Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 10:45:44

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med kultur på recept. Ideen er, at man kan få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af stress, angst eller depression. Svage ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg, ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er positive. Der har ligeledes været enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om, hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen, han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut, som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid, hvilket kan virke helende og dermed helbredende.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post22