Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til, hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid, særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger, som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet, kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En bogsamling kan opfylde begge formål.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post20