Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

anmeldelser

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, December 28, 2014 20:13:12




Jens Christian Grøndahl: Jernporten. 2014

Jens Christian Grøndahl seneste bog, Jernporten falder i tre dele, hvor vi møder jeg-fortælleren, som henholdsvis gymnasieelev, midaldrende nogen og fyrreårig og tresårig.

Bogen formidler tre nedslag i en skolelærers liv, som er glad for bøger og klassisk kunst. Langsomt væves de tre lag ind i hinanden i et nærgående portræt af hovedpersonen.

Vores hovedperson har svært ved at realisere det almene liv, og det lykkes ham aldrig at finde en balance mellem "ånd og annuietetslån", som han selv formulerer det.

En rød tråd i bogen er beskrivelsen af de kvinder, som på forskellige tidspunkter spiller en rolle i hans liv, og som repræsenterer forskellige kvinderoller. Den intellektuelle ungdomskærste, Erika, overklassekvinden Maria som bliver far til hans barn osv.

Det er et troværdigt portræt af dannelses-dinosauren, der lever i et selvvalgt eksil, omgivet af ånd, uden lyst til at lege far mor og børn. Bogen er fortalt i et roligt tempo med et sikkert og varieret greb om sproget. Ind imellem bliver hovedpersonen måske lige småfilosoferende nok i sine refleksioner omkring liv, kunst og verden med risiko for, at der går essay i den. Alt i alt et fint indblik i et liv, som efterhånden, som årene går, helst leves på afstand af andre mennesker

Jens Christian Grøndahl har oversat den populære bog Stoner. Selv om der er klare forskelle, kan Jernporten på nogle områder minde om Stoner. Det langsomme tempo, hovedpersonens glæde ved god kunst og litteratur og problemet at realisere det almene liv.



Katrine Marie Guldager: Peters død. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Katrine Marie Guldager skriver godt, og det er en morsom beskrivelse og satire over hippietidens påfund, men bogen rører mig aldrig rigtig for alvor. Den alvidende fortæller, der hopper ind og ud af de mange hoved- og bipersoner gør, at persontegningen tangerer det overfladiske og karikerede. Vel kommer vi rundt om Henry, Lilli og Leonora, som er hovedpersonerne, men det er lige så meget i kraft af, at vi kender dem fra de andre bind.

Yes, det er en postmoderne fortæller, der træder ud af fortællingen og eksplicit gør os opmærksom, at der er en fortælling og lader os vide, hvad der senere vil ske med hovedpersonerne. Fiktion er fiktion. Det ved vi godt. Jeg var mere begejstret for bind 3, Peters død.

Helle Helle: Hvis det er. Samleren 2014

Som altid hos Helle Helle eminent replikkunst, ligesom den underspillede og lavmælte stil er suveræn. Igen får vi præsenteret ikke bare en men to hovedpersoner, som aldrig rigtig er trådt karakter, men lever en slags skyggeliv, hvor de forsøger at tilfredsstille andres behov og fremstår ensomme og farveløse.

Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvordan rammefortællingen, mand og kvinde er faret vild i en skov og går grueligt meget ondt igennem, hænger sammen med den lange indskudte fortælling om kvindens ungdom og forhold til kæresten Christian. Det er som, at de to historier ikke hænger sammen. Men godt skrevet er de



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post12