi os selv og vores medmennesker bedre at kende på tværs af tid og rum.

Politikere får mulighed for at lære personer, miljøer og livsbetingelser at kende, som de ellers kun i ringe grad er i kontakt med. Den nu afdøde filosof Richard Rorty taler om litteraturens evne til moralske fremskridt.

En anden vigtig funktion er, at kunsten kan udvide vores evne til at se, at verden kunne være anderledes og dermed stimulere til nye ideer og forestillinger. Den evne har vi alle brug for, men måske gælder det især nutidens politikere.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post29

Bogomtale

Unge og uddannelsePosted by Finn Wiedemann Fri, May 13, 2016 15:28:18

Frans Ørsted Andersen: Pædagogik på kanten – især for drenge men også for piger. Mindspace. 2015

Der er for få drenge, der får en uddannelse, flere drenge end piger modtager specialundervisning, ligesom frafaldet er størst blandt drenge. Drenge mangler i mange tilfælde motivation og mening med skole og uddannelse. I nogle år har man inden for den pædagogiske verden talt om drengeproblemet og diskuteret, om der er behov for en særlig pædagogisk indsats over for gruppen. I bogen Pædagogik på kanten – især for drenge men også for piger introducerer og diskuterer Frans Ørsted Andersen forskellige pædagogiske projekter, som i særlig grad henvender sig målgruppen. Samtidig forsøger han at indkredse en række generelle pædagogiske principper, som er anvendelige i forhold til målgruppen. Bogen introducerer til et par historisk pædagogisk projekter, hvor der var fokus på drenge, f.eks. ungdomsskolens arbejde med den såkaldte Slikker-bande tilbage i 60’erne. En knallert- og motorcykelbande, der hærgede i Odense på daværende tidspunkt. Det synes, jeg er fint. Det historiske fylder alt for lidt i dagens pædagogiske debat, det er som om, at alle problemer og mulige løsninger er opfundet inden for de sidste 10 år. Her ud over introducerer Andersen til Stem-projekter, Coorporative learning, andre former for arkitektur og ruminddeling. rollespil eller gaming og f.eks. det pædagogiske arbejde i Drengeakademiet.

Pædagogik på kanten er ikke en akademisk bog, men derimod en bog der primært introducerer til forsknings- og udviklingsprojekter, som Ørsted typisk har haft tilknytning til som forsker. Hermed får bogen lidt karakter af en hands on bog, hvilket kan være godt i forhold til den konkrete pædagogiske inspiration. Til gengæld mangler der så en mere udfoldet akademisk refleksion omkring problemstillingen, selv om der i varierende grad refereres til teorier og forskningslitteratur, så man kan gå videre på egen hånd.

Hvad er det så for en pædagogik, som i særlig grad henvender sig til drenge. Grundlæggende har vi at gøre med en række almenpædagogiske ideer og vel også til dels socialpædagogiske ideer, som også i andre sammenhænge har vist sig at være virkningsfulde.

Specifikt i forhold til drengegruppen kan inddragelse af (ny) teknologi, anvendelsesorientereret undervisning, selv om begrebet ikke bruges, og rollespil/gaming samt eksperimenterende pædagogik være relevant. Den nævnte indhold og pædagogik kan blandt andet bruges til at skabe motivation, engagement og mening.

Afslutningsvis i bogen refereres der til 18 forhold og faktorer, som kan medvirke til en god pædagogik på kanten. Det kan virke lidt tilfældigt, at noget og ikke noget andet er medtaget, ligesom der heller ikke sker en refleksion over, om noget er vigtigere end andet og om nogle af elementerne hænger sammen, og hvordan de i øvrigt hænger sammen. Der refereres ikke til rammemæssige forhold som f.eks. organisationen og ledelsens betydning, selv om disse er centrale for, at en konkret pædagogik kan udvikles.

Skal man sammenfatte anbefalinger og forsøge at gruppere dem, kan man pege på lærer-elev-relationer, udvikling af fællesskaber, trivsel, eksplicit didaktik eller klasserumsledelse, dvs. tydelige og klare krav og forventninger, varierende undervisningsformer, anvendelsesorienteret undervisning fokus på den enkelte elevs udfordringer og nærmeste udviklingszone, holddannelse og arbejdet med elevens personlige og sociale kompetencer. Hertil kommer den mere deltagelsesorienterede og aktivitetsprægede pædagogik, som i særlig grad henvender sig til drengegruppen.

Selv om der er gode ideer og praktiske pædagogiske eksempler på, hvordan man kan arbejde med målgruppen mangler der en mere systematisk og teoretiske reflekteret tilgang til problemstillingen.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post28

Bogomtale

Unge og uddannelsePosted by Finn Wiedemann Wed, May 04, 2016 12:43:33

Noemi Katznelson m.fl. (2015) Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? Om hverdagsliv, ungdomskultur og indsatser der gør en positiv forskel. Center for ungdomsforkning.

Bogen formidler resultaterne fra en kvalitativ undersøgelse, der handler om udsatte unge (18-30) år, som alle er udfordret på forskellig vis. I undersøgelsen er unge og professionelle behandlere blevet interviewet. De interviewede unge er blevet fundet via herberger, bosteder og forskellige tilbud rettet mod misbrug og socialpsykiatrisk behandling. De unge er typisk ikke i arbejde og uddannelse og har ofte kontakt til offentlige hjælpesystemer.

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at gruppen af unge, med svære sociale problemer, og som i et eller andet omfang er marginaliseret, er steget; flere unge er hjemløse, har misbrugsproblemer og eller psykiske lidelser.

Politisk er der sket et kursskifte fra wellfare til workfare, sådan som diverse politiske reformer har initieret i forbindelse med overgangen til konkurrencestaten. De unge skal i uddannelse med henblik på at få dem integreret på arbejdsmarkedet frem for at modtage passiv forsørgelse. Dette er fortsat den politiske ambition, men ambitionen er nu også rent uddannelsespolitisk at højne kvaliteten i uddannelsessystemet. Indførelse af karakterer på erhvervsuddannelserne, dimensionering på universiteterne mv., ledsager denne nye diskurs. Herved udfordres denne grupper af unge yderligere, fordi de ikke formår at leve op til de nævnte krav.

I ungdomsgruppen som helhed kan man iagttage en polarisering. På den ene side tilpasser mange unge sig de nye krav, f.eks. går hurtigere i gang med en uddannelse og er mindre kriminelle, på den anden side findes der en gruppe af mere sårbare unge.

Rent strukturelt mødes de udsatte unge med nye krav, f.eks. uddannelsespålæg og ændringer af arbejdsmarkedet karakteriseret ved færre ufaglærte job. Kulturelt er der sket en individualisering. Unge skal i stigende grad selv finde vej gennem livet, og der er en lang række muligheder til rådighed, men i praksis er det svært for de udsatte unge at realisere disse muligheder, da de mangler evnerne og ressourcerne. I disse år er der tillige sket tillige en ”hård” individualisering. Tidligere handlede individualisering om personlig udvikling. Nu handler det om at præstere og vise, man har talent og succes.

De unge på kanten udviser tre idealtypiske strategier; henholdsvis ”jeg-klarer-mig”-strategien. Unge der praktiserer denne strategi forsøger at klare sig selv og holde fast i et normalt ungdomsliv og en facade udadtil på trods af problemer med f.eks. misbrug. ”Isolations-strategien” praktiseres af unge, som stort set har givet op og ikke magter et normalt hverdagsliv. ”Værdi-strategien” praktiseres af unge, som er optaget af moral og værdier. De formulerer ofte en modkulturel strategi.

Det gennemgående i de unges strategier er, at hverdagen er ustruktureret og flyder sammen. Der mangler ritualer og skemaer for, hvordan dagen skal struktureres. Fællesskaberne er ofte funderet omkring misbrug, især hash. På tværs af strategierne er det karakteristisk, at de unge mangler stærke relationer og netværk.

Cirka en 1/3 del har gennemført en ungdomsuddannelse. Noget som er karakteristisk for de unge er, at deres forestillinger om uddannelse og arbejde ofte er urealistiske. Der er tale om usikre realiseringsmuligheder, som det formuleres i rapporten. Uddannelse og arbejde bliver omformet til en arena for identitetsarbejde frem for forsørgelse. Som Birgitte Simonsen formulerede det for mange år siden om udviklingen i unges historiske uddannelsesvalg, sker en glidning fra, at uddannelse bliver noget, man kan leve af til at uddannelse bliver noget, man skal leve af. Drømmene om arbejde og uddannelse idealiseres og bliver af følelsesmæssigt karakter og sammenholdes ikke med de faktiske og materielle vilkår, de unge er underlagt.

Undersøgelsen peger på, at relationerne til de professionelle er den enkeltfaktor, unge vurderer, har størst betydning for, at de kan komme videre. Det er et interessant resultat, som både støttes af mønsterbryderforskningen og uddannelsesforskningen. Det at være en del af et fællesskab med andre unge, betyder ligeledes noget centralt for de unge. Et andet forhold, der vurderes positivt, og som vel ligger i forlængelse af relationer til professionelle, er støtte til at få hverdagslivet til at fungere. Nok et forhold i tråd hermed er behovet for psykologisk hjælp og støtte. Det peges ligeledes på andre faktorer, f.eks. at udvikling er en proces der tager tid, ligesom tilbuddene i forhold til målgruppen skal være fleksible og tilrettelægges med udgangspunkt i den unges situation og behov.

Selv om målet med irapporten ikke er at tematisere den uddannelsesmæssige indsats overfor de unge, er perspektivet set i forhold til opgaven med at få dem integreret i en uddannelsesmæssig kontekst, at det især er vigtigt at tilbyde dem en vifte af støttemuligheder. De professionelle relationer er det afgørende parameter og afsæt for anden hjælp og støtte. Undersøgelsen synes her bekræfte andre undersøgelser, der handler om, at professionelle relationer udgør en nøglefaktor i forhold til at hjælpe målgruppen.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post27

Resultatstyring

LedelsePosted by Finn Wiedemann Wed, April 27, 2016 15:09:45

Alt kan ikke måles (Kronik i Fyens Stiftstidende d. 27/4-2016)

Det Kommunale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har netop udgivet en analyse af resultatbaseret styring. Målet med undersøgelsen var blandt andet at vurdere, hvad der er kommet ud af indsatsen.

Resultatbaseret styring er et redskab, som staten bruger over for kommuner, regioner og statslige organisationer og som også bruges internt i f.eks. kommuner og regioner. Resultatbaseret styring handler om, at politikere og embedsmænd formulerer resultater for offentlig virksomhed, hvorefter den enkelte organisation eller medarbejder bliver målt på evnen til at leve op til målene.

Det nævnte styringsværktøj har præget den offentlige sektor længe, men har bredt sig til flere og flere områder, ligesom detaljeringsgraden og antallet af resultatmål er steget. Kun enkelte områder er friholdt. Der er f.eks. endnu ingen, der har fundet på at gøre kongehusets tildeling af apanage afhængig af, hvor mange statsbesøg regenten foretager eller stillet krav om, hvor mange danske provinsbyer som skal have besøg af den kongelige familie i forbindelse med det årlige sommertogt.

Resultatorienteret styring er et barn af New Public Management, hvor der motiveres gennem økonomiske incitamenter og styres ved hjælp af konkurrence og markedstiltag. Afhængig af hvor god eller dårlig den offentlige organisation er til at leve op til resultater og mål, kan politikerne skrue op eller ned for den offentlige virksomhed. Det lyder måske meget fornuftigt, men i modsætning til private organisationer har offentlige organisationer ofte mange og indbyrdes modstridende mål.

KORAs rapport konkluderer, at der nok evidens for, at resultatbaseret styring virker i et vist omfang, men der er også en række utilsigtede og negative effekter, som alvorligt problematiserer effekten.

Et problem er, at resultatstyring ofte retter fokus mod kortsigtede resultater frem for mere langsigtede resultater. Det kan godt være, at vi får de studerende hurtigere igennem universitet, fordi de får SU i kortere tid, skal gå til færre eksamener og har mindre tid til at skrive deres speciale og tvangstilmeldes til fag og eksamener. Men hvad er de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af, at de studerendes uddannelse bliver forringet?

Offentlige organisationers mål er ofte komplekse. Resultatstyringen risikerer at rette organisationens fokus på, hvad der er måleligt frem for, hvad det er vigtigt. Inden for det sociale område og beskæftigelsesområdet er der en tendens til, at man prioriterer indsatsen over for de ressourcestærke borgere, fordi de er nemmere at hjælpe, mens de borgere, der er sværere at hjælpe, ikke får den fornødne hjælp. Opfyldelsen eller overholdelsen af kontrakten kan blive til et mål i sig selv og ikke et middel.

Brugen af resultatbaseret styring risikerer at distancere ledere og medarbejderne fra organisationens kerneopgave. Omsorg, pleje, undervisning og forskning, dvs. komplekse og sammensatte ydelser, bliver anskuet ud fra simple kriterier og resultatopgørelser, fordi det er dem, som kan registreres, dokumenteres og tælles.

Kan staten og universitetsledelsen få de studerende til at blive hurtigere færdige med deres studie, sådan som det er formuleret i resultatkontrakten, selv om det strider mod de fagligt ansattes nedarvede normer om, at en god studerende er en studerende, som tager sig tid til akademisk og videnskabelig fordybelse og erkendelse?

Den ensidige resultatfokusering risikerer at skabe medarbejdere, som enten er demotiverede eller udvikler en bureaukratisk tjekliste-kultur frem for medarbejdere, der gør brug af faglige professionelle skøn.

Overordnet set er resultatstyring en konservativ styringsform, hvor man forestiller sig, at virkeligheden og fremtiden er kendt og forudsigelig og detaljeret lader sig planlægge. Resultatstyring bidrager måske i nogle tilfælde nok til at skabe større klarhed og sikkerhed om den offentlige sektors service og ydelser. Til gengæld indsnævrer resultatstyringen ledelsens og medarbejdernes ledelsesrum, ligesom den relevante dialog om udvikling af organisationen risikerer at forsvinde, fordi mål og resultater er lagt fast.

Dybest set er resultatstyring et barn af moderniteten og dens forestillinger om, at alt lader sig planlægge og styre. Resultatorienteret styring risikerer at hindre nytænkning og selvstændighed i en tid, hvor der måske mere end nogensinde er behov for det.

Alternativet er ikke, at vi vender tilbage til den professionelle autonome tidsalder, hvor lægen eller læreren alene vidste bedst. Alternativet er heller ikke, at vi vender tilbage til bureaukratiet, hvor der var detaljerede forskrifter for, hvordan man skulle håndtere en given sag eller problemstilling. Der skal være plads til det professionelle skøn, men der skal også være plads til, at politikere, brugere og øvrige interessenter deltager i forhandlingen af indholdet og kvaliteten af den offentlige sektors resultater. Ensidig resultatstyring gør den offentlige sektor dårligere og de offentlige ansatte dummere.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post26

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Fri, March 25, 2016 17:11:10

Fyns Stiftstidende d. 25-03-2016

af Finn Wiedemann Lektor, ph. d. Institut for Kulturvidenskaber, SDU

I forrige weekend sluttede Odense lyrikfestival. Lyrikken er et modsprog, der taler magten imod, sagde forfatteren og formanden fra Poesiens hus Lene Henningsen, der holdt festivalens åbningstale. Magtens sprog er trivielt og taler ned til os. Poesiens sprog er derimod personligt og unikt og taler med os.

At digtere forsøger at tale magten imod blev tydeligt, da den cubansk-amerikanske digter Felicia Gonzales i protest med den såkaldte smykkelov meldte afbud til festivalen. Her var et politisk statement af en måske lidt gammeldags slags i stil med dengang, John Lennon og Yoko Ono i sin tid nægtede at stå ud af sengen i protest mod krig. At Gonzales også kan skrive digte blev tydeligt, da hun lørdag aften var med på en Skype-forbindelse fra Seattle, hvor hun blandt andet læste et digt op, der handlede om hendes møde med det Cuba, hun ikke havde set, siden hun som barn flygtede derfra sammen med sin mor med en kuffert i hånden." Halvdelen af mig/ blev der for altid."

At poesien repræsenterer et modsprog til magten er velkendt, men efter ni dage med arrangementer sidder man i lige så høj grad tilbage med følelsen af, at poesiens sprog er mangfoldigt. Skulle man fremhæve en aktuel tendens i poesien og litteraturen er det, at det personlige og selvoplevede spiller en stor rolle, ikke mindst blandt de lidt yngre lyrikere. Rolf Sparre Johansen læste fredag aften fra sine to digtsamlinger, hvoraf den sidste, " Begravelse", handler om hans oplevelser og erfaringer med sin mors død.Thomas Lagermand Lundme læste samme aften fra sin seneste og meget morsomme lyriske roman " Alt er mit". Store dele af bogen foregår i starten af 80' erne, hvor hovedpersonen, der bærer navnet Thomas, opdager sin seksualitet som homoseksuel, samtidig med at han turer rundt med sin kusine i Amagercentret.

Lørdag aften læste Bjørn Rasmussen fra digtsamlingen " Minq". Digtsamlingen formidler erfaringer fra et forløb som psykisk syg, samtidig med at fortællerens afdøde far, som bærer øgenavnet Minq, glider ind og ud af digtene. Søndag læste Casper Eric, hvis digtsamling " Nike" handler om hans erfaringer som handicappet, nærmere bestemt med sygdommen cerebral parese. Maria Gerhard, også kendt som Djuna Barnes, læste op fra sin digtsamling " Amagermesteren". Digtsamlingens prosalignende erindringstekster tager blandt andet udgangspunkt i hendes erfaringer som drengepige i en sportsverden.

Sproget er menneskets vigtigste værktøj, siger den næsten 100-årige psykolog Jerome Bruner. Festivalens tema handlede om at bygge broer. Sproget er en bro, der får os til at række ud, og som forbinder os med den kulturelle verden. Digtets sprog er et fiktivt sprog, som er forbundet med, men som også er forskelligt fra f. eks. det logisk-videnskabelige sprog. Det videnskabelig sprog er ofte abstrakt og taler til fornuften. Det fiktive sprog kalder på sanser og følelser ligesom hverdagssproget, men adskiller sig også, fordi det i kunstnerisk bearbejdet form søger det individuelle og unikke udtryk. Når poesiens sprog er bedst, bidrager det til at bygge broer, og til at det er muligt at opleve og erkende verden på nye og anderledes måder.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post25

Kronik Fyens Stiftstidende

LedelsePosted by Finn Wiedemann Wed, February 10, 2016 17:22:11

Uheldig ledelse

I de sidste måneder er der blevet afdækket en uhensigtsmæssig ledelseskultur i Region Syddanmark. Sagerne er velkendte; den tidligere regionrådsformand Carl Holsts brug af konsulentydelser og inddragelse af regionsansatte til sine private kampagner og senest afdækningen af, hvordan Region Syddanmark i en periode har gjort brug af lukrative åremålsansættelser. Udefra kan det måske se ud som om, at den kultur, som er blevet identificeret, er et produkt af unikke forhold. En stærk mand har stået i spidsen for den samme organisation i en årrække.

Den ledelseskultur, som har udviklet sig i Region Syddanmark, kan dog i lige så høj grad ses som en konsekvens af den måde, den offentlige sektor har udviklet sig på. Gennem mange år har ideen om ledelse været heroiseret. De problemer, den offentlige sektor står overfor, skal løses gennem mere ledelse. Såvel symbolsk som reelt har ledelsen fået tildelt en stærkere rolle, f.eks. større ansvar og kompetence, højere løn og flere ledelsesinstrumenter. Ikke så få rapporter, som har beskæftiget sig med den offentlige sektors problemer og udfordringer, har peget på, at der var behov for mere og stærkere ledelse. Parallelt hermed har vi udviklet stadig større offentlige organisationer og indskrænket det formelle demokrati. Konsekvensen er, at uenighed, debat og den demokratiske kultur, som har kendetegnet offentlige organisationer har fået vanskeligere vilkår.

Forestillingen om at vi kan få mere kvalitet i den offentlige sektor, såfremt den formelle ledelse styrkes, er ikke ny. Det er en udvikling, som kan føres tilbage til 1983, hvor moderniseringen af den offentlige sektor blev påbegyndt under den første Schlüter-regering, og hvor ledelse for alvor kom på dagsordenen. Siden har skiftende regeringer alle formuleret moderniseringsprogrammer, hvor de har fulgt den nævnte linje.

I løbet af de sidste cirka 30 år har den offentlige leder forvandlet sig til en professionel leder. Ledelsen befinder sig ikke længere blandt ligemænd og brugerne: på gulvet, i marken, i fronten eller bag skranken, men tilbringer i højere grad tid sammen med andre ledere, stabspersonale, konsulenter og bestyrelser. I mange organisationer er der tillige blevet oprettet ledelsessekretariater, ledelsesnetværk og mulighed for jobbytte, som kan understøtte den beskrevne rejse.

Vi har således i mange offentlige organisationer nok udviklet en ledelse, som er professionel i den betydning, der handler om, at ledelsen kan agere abstrakt, formelt og strategisk, men vi har med stor sandsynlighed også udviklet en ledelse, som er mere tonedøv og svagtseende, når det handler om faglig indsigt og fornemmelse for de daglige og nære forhold, som gør sig gældende blandt ansatte, brugere og offentlighed med konsekvenser for f.eks. demokrati, arbejdsmiljø og service samt den konkrete opgaveløsning. Under alle omstændigheder har vi tildelt og overladt et enormt ansvar og en stor kompetence til meget få personer ud fra den sjældent problematiserede betragtning, at organisationen bedst løser sine opgaver, når denne ledelseskultur er til stede.

I mange moderne organisationer har ledelse udviklet sig til en slags second life, som befinder sig langt væk fra mange medarbejderes daglige arbejde og den konkrete virkelighed, hvor der undervises, ydes omsorg og serviceres. Den nødvendige dialog og det remtræk, som kan skabe den nødvendige sammenhæng mellem de erfaringer, som gøres i dagligdagen eller i driftsrummet og så de strategiske ideer og planer, som udtænkes i ledelsesrummet, mangler.

Sagen fra Odense kommune i efteråret 2015, hvor topledelsen i Børne- og Ungeforvaltningen fratog familier lovbestemte sociale ydelser, selv om socialrådgivere gjorde opmærksom på det ulovlige i indsatsen og dets konsekvenser, illustrerer med tydelighed, hvordan ledelsen mange steder har distanceret sig fra den virkelighed, som karakteriserer de ansattes arbejde.

Tilstedeværelsen af et samtaledemokrati medfører, at forskellige medarbejdergrupper regelmæssigt har mulighed for at mødes og deltage i den samtale, som er det centrale i udviklingen af en demokratisk kultur. Udviklingen af en demokratisk kultur forudsætter også, at der er formelle fora tilstede, som gør, at en sådan har gode vækstbetingelser. Begge dele er blevet vanskeliggjort som en konsekvens af de nævnte ændringer af den offentlige sektor.

Den uheldige ledelseskultur, som har vist sig i Region Syddanmark er nok unik, men den afspejler en bredere tendens, som hænger sammen med den opskrivning og italesættelse af ledelsens betydning for udviklingen af den offentlige sektor, som er sket siden begyndelsen af 80’erne. Værdier som debat og medbestemmelse har fået dårligere vilkår. Når den kultur mangler, bliver det nemmere for såvel politisk valgte som ansatte ledere at skabe et parallelsamfund, hvor de delvist kan formulere deres egne regler. Region Syddanmarks ledelseskultur er et symptom på den ledelseskultur, som præger mange offentlige organisationer i disse år.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post24

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 11:05:16

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da også op. Vi er i midten af 1920’erne og biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer, tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt med, at det omgivende samfund har ændret sig. Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten, kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse” bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig af. Udviklingen er måske nok nødvendig, men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende giver anledning til stor applaus.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post23

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 10:45:44

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med kultur på recept. Ideen er, at man kan få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af stress, angst eller depression. Svage ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg, ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er positive. Der har ligeledes været enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om, hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen, han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut, som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid, hvilket kan virke helende og dermed helbredende.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post22

Kronik/Fyens Stiftstiden

LedelsePosted by Finn Wiedemann Mon, November 09, 2015 21:14:34

Ledelseskrisen

For kort tid siden udkom bogen Ledelseskrise i konkurrencestaten af organisationskonsulent Jan Nørgaard og professor Lars Bo Kaspersen. Bogen identificerer den ledelseskrise, som karakteriserer den offentlige sektor, analyserer baggrunden for den og giver nogle bud på, hvordan den kan håndteres.

Mange offentligt ansatte har mærket, hvordan deres arbejde har ændret sig gennem de senere år. Socialrådgivere, sygeplejersker og lærere har erfaret, at de bruger langt mere tid på f.eks. registrering og resultatmålinger, samtidig med at de organisatoriske landkort jævnligt tegnes om. Udviklingen medfører mindre tid til kerneydelserne, f.eks. samvær med borgere og patienter. En oplevelse af stress, træthed og værst af alt mangel på mening præger arbejdsdagen.

Omstillingen af den offentlige sektor har været i gang, siden de første moderniseringsprogrammer blev igangsat i begyndelsen af 80’erne, dog sådan at udviklingen først for alvor har taget fart efter årtusindskiftet. Ændringerne har imidlertid hverken bidraget til større effektivitet eller trivsel. Tværtimod.

Sygeplejersker, lærere og øvrige professionsudøveres værdier er forankret i velfærdsstaten, tæt knyttet til brugerne og kerneydelsen. Politikere, embedsmænd og topledelsen er derimod orienteret mod konkurrencestatens værdier, hvor det handler om at geare det danske samfund til den øgede konkurrencesituation, som globaliseringen har medført. Medarbejdere og ledelse er således forankret i to forskellige samfundsforståelser og har fjernet sig fra det tidligere fælles fokus, hvor begge havde velfærdssamfundet som vision.

Konkurrencestaten og de mange reformer og styringsværktøjer, der ledsager denne, mangler en vision, som offentligt ansatte kan identificere sig med. Visionen om det gode samfund er for langt de fleste mennesker ikke et samfund præget af vækst, hvor uddannelsesinstitutioner og hospitaler er trimmede og fitte, rustede til det globale kapløb.

Konkurrencesamfundets ledelsesværktøjer handler i alt for høj grad om hvordan, dvs. metoder og værktøjer til at ordne og fixe problemer, mens de centrale spørgsmål om hvorfor, som kan tilvejebringe mening og legitimering mangler. Den fortælling, som kan få os til at møde smilende på arbejde om morgenen, og som kan få os til at finde mening i de mange reformer og forandringer, er udeblevet.

I konkurrencestaten bliver politiske reformer og lovgivning til på en anden måde end tidligere, hvor der er i velfærdsstaten var tradition for at inddrage interessenter, medarbejdergrupper og organisationer, når nye reformer skulle formuleres og implementeres, er dette nu fraværende. I velfærdsstaten var uenighed og dialog en central værdi. I konkurrencestaten er der derimod ikke tid og tillid til, at uenighed og diskussion udgør konstruktive arbejdsmåder.

Den politiske elite betjener sig i stedet af direkte magt, sekunderet af kommissioner og ekspertudvalg, som legitimerer nødvendighedens politik. De mange reformer og ændringer, som det danske samfund har gennemløbet de sidste 10-15 år, kan anskueliggøre dette. Det mest oplagte eksempel er vel strukturreformen, hvor det kommunale landkort næsten overnight fik trukket nye streger op. Indgrebet i lærernes overenskomst i 2014 udgør et andet eksempel. Konsekvensen er blandt andet, at der er sket en udhulning af den medbestemmelseskultur, som har præget det danske samfund.

Konkret betjener offentlige ledere sig i konkurrencestaten af styringsfikserede ledelsesværktøjer med fokus på kontraktstyring, resultatmålinger og andre tiltag, som på bedste industrisamfundsmaner forsøger at registrere og måle organisationer og medarbejderes ydelser og indsatser. Dette strider mod medarbejdernes værdier.

De styringsfikserede ledelsesværktøjer har også den ulempe, at de fungerer som et skjold, som holder lederne på afstand af virkeligheden, og som tilmed er forførende i dets simple budskab om, at når der tælles, vejes og måles, så ledes og styres der. Nørgaard og Kaspersen mener, at det inden for de eksisterende rammer er muligt at formulere et ledelses- og samarbejdsrum, hvor medarbejder og ledere i fællesskab kan udvikle deres arbejdsplads fremfor den ”ghettoisering”, som aktuelt præger mange offentlige organisationer, hvor ledere og medarbejdere lever i en adskilt verden.

Som kontrast til den styringsfikserede ledelsesform bør der arbejdes med substantiel ledelse, en ledelsesform, der er tættere på kerneydelsen og medarbejderne. I den substantielle ledelse arbejdes der med at formulere et realistisk strategirum i samarbejde med medarbejderne, som kontrast til det idealistiske strategirum, som præger mange offentlige organisationer. Arbejdet med strategier bliver ofte til i et lukket rum, som sjældent engagerer medarbejdere, hvorfor de kun vanskeligt lader sig implementere.

Nørgaard og Kaspersen har leveret en enkel, men rammende analyse af den offentlige sektors ledelseskrise og dets løsninger. Bogens største fortjeneste er dog, at den formulerer nogle svar på spørgsmålene om, hvorfor vi er endt, hvor vi er. I konkurrencestaten er nødvendighedens politik måske nok nødvendig, men den er ikke tilstrækkelig, fordi den ikke bidrager til at skabe mening for ansatte og borgere: Der skal også være noget at kæmpe for. Det er der kun, hvis reformer og ledelsesinitiativer er forbundet med en fortælling om, hvad det er for samfund, vi ønsker os og indeholder visioner for, hvordan det bør udvikle sig.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post21

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til, hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid, særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger, som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet, kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En bogsamling kan opfylde begge formål.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post20

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, June 23, 2015 23:11:29

Pippi Langstrømpe (klumme fra Fyens Stiftstidende d. 19/6)

En kær dame ved navn Pippi Langstrømpe fyldte for nylig 70 år. Det er altid svært at vurdere en bogs kulturelle påvirkning, men i tilfældet Pippi fik bogen både konsekvenser for den børne- og ungdomslitteratur, som udkom efterfølgende, og på samfundets syn på børn.

Pippi Langstrømpe bogen er skrevet i øjenhøjde med sine læsere. Måske fordi den oprindelig er tilrettelagt som mundtlig fortælling, hvor Astrid Lindgreen fortalte sin datter historien om Pippi, mens hun lå syg. Senere nedskrev hun fortællingen om verdens stærkeste pige. Det ville være forkert at hævde, at børne- og ungdomslitteraturen før Pippi ikke var skrevet i øjenhøjde med modtagerne, men en del af børnelitteraturen var didaktisk og moraliserende, det er Pippi ikke.

Når vi stadigvæk læser klassikere som f.eks. Palle alene i verden og Pippi, så er det fordi, de tager børnenes perspektiv og nærer dyb respekt for deres verden. Et andet træk, der karakteriserer Pippi-bogen, er det fjollede, absurde og morsomme; rim og remser og leg med sproget. Det er tale om sofistikeret lagkagekomik. Pippi er her i tråd med nonsens litteratur traditionen inden for børnelitteraturen, som f.eks. også kendes fra Alice i eventyrland.

Da Pippi bogen udkom, vakte den forargelse. Flere mente endda, at det var skadeligt at lade børn læse bogen, da den udfordrede forholdet mellem børn og voksne. Det er da også en del af den fascinationskraft, børn kan have under læsningen af bogen, som måske ofte føler sig utilstrækkelige; fysisk, økonomisk og kulturelt sammenlignet med voksne.

Pippi figuren viser, at børn kan være selvstændige, aktive og kompetente. Børn er noget i deres egen ret og ikke bare mennesker, som er utilstrækkelige og mangler noget af det, vi voksne besidder.

På den måde varsler Pippi figuren et opgør med det dominerende syn på børn, som karakteriserede Pippis samtid. Børn skulle ses, men ikke høres. Børn kunne være næsvise, frække og uopdragne. En række moralske domme blev fældet over børn, som ikke levede op til de normer, som de voksne satte. Det børnesyn, som kommer til udtryk i Pippi, trækker tråde tilbage til Ellen Key og Rousseau. Pippi er som Emile i Rousseaus bog af samme navn et barn, som i sine tidlige år opdrager sig selv.

Kan Pippi-bogen fascinere børn i dag? Nu hvor børn kulturelt set i mange tilfælde har sejret ad helvede til og både bliver set og hørt. Nutidens børn er blevet til små prinsesser og prinser og en del af generation mig.

Med andre ord, holder bogen hele vejen hjem, nu 70 år efter den udkom? Jeg tror det. Pippi-figuren har ikke mindst på grund af sin fantasi, humor, hittepåsomhed, omsorg for de svage og udstilling af magtarrogance stadig en plads hos samtidens små og store læsere.

Inden længe vil jeg dog for en sikkerheds skyld teste bogen af på mit mindste barn, som nærmer sig den alder, hvor han er klar til Pippi-testen. De andre børn, jeg har, har begge været begejstrede. Måske fordi faren er det. Tillykke til Pippi.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post19

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, May 23, 2015 07:54:27

Opvækstens farver

I essayet Farvel til det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet, som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik, som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse. Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære film, f.eks. den franske film Betty Blue eller Blue Velvet af David Lynch. I begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik også igen i nogle af tidens digtsamlinger. I Søren Ulrik Thomsens City Slang, som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen. Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der havde stået på murene i 68, stod der nu Du har ikke en chance - grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på, at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt, men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk. Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i fremtiden.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post18

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, April 28, 2015 08:07:50

Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå fast hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien, er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere os selv og tage udgangspunkt i egne behov. Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken, hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for, at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej, selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden for os selv. Konkret foreslår Brinkmann moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.






  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post17
« PreviousNext »