Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Besøg på Nationalmuseet

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Wed, May 02, 2018 11:21:30

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet, imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt underholdt og oplyst - også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem, som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling, Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik, religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring, fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post52