Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kronik/Fyens Stiftestiden

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Wed, February 05, 2014 11:35:06

Der er behov for andre kommissioner end lige præcis Produktivitetskommission, hvad med en Værdikommission?

Vækst er ikke alt

Produktivitetskommissionen er i øjeblik i gang med et serviceeftersyn af det danske samfund, hvad der sikkert kan være god grund til. Umiddelbart før jul udkom den fjerde rapport, der handlede om uddannelse.

I rapporten hævdes det, at svaghederne i uddannelsessystemet er en væsentlig årsag til Danmarks produktivitetsproblem, og at der er behov for gennemgribende reformer. Hvordan indretter vi skoler og uddannelse, så de unge opnår kompetencer, som gør dem produktive på arbejdsmarkedet, som det formuleres.

Produktivitets-perspektivet er selvfølgelig et helt legitimt perspektiv at lægge ned over det danske uddannelsessystem, men hvis det er det eneste perspektiv, er det problematisk af flere grunde. En diskussion af om Danmark har et godt eller et dårligt uddannelsessystem, og i forlængelse heraf spørgsmålet om hvordan vi skaber kvalitet i uddannelsessystemet, bør inddrage flere perspektiver end hensynet til vækst og produktivitet.

Det nævnte enkelt sags-perspektiv svarer til, at det eneste kriterium, vi anlægger, hvis vi f.eks. skal definere en bils kvalitet er pris, mens der automatisk ses bort fra væsentlige kriterier som sikkerhed, miljø, benzinforbrug, design og komfort. Herved opnår vi et nemt og enkelt målesystem, hvilket er godt, fordi virkeligheden uproblematisk kan begribes og enten beskrives som sort eller hvid. Ulempen er dog, at der er tale om et meget simpelt billede af virkeligheden, som lader en lang række væsentlige kriterier ude af syne.

En række af de problemer, som produktivitetskommissionen identificerer, karakteriserer det danske uddannelsessystem, er der næppe nogen, som kan være uenige om. Det er ikke godt nok, at cirka 17 % af eleverne forlader folkeskolen uden at have gennemført en afgangseksamen i dansk og matematik. Der er f.eks. heller ikke godt nok, at frafaldet på erhvervsuddannelserne er Europas højeste.

Andre problemer, som identificeres i rapporten, kan man stille spørgsmålsegn ved. F.eks. er en af rapportens konklusioner, at vi uddanner forkert. For mange unge tager en humanistisk uddannelse, og har større risiko for at havne i arbejdsløshed eller ikke direkte få brugt deres uddannelse sammenlignet med unge, som vælger en ikke humanistisk uddannelse. Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, er det selvfølgelig problematisk, men hvad nu hvis andre relevante kriterier blev lagt til grund for diskussionen?

Kommissionen peger på, at der i nogle år har været fokus på kvantitet inden for uddannelsespolitikken i betydningen at give så mange som muligt adgang til uddannelse, og at der nu er grund til at sætte fokus på kvalitet. Det lyder fornuftigt. Det kvalitetsbegreb, som produktivitetskommissionen docerer, er imidlertid et snævert kvalitetsbegreb, som udelukkende tillader økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn at dominere.

Når vi diskuterer uddannelseskvalitet og relevans, er det væsentligt at anlægge andre perspektiver end effektivitet og produktivitet. Uddannelse har som minimum et personligt, arbejdsmarkedsmæssigt og samfundsmæssigt perspektiv.

Uddannelse har, hvis der ikke er tale om specifikke former for faglig efteruddannelse, et personligt dannende perspektiv. Gennem uddannelse modnes det enkelte individ og opnår måske personlige og sociale kompetencer, som det kan profitere af i sin bestræbelse på at blive den, det gerne vil være og leve det liv, vedkommende finder meningsfuldt. Uddannelse har også en samfundsmæssig værdi, som rækker udover den snævre arbejdsmarkedsmæssige værdi. Gennem uddannelse tilegner man sig ofte indsigt i samfundsmæssige forhold, som medfører, at man er i stand til at involvere sig i såvel det lille som det store demokrati.

De nævnte udbytter ser produktivitetskommissionen helt bort fra. Uddannelse, og for den sags skyld også forskning, skal selvfølgelig sikre os øget produktivitet og vurderes på deres arbejdsmarkedsmæssige relevans, men uddannelse og forskning skal også udgøre en modvægt mod et samfund, som konstant er optaget af øget produktivitet, effektivitet og vækst. Et moderne omskifteligt og fleksibelt samfund er desværre også et samfund, hvor mange borgere løbende ekskluderes og marginaliseres. Uddannelse skal også bidrage med forståelse for og redskaber til at tage hånd om de nævnte samfundsskabte problemer.

I en vis forstand kan det synes banalt at fremhæve, at uddannelse har andre formål end at klæde samfundets borgere på til arbejdsmarkedets skiftende behov og bidrage til økonomisk vækst. Når disse ”banaliteter” er trængt i defensiven, hænger det i overordnet forstand sammen med, at uddannelse og forskning i stigende grad har ændret rolle i det konkurrencestatslige vidensamfund, vi aktuelt befinder os i.

Uddannelse handler ikke længere primært om at bidrage til udviklingen af national identitet eller sikre samfundsmæssig lighed og demokratisk deltagelse eller personlig udvikling, sådan som nogle af uddannelsessystemets traditionelle opgaver har været, selv om disse formål ikke er forsvundet.

Uddannelse bør imidlertid ikke udelukkende handle om at skabe forudsætninger for økonomisk værdi, men også om tilvejebringe et grundlag, som gør, at vi udvikler værdier, så vi bliver i stand til at diskutere, hvad det er for et samfund, vi ønsker.

Produktivitet er kun et middel og ikke et mål i sig selv. Hvad med at nedsætte en kommission som også analyserer de personlige, demokratiske og bredere samfundsmæssige perspektiver i forbindelse med deltagelse i uddannelse. Det kunne være produktivt selv for produktiviteten.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post5