Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Anmeldelse

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Fri, February 10, 2017 17:03:57

Christian Aabro: Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område. Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give fortabt.

Det empiriske afsæt er en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af 98 kommuner bruger dette.

De forskellige koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks. spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt og evidens.

Afslutningsvis konkluderes der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag. De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien, læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt. Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne. Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav. Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper, institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til, hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for. Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med, så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant, hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas. Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde - i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.









  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post41