Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, May 18, 2014 23:33:32
Den biografiske dille


Livshistorier og selvbiografier er in. Folk går på aftenskolekurser og tilegner sig redskaber, så de er i stand til at formulere deres historie. Andre betaler sig fra det og får professionelle skribenter til at gøre arbejdet. Forfattere inddrager i stor stil deres eget liv i skønlitterære bøger. Det mest kendte eksempel er den norske forfatter Karl Ove Knausgård med hans 3000 siders lange Min kamp, men herhjemme kan vi også godt være med Hanne Vibeke Holsts Knud den store, om forfatterens far Knud Holst eller Daniel Denciks Anden person ental, der er en gribende beretning om, hvordan forfatteren bliver nægtet at se sine børn på grund af en u-samarbejdsvillig mor og et bureaukratisk svensk social- og retssystem. De nævnte værker er aktuelle eksempler på skønlitterære bøger, hvor forfattere bruger løs af egne erfaringer og oplevelser. Inden for litteraturforskningen har dette sågar fået et begreb, perfomativ biografisme.

Man kan anskue den biografiske vending eller tendensen hen imod at skrive eller få skrevet sin historie som led i en bredere kulturel tendens.

Inden for det pædagogiske område har man i mange år arbejdet med metoden livshistorier. Her får udviklingshæmmede, som måske ikke har et verbalt sprog, og som ikke kender deres egen historie, hjælp til at få formuleret deres livshistorie. Hermed kan de opleve en følelse af mening og sammenhæng og dermed identitet.

Mange af de mindste poder oplever i dagpleje og daginstitutioner at få udfærdiget en barnets bog, som kan følge dem videre gennem skole- og institutionsliv, så det bliver synligt for de lærere og pædagoger, som skal modtage dem efterfølgende, hvad de har oplevet, og hvem de er.

Alle synes at have en historie at fortælle, som skal deles med andre, men hvorfor er det, at vi mener, at vores historie er så interessant, at den bør nedfældes.

I modsætning til den mundtlige fortælling er skriftligheden for fastholdere og kan rejse i tid og rum. Den bog eller tekst, som blev skrevet for 100 år siden, kan vi læse i dag. Selv om skriftens betydning ikke er altid entydig, er den ikke på samme måde som den mundtlige fortælling flygtig og bundet til situationen, tiden og stedet.

Den nedskrevne livshistorie formidler også oplevelser, historier og levet liv videre på en mere sanselig og levende måde end eksempelvis det gamle slægtstræ gjorde. Det er interessant at vide, at ens oldefar var bogbinder og født i 1888, men ville det ikke have været mere interessant, hvis man havde haft en bog fuld af historier om hans liv som bogbinder?

Den moderne teknologi har medført, at det aldrig har været billigere at få udgivet en bog, og alle kan i princippet uploade deres elektroniske historie på Saxo Publish. I den forstand kan den biografiske vending fortolkes som en form for kulturel demokratisering. I gamle dage var det udelukkende fyrster og konger beskåret at blive portrætteret, sådan at de fra væggen af riddersale og gange kunne følge med i det liv og den tid, som kom efter dem. Senere fulgte borgerskabet med, ligesom denne samfundsgruppe udviklede traditionen med at nedskrive deres selvbiografi.

I dag er vi alle en slags konger, som fortjener en historie. Rent civilisatorisk er vi nået dertil, at vi er blevet bevidst om, at vores liv er noget særligt og unikt, og at vi selv har haft et ansvar for at skabe det. Måske er det et ønske om at sætte sig spor for eftertiden og dermed en drøm om evigheden. Livet har ikke været levet forgæves.

To modsatrettede, men sammenhængende bevægelser, præger vores tid. På den ene side globaliseringen, hvor alt der før var fjernt, bliver nært, og så individualiseringen, hvor individet er blevet opskrevet blandt andet på bekostning af de sociale og kulturelle bånd, som tidligere knyttede os til gruppen, familien, slægten eller nationen.

Den aktuelle interesse for livshistorier kan fortolkes som et udtryk for, at vi ikke længere identificerer os med de kulturelle fortællinger, som tidligere generationer identificerede sig med. I slutningen af1800 tallet kunne bønderne, som kom på højskole, få en historisk identitet, så de næsten troede, at de stammede fra Odin og Thor. I lang tid kunne arbejderklassen eller kvinderne se deres situation i sammenhæng med en lang historie, der handlede om at være undertrykt og udbyttet. I konservative kredse spejlede man sig i nationens historie og dens helte. De store kollektive bevægelsernes tid er forbi. I stedet bliver fællesskaberne i højere grad midlertidige eller sags- og oplevelsesorienterede.

Vi har alle en historie at fortælle. Ikke alle historier er ikke lige interessante, og de bliver heller ikke lige godt formidlet, men at der i stigende grad er plads til og vilje til at fortælle, nedskrive og bruge sin historie, er dels et udtryk for en kulturel demokratisering, dels et udtryk for, at vi i højere grad end tidligere har behov for at skabe mening og sammenhæng og dermed identitet i vores liv.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post7