Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Resultatstyring

LedelsePosted by Finn Wiedemann Wed, April 27, 2016 15:09:45

Alt kan ikke måles (Kronik i Fyens Stiftstidende d. 27/4-2016)

Det Kommunale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har netop udgivet en analyse af resultatbaseret styring. Målet med undersøgelsen var blandt andet at vurdere, hvad der er kommet ud af indsatsen.

Resultatbaseret styring er et redskab, som staten bruger over for kommuner, regioner og statslige organisationer og som også bruges internt i f.eks. kommuner og regioner. Resultatbaseret styring handler om, at politikere og embedsmænd formulerer resultater for offentlig virksomhed, hvorefter den enkelte organisation eller medarbejder bliver målt på evnen til at leve op til målene.

Det nævnte styringsværktøj har præget den offentlige sektor længe, men har bredt sig til flere og flere områder, ligesom detaljeringsgraden og antallet af resultatmål er steget. Kun enkelte områder er friholdt. Der er f.eks. endnu ingen, der har fundet på at gøre kongehusets tildeling af apanage afhængig af, hvor mange statsbesøg regenten foretager eller stillet krav om, hvor mange danske provinsbyer som skal have besøg af den kongelige familie i forbindelse med det årlige sommertogt.

Resultatorienteret styring er et barn af New Public Management, hvor der motiveres gennem økonomiske incitamenter og styres ved hjælp af konkurrence og markedstiltag. Afhængig af hvor god eller dårlig den offentlige organisation er til at leve op til resultater og mål, kan politikerne skrue op eller ned for den offentlige virksomhed. Det lyder måske meget fornuftigt, men i modsætning til private organisationer har offentlige organisationer ofte mange og indbyrdes modstridende mål.

KORAs rapport konkluderer, at der nok evidens for, at resultatbaseret styring virker i et vist omfang, men der er også en række utilsigtede og negative effekter, som alvorligt problematiserer effekten.

Et problem er, at resultatstyring ofte retter fokus mod kortsigtede resultater frem for mere langsigtede resultater. Det kan godt være, at vi får de studerende hurtigere igennem universitet, fordi de får SU i kortere tid, skal gå til færre eksamener og har mindre tid til at skrive deres speciale og tvangstilmeldes til fag og eksamener. Men hvad er de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af, at de studerendes uddannelse bliver forringet?

Offentlige organisationers mål er ofte komplekse. Resultatstyringen risikerer at rette organisationens fokus på, hvad der er måleligt frem for, hvad det er vigtigt. Inden for det sociale område og beskæftigelsesområdet er der en tendens til, at man prioriterer indsatsen over for de ressourcestærke borgere, fordi de er nemmere at hjælpe, mens de borgere, der er sværere at hjælpe, ikke får den fornødne hjælp. Opfyldelsen eller overholdelsen af kontrakten kan blive til et mål i sig selv og ikke et middel.

Brugen af resultatbaseret styring risikerer at distancere ledere og medarbejderne fra organisationens kerneopgave. Omsorg, pleje, undervisning og forskning, dvs. komplekse og sammensatte ydelser, bliver anskuet ud fra simple kriterier og resultatopgørelser, fordi det er dem, som kan registreres, dokumenteres og tælles.

Kan staten og universitetsledelsen få de studerende til at blive hurtigere færdige med deres studie, sådan som det er formuleret i resultatkontrakten, selv om det strider mod de fagligt ansattes nedarvede normer om, at en god studerende er en studerende, som tager sig tid til akademisk og videnskabelig fordybelse og erkendelse?

Den ensidige resultatfokusering risikerer at skabe medarbejdere, som enten er demotiverede eller udvikler en bureaukratisk tjekliste-kultur frem for medarbejdere, der gør brug af faglige professionelle skøn.

Overordnet set er resultatstyring en konservativ styringsform, hvor man forestiller sig, at virkeligheden og fremtiden er kendt og forudsigelig og detaljeret lader sig planlægge. Resultatstyring bidrager måske i nogle tilfælde nok til at skabe større klarhed og sikkerhed om den offentlige sektors service og ydelser. Til gengæld indsnævrer resultatstyringen ledelsens og medarbejdernes ledelsesrum, ligesom den relevante dialog om udvikling af organisationen risikerer at forsvinde, fordi mål og resultater er lagt fast.

Dybest set er resultatstyring et barn af moderniteten og dens forestillinger om, at alt lader sig planlægge og styre. Resultatorienteret styring risikerer at hindre nytænkning og selvstændighed i en tid, hvor der måske mere end nogensinde er behov for det.

Alternativet er ikke, at vi vender tilbage til den professionelle autonome tidsalder, hvor lægen eller læreren alene vidste bedst. Alternativet er heller ikke, at vi vender tilbage til bureaukratiet, hvor der var detaljerede forskrifter for, hvordan man skulle håndtere en given sag eller problemstilling. Der skal være plads til det professionelle skøn, men der skal også være plads til, at politikere, brugere og øvrige interessenter deltager i forhandlingen af indholdet og kvaliteten af den offentlige sektors resultater. Ensidig resultatstyring gør den offentlige sektor dårligere og de offentlige ansatte dummere.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post26