Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:50:00

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som ligger til grund for denne Antenne, nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere dansk digtning og litteratur. Men pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige digtsamlinger, der behandlede lige præcis det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet Spejl. I Rystet spejl forsøger Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed. Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag, illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den, men man kan også blive klogere på livet



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post45