Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 01, 2014 15:27:13

Foråret i dit liv

”Barndommens land. Tidens mælketand. Verden er ny for dit øje. Folk er to meter høje.” De fleste kender nok Benny Andersens tekst, sunget af Poul Dissing. Barndommens land er et land, hvor vejene og landskaberne er nogle andre, og hvor færdselsreglerne og spillereglerne tager sig anderledes ud, end de kommer til at gøre resten af livet. Det er også et land, som aldrig helt forsvinder, men som lever videre i os på godt og ondt.

I sin seneste bog Luskebuksfortællinger (2014) skriver forfatteren Jens Blendstrup: ”Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og dør brølende under den kridhvide sol, som kommer fra alle retninger, når vi har levet det vi skal leve, er vi børn.”

Børn kan karakterises som en slags antropologer, som ankommer til en gammel verden, hvor de skal forsøge at begå sig og afkode det sociale og kulturelle spil, og alle de regler som findes. I modsætning til den voksne antropolog, der rejser ud i det fremmede, har de ikke et sikkert navigationskort med sig hjemmefra, som de kan bruge som afsæt for at forstå og oversætte alt det nye til velkendte begreber og landkort. I stedet er de konstant på oplevelsesrejse, hvor de løbende forsøger at tilpasse sig og forstå den verden, som endnu ikke er blevet selvfølgelig og naturlig.

Selv om verden, når man er barn, fremstår næsten ny hver morgen, dukker der alligevel på et tidspunkt noget op, som præger os resten af livet på godt og ondt. Noget der sætter sig i os, som en ”sten”, der løsner sig og triller på plads.

Men hvad er det mere præcist, som karakteriserer den verden, hvor vi lever så kort, men som alligevel præger os i så lang tid. Den norske forfatter Roy Jacobsen formulerer det i sin bog Sejrherrerne (1991) på den måde: ”i løbet af barndommen dukker der et eller andet op som er dit, en mode, en musikart, en type piger, en interesse, en madret, som bare smælder ind i dit hoved på et specielt tidspunkt – det mest skæbnesvangre forår i dit liv – og forbliver der til du dør.”

Barndommen lever videre i os resten af livet som en praktisk sans, som sociologerne kalder det. Den praktiske sans er kropsligt funderet og spiller en rolle for den smag, vi udvikler. Den praktiske sans præger vores kulturelle forbrug; hvad oplever vi som henholdsvis smukt og grimt, godt og dårligt, tjekket og utjekket. Som en sporhund guider den os hen imod de nye steder og oplevelser, vi får færten af


Jeg hører ikke længere John Mogensen, som jeg elskede, da jeg var barn, men hvis han en sjælden gang imellem slipper ud af radioen, sender han mig øjeblikkelig tilbage til barndommens land. Den mørke stemme og de enkle, rytmiske melodier. Måske er han bare en tidlig dansk udgave af den Bruce Springsteen, som jeg senere kom til at holde af.


Høresansen har samme funktion som syns-, føle-, smags- og lugtesansen. De sidstnævnte sanser er dog mere grundlæggende og udvikles og kultiveres især i de første leveår. Hver eneste gang jeg møder den mærkelige blanding af støv, mados, indelukkethed og sved, er jeg tilbage i mine bedsteforældres stuer. Og hvem kender ikke som hos Marcel Proust smagen af Madelainekagen, som øjeblikkeligt sender os retur til der, hvor det hele startede.

Genkendelsen af de forskellige sanser aktiverer lag i vores hukommelse, som er knyttet til tidligere oplevelser. Vi er tilbage i hulen eller sidder med rundt om bålet. På den måde kan barndommens stemme ind imellem siges at være tilbageskuende og konservativ, hvor det handler om, at vi skal føle os trygge og bekræftes. På den anden side kan barndommens stemme også fungere som det kompas, der gør, at vi kan holde næsen i sporet, fordi vi på et tidligt tidspunkt fik færten af noget, som vi syntes var vigtigt og værdifuldt, og som har bundfældet sig i os, og som kan lede os på vej hen imod nye lande.

Det er ingen grund til at forherlige og romantisere barndommen. Ofte oplever børn en utilstrækkelighed, angst og afmagt, fordi de på nogle områder er mindre kompetente end dem, som er større og ældre end dem selv. Det er barndommens vilkår. Børns fascination af Pippi Langstrømpe-figuren handler blandt andet om, at Pippi har adgang til de ting og ressourcer, børn normalt ikke har, f.eks. økonomi, fysiske kræfter og retten til at bestemme over tid og rum.

På den anden side er der heller ikke nogen grund til at negligere eller afvise betydningen af det mest skæbnesvangre forår i sit liv, som såede kimen til den livslange vandring, vi er sendt ud på, selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og til sidst dør brølende under den kridhvide sol.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post10