Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, May 23, 2015 07:54:27

Opvækstens farver

I essayet Farvel til det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet, som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik, som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse. Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære film, f.eks. den franske film Betty Blue eller Blue Velvet af David Lynch. I begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik også igen i nogle af tidens digtsamlinger. I Søren Ulrik Thomsens City Slang, som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen. Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der havde stået på murene i 68, stod der nu Du har ikke en chance - grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på, at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt, men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk. Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i fremtiden.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post18