Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Bogomtale

Unge og uddannelsePosted by Finn Wiedemann Wed, May 04, 2016 12:43:33

Noemi Katznelson m.fl. (2015) Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? Om hverdagsliv, ungdomskultur og indsatser der gør en positiv forskel. Center for ungdomsforkning.

Bogen formidler resultaterne fra en kvalitativ undersøgelse, der handler om udsatte unge (18-30) år, som alle er udfordret på forskellig vis. I undersøgelsen er unge og professionelle behandlere blevet interviewet. De interviewede unge er blevet fundet via herberger, bosteder og forskellige tilbud rettet mod misbrug og socialpsykiatrisk behandling. De unge er typisk ikke i arbejde og uddannelse og har ofte kontakt til offentlige hjælpesystemer.

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at gruppen af unge, med svære sociale problemer, og som i et eller andet omfang er marginaliseret, er steget; flere unge er hjemløse, har misbrugsproblemer og eller psykiske lidelser.

Politisk er der sket et kursskifte fra wellfare til workfare, sådan som diverse politiske reformer har initieret i forbindelse med overgangen til konkurrencestaten. De unge skal i uddannelse med henblik på at få dem integreret på arbejdsmarkedet frem for at modtage passiv forsørgelse. Dette er fortsat den politiske ambition, men ambitionen er nu også rent uddannelsespolitisk at højne kvaliteten i uddannelsessystemet. Indførelse af karakterer på erhvervsuddannelserne, dimensionering på universiteterne mv., ledsager denne nye diskurs. Herved udfordres denne grupper af unge yderligere, fordi de ikke formår at leve op til de nævnte krav.

I ungdomsgruppen som helhed kan man iagttage en polarisering. På den ene side tilpasser mange unge sig de nye krav, f.eks. går hurtigere i gang med en uddannelse og er mindre kriminelle, på den anden side findes der en gruppe af mere sårbare unge.

Rent strukturelt mødes de udsatte unge med nye krav, f.eks. uddannelsespålæg og ændringer af arbejdsmarkedet karakteriseret ved færre ufaglærte job. Kulturelt er der sket en individualisering. Unge skal i stigende grad selv finde vej gennem livet, og der er en lang række muligheder til rådighed, men i praksis er det svært for de udsatte unge at realisere disse muligheder, da de mangler evnerne og ressourcerne. I disse år er der tillige sket tillige en ”hård” individualisering. Tidligere handlede individualisering om personlig udvikling. Nu handler det om at præstere og vise, man har talent og succes.

De unge på kanten udviser tre idealtypiske strategier; henholdsvis ”jeg-klarer-mig”-strategien. Unge der praktiserer denne strategi forsøger at klare sig selv og holde fast i et normalt ungdomsliv og en facade udadtil på trods af problemer med f.eks. misbrug. ”Isolations-strategien” praktiseres af unge, som stort set har givet op og ikke magter et normalt hverdagsliv. ”Værdi-strategien” praktiseres af unge, som er optaget af moral og værdier. De formulerer ofte en modkulturel strategi.

Det gennemgående i de unges strategier er, at hverdagen er ustruktureret og flyder sammen. Der mangler ritualer og skemaer for, hvordan dagen skal struktureres. Fællesskaberne er ofte funderet omkring misbrug, især hash. På tværs af strategierne er det karakteristisk, at de unge mangler stærke relationer og netværk.

Cirka en 1/3 del har gennemført en ungdomsuddannelse. Noget som er karakteristisk for de unge er, at deres forestillinger om uddannelse og arbejde ofte er urealistiske. Der er tale om usikre realiseringsmuligheder, som det formuleres i rapporten. Uddannelse og arbejde bliver omformet til en arena for identitetsarbejde frem for forsørgelse. Som Birgitte Simonsen formulerede det for mange år siden om udviklingen i unges historiske uddannelsesvalg, sker en glidning fra, at uddannelse bliver noget, man kan leve af til at uddannelse bliver noget, man skal leve af. Drømmene om arbejde og uddannelse idealiseres og bliver af følelsesmæssigt karakter og sammenholdes ikke med de faktiske og materielle vilkår, de unge er underlagt.

Undersøgelsen peger på, at relationerne til de professionelle er den enkeltfaktor, unge vurderer, har størst betydning for, at de kan komme videre. Det er et interessant resultat, som både støttes af mønsterbryderforskningen og uddannelsesforskningen. Det at være en del af et fællesskab med andre unge, betyder ligeledes noget centralt for de unge. Et andet forhold, der vurderes positivt, og som vel ligger i forlængelse af relationer til professionelle, er støtte til at få hverdagslivet til at fungere. Nok et forhold i tråd hermed er behovet for psykologisk hjælp og støtte. Det peges ligeledes på andre faktorer, f.eks. at udvikling er en proces der tager tid, ligesom tilbuddene i forhold til målgruppen skal være fleksible og tilrettelægges med udgangspunkt i den unges situation og behov.

Selv om målet med irapporten ikke er at tematisere den uddannelsesmæssige indsats overfor de unge, er perspektivet set i forhold til opgaven med at få dem integreret i en uddannelsesmæssig kontekst, at det især er vigtigt at tilbyde dem en vifte af støttemuligheder. De professionelle relationer er det afgørende parameter og afsæt for anden hjælp og støtte. Undersøgelsen synes her bekræfte andre undersøgelser, der handler om, at professionelle relationer udgør en nøglefaktor i forhold til at hjælpe målgruppen.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post27

Resultatstyring

LedelsePosted by Finn Wiedemann Wed, April 27, 2016 15:09:45

Alt kan ikke måles (Kronik i Fyens Stiftstidende d. 27/4-2016)

Det Kommunale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har netop udgivet en analyse af resultatbaseret styring. Målet med undersøgelsen var blandt andet at vurdere, hvad der er kommet ud af indsatsen.

Resultatbaseret styring er et redskab, som staten bruger over for kommuner, regioner og statslige organisationer og som også bruges internt i f.eks. kommuner og regioner. Resultatbaseret styring handler om, at politikere og embedsmænd formulerer resultater for offentlig virksomhed, hvorefter den enkelte organisation eller medarbejder bliver målt på evnen til at leve op til målene.

Det nævnte styringsværktøj har præget den offentlige sektor længe, men har bredt sig til flere og flere områder, ligesom detaljeringsgraden og antallet af resultatmål er steget. Kun enkelte områder er friholdt. Der er f.eks. endnu ingen, der har fundet på at gøre kongehusets tildeling af apanage afhængig af, hvor mange statsbesøg regenten foretager eller stillet krav om, hvor mange danske provinsbyer som skal have besøg af den kongelige familie i forbindelse med det årlige sommertogt.

Resultatorienteret styring er et barn af New Public Management, hvor der motiveres gennem økonomiske incitamenter og styres ved hjælp af konkurrence og markedstiltag. Afhængig af hvor god eller dårlig den offentlige organisation er til at leve op til resultater og mål, kan politikerne skrue op eller ned for den offentlige virksomhed. Det lyder måske meget fornuftigt, men i modsætning til private organisationer har offentlige organisationer ofte mange og indbyrdes modstridende mål.

KORAs rapport konkluderer, at der nok evidens for, at resultatbaseret styring virker i et vist omfang, men der er også en række utilsigtede og negative effekter, som alvorligt problematiserer effekten.

Et problem er, at resultatstyring ofte retter fokus mod kortsigtede resultater frem for mere langsigtede resultater. Det kan godt være, at vi får de studerende hurtigere igennem universitet, fordi de får SU i kortere tid, skal gå til færre eksamener og har mindre tid til at skrive deres speciale og tvangstilmeldes til fag og eksamener. Men hvad er de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af, at de studerendes uddannelse bliver forringet?

Offentlige organisationers mål er ofte komplekse. Resultatstyringen risikerer at rette organisationens fokus på, hvad der er måleligt frem for, hvad det er vigtigt. Inden for det sociale område og beskæftigelsesområdet er der en tendens til, at man prioriterer indsatsen over for de ressourcestærke borgere, fordi de er nemmere at hjælpe, mens de borgere, der er sværere at hjælpe, ikke får den fornødne hjælp. Opfyldelsen eller overholdelsen af kontrakten kan blive til et mål i sig selv og ikke et middel.

Brugen af resultatbaseret styring risikerer at distancere ledere og medarbejderne fra organisationens kerneopgave. Omsorg, pleje, undervisning og forskning, dvs. komplekse og sammensatte ydelser, bliver anskuet ud fra simple kriterier og resultatopgørelser, fordi det er dem, som kan registreres, dokumenteres og tælles.

Kan staten og universitetsledelsen få de studerende til at blive hurtigere færdige med deres studie, sådan som det er formuleret i resultatkontrakten, selv om det strider mod de fagligt ansattes nedarvede normer om, at en god studerende er en studerende, som tager sig tid til akademisk og videnskabelig fordybelse og erkendelse?

Den ensidige resultatfokusering risikerer at skabe medarbejdere, som enten er demotiverede eller udvikler en bureaukratisk tjekliste-kultur frem for medarbejdere, der gør brug af faglige professionelle skøn.

Overordnet set er resultatstyring en konservativ styringsform, hvor man forestiller sig, at virkeligheden og fremtiden er kendt og forudsigelig og detaljeret lader sig planlægge. Resultatstyring bidrager måske i nogle tilfælde nok til at skabe større klarhed og sikkerhed om den offentlige sektors service og ydelser. Til gengæld indsnævrer resultatstyringen ledelsens og medarbejdernes ledelsesrum, ligesom den relevante dialog om udvikling af organisationen risikerer at forsvinde, fordi mål og resultater er lagt fast.

Dybest set er resultatstyring et barn af moderniteten og dens forestillinger om, at alt lader sig planlægge og styre. Resultatorienteret styring risikerer at hindre nytænkning og selvstændighed i en tid, hvor der måske mere end nogensinde er behov for det.

Alternativet er ikke, at vi vender tilbage til den professionelle autonome tidsalder, hvor lægen eller læreren alene vidste bedst. Alternativet er heller ikke, at vi vender tilbage til bureaukratiet, hvor der var detaljerede forskrifter for, hvordan man skulle håndtere en given sag eller problemstilling. Der skal være plads til det professionelle skøn, men der skal også være plads til, at politikere, brugere og øvrige interessenter deltager i forhandlingen af indholdet og kvaliteten af den offentlige sektors resultater. Ensidig resultatstyring gør den offentlige sektor dårligere og de offentlige ansatte dummere.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post26

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Fri, March 25, 2016 17:11:10

Fyns Stiftstidende d. 25-03-2016

af Finn Wiedemann Lektor, ph. d. Institut for Kulturvidenskaber, SDU

I forrige weekend sluttede Odense lyrikfestival. Lyrikken er et modsprog, der taler magten imod, sagde forfatteren og formanden fra Poesiens hus Lene Henningsen, der holdt festivalens åbningstale. Magtens sprog er trivielt og taler ned til os. Poesiens sprog er derimod personligt og unikt og taler med os.

At digtere forsøger at tale magten imod blev tydeligt, da den cubansk-amerikanske digter Felicia Gonzales i protest med den såkaldte smykkelov meldte afbud til festivalen. Her var et politisk statement af en måske lidt gammeldags slags i stil med dengang, John Lennon og Yoko Ono i sin tid nægtede at stå ud af sengen i protest mod krig. At Gonzales også kan skrive digte blev tydeligt, da hun lørdag aften var med på en Skype-forbindelse fra Seattle, hvor hun blandt andet læste et digt op, der handlede om hendes møde med det Cuba, hun ikke havde set, siden hun som barn flygtede derfra sammen med sin mor med en kuffert i hånden." Halvdelen af mig/ blev der for altid."

At poesien repræsenterer et modsprog til magten er velkendt, men efter ni dage med arrangementer sidder man i lige så høj grad tilbage med følelsen af, at poesiens sprog er mangfoldigt. Skulle man fremhæve en aktuel tendens i poesien og litteraturen er det, at det personlige og selvoplevede spiller en stor rolle, ikke mindst blandt de lidt yngre lyrikere. Rolf Sparre Johansen læste fredag aften fra sine to digtsamlinger, hvoraf den sidste, " Begravelse", handler om hans oplevelser og erfaringer med sin mors død.Thomas Lagermand Lundme læste samme aften fra sin seneste og meget morsomme lyriske roman " Alt er mit". Store dele af bogen foregår i starten af 80' erne, hvor hovedpersonen, der bærer navnet Thomas, opdager sin seksualitet som homoseksuel, samtidig med at han turer rundt med sin kusine i Amagercentret.

Lørdag aften læste Bjørn Rasmussen fra digtsamlingen " Minq". Digtsamlingen formidler erfaringer fra et forløb som psykisk syg, samtidig med at fortællerens afdøde far, som bærer øgenavnet Minq, glider ind og ud af digtene. Søndag læste Casper Eric, hvis digtsamling " Nike" handler om hans erfaringer som handicappet, nærmere bestemt med sygdommen cerebral parese. Maria Gerhard, også kendt som Djuna Barnes, læste op fra sin digtsamling " Amagermesteren". Digtsamlingens prosalignende erindringstekster tager blandt andet udgangspunkt i hendes erfaringer som drengepige i en sportsverden.

Sproget er menneskets vigtigste værktøj, siger den næsten 100-årige psykolog Jerome Bruner. Festivalens tema handlede om at bygge broer. Sproget er en bro, der får os til at række ud, og som forbinder os med den kulturelle verden. Digtets sprog er et fiktivt sprog, som er forbundet med, men som også er forskelligt fra f. eks. det logisk-videnskabelige sprog. Det videnskabelig sprog er ofte abstrakt og taler til fornuften. Det fiktive sprog kalder på sanser og følelser ligesom hverdagssproget, men adskiller sig også, fordi det i kunstnerisk bearbejdet form søger det individuelle og unikke udtryk. Når poesiens sprog er bedst, bidrager det til at bygge broer, og til at det er muligt at opleve og erkende verden på nye og anderledes måder.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post25

Kronik Fyens Stiftstidende

LedelsePosted by Finn Wiedemann Wed, February 10, 2016 17:22:11

Uheldig ledelse

I de sidste måneder er der blevet afdækket en uhensigtsmæssig ledelseskultur i Region Syddanmark. Sagerne er velkendte; den tidligere regionrådsformand Carl Holsts brug af konsulentydelser og inddragelse af regionsansatte til sine private kampagner og senest afdækningen af, hvordan Region Syddanmark i en periode har gjort brug af lukrative åremålsansættelser. Udefra kan det måske se ud som om, at den kultur, som er blevet identificeret, er et produkt af unikke forhold. En stærk mand har stået i spidsen for den samme organisation i en årrække.

Den ledelseskultur, som har udviklet sig i Region Syddanmark, kan dog i lige så høj grad ses som en konsekvens af den måde, den offentlige sektor har udviklet sig på. Gennem mange år har ideen om ledelse været heroiseret. De problemer, den offentlige sektor står overfor, skal løses gennem mere ledelse. Såvel symbolsk som reelt har ledelsen fået tildelt en stærkere rolle, f.eks. større ansvar og kompetence, højere løn og flere ledelsesinstrumenter. Ikke så få rapporter, som har beskæftiget sig med den offentlige sektors problemer og udfordringer, har peget på, at der var behov for mere og stærkere ledelse. Parallelt hermed har vi udviklet stadig større offentlige organisationer og indskrænket det formelle demokrati. Konsekvensen er, at uenighed, debat og den demokratiske kultur, som har kendetegnet offentlige organisationer har fået vanskeligere vilkår.

Forestillingen om at vi kan få mere kvalitet i den offentlige sektor, såfremt den formelle ledelse styrkes, er ikke ny. Det er en udvikling, som kan føres tilbage til 1983, hvor moderniseringen af den offentlige sektor blev påbegyndt under den første Schlüter-regering, og hvor ledelse for alvor kom på dagsordenen. Siden har skiftende regeringer alle formuleret moderniseringsprogrammer, hvor de har fulgt den nævnte linje.

I løbet af de sidste cirka 30 år har den offentlige leder forvandlet sig til en professionel leder. Ledelsen befinder sig ikke længere blandt ligemænd og brugerne: på gulvet, i marken, i fronten eller bag skranken, men tilbringer i højere grad tid sammen med andre ledere, stabspersonale, konsulenter og bestyrelser. I mange organisationer er der tillige blevet oprettet ledelsessekretariater, ledelsesnetværk og mulighed for jobbytte, som kan understøtte den beskrevne rejse.

Vi har således i mange offentlige organisationer nok udviklet en ledelse, som er professionel i den betydning, der handler om, at ledelsen kan agere abstrakt, formelt og strategisk, men vi har med stor sandsynlighed også udviklet en ledelse, som er mere tonedøv og svagtseende, når det handler om faglig indsigt og fornemmelse for de daglige og nære forhold, som gør sig gældende blandt ansatte, brugere og offentlighed med konsekvenser for f.eks. demokrati, arbejdsmiljø og service samt den konkrete opgaveløsning. Under alle omstændigheder har vi tildelt og overladt et enormt ansvar og en stor kompetence til meget få personer ud fra den sjældent problematiserede betragtning, at organisationen bedst løser sine opgaver, når denne ledelseskultur er til stede.

I mange moderne organisationer har ledelse udviklet sig til en slags second life, som befinder sig langt væk fra mange medarbejderes daglige arbejde og den konkrete virkelighed, hvor der undervises, ydes omsorg og serviceres. Den nødvendige dialog og det remtræk, som kan skabe den nødvendige sammenhæng mellem de erfaringer, som gøres i dagligdagen eller i driftsrummet og så de strategiske ideer og planer, som udtænkes i ledelsesrummet, mangler.

Sagen fra Odense kommune i efteråret 2015, hvor topledelsen i Børne- og Ungeforvaltningen fratog familier lovbestemte sociale ydelser, selv om socialrådgivere gjorde opmærksom på det ulovlige i indsatsen og dets konsekvenser, illustrerer med tydelighed, hvordan ledelsen mange steder har distanceret sig fra den virkelighed, som karakteriserer de ansattes arbejde.

Tilstedeværelsen af et samtaledemokrati medfører, at forskellige medarbejdergrupper regelmæssigt har mulighed for at mødes og deltage i den samtale, som er det centrale i udviklingen af en demokratisk kultur. Udviklingen af en demokratisk kultur forudsætter også, at der er formelle fora tilstede, som gør, at en sådan har gode vækstbetingelser. Begge dele er blevet vanskeliggjort som en konsekvens af de nævnte ændringer af den offentlige sektor.

Den uheldige ledelseskultur, som har vist sig i Region Syddanmark er nok unik, men den afspejler en bredere tendens, som hænger sammen med den opskrivning og italesættelse af ledelsens betydning for udviklingen af den offentlige sektor, som er sket siden begyndelsen af 80’erne. Værdier som debat og medbestemmelse har fået dårligere vilkår. Når den kultur mangler, bliver det nemmere for såvel politisk valgte som ansatte ledere at skabe et parallelsamfund, hvor de delvist kan formulere deres egne regler. Region Syddanmarks ledelseskultur er et symptom på den ledelseskultur, som præger mange offentlige organisationer i disse år.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post24

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 11:05:16

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da også op. Vi er i midten af 1920’erne og biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer, tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt med, at det omgivende samfund har ændret sig. Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten, kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse” bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig af. Udviklingen er måske nok nødvendig, men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende giver anledning til stor applaus.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post23

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 10:45:44

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med kultur på recept. Ideen er, at man kan få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af stress, angst eller depression. Svage ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg, ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er positive. Der har ligeledes været enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om, hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen, han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut, som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid, hvilket kan virke helende og dermed helbredende.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post22

Kronik/Fyens Stiftstiden

LedelsePosted by Finn Wiedemann Mon, November 09, 2015 21:14:34

Ledelseskrisen

For kort tid siden udkom bogen Ledelseskrise i konkurrencestaten af organisationskonsulent Jan Nørgaard og professor Lars Bo Kaspersen. Bogen identificerer den ledelseskrise, som karakteriserer den offentlige sektor, analyserer baggrunden for den og giver nogle bud på, hvordan den kan håndteres.

Mange offentligt ansatte har mærket, hvordan deres arbejde har ændret sig gennem de senere år. Socialrådgivere, sygeplejersker og lærere har erfaret, at de bruger langt mere tid på f.eks. registrering og resultatmålinger, samtidig med at de organisatoriske landkort jævnligt tegnes om. Udviklingen medfører mindre tid til kerneydelserne, f.eks. samvær med borgere og patienter. En oplevelse af stress, træthed og værst af alt mangel på mening præger arbejdsdagen.

Omstillingen af den offentlige sektor har været i gang, siden de første moderniseringsprogrammer blev igangsat i begyndelsen af 80’erne, dog sådan at udviklingen først for alvor har taget fart efter årtusindskiftet. Ændringerne har imidlertid hverken bidraget til større effektivitet eller trivsel. Tværtimod.

Sygeplejersker, lærere og øvrige professionsudøveres værdier er forankret i velfærdsstaten, tæt knyttet til brugerne og kerneydelsen. Politikere, embedsmænd og topledelsen er derimod orienteret mod konkurrencestatens værdier, hvor det handler om at geare det danske samfund til den øgede konkurrencesituation, som globaliseringen har medført. Medarbejdere og ledelse er således forankret i to forskellige samfundsforståelser og har fjernet sig fra det tidligere fælles fokus, hvor begge havde velfærdssamfundet som vision.

Konkurrencestaten og de mange reformer og styringsværktøjer, der ledsager denne, mangler en vision, som offentligt ansatte kan identificere sig med. Visionen om det gode samfund er for langt de fleste mennesker ikke et samfund præget af vækst, hvor uddannelsesinstitutioner og hospitaler er trimmede og fitte, rustede til det globale kapløb.

Konkurrencesamfundets ledelsesværktøjer handler i alt for høj grad om hvordan, dvs. metoder og værktøjer til at ordne og fixe problemer, mens de centrale spørgsmål om hvorfor, som kan tilvejebringe mening og legitimering mangler. Den fortælling, som kan få os til at møde smilende på arbejde om morgenen, og som kan få os til at finde mening i de mange reformer og forandringer, er udeblevet.

I konkurrencestaten bliver politiske reformer og lovgivning til på en anden måde end tidligere, hvor der er i velfærdsstaten var tradition for at inddrage interessenter, medarbejdergrupper og organisationer, når nye reformer skulle formuleres og implementeres, er dette nu fraværende. I velfærdsstaten var uenighed og dialog en central værdi. I konkurrencestaten er der derimod ikke tid og tillid til, at uenighed og diskussion udgør konstruktive arbejdsmåder.

Den politiske elite betjener sig i stedet af direkte magt, sekunderet af kommissioner og ekspertudvalg, som legitimerer nødvendighedens politik. De mange reformer og ændringer, som det danske samfund har gennemløbet de sidste 10-15 år, kan anskueliggøre dette. Det mest oplagte eksempel er vel strukturreformen, hvor det kommunale landkort næsten overnight fik trukket nye streger op. Indgrebet i lærernes overenskomst i 2014 udgør et andet eksempel. Konsekvensen er blandt andet, at der er sket en udhulning af den medbestemmelseskultur, som har præget det danske samfund.

Konkret betjener offentlige ledere sig i konkurrencestaten af styringsfikserede ledelsesværktøjer med fokus på kontraktstyring, resultatmålinger og andre tiltag, som på bedste industrisamfundsmaner forsøger at registrere og måle organisationer og medarbejderes ydelser og indsatser. Dette strider mod medarbejdernes værdier.

De styringsfikserede ledelsesværktøjer har også den ulempe, at de fungerer som et skjold, som holder lederne på afstand af virkeligheden, og som tilmed er forførende i dets simple budskab om, at når der tælles, vejes og måles, så ledes og styres der. Nørgaard og Kaspersen mener, at det inden for de eksisterende rammer er muligt at formulere et ledelses- og samarbejdsrum, hvor medarbejder og ledere i fællesskab kan udvikle deres arbejdsplads fremfor den ”ghettoisering”, som aktuelt præger mange offentlige organisationer, hvor ledere og medarbejdere lever i en adskilt verden.

Som kontrast til den styringsfikserede ledelsesform bør der arbejdes med substantiel ledelse, en ledelsesform, der er tættere på kerneydelsen og medarbejderne. I den substantielle ledelse arbejdes der med at formulere et realistisk strategirum i samarbejde med medarbejderne, som kontrast til det idealistiske strategirum, som præger mange offentlige organisationer. Arbejdet med strategier bliver ofte til i et lukket rum, som sjældent engagerer medarbejdere, hvorfor de kun vanskeligt lader sig implementere.

Nørgaard og Kaspersen har leveret en enkel, men rammende analyse af den offentlige sektors ledelseskrise og dets løsninger. Bogens største fortjeneste er dog, at den formulerer nogle svar på spørgsmålene om, hvorfor vi er endt, hvor vi er. I konkurrencestaten er nødvendighedens politik måske nok nødvendig, men den er ikke tilstrækkelig, fordi den ikke bidrager til at skabe mening for ansatte og borgere: Der skal også være noget at kæmpe for. Det er der kun, hvis reformer og ledelsesinitiativer er forbundet med en fortælling om, hvad det er for samfund, vi ønsker os og indeholder visioner for, hvordan det bør udvikle sig.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post21

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til, hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid, særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger, som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet, kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En bogsamling kan opfylde begge formål.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post20

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, June 23, 2015 23:11:29

Pippi Langstrømpe (klumme fra Fyens Stiftstidende d. 19/6)

En kær dame ved navn Pippi Langstrømpe fyldte for nylig 70 år. Det er altid svært at vurdere en bogs kulturelle påvirkning, men i tilfældet Pippi fik bogen både konsekvenser for den børne- og ungdomslitteratur, som udkom efterfølgende, og på samfundets syn på børn.

Pippi Langstrømpe bogen er skrevet i øjenhøjde med sine læsere. Måske fordi den oprindelig er tilrettelagt som mundtlig fortælling, hvor Astrid Lindgreen fortalte sin datter historien om Pippi, mens hun lå syg. Senere nedskrev hun fortællingen om verdens stærkeste pige. Det ville være forkert at hævde, at børne- og ungdomslitteraturen før Pippi ikke var skrevet i øjenhøjde med modtagerne, men en del af børnelitteraturen var didaktisk og moraliserende, det er Pippi ikke.

Når vi stadigvæk læser klassikere som f.eks. Palle alene i verden og Pippi, så er det fordi, de tager børnenes perspektiv og nærer dyb respekt for deres verden. Et andet træk, der karakteriserer Pippi-bogen, er det fjollede, absurde og morsomme; rim og remser og leg med sproget. Det er tale om sofistikeret lagkagekomik. Pippi er her i tråd med nonsens litteratur traditionen inden for børnelitteraturen, som f.eks. også kendes fra Alice i eventyrland.

Da Pippi bogen udkom, vakte den forargelse. Flere mente endda, at det var skadeligt at lade børn læse bogen, da den udfordrede forholdet mellem børn og voksne. Det er da også en del af den fascinationskraft, børn kan have under læsningen af bogen, som måske ofte føler sig utilstrækkelige; fysisk, økonomisk og kulturelt sammenlignet med voksne.

Pippi figuren viser, at børn kan være selvstændige, aktive og kompetente. Børn er noget i deres egen ret og ikke bare mennesker, som er utilstrækkelige og mangler noget af det, vi voksne besidder.

På den måde varsler Pippi figuren et opgør med det dominerende syn på børn, som karakteriserede Pippis samtid. Børn skulle ses, men ikke høres. Børn kunne være næsvise, frække og uopdragne. En række moralske domme blev fældet over børn, som ikke levede op til de normer, som de voksne satte. Det børnesyn, som kommer til udtryk i Pippi, trækker tråde tilbage til Ellen Key og Rousseau. Pippi er som Emile i Rousseaus bog af samme navn et barn, som i sine tidlige år opdrager sig selv.

Kan Pippi-bogen fascinere børn i dag? Nu hvor børn kulturelt set i mange tilfælde har sejret ad helvede til og både bliver set og hørt. Nutidens børn er blevet til små prinsesser og prinser og en del af generation mig.

Med andre ord, holder bogen hele vejen hjem, nu 70 år efter den udkom? Jeg tror det. Pippi-figuren har ikke mindst på grund af sin fantasi, humor, hittepåsomhed, omsorg for de svage og udstilling af magtarrogance stadig en plads hos samtidens små og store læsere.

Inden længe vil jeg dog for en sikkerheds skyld teste bogen af på mit mindste barn, som nærmer sig den alder, hvor han er klar til Pippi-testen. De andre børn, jeg har, har begge været begejstrede. Måske fordi faren er det. Tillykke til Pippi.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post19

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, May 23, 2015 07:54:27

Opvækstens farver

I essayet Farvel til det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet, som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik, som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse. Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære film, f.eks. den franske film Betty Blue eller Blue Velvet af David Lynch. I begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik også igen i nogle af tidens digtsamlinger. I Søren Ulrik Thomsens City Slang, som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen. Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der havde stået på murene i 68, stod der nu Du har ikke en chance - grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på, at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt, men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk. Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i fremtiden.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post18

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, April 28, 2015 08:07:50

Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå fast hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien, er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere os selv og tage udgangspunkt i egne behov. Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken, hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for, at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej, selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden for os selv. Konkret foreslår Brinkmann moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.






  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post17

Hva me litteraturen

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, February 21, 2015 09:43:44


  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post16

Kronik/Fyens Stiftstiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, January 26, 2015 15:24:49

Hvad skal man mene om et fænomen som You Tuberen Kristine Sloth og andre yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier

At finde vej i medierne

Julen er for længst forbi, og for mange er juleferien sikkert blevet brugt til at fornøje sig med de julegaver, som lå under træet. Eller på at ærgre sig over de julegaver, som ikke lå der. Hvis man som jeg, får bøger i julegave, så er ferien altid en kærkommen lejlighed til at synke ned i stolen og lade fremmede mennesker og verdener passere revy. De nye løbesko, som også lå under træet, løber ingen vegne.

I år læste jeg en bog, som jeg hverken havde fået eller ønsket mig. Det var derimod en bog, min 13-årige datter havde ønsket sig. Bortset fra hendes fødselsdag, hvor hun ønskede sig en biografi om One Direction (1D), er det ikke sket før. Der var derfor ingen betænkelighed. Hun skulle have en bog. Hvad du ønsker, skal du få. Dette stod i modsætning til andre år, hvor jeg har praktiseret den omvendte fremgangsmåde: hvad du ikke ønsker, skal du få. Med det resultat, at bøgerne aldrig blev læst. Min eneste betænkelighed handlede om den bog, min datter ønskede sig. Det var Kristine Sloths Min verden.

Skulle der være læsere over 20 år, som ikke ved, hvem Kristine Sloth er, og det er sandsynligt, for jeg vidste det heller ikke, kan jeg oplyse om, at Kristine Sloth er YouTuber. Det var i hvert fald det svar, min datter gav mig. YouTuber, sagde jeg, er det et job, en titel eller en hobby?

Egentlig klogere blev jeg først, da hun uddybende fortalte mig, at hun har en videoblog om mode og skønhed, og at hun har mere end 60.000 faste følgere. Kristine Sloth er med andre et ord et mediefænomen, som især er populær blandt de yngre piger på de sociale medier. Hun er selvfølgelig både på Facebook, Instagram og har egen blog, men først og fremmest uploader hun små videoer på YouTube. Deraf navnet YouTuber.

I gamle dage sagde man, først kommer bogen, så kommer filmen. I dag foregår det ofte på den måde, at først kommer populariteten på de sociale medier eller i reality tv, og så kommer bogen. Tænk blot på Linse Kessler, Gustav og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvad handler hendes bog så om. Jo, den handler om drenge, mode og om hvordan man lægger make-up. Arbejdet beskrives minutiøst. ”Jeg renser først mit ansigt for makeup og dagens snavs med en makeupfjerner på almindelige vatrondeller.” Vi får også at vide, at KS altid fletter sit hår, inden hun går i seng. ”Jeg elsker at samle det i en fletning i den ene side, det er behageligt at sove med – og så har jeg fine krøller næste dag.”

Vi er altså i fingerbølsfeltet med hensyn til tips og tricks om, hvordan man som præ-teenager kan blive smuk og smækker. Bogen er dog også en askepothistorie, bortset fra at Kristine Sloth ikke bliver gift med nogen prins. I stedet har hun qua sin aktivitet på de digitale medier opnået succes og berømmelse. Og i vore dage er det mindst lige så vigtigt

Kristine Sloth blev moppet på sin gamle skole. Hun begyndte at blogge, skiftede skole og resten er historie, som man siger: Du skal tro på dig, selv og udleve dine drømme. Det er de budskaber, vi får med os, og hvem kan ikke bruge de råd.

Hvad skal man mene om et fænomen som Kristine Sloth og de yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier? Først og fremmest tror jeg, at vi skal opfatte børn og unges brug af de sociale medier, og de eventuelle bøger som aktiviteten kaster af sig, som et forsøg på at finde vej gennem livet, dvs. et forsøg på at lege med mulige identiteter og fremtidsscenarier inden for relativt trygge rammer: hvem er jeg, hvem er jeg ikke, og hvem er jeg på vej til at blive.

Gennem de sociale medier møder børn og unge forskellige rollemodeller, de kan spejle sig i eller tage afstand fra. Vi der voksede op, før de digitale medier blev hvermandseje, spejlede os i de mere klassiske medier, f.eks. blade, bøger, radio og tv.

Selv om de gamle medier var i øjenhøjde med de unge, var de også voksenstyrede eller -redigerede. Sådan er den digitale virkelighed ikke. Her er det børn og unge selv, der vælger, hvad de distribuerer.

Jeg er ikke urolig på min datter og andres vegne, men vil stadig fastholde, at der er mere kraft og saft i Den uendelige historie, Harry Potter og andre aldersrelaterede kulturelle udtryksformer, som i symbolsk og æstetisk form formår at give os større og dybere indsigt i os selv og den verden, vi er omgivet af. Foreløbig står de nævnte bøger og samler støv, mens Kristine Sloth bliver læst. Min datter må fortsat finde sig i at få det, hun ikke ønsker sig. I år var en undtagelse.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post14

anmeldelser

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, January 06, 2015 21:59:51

Harald Voetmann: Alt under månen. Gyldendal 2014

Sprogligt og kulturhistorisk interessant. Tilrettelagt som en række breve og beretninger fra personer i og omkring Tycho Brahe (hans assistenter). Kancellisprog med sjov syntaks og med mange gamle ord og udtryk. Der drikkes vin i stride strømme, blodet flyder fra gummerne og sæden dypper. Vejret, naturen, stjernerne og døden er tæt på. Sanseligt og kropsligt, til tider en smule kedeligt. Ikke ligefrem en humørbombe af en bog, en mørk grundtone løber gennem bogen og er med til indramme den historiske periode, som er 1500-tallet.

Lars Saabye Christensen. Blink. C&K Forlag 2013

Saabye skriver fremragende. Han er en mester i absurd dialog. Han har sans for komik. Sproget er præcist, originalt, filosofisk og interessant. Kompositorisk formår han at flette tråde og elementer ind i fortællingen, så personer, billeder og situationer gentages og lades med ny betydning, så man sidder tilbage med følelsen af, at fortællingens dele spejler sig i hinanden som et prisme. Den danske titel Blink giver derfor god mening.
Til trods for alle de rosende ord, har jeg svært ved at koble Saabye skriver fremragende. Han er en mester i absurd dialog. Han har sans for komik. Sproget er præcist, originalt, filosofisk og interessant. Kompositorisk formår han at flette tråde og elementer ind i fortællingen, så personer, billeder og situationer gentages og lades med ny betydning, så man sidder tilbage med følelsen af, at fortællingens dele spejler sig i hinanden som et prisme. Den danske titel Blink giver derfor god mening.
Til trods for alle de rosende ord, har jeg svært ved at koble fortællingens tre dele sammen. Den første lange del, der foregår i sommeren 1969, hvor hovedpersonen er i puberteten, er den bedste. Komisk, poetisk og til tider rablende. Den anden del, der viser sig at være et tabt manuskript, er en grum og absurd fortælling om en mand, der lever i en forfalden by, hvor næsten alt og alle dør. Den tredje fortælling, som er en epilog, hvor vores hovedperson er blevet 60 år og er indlagt på en art klinik i USA, og hvor elementer fra de to første dele, på næsten fantastisk vis, overraskende indgår i fortællingen.
Hænger de tre dele sammen? Måske tematisk og bevidst konstrueret, som en collega, hvor man har et bestemt antal materialer til rådighed, og har pålagt sig selv den opgave at bruge dem alle sammen. Det kan virke lidt maneret. Jeg bygger det her, fordi jeg kan. Ingen tvivl. Saabye kan rigtig meget.


Pia Tafdrup. Smagen af stål. Gyldendal 2014

Klassisk Tafdrup, masser af sansede, lyriske og billedrige digte. Nogle af digtene er vel det, man kan kalde prosadigte, dvs. mere fortællende og handlingsorienterede. Det er en digtform, som går igen i de sidste digtsamlinger, hun har skrevet. I denne bliver det bare mere tydeligt. Indholdsmæssigt kommer vi rundt om mange emner parforhold, natur, erindring, død, krig og hverdagsregistreringer. Jeg kan bedst lide erindringsdigtene. Der er fine linjer og digte, men samlingen virker ikke helt så organisk og helstøbt som andet, jeg har læst af hende. Den kommer i hvert fald længere omkring. Men det meste er stadigvæk rigtig godt



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post13

anmeldelser

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, December 28, 2014 20:13:12




Jens Christian Grøndahl: Jernporten. 2014

Jens Christian Grøndahl seneste bog, Jernporten falder i tre dele, hvor vi møder jeg-fortælleren, som henholdsvis gymnasieelev, midaldrende nogen og fyrreårig og tresårig.

Bogen formidler tre nedslag i en skolelærers liv, som er glad for bøger og klassisk kunst. Langsomt væves de tre lag ind i hinanden i et nærgående portræt af hovedpersonen.

Vores hovedperson har svært ved at realisere det almene liv, og det lykkes ham aldrig at finde en balance mellem "ånd og annuietetslån", som han selv formulerer det.

En rød tråd i bogen er beskrivelsen af de kvinder, som på forskellige tidspunkter spiller en rolle i hans liv, og som repræsenterer forskellige kvinderoller. Den intellektuelle ungdomskærste, Erika, overklassekvinden Maria som bliver far til hans barn osv.

Det er et troværdigt portræt af dannelses-dinosauren, der lever i et selvvalgt eksil, omgivet af ånd, uden lyst til at lege far mor og børn. Bogen er fortalt i et roligt tempo med et sikkert og varieret greb om sproget. Ind imellem bliver hovedpersonen måske lige småfilosoferende nok i sine refleksioner omkring liv, kunst og verden med risiko for, at der går essay i den. Alt i alt et fint indblik i et liv, som efterhånden, som årene går, helst leves på afstand af andre mennesker

Jens Christian Grøndahl har oversat den populære bog Stoner. Selv om der er klare forskelle, kan Jernporten på nogle områder minde om Stoner. Det langsomme tempo, hovedpersonens glæde ved god kunst og litteratur og problemet at realisere det almene liv.



Katrine Marie Guldager: Peters død. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Katrine Marie Guldager skriver godt, og det er en morsom beskrivelse og satire over hippietidens påfund, men bogen rører mig aldrig rigtig for alvor. Den alvidende fortæller, der hopper ind og ud af de mange hoved- og bipersoner gør, at persontegningen tangerer det overfladiske og karikerede. Vel kommer vi rundt om Henry, Lilli og Leonora, som er hovedpersonerne, men det er lige så meget i kraft af, at vi kender dem fra de andre bind.

Yes, det er en postmoderne fortæller, der træder ud af fortællingen og eksplicit gør os opmærksom, at der er en fortælling og lader os vide, hvad der senere vil ske med hovedpersonerne. Fiktion er fiktion. Det ved vi godt. Jeg var mere begejstret for bind 3, Peters død.

Helle Helle: Hvis det er. Samleren 2014

Som altid hos Helle Helle eminent replikkunst, ligesom den underspillede og lavmælte stil er suveræn. Igen får vi præsenteret ikke bare en men to hovedpersoner, som aldrig rigtig er trådt karakter, men lever en slags skyggeliv, hvor de forsøger at tilfredsstille andres behov og fremstår ensomme og farveløse.

Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvordan rammefortællingen, mand og kvinde er faret vild i en skov og går grueligt meget ondt igennem, hænger sammen med den lange indskudte fortælling om kvindens ungdom og forhold til kæresten Christian. Det er som, at de to historier ikke hænger sammen. Men godt skrevet er de



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post12

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, November 15, 2014 20:08:33

Den stille dreng

Nu har jeg også fået læst Stoner af John Williams. Bogen som kom i 1965, men først slog igennem næsten 40 år senere og blev en international bestseller, og som nu i mange uger har været blandt de mest solgte skønlitterære bøger i Danmark. Er den så god? Jo, den er god. Det er en gribende, stille hverdagsrealistisk fortælling om en mand, som kommer fra beskedne kår og har udsigt til at skulle arve fødegården, men i stedet slår sig på litteraturstudier og bliver ansat ved University of Michigan, hvor han arbejder hele livet.

Stoner er beskeden, generøs og hårdtarbejdende, men bliver ydmyget af sin kone og chef. Kun i glimt oplever han glæde i kærlighedslivet, da har en affære med en af sine tidligere studerende, men snart forsvinder hun ud af hans liv. På samme måde som hans eneste og elskede datter også forsvinder ud af hans liv, da hans glædesløse kone mener, at deres forhold er blevet for tæt. Det er altså på den ene side en bog, der handler om spildte muligheder og om ikke at realisere sit fulde potentiale. På den anden side er det også en bog om en mand, som bider tænderne sammen og accepterer sin skæbne uden at kny, og efterhånden som årene går, bliver mere og mere vellidt og elsket af sine studerende, kollegaer og af os som læsere.

Stoner er en mand, man ikke kan undgå at holde af. Måske fordi han minder om noget i os selv. Det kunne være gået os bedre. Vi kunne være blevet til noget mere. Vi kunne have haft mere held i kærlighed, i arbejdslivet, ja i livet. Alligevel står vi op hver morgen og gør vores pligt. Vi hænger i og forsøger efter bedste evne at være gode mennesker.

Det er dog også noget bedaget og altmodisch over fortællingen, hvilket ikke bare hænger sammen med, at handlingen foregår fra 1900-tallets start og op til perioden efter 2. verdenskrig, og at hovedpersonen beskæftiger sig med ældre litteratur. Det skyldes også, at historien er fortalt i et nærmest adstadigt tempo, og fortællingen er kronologisk fremadskridende, så går der 5 år, så går der 10 år. I den forstand er det en klassisk dannelsesroman og en velkendt beskrivelse af et levnedsforløb. Det giver fornemmelsen af, at man sidder med en roman fra verden af i går. Måske er også det, der er baggrunden for bogens succes. Den viser et billede af noget, mange af os savner.

Vi savner bøger, som lader os se menneskelivet udfolde sig fra start til slut, frem for litteratur som dykker ned i dage, uger og enkelte år af et menneskes liv. Vi savner bøger, som ikke kun er ironiske og eksperimenterer med sprog og komposition eller hvor hovedpersonerne er overmennesker udstyret med kræfter og evner, som kun hører til i fantasiens rige. Vi har brug for bøger, hvor vi kan sætte os ind kupeen, synke ned i sædet og lade toget fragte os gennem kendte og ukendte landskaber, indtil vi når frem til rejsens slutmål.

Stoner udgør en kontrast til accelerationssamfundet, som den tyske sociolog Hartmut Rosa har døbt nutidens samfund, hvor sms´erne kontinuerligt tikker ind, og hvor centrifugen eller hamsterhjulet kværner hurtigere og hurtigere. Det er ikke tilfældigt, at stand up´en er blevet en fremtrædende og tidstypisk kulturform og de digitale medier en kær ven. Her leveres ofte korte historier, vittigheder og punchlines uden den form for kontinuitet og de lange linjer, som f.eks. det klassiske teater og litteratur kunne tilbyde.

Stoner derimod er som en god cognac, som langsomt vendes i munden og kæles af tungen, inden den synkes på plads og brænder i maven. Som gode bøger lever den videre længe efter, at øjnene har slugt den sidste side. Stoner minder os, at vi ind imellem har behov for at mærke historiens vingesus og se menneskelivet folde sig ud som en lang rejse, for det er jo trods alt sådan, de fleste menneskers liv former sig. En lang linje frem for en række punkter, som ikke er forbundet med hinanden.

Historien er ikke død, men vi kan have svært ved at formulere en sammenhængende fortælling om os selv og den tid, vi lever i. I dag er rejsens mål snarere ukendt end kendt. Her byder Stoner på en troværdig fortælling om en mand, hvis liv folder sig ud som en vifte.

Hvis alle bøger var ligesom Stoner, ville det sikkert være kedeligt. I den forstand kan det aktuelle samfund måske snarere karakteriseres som et variationssamfund end et accelerationssamfund. Vi skal ikke bare have mere af det samme, hurtigere og hurtigere. Vi skal have noget forskelligt og gerne i varierende tempi. Stoner tilbyder langsomhed, fordybelse, overblik og præcision som kontrast til den hurtighed, overfladiskhed og flimren, som accelerationssamfundet dagligt hvirvler os rundt i.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post11

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 01, 2014 15:27:13

Foråret i dit liv

”Barndommens land. Tidens mælketand. Verden er ny for dit øje. Folk er to meter høje.” De fleste kender nok Benny Andersens tekst, sunget af Poul Dissing. Barndommens land er et land, hvor vejene og landskaberne er nogle andre, og hvor færdselsreglerne og spillereglerne tager sig anderledes ud, end de kommer til at gøre resten af livet. Det er også et land, som aldrig helt forsvinder, men som lever videre i os på godt og ondt.

I sin seneste bog Luskebuksfortællinger (2014) skriver forfatteren Jens Blendstrup: ”Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og dør brølende under den kridhvide sol, som kommer fra alle retninger, når vi har levet det vi skal leve, er vi børn.”

Børn kan karakterises som en slags antropologer, som ankommer til en gammel verden, hvor de skal forsøge at begå sig og afkode det sociale og kulturelle spil, og alle de regler som findes. I modsætning til den voksne antropolog, der rejser ud i det fremmede, har de ikke et sikkert navigationskort med sig hjemmefra, som de kan bruge som afsæt for at forstå og oversætte alt det nye til velkendte begreber og landkort. I stedet er de konstant på oplevelsesrejse, hvor de løbende forsøger at tilpasse sig og forstå den verden, som endnu ikke er blevet selvfølgelig og naturlig.

Selv om verden, når man er barn, fremstår næsten ny hver morgen, dukker der alligevel på et tidspunkt noget op, som præger os resten af livet på godt og ondt. Noget der sætter sig i os, som en ”sten”, der løsner sig og triller på plads.

Men hvad er det mere præcist, som karakteriserer den verden, hvor vi lever så kort, men som alligevel præger os i så lang tid. Den norske forfatter Roy Jacobsen formulerer det i sin bog Sejrherrerne (1991) på den måde: ”i løbet af barndommen dukker der et eller andet op som er dit, en mode, en musikart, en type piger, en interesse, en madret, som bare smælder ind i dit hoved på et specielt tidspunkt – det mest skæbnesvangre forår i dit liv – og forbliver der til du dør.”

Barndommen lever videre i os resten af livet som en praktisk sans, som sociologerne kalder det. Den praktiske sans er kropsligt funderet og spiller en rolle for den smag, vi udvikler. Den praktiske sans præger vores kulturelle forbrug; hvad oplever vi som henholdsvis smukt og grimt, godt og dårligt, tjekket og utjekket. Som en sporhund guider den os hen imod de nye steder og oplevelser, vi får færten af


Jeg hører ikke længere John Mogensen, som jeg elskede, da jeg var barn, men hvis han en sjælden gang imellem slipper ud af radioen, sender han mig øjeblikkelig tilbage til barndommens land. Den mørke stemme og de enkle, rytmiske melodier. Måske er han bare en tidlig dansk udgave af den Bruce Springsteen, som jeg senere kom til at holde af.


Høresansen har samme funktion som syns-, føle-, smags- og lugtesansen. De sidstnævnte sanser er dog mere grundlæggende og udvikles og kultiveres især i de første leveår. Hver eneste gang jeg møder den mærkelige blanding af støv, mados, indelukkethed og sved, er jeg tilbage i mine bedsteforældres stuer. Og hvem kender ikke som hos Marcel Proust smagen af Madelainekagen, som øjeblikkeligt sender os retur til der, hvor det hele startede.

Genkendelsen af de forskellige sanser aktiverer lag i vores hukommelse, som er knyttet til tidligere oplevelser. Vi er tilbage i hulen eller sidder med rundt om bålet. På den måde kan barndommens stemme ind imellem siges at være tilbageskuende og konservativ, hvor det handler om, at vi skal føle os trygge og bekræftes. På den anden side kan barndommens stemme også fungere som det kompas, der gør, at vi kan holde næsen i sporet, fordi vi på et tidligt tidspunkt fik færten af noget, som vi syntes var vigtigt og værdifuldt, og som har bundfældet sig i os, og som kan lede os på vej hen imod nye lande.

Det er ingen grund til at forherlige og romantisere barndommen. Ofte oplever børn en utilstrækkelighed, angst og afmagt, fordi de på nogle områder er mindre kompetente end dem, som er større og ældre end dem selv. Det er barndommens vilkår. Børns fascination af Pippi Langstrømpe-figuren handler blandt andet om, at Pippi har adgang til de ting og ressourcer, børn normalt ikke har, f.eks. økonomi, fysiske kræfter og retten til at bestemme over tid og rum.

På den anden side er der heller ikke nogen grund til at negligere eller afvise betydningen af det mest skæbnesvangre forår i sit liv, som såede kimen til den livslange vandring, vi er sendt ud på, selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og til sidst dør brølende under den kridhvide sol.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post10

anmeldelse

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Wed, August 06, 2014 14:39:51

Knud Illeris (red.): Læring i konkurrencestaten – kapløb eller bæredygtighed. Samfundslitteratur. 2014 (223 sider).

Bogen består af 12 artikler, fordelt på fire afsnit. Det første afsnit forsøger at tematisere begrebet konkurrencestat med udgangspunkt i blandt andet Ove Kaj Pedersen og Katrin Hjort. Det andet afsnit, har overskriften Læring og identitetsudvikling, hvor Knud Illeris selv har bidraget sammen med blandt andet prominente navne som Thomas Ziehe og Etienne Wenger. Det tredje afsnit, der rummer overskriften, Når presset bliver for stort, dykker ned i konkrete områder, f.eks. specialpædagogikken ved Søren Langager, ungdomsuddannelserne ved Noemi Katznelson og arbejdsmarkedet v. Nadja U. Prætorius. Hertil kommer et fjerde afsnit, hvor Knud Illeris foretager en art opsamling.

Bogen har haft en lidt usædvanlig fødsel. I forlængelse af Knud Illeris bog om Transformativ læring og identiet (2013) afholdtes et seminar, hvor Thomas Ziehe og Etienne Wenger deltog. Illeris har efterfølgende inviteret forskellige forfattere til at bidrage til en bog om læring og udvikling i perspektivet af den seneste samfundsudvikling.

Som det ofte er med antologier, så forholder forfatterne sig i nogen grad fleksibelt til oplægget. Overordnet set så tager bogen temperaturen på emner som identitet, læring og uddannelse og arbejdsmarkedet i perspektivet af konkurrencestaten eller den aktuelle samfundsudvikling. Nogle tematiserer begrebet eksplicit (Ove Kaj Pedersen og Knud Illeris), andre taler i stedet om det sen-moderne (Ziehe, Wenger) eller markedssamfundet (Prætorius).

Skal man foretage en art syntese af de mange artikler, så er budskabet, at der er for meget fokus på uddannelse, faglighed og præstationer og for lidt fokus på læring, identitetsudvikling og bæredygtighed. Konkurrencesamfundet er skurken med dens fokus på, at uddannelse og viden er et konkurrenceparameter, som skal forsøges styret gennem forskellige NPM-lignende initiativer. På den måde bliver det en bog, som er kritisk overfor den aktuelle samfundsvikling og den måde, som især uddannelsesområdet har udviklet sig på. Økonomistyringen har taget over. Den stigende internationale konkurrence forudsætter et kompetencemæssigt løft, men der er for lidt fokus på dannelse eller læring og identitetsudvikling, og udviklingen forsøges styret på en uhensigtsmæssig måde, som reelt ikke bidrager til det nationale kompetenceløft (207 ff.), som der er behov for.

Nogle af artiklerne har en tendens til at blive for snakkende, som om de mundtlige oplæg, de måske oprindeligt har været funderet på, ikke er blevet transformeret til skriftlighedens mere fokuserede, analytiske og akademiske fremstillingsform. Det gælder f.eks. Steen Hildebrandts ambitiøse artikel om bæredygtighed og Ziehe, Wenger og Katznelsons artikler.

Umiddelbart fremstår Ove Kaj Pedersens indledende, afgrænsende artikel om konkurrencesamfundet mest interessant, som jeg vil diskutere afslutningsvis.

Knud Illeris artikel om Identitetsudvikling og transformativ læring bør ligeledes fremhæves. Artiklen er et sammendrag af hans bog (2013). Artiklen udgør en indkredsning og diskussion af begrebet identitet og transformativ læring, ligesom den rummer nogle refleksioner over, hvad læring vil sige i konkurrencestaten, hvor der er fokus på præstationer og omstilling; hermed bliver der et øget pres på individet. Konklusionen er, at der er for lidt plads til læring og identitetsudvikling eller dannelse, skulle man måske sige.

Søren Langagers artikel om bogstavbørn, hvor han afbalanceret diskuterer udviklingen inden for specialpædagogikken, i perspektivet af de seneste ændringer inden for folkeskolen, kan ligeledes fremhæves. Frem for at idealet tidligere var det gode liv, er det nu blevet det produktive liv.

Nadja U. Prætorious meget kritiske analyse af det fleksible arbejdsmarked med stigningen i stressrelaterede symptomer, som rent neurologisk kan sammenlignes med traume-lignende oplevelser, folk har været udsat for, er ligeledes interessant. Baggrunden for denne udvikling er, at der har fundet en de-humanisering sted af arbejdsmarkedet, hvor den enkelte professionsudøver ikke længere kan finde mening i sit arbejde og fremmedgøres. ”Hvordan har vi i et demokratisk samfund tillade, at politiske og økonomiske magthavere har tvunget ledelsesstrategier og holdningsbearbejdelse ned over borgerne, der bærer mindelser om totalitære staters styring, overvågning, kontrol og indoktrinering af borgerne?” (s.200), som det retorisk hedder. Som det fremgår af citatet, så bliver der ikke lagt fingre imellem i analysen af det moderne arbejdsmarked.

Både Thomas Ziehe eller Etienne Wenger relativt korte artikler bærer præg af i første omgang at have fungeret som mundtlige oplæg i relation til det Illeris-seminar, som blev omtalt ovenover. Ziehe fortæller illustrativt om de vilkår, individet, herunder især unge, er underlagt i sen-moderniteten. Her kan identificeres tre former for identitetsmønstre blandt unge. Dels en tendens til, at individet fører alt tilbage til sig selv, dels behovet for rammer eller re-traditionalisering og endelig tendensen til selv-observation og subjektivering. For dem, som har fulgt Ziehe de sidste 20 år, er der ikke noget nyt i disse analyser. Wengers noget snakkende artikel beskæftiger sig med overgangen til det aktuelle samfund, som han karakteriserer som en øget kompleksitet i muligheden for identifikationer (124), hvor der sker en individualisering af identiteten (125). Hvordan kan man se på sin identitet og udvikling, sådan at der kan udvikles nye læringsrum. Noget særligt udfoldet bud har han dog ikke på dette interessante spørgsmål. Det 21. århundrede er identitetens århundrede, som han formulerer det. Heller ikke Wenger siger noget, han ikke har sagt før.

Som nævnt indkredser og diskuterer Ove Kaj Pedersen i sin indledende artikel begrebet konkurrencestat. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at begrebet er kommet til at udgøre et epokalt begreb, som bruges som ramme i forhold til at forstå den aktuelle udvikling inden for f.eks. uddannelses- og arbejdsmarkedet. Artiklen kan dels ses som en opsamling på hans bog om konkurrencestaten (2011), dels som en videreudvikling.

Ove Kaj Pedersen understreger, at stater forandres, når der sker ændringer i de idealer eller den ideologi, de er bygget på, og det er disse ideologiske ændringer, han er optaget af. Med overgangen til konkurrencestaten har vi bevæget os fra velfærd i bredeste forstand med idealer om ligeværd, lige muligheder, økonomisk lighed og så til fokus på nationens internationale konkurrenceevne. Konkurrencestaten kan defineres på den måde, at den forsøger, at mobilisere dens borgere for at skabe komparative fordele, at den lægger vægt på at styre omkostninger i forhold til udgifter, og at den motiverer borgere til at tage ansvar for egen beskæftigelse. Et fjerde kriterium er, at den danske stat er stadig en velfærdsstat, som lægger vægt på velfærdsstatens værdier.

Man kan spørge, om disse fire kriterier, så er den nye ideologi? I så fald er det en lidt mærkelig definition på begrebet ideologi, som jo normalt betegner et sammenhængende system af ideer. Formodentlig kan det fortolkes sådan, at vi har bevæget os hen imod en neoliberal ideologi, men at denne bevægelse i Danmark afbalanceres af et mere traditionelt socialdemokratisk tankesæt. Konkurrencestaten er udviklet og fungerer forskelligt i forskellige lande. ”Konkurrencestaten i DK er særlig ved, at det stadig er en velfærdsstat, og at velfærdsstaten stadig betragtes som en komparativ fordel i den internationale konkurrence.”, som det hedder.

Skolen- og uddannelsessystemets havde tidligere til opgave at danne den enkelte til at være medborger i et levende demokrati, især i 90’erne ændrede denne opgave sig til, at uddannelsessystemet fik til opgave at inkludere så mange som muligt og bekæmpe, at folk ekskluderes fra arbejdsmarkedet (s.23).

Pædagogikken er i forlængelse af denne udvikling i stigende grad blevet et middel til at opnå økonomiske formål: Velfærdsstatens skal gøres financielt bæredygtigt ved at mobilisere arbejdskraften. Dette kan f.eks. illustreres med afsæt i folkeskolereformen fra år 2006, hvor uddannelsesformålet fik højere prioriteret end dannelsesformålet. Vi har med andre ord bevæget os fra et menneskesyn, hvor idealet var den essentielle person hen imod den opportunistiske person. Jo.

Efter læsningen af artiklen sidder jeg lidt tilbage med samme følelse, som jeg havde efter læsningen af Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten (2011). Den mand har fat i noget rigtigt, og vi får stillet et vokabularium eller en fortolkningsramme til rådighed, som gør, at vi kan forsøge at forstå aktuelle politiske ændringer inden for især uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken på en ny måde. Vi får rullet nye landkort ud. Et eksempel på dette er begrebet mobification (s.29), som han introducerer til i artiklen. De sidste 5-7 år har mobification været en del af regeringens strategi, hvilket sker gennem jobmobilitet, geografisk mobiliet, funktionsmobilitet og transitionsmobilitet. Mobification dækker over forsøget på at fremme arbejdskraftens mobilitet og motivere til livslang læring. Jo, det er der vist noget om.

På den anden side, så illustrerer det omtalte begreb også meget godt problemet med OKP. Hans analyse og fremstilling går ofte over stok og sten, og som læser er man tilbøjelig til at miste overblik, sammenhæng og fokus, fordi nye begreber og eksempler hele tiden introduceres i forsøget på at få alt til at passe under en syntetiserende vinkel. Ved nærmere eftersyn er de nye landkort måske alligevel ikke så skarpe og gode. Men, som en første hjælp til at finde vej gennem de nye landskaber, er der inspiration at hente. Og det er vel også sådan, man kan læse antologien om Konkurrencestaten. Det er en pose interessante, men blandede bolsjer.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post9

anmeldelse

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Thu, July 31, 2014 15:15:33

Peter Østergaard Andersen: Pædagogiske læreplaner, dokumentation og evaluering. Hans Reitzles Forlag. 2013 (251 sider).

Jeg har først nu fået læst Peter Ø. Andersens seneste bog fra 2013. Udgangspunktet for bogen er de evaluerings- og dokumentationskrav, som daginstitutionsområdet er blevet pålagt især de sidste 10 år, f.eks. kravet om at udfærdige læreplaner, sprogvurderinger og forskellige andre former for kommunalt initierede initiativer vedrørende systematisk arbejde med evaluering og dokumentation.

Bogen falder i tre dele, henholdsvis en første del, som beskriver rammer og forudsætninger for de evaluerings- og dokumentationskrav, som er blevet indført, og en anden del som omtaler to konkrete forskningsprojekter, som Peter Ø har deltaget i, og som blandt andet har haft til opgave at analysere daginstitutioner og kommuners arbejde med evaluering og dokumentation. Dette afsnit er et uddrag af to forskningsrapporter, som blandt andet kan downloades via BUPLs hjemmeside. Den tredje del af bogen rummer en række til dels kritiske analyser og diskussioner af den aktuelle udvikling inden for området.

Peter Ø. Andersen skriver som altid på en sober og redelig måde. Bogen er vældig informativ i forhold til en status på området, dvs. i hvilket omfang, og med hvilke redskaber, der aktuelt arbejdes med evaluering og dokumentation inden for daginstitutionsområdet. Bogens fortjeneste er, at Peter Ø, qua hans mange årige arbejde med sektoren, har en stor og dyb indsigt i før-skole området. Han formår derfor at diskutere og perspektivere udviklingen historisk (den pædagogiske udvikling), kulturelt (sammenligne med udviklingen i Norge og Sverige) og teoretisk, f.eks. i relation til forskning inden for området. De mange kontekstualiseringer og perspektiveringer er måske også bogens svaghed, vi kommer mange steder hen – måske for mange.

Efter min mening er bogens største fortjeneste, at den forsøger at indkredse og diskutere den konstitutive (utilsigtede) indflydelse, som udviklingen enten har eller kan formodes at have på det pædagogiske arbejde inden for sektoren. Overordnet set er vi gået fra, at før-skolen pædagogikken har udgjort et praktisk mesterskab og til at pædagogik nu i højere grad udgør en symbolsk mesterskab, som det hedder med henvisning til Bourdieu (s.161).

Lovgivningsmæssige og kommunale initiativer introduceres ofte som tilbud, man ikke kan afslå, og som pr. definition er gode. Hvilke konsekvenser de måtte få, hvad de tager tid og plads fra, og hvilke kompetencer de kræver for at blive anvendt fleksibelt, tematiseres sjældent. Som Peter Ø. f.eks. skriver et sted ”Man kan forestille sig, at der skabes afstand til de vigtige, men mindre fremstillingsmæssige refleksioner over det pædagogiske arbejdes komplekse og problemfyldte sider” (s.175).

Evaluerings- og dokumentationsværktøjer er ikke neutrale værktøjer, men bidrager til at forme os og til at vi forstår den verden, vi handler i på en særlig måde. Som det hedder hos Peter Ø. ”vi socialiserer og socialiseres til, hvad vi forestiller os er muligt og naturligt” (s.193) eller som det hedder med en henvisning til Bruner (1998) ”det er åren der skaber roeren” (s.192).

Dette medfører stigende krav til, at pædagogerne skal kunne forholde sig refleksivt og analytisk til de værktøjer, de bruger. Hvorfor bruge redskaberne, hvad er det for en viden, som frembringes, og hvad er det f.eks. for værdier, de er funderet på (203 ff.) Her er det problematisk, at de dokumentations- og evalueringsredskaber, som pædagogerne tilbydes, ofte formidles kritik- og teoriløse af f.eks. Kommunernes landsforening, gennem korte kurser eller via pædagogiske konsulenter.

Den pågældende udvikling er på mange måder synonym med den, vi kan iagttage inden for uddannelsesverden, og som jeg blandt andet har analyseret og diskuteret med afsæt eksemplet elevplaner og nyere pædagogiske metoder (Wiedemann, 2010; 2014).

Viden, uddannelse, læring og pædagogik er på kompleks og modsætningsfyldt vis, præget af ændringer i synet på samfundet og staten. Bogens anden fortjeneste er, at den forsøger at diskutere den historiske pædagogiske udvikling (s. 71 ff.) i perspektivet af den samfundsmæssige udvikling. I velfærdssamfundet var der fokus på selvforvaltning og personlighedsdannelse indenfor pædagogikken. I konkurrencesamfundet er dette blevet afløst af en stigende fokus på færdigheder. Før-skole pædagogikken får i stigende omfang til opgave at bidrage til udviklingen af livslang læring eller human kapital i perspektivet af det globale-nationale videnkapløb.

Det er en analyse, vi har set før, men den udgør stadig et udmærket bud på at forstå de ændringer, som er sket inden for det pædagogiske felt de sidste cirka 15 år. Den aktuelle tendens til at gøre brug af evaluering og dokumentation skal ses i sammenhæng med overgangen til konkurrencesamfundet og vidensamfundet. Dette fremmer en særlig form for evaluering, nemlig målevaluering, som er funderet på en teknisk-rationel opfattelse af viden, og som ligger til grund for den evalueringskultur, som er blevet udbredt inden for hele den offentlige sektor. Peter Ø. viser, hvordan evaluering og dermed kvalitet i pædagogiske også kan forstås på en måde, hvor andre videnforståelser kommer i spil, og som måske ligger tættere på før-skole pædagogikkens reelle hverdag og de aktører, som omgiver den (s. 213). Det skal han have tak for.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post8

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, May 18, 2014 23:33:32
Den biografiske dille


Livshistorier og selvbiografier er in. Folk går på aftenskolekurser og tilegner sig redskaber, så de er i stand til at formulere deres historie. Andre betaler sig fra det og får professionelle skribenter til at gøre arbejdet. Forfattere inddrager i stor stil deres eget liv i skønlitterære bøger. Det mest kendte eksempel er den norske forfatter Karl Ove Knausgård med hans 3000 siders lange Min kamp, men herhjemme kan vi også godt være med Hanne Vibeke Holsts Knud den store, om forfatterens far Knud Holst eller Daniel Denciks Anden person ental, der er en gribende beretning om, hvordan forfatteren bliver nægtet at se sine børn på grund af en u-samarbejdsvillig mor og et bureaukratisk svensk social- og retssystem. De nævnte værker er aktuelle eksempler på skønlitterære bøger, hvor forfattere bruger løs af egne erfaringer og oplevelser. Inden for litteraturforskningen har dette sågar fået et begreb, perfomativ biografisme.

Man kan anskue den biografiske vending eller tendensen hen imod at skrive eller få skrevet sin historie som led i en bredere kulturel tendens.

Inden for det pædagogiske område har man i mange år arbejdet med metoden livshistorier. Her får udviklingshæmmede, som måske ikke har et verbalt sprog, og som ikke kender deres egen historie, hjælp til at få formuleret deres livshistorie. Hermed kan de opleve en følelse af mening og sammenhæng og dermed identitet.

Mange af de mindste poder oplever i dagpleje og daginstitutioner at få udfærdiget en barnets bog, som kan følge dem videre gennem skole- og institutionsliv, så det bliver synligt for de lærere og pædagoger, som skal modtage dem efterfølgende, hvad de har oplevet, og hvem de er.

Alle synes at have en historie at fortælle, som skal deles med andre, men hvorfor er det, at vi mener, at vores historie er så interessant, at den bør nedfældes.

I modsætning til den mundtlige fortælling er skriftligheden for fastholdere og kan rejse i tid og rum. Den bog eller tekst, som blev skrevet for 100 år siden, kan vi læse i dag. Selv om skriftens betydning ikke er altid entydig, er den ikke på samme måde som den mundtlige fortælling flygtig og bundet til situationen, tiden og stedet.

Den nedskrevne livshistorie formidler også oplevelser, historier og levet liv videre på en mere sanselig og levende måde end eksempelvis det gamle slægtstræ gjorde. Det er interessant at vide, at ens oldefar var bogbinder og født i 1888, men ville det ikke have været mere interessant, hvis man havde haft en bog fuld af historier om hans liv som bogbinder?

Den moderne teknologi har medført, at det aldrig har været billigere at få udgivet en bog, og alle kan i princippet uploade deres elektroniske historie på Saxo Publish. I den forstand kan den biografiske vending fortolkes som en form for kulturel demokratisering. I gamle dage var det udelukkende fyrster og konger beskåret at blive portrætteret, sådan at de fra væggen af riddersale og gange kunne følge med i det liv og den tid, som kom efter dem. Senere fulgte borgerskabet med, ligesom denne samfundsgruppe udviklede traditionen med at nedskrive deres selvbiografi.

I dag er vi alle en slags konger, som fortjener en historie. Rent civilisatorisk er vi nået dertil, at vi er blevet bevidst om, at vores liv er noget særligt og unikt, og at vi selv har haft et ansvar for at skabe det. Måske er det et ønske om at sætte sig spor for eftertiden og dermed en drøm om evigheden. Livet har ikke været levet forgæves.

To modsatrettede, men sammenhængende bevægelser, præger vores tid. På den ene side globaliseringen, hvor alt der før var fjernt, bliver nært, og så individualiseringen, hvor individet er blevet opskrevet blandt andet på bekostning af de sociale og kulturelle bånd, som tidligere knyttede os til gruppen, familien, slægten eller nationen.

Den aktuelle interesse for livshistorier kan fortolkes som et udtryk for, at vi ikke længere identificerer os med de kulturelle fortællinger, som tidligere generationer identificerede sig med. I slutningen af1800 tallet kunne bønderne, som kom på højskole, få en historisk identitet, så de næsten troede, at de stammede fra Odin og Thor. I lang tid kunne arbejderklassen eller kvinderne se deres situation i sammenhæng med en lang historie, der handlede om at være undertrykt og udbyttet. I konservative kredse spejlede man sig i nationens historie og dens helte. De store kollektive bevægelsernes tid er forbi. I stedet bliver fællesskaberne i højere grad midlertidige eller sags- og oplevelsesorienterede.

Vi har alle en historie at fortælle. Ikke alle historier er ikke lige interessante, og de bliver heller ikke lige godt formidlet, men at der i stigende grad er plads til og vilje til at fortælle, nedskrive og bruge sin historie, er dels et udtryk for en kulturel demokratisering, dels et udtryk for, at vi i højere grad end tidligere har behov for at skabe mening og sammenhæng og dermed identitet i vores liv.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post7
« PreviousNext »