Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Fri, November 09, 2018 20:09:40

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5-11-2018

Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen.

I sidste weekend gik min rejse til Bogforum i Bella Center. Jeg plejer ellers at holde mig langt væk fra den slags, ligesom jeg også kun nødigt lader mig overtale til at handle i Bilka og Ikea. Jeg har det lidt ligesom sangen om Svante i stormagasinet, hvor det hedder: "Når jeg går ind i stormagasin, kræver det mere end almindelig selvdisciplin".

I år udgav jeg dog en bog lige op til bogmessen, hvorfor mit forlag ikke mente, jeg havde nogen undskyldning for at blive væk. I modsætning til de historier, der har holdt mig væk de andre år, om kø, trængsel, masen og puffen, var der det meste af tiden relativt god plads. Der er selvfølgelig arrangementer, gange og passager, hvor folk klumper sig sammen, men vi er ikke i nærheden af den trængsel, som festivaler og stormagasiner ved tilbudstid kan opvise.

Bogforum er en markedsplads, hvor forfattere og forlag ind imellem næsten taler i munden på hinanden fra de mange scener. Antallet af arrangementer er overvældende. Med lidt gode ben og ferm planlægning kan man fx nå Helle Helle, Merete Pryds Helle og Knud Romer inden for en time. Hvis man er til krimiforfattere eller tidens akademiske superstars, er der mulighed for at betræde andre stier. Selve det at bevæge sig fra scene til scene minder meget om rockfestivaler. Bortset fra, at man slipper for lydprøverne, og som det også er tilfældet ved festivaler, når man nogle gange ikke frem til det planlagte, fordi man møder nogen, man kender, eller falder i staver over en bog eller et forlag.

Noget, der er påfaldende i en række forfatterinterview, er, at de i for ringe grad handler om litteratur. I stedet handler de om forfatterens holdninger til dette og hint. Det er ikke særligt interessant. Måske fordi interviewene nogle gange gennemføres af DR-journalister, som kan være udmærkede til at afvikle et interview om skattetryk og mulige politiske bogstavkombinationer, men jo ikke nødvendigvis ved noget om litteratur. Det kræver en god interviewer at få Helle Helle til at fortælle interessante ting om kommaets betydning, sætningers slidstyrke, arbejdet med åbningsreplikker og forsøget på at undgå adverbier som derfor og fordi.

De store forlag fylder selvfølgelig en del. Politikens Forlag har klistret kæmpe billboards af deres forfattere op. Her er det klart bogen, der er det sekundære. Tidens krimiforfattere eksponeres i bedste Kim Jung-Il-stil. Det klæder ikke litteraturen. De bedste oplevelser får man ved at bevæge sig rundt blandt de små mikroforlag. Her er det muligt at få en snak med entusiastiske forlæggere, som brænder for deres udgivelser, og som bruger tid på at præsentere. Her man kan eksempelvis møde H. Harksen, som har specialiseret i "weird fiction", bor i Munkebo, og som har udgivet en bog med undertitlen "Mord i Odense". Eller forlaget URO, hvor Shekufe Heiberg udgiver æstetiske, smukke børnebøger oversat fra persisk til dansk.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i tiden, hvor man kan fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt.

Bogforum er en messe, men det er også en lomme i tiden, hvor man kan fordybe sig, fare vild og ind imellem overraskes positivt

KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Sun, September 23, 2018 08:25:50

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 17-09.18

Antennen: Benny Andersen havde en venlig ræv bag øret

Forfatteren Benny Andersen døde som bekendt for nylig. Benny Andersen opnåede en popularitet og en folkelig gennemslagskraft som få. Der er ikke mange forfattere, hvis ord og digte citeres i kirker, forsamlingshuse og til konfirmationer og fødselsdage. Eller som opnår den ultimative ære, at formuleringer og udtryk glider ind i dagligsproget. I over 50 år har det at gå fra snøvsen ikke været det samme, og når det annonceres til selskaber, at kaffen er klar, føjes der ofte til, at livet ikke er det værste, man har.

I dag er digtere og forfatteres status snarere smal og marginal end bred og indflydelsesrig. Når unge mennesker bruger udtryk og formuleringer, er de i dag ikke hentet fra litteraturen, men fra musik, film og fra de sociale mediers influencers.

Noget, som jeg tror i særlig grad bidrog til Benny Andersens popularitet, var hans måde at arbejde med sproget på. Andersen var nok oprindelig modernist, men han var ikke eksperimenterende modernist, som Klaus Rifbjerg eller Per Højholt, og han var heller ikke vild og vred som eksempelvis digteren Jess Ørnsbo. Tværtimod formåede han ofte at skubbe lidt til hverdagens sprog, sådan som det allerede kom til udtryk i hans tidligere digtsamlinger med titler som "Den indre bowlerhat" eller "Kamera med køkkenindgang". Han tog fat i noget velkendt, ofte bestemte vendinger og formuleringer, og ændrede dem lidt. I formuleringer som "vantefrit samvær", og linjer som "mit smil er i vejen/rager ud som en kofanger" eller "Det flimrer for mit livssyn/jeg har trykken for principperne/mit rygte har allerede kløet længe" sættes ord fra normalt adskilte betydningsverdener sammen og danner en ny, let forståelig og billedrig betydning. Benny Andersens evne til give gammelkendte vendinger og faste fraser nyt liv er også velkendt. "Man må udnytte tiden i tide", som det for eksempel hedder i et digt.

På den måde holdt han læseren i hånden og skubbede blidt til os, så vores blik og verdenssyn blev drejet en smule. Den sproglige virkelighed i hans digte var aldrig fremmed, men forankret i noget velkendt.

Der var således ikke meget interaktionslyriker over ham, hvor der blev leget med identiteter, stemmer, og hvor sprog fra mange forskellige virkeligheder glider sammen, som det ofte er tilfældet i meget nutidig lyrik. Det kan være finurligt og interessant, men kræver også ofte mere af læseren, fordi der ikke er noget synligt jeg tilstede, og digtet i nogen grad skaber sin egen virkelighed frem for at referere til en almen eller fælles virkelighed, der er forankret i det normal- og hverdagssprog, som de flestes virkelighed hviler i. Benny Andersen kastede os ikke ud på sprogligt dybt vand, men tog os venligt med ud, hvor vi kunne bunde.

Måske var det det, som i særlig grad gjorde ham populær som digter. Sprogligt set kom vi aldrig helt ud over kanten. Benny Andersen havde en venlig røv bag øret, som min kone sagde, da vi talte om ham. Hvad mener du, sagde jeg, inden det gik op for mig, at jeg havde hørt forkert, og hun havde sagt ræv. Det fejlgehør, som ændrede sætningens betydning fuldstændig, tror jeg, han ville have kunnet lide.





Elevcentreret ledelseLedelse

Posted by Finn Wiedemann Thu, August 16, 2018 07:31:36

Lektor om ledelse: Vi skal være skeptiske over for udenlandske modekoncepter

Hvis vi ikke skal ende som robotpædagoger og robotledere, der ukritisk overtager fremmede koncepter og ideer, så er vi nødt til at forholde os problematiserende til de værktøjer, vi mere eller mindre frivilligt tvinges til at bruge.

I disse år breder ledelseskoncepter sig hastigt hen over lande-, kommune- og institutionsgrænser.

Et af de ledelseskoncepter, som har opnået stor udbredelse i den danske uddannelsesverden, er 'elevcentreret ledelse', som den newzealandske ledelsesforsker Vivianne Robinson er ophavskvinde til.

Elevcentreret ledelse udgør det ledelsesmæssige modstykke til John Hatties koncept 'synlig ledelse'. Konceptet er blevet introduceret som banebrydende forskning, som handler om, hvilke former for skoleledelse som har størst effekt på elevernes trivsel og udvikling.

Ifølge Robinson har god skoleledelse fokus på fem indsatsområder. Ved hjælp af en til lejligheden omregnet talværdi er det angivet, hvor stor effekt de fem indsatsområder har på elevernes læring. Ledelse af læreres læring og udvikling har klart den største effekt, mens f.eks. sikring af et godt og trygt miljø har mindst effekt.

Elevcentreret ledelse er blevet big business

Min hypotese er, at elevcentreret skoleledelse er et led i den tiltagende instrumentalisering, som foregår inden for den pædagogiske verden i de her år, hvor koncepter, som er udviklet helt andre steder, i dette her tilfælde New Zealand, under påberåbelse af evidens og evne til at løse små og store problemer, næsten ubemærket glider ind i skoler og institutioner.

Bag et koncept som 'elevcentreret ledelse' gemmer der sig således en række uudtalte interesser og ideer.

De økonomiske interesser handler om, at' elevcentreret ledelse' er blevet big business for en række aktører, som derfor har en interesse i at udbrede konceptet, f.eks. forskere, konsulenter og uddannelsesinstitutioner.

De epistemologiske eller vidensmæssige interesser handler om, at konceptet fremmer bestemte opfattelser af viden, forskning, ledelse, skole og pædagogik. Opfattelser, som ikke artikuleres eller diskuteres.

Alle de studier, der ligger til grund for konceptet, er angelsaksiske. Robinsons teori er funderet på studier, hvor en bestemt kulturel opfattelse af skole, pædagogik, ledelse og forholdet mellem ledelse og lærere dominerer.

Konceptet er primært udviklet med afsæt i amerikanske grundskolestudier. Kan vi umiddelbart overføre resultaterne fra en grundskolekontekst til en anden? Og hvad der er endnu mere tvivlsomt, kan vi overføre resultaterne til helt andre uddannelsesniveauer? F.eks. til før-skole- og ungdomsuddannelsesområdet.

Bag et koncept som 'elevcentreret ledelse' gemmer der sig således en række uudtalte interesser og ideer

Som Robinson gør opmærksom på, så tager langt de fleste af de undersøgelser, som indgår i udviklingen af hendes anbefalinger, afsæt i studier, som handler om faglig udvikling inden for fag som matematik, læsning og sprogfag. Ville resultaterne have set anderledes ud, hvis andre fag var blevet inddraget?

Rent metodisk kan man problematisere den talmæssige værdi, som Robinson når frem til i forbindelse med fastsættelsen af de fem komponenter. Andre forskere vil med stor sandsynlighed nå frem til en anden talmæssig værdifastsættelse.

Teorien er tillige funderet på et selektivt og snævert forskningsmetodisk grundlag. Kvantitative undersøgelser har opnået forrang frem for undersøgelsesdesign, som f.eks. er forankret i den humanistiske og dele af den samfundsvidenskabelige forskning.

Ud over de nævnte ikke-ekspliciterede ideer og forestillinger, som karakteriserer Robinsons teori, er det væsentligt at være opmærksom på, at arbejdet med ledelseskoncepter altid har en utilsigtet effekt.

I arbejdet med 'elevcentreret ledelse' er den forskel, der ledes ud fra, altså det fokuspunkt skoleledelsen har, spørgsmålet om elevernes læring og trivsel. Det betyder, at en væsentlig del af folkeskolens formålsparagraf ikke inddrages, ligesom f.eks. andre relevante emner negligeres.

'Elevcentreret ledelse' er et ledelseskoncept, og ligesom det er tilfældet med andre ledelseskoncepter, som breder sig med stor hast i en globaliseret verden, bør elevcentreret ledelse gøres til genstand for diskussion, problematisering og kritik.

Hvis vi ikke skal ende som robotpædagoger eller robotledere, som ukritisk overtager koncepter og ideer, vi ikke selv har været med til at formulere og udvikle, så er vi nødt til at blive bedre til at forholde os problematiserende til de værktøjer eller koncepter, vi mere eller mindre frivilligt bliver tvunget til at bruge.





KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Mon, July 30, 2018 14:51:43

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 30-07-2018

"Den bedste måde, som jeg kan være i kontakt med mennesker på, er at være blandt dem, at føle, hvad de gør, og hvad de kan gøre. Men den næstbedste måde er at læse deres fiktion." Sådan siger Margrethe Vestager i Christian Madsbjergs populære bog "Sensemaking - et forsvar for den menneskelige intelligens".

I bogen giver Madsbjerg eksempler på, hvordan fremtrædende ledere og beslutningstagere bruger humanioras indsigt i deres arbejde. Studier i eksempelvis antropologi, filosofi, historie, kunst og litteratur kan bidrage til, at vi udvikler et klarere og mere dækkende perspektiv på vor egen og andres verden. Det at beskæftige sig med en kulturs vigtigste tekster medvirker til at give os en forståelse af, hvordan andre mennesker lever, erfarer og oplever verden.

Humaniora træner vores forståelse af os selv og andre, ligesom humaniora kan bidrage til, at vi udvikler vores analytiske evner. "Jo mere, man har beskæftiget sig med fremragende bøger og stor kunst og teori og musik, desto mere har man at trække på, når det gælder mønstergenkendelse", hævder Madsbjerg.

I en populær TED Talk ("The Danger of a Single Story") taler den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie, som på dansk mest er kendt for bogen "Americanah", om fortællingens magt. I Adichies tilfælde gælder det vores stereotype billede af Afrika som et land karakteriseret af fattigdom, sygdom, krig og vilde dyr, men det kunne lige så godt være fortællingen om muslimer, jøder eller rødhårede. Adichie giver det morsomme eksempel, at hvis man som læser kun har læst bogen "American Psycho", så vil man have et temmelig forvrænget og unuanceret billede af USA.

En af de vildfarelser, der præger vores samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og internetbobler trives. Vi er efterhånden blevet opmærksomme på, at internettet ikke kun er et digitalt forsamlingshus, som kan gøre os klogere på hinanden, men også er en platform for udbredelse af løgne, skræmmekampagner og fordomme, som gør os dummere.

Internettet er imidlertid ikke det eneste aktuelle sted, hvor den endimensionelle historie dominerer. Vi er i stigende grad ofre for Big-data teleologi, det vil sige en forestilling om, at tal er mål i sig selv, hævder Madsbjerg. Stadig større regnekraft og mere sofistikeret teknologi har medført, at vi producerer stadig flere tal, som kulturelt og samfundsmæssigt sætter dagsordenen. Tal er nok vigtige, men tallene taler ikke for sig selv, de er blot information. Tal skal sættes ind i en kontekst eller sammenhæng for at kunne blive tilskrevet betydning og mening. Historie, kunst, litteratur og viden om andre kulturer og grupper er viden og akkumuleret erfaring, som vi kan bruge til at forstå og fortolke verden omkring os med.

Historier betyder noget. Mange historier betyder for alvor noget, siger Adichie. Humaniora, kunst og litteratur er nogle af de centrale steder, hvor kulturens mangfoldige historier om mennesker, kultur og samfund formidles. Over for det står den simple og endimensionelle historie, som politiske og kulturelle populister, internettets algoritmer eller regneprogrammerne formidler. Hvilken historie vælger du?

En af de vildfarelser, der præger vores samtid, er den endimensionelle historie. Den har traditionelt fundet vej gennem populærkulturen eller blandt politiske iagttagere på yderfløjene. De senere år har den fundet et nyt forum, nemlig de sociale medier, hvor fake news og internetbobler trives.





KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Mon, June 18, 2018 22:36:12

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 11-06-2018

Lige om lidt begynder VM i fodbold, derefter er der dømt bold en måneds tid, inden verdensmesteren kan kåres den 15. juli. Er fodbold drama, big business, kultur, et simpelt spil eller en raffineret afspejling af den moderne verdens grundvilkår.

Tja, måske det hele.

Underholdningen, dramaet og magien kan man håbe på, men ikke forudbestille. VM har sine legendariske øjeblikke, som bliver hængende på enhver fodboldtosses indre skærm, og som kan kaldes frem til særlige lejligheder. Var bolden inde eller ude i VM-finalen mellem Vesttyskland og England i 1966? Maradona som med guds hjælp og hånden scorede i kvartfinalen mod England i 1986. Zidanes udvisning i VM-finalen mellem Frankrig og Italien i 2006.

Fodbold er big business. Korruption og bestikkelse præger FIFA. Pengene dikterer, hvor VM skal afholdes. Denne gang i Rusland, næste gang i Qatar. Lande bruger store sportsbegivenheder som nation-branding, og serverer celebre skuespil til at holde befolkningerne på sikker afstand af politik og dække over sociale problemer og konflikter.

Fodbold er også kultur. Fodbold skaber national identitet og sammenhold og markerer forskelle til andre nationer og fungerer derfor på samme tid som spejl og mur. Fodbold er også en kultur, der ændrer sig, og som indoptager nye kulturelle tendenser. Mange har sikkert samlet på fodboldbilleder som børn. Jeg husker stadig albummet fra VM i 1974 i Vesttyskland.

Dengang kunne man få kort med alle spillere og lande, som deltog ved VM. Sådan er det ikke mere. I årets VM-album, som min søn samler på, og hvis kort udleveres i landets største supermarkeder, kan man foruden alle Danmarks spillere kun få udvalgte internationale stjerner fra en række af VM’s nationer. Der er således ingen spillere fra Iran eller andre af VM´s formodede underdogs. Endelig kan man også få spillere fra kvindelandsholdet. Hvad kan man lære af det? Ja, blandt andet at fodbold udvikler sig under indflydelse fra det omgivende samfund. De pågældende albums reproducerer et par aktuelle markante kulturelle tendenser, f.eks. det stigende fokus på ligestilling mellem kønnene, men også den stigende tendens til at hylde og tilbede stjerner og celebreties. I 1974 forsøgte vi at lære spillernes navne fra Zaire. På den måde var alle deltagere ved VM en slags stjerner. I dag er der kun plads til nationens egne sønner og døtre og så de spillere, som allerede på forhånd har opnået stjernestatus i internationale topklubber. Dagens præstationskultur, som mange unge, ifølge undersøgelser, har svært ved at leve op til, har mange fædre og mødre, og fodboldalbums er en af dem.

Men er fodbold dybest set ikke bare et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter, og tyskerne altid vinder til sidst, sådan som den engelske angriber Gary Lineker engang sagde? Måske. Men det er også en symbolsk kamp og et spil, hvor individet, ifølge Jean Paul Satre, overskrider sig selv og bliver til fællesindivid, og hvor individet hele tiden skal afstemme sin frihed i forhold til kollektivet. Nøjagtig som det er tilfældet i det moderne samfund. Den kommende måned bliver der rig mulighed for at opleve det hele.



Blachman på skemaetUddannelsespolitik

Posted by Finn Wiedemann Wed, May 02, 2018 11:26:19

Kronik fra Kristelig Dagblad d. 1. maj. 2018

Måske havde Blachman alligevel fat i noget

Thomas Blachmans besøg i en 8. klasse i Hvidovre, hvor Blachman over to tv-udsendelser forsøger at redde folkeskolen og udbrede kreativitetens rige, har skabt debat. Kritikere, som den pædagogiske forsker Alexander Von Oettingen mener, at der er tale om et pædagogisk overgreb, fordi Blachman vil presse og vride kreativitet ud af eleverne, og her i avisen giver Sørine Godtfredsen bl.a. udtryk for, at Blachman vil forme mennesket efter sin egen utopi.

Begge kritikpunkter og indvendinger er berettigede. Kreativitet kommer ikke ud af intet, men forudsætter viden og faglighed, sådan som forskere, der har beskæftiget sig med kreativitet, innovation og entrepenørskab, har dokumenteret. Forestillingen om, at man ved hjælp af farvede post-it sedler kan få ideer ud af den blå luft er urealistisk. Selv det fremtidsværksted, som var populært i min ungdom, havde fokus på en konkret sag eller et problem som afsæt for den kritik og de efterfølgende utopiske fremtidsforestillinger, vi blev ”tvunget” til at formulere.

Det er også naivt at forestille sig, at man bare kan vade ind i en institution som f.eks. folkeskolen uden viden og erfaringer om børn, skole og pædagogik, andet end den som livet mere eller mindre tilfældigt har udstyret én med, og så forestille sig, at man kan revolutionere det hele. Selv forføreren Blachman måtte erkende, at man ikke kan snakke og charme sig ud af alt, og at var en god ide at inddrage folk med forstand på pædagogik og kreativitet i sit eksperiment, hvis eksperimentet skulle realiseres.

På den anden side er der et gran af sandhed i, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk og, kunne man tilføje, nogle gange Blachman.

Det er påfaldende, at en række af de elever, som udsendelsen kredsede om, var i besiddelse af uudnyttede evner og talenter, som skolen hidtil ikke havde været til i stand at forløse, men som blev forløst gennem eksperimentet.

I udsendelsen mødte vi bl.a. drengen Tobias, som havde talent for at skrive og udtrykke sig. Han havde opgivet sit skriveri som 11. årig, fordi der var ikke nogen, som havde set ham og stimuleret ham. Det talent fik Blachman øje på, mens de personer, som drengen var omgivet af til daglig, dvs. lærere og familie, ikke havde haft blik for det.

En anden af deltagerne var en dygtig 12-tals pige, som var pligtopfyldende, men som gerne ville have at vide, hvad man skulle gøre. At man kunne gøre noget end det, man bliver bedt om og leve op til de krav og forventninger, som blev stillet til én, havde hun tilsyneladende ikke blik for. Derfor var hun selvfølgelig både kritisk og skeptisk overfor eksperimentet. Alligevel lykkes det hende at komme op med en god og relevant ide om skakturneringer for piger på tværs af landegrænser. Her var tale om kulturelt entrepenørskab. Hun kunne altså udmærket tænke selvstændigt og originalt, når de rigtige rammer var tilstede og understøttede hende.

En anden elev var pigen Sofie med hat og briller, som var meget genert og ofte følte sig anderledes og udenfor. Det viste sig, at hun var fantasifuld og havde talent for at tegne, og at hun voksede og udviklede sig personligt og identitetsmæssigt gennem eksperimentet. Sammen med den omtalte dreng med skrivetalentet udviklede hun en ide til en 3-D tegneserie. Her var tale faglig innovation med danskfaget som ramme.

En fjerde elev var en indvandrerdreng, som var tæt på at blive smidt ud af skolen, men som udviklede en slags lokal udgave af venligboerne for ensomme ældre i det boligområde, hvor han boede. Her var tale om socialt entrepenørskab. Drengen rummede således andre talenter end at lave ballade og forstyrre undervisningen.

I udsendelsen møder vi altså en gruppe elever, som rummer talenter og evner, men som hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde dem. Det kan der være mange grunde, og sikkert også mange komplekse grunde til, f.eks. at folkeskolens indtil for nylig har været underlagt stram læremålsstyring, og at nationale test virker styrende for undervisningens indhold og tilrettelæggelse, ligesom der er sket en generel nedprioritering af de kreative-musiske fag. Fakta er dog, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet.

Personligt kan jeg udmærket genkende en række af de medvirkende børns historier. Jeg kedede mig også i skolen, klovnede og forstyrrede undervisningen og var også tæt på at blive sendt permanent hjem. En dag fik vi en ny lærer, som havde blik for, at jeg var kreativ, fantasifuld, havde interesser uden for skolen, og var god til at fortælle og skrive historier. Det var der aldrig nogen, der havde set eller fået øje på før. Det blev et vendepunkt for mig.

Hvor mange børn mon ikke sidder rundt omkring i den danske folkeskole med uforløste evner og talenter og venter på et vendepunkt? Børn, som kan have glæde af at møde en Blachman, en ny lærer eller blot andre rammer og strukturer, som muliggør, at de blev set og hørt og får hjælp til at udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Sagt på pædagogisk: Ofte formår skolen ikke at identificere elevernes zone for nærmeste udvikling, dvs. at udfordre eleverne passende, sådan at de kan vokse og udvikle sig.

Pointen, og det som Blachmans besøg i folkeskolen kan lære os, er, at der sandsynligvis er masser af børn, som venter på, at Blachman eller en særlig dygtig og empatisk lærer kommer forbi og opdager deres helt særlige talent og potentiale og bidrager til, at det får mulighed for at udfolde sig.

Hvordan får vi skabt bedre rammer, muligheder og blik for, at børn ikke sidder og keder sig år efter år og ikke får brugt de evner, talenter og muligheder, som de har? Efter min mening er det den diskussion, som er udsendelsens væsentligste budskab. At fokusere på om Blachman råber, forfører, er grænseløst selvglad eller ikke har noget at gøre i folkeskolen, fordi han ikke er uddannet og ved noget om pædagogik, og at kreativitet bør ligge i fagene og ikke udenfor, er for mig at se forsøg på at afspore det centrale spørgsmål og den væsentligste diskussion, som programmerne adresserer.

Den italienske grundlægger af Reggio Emilia pædagogikken Loris Malaguzzi er kendt for sit udsagn om, at børn fødes med 100 sprog, men berøves de 99 i opdragelsen. Budskabet i udsendelserne ”Blachman på skemaet” er, at skolen skal være bedre til at hjælpe med at udvikle og forløse nogle af de sprog, der gemmer sig i mange elever. Lad os diskutere, hvordan vi kan gøre det i fagene, på tværs af fagene og helt udenfor fagene. For min skyld meget gerne uden at inddrage mediedarlingen og det selvudnævnte kreativitetsorakel Thomas Blachman.



Besøg på NationalmuseetKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Wed, May 02, 2018 11:21:30

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet, imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt underholdt og oplyst - også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem, som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling, Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik, religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring, fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.



KlummeLedelse

Posted by Finn Wiedemann Mon, March 05, 2018 21:40:07

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5/3-2018

I slutningen af 2017 flød medierne over med sager om sexkrænkelser og #Me Too-kampagner. Især kvindelige kunstnere stod frem i medierne og berettede om sexovergreb ofte begået af ældre magtfulde mandlige kulturpersonligheder.

En wind of change fejede hen over kultur- og samfundslivet. Alt det som før var usagt blev nu sagt. Retten til at bestemme over egen krop skulle vindes.

Internationalt var det især Harvey Weinstein-sagen, som kickstartede bevægelsen. I en dansk kontekst påkaldte ikke mindst sagen om Peter Aalbæk sig interesse. I 2012 var Peter Aalbæks ledelsesstil blevet grundigt beskrevet i bogen Zentropia af Anne-Mette Lundtofte, selv om bogen blev omtalt i mederne, fik den ikke nogen direkte indflydelse på hovedpersonens adfærd og virksomhedens renommé. Få år tidligere havde skuespilleren Dorte Rømer ligeledes stået frem i medierne med sine erfaringer om seksuel chikane inden for filmbranchen. Ingen af delene fik tilsyneladende nogen effekt. Business as usual fortsatte.

Men pludselig var tiden en anden. Denne gang var Ålen ikke længere i stand til at sno sig udenom, men vred sig under mediernes varmelampe, hvor hans krænkende ledelsesadfærd blev grundigt kommenteret og undsagt. Skuespillere og kunstnere stod nu samlet frem og kunne såvel nationalt som internationalt berette om erfaringer med overgreb inden for kulturlivet.

De mange beretninger om krænkende adfærd inden for kulturlivet, udført af magtfulde mænd i betroede stillinger, kan opfattes som ledelsesmæssig magtmisbrug. Instruktører, filmproducenter, indflydelsesrige skuespillere og dirigenter har udnyttet deres position til at krænke, udnytte, og i visse tilfælde begå overgreb mod kvinder, som var i en sårbar eller udsat position i kraft af, at de ikke besad den samme formelle og sociale position som krænkeren, eller ikke var i stand til fysik eller psykisk at sige fra. Denne type krænkende lederadfærd kan under et karakteriseres som destruktiv ledelse. En måde, destruktiv ledelse kan komme til udtryk på, er f.eks. ved at udsætte medarbejdere, som er i underordnet position, for seksuel chikane. Destruktiv ledelse kan også komme til udtryk på mange andre måder f.eks. gennem mobning, chikane og organisering af arbejdstid og arbejdsopgaver på en måde, sådan at den ansatte udsættes for unødig belastning, som resulterer i stress og sygdom.

I en dansk bog om destruktiv ledelse refereres der til, at 1% af arbejdsstyrken konstant er ramt af destruktiv ledelse. 12% af danske lønmodtagere oplyser, at de løbende er udsat for mobning på arbejdspladsen. Europæiske undersøgelser peger på, at 5-10 % arbejdsstyrken løbende udsættes for alvorlig mobning. De personlige, virksomhedsrelaterede og samfundsmæssige omkostninger er enorme.

#Me Too kampagnen er vigtig, fordi den har sat fokus på de overgreb, der foregår inden for arbejdslivet. Det giver mening, at se #Me Too kampagnen i bredere perspektiv, og som et eksempel på destruktiv ledelse, som f.eks. også inkluderer mobning, chikane og andre former for destruktiv ledelsesadfærd.

Der er altid en konkret krænker, der begår overgrebene. Men det er vigtigt, at være opmærksom på, at overgrebene finder sted på en bestemt arbejdsplads, f.eks. en filmproduktion eller i en bestemt branche, f.eks. kulturlivet, og i endnu bredere forstand i samfundslivet. I et større perspektiv kan #Me Too kampagnen bidrage til et opgør med de traditioner og strukturer, som har understøttet eksistensen af destruktiv og krænkende adfærd på såvel den enkelte arbejdsplads som i samfundet generelt.



KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Mon, January 15, 2018 20:11:08

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15-01-2018

I sin nytårstale opfordrede dronning Margrethe os til at gøre noget unyttigt. "Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!" sagde majestæten blandt andet.

Hvorfor har dronningen dog fået den idé? Måske fordi vi har indrettet et samfund, som i alt for høj grad prioriterer og belønner det nyttige. Vi skal i en tidlig alder lægge uddannelsesplaner, vælge ungdomsuddannelse og senere videre uddannelse. Vi skal blive hurtigt færdige, og det er forbudt at vælge om, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg, fordi man måske har fået et andet perspektiv på sig selv og sin fremtid. Den lige vej er blevet den eneste vej. Måske derfor drager stadig flere unge på efterskole og højskole.

Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine.

Som samfundsindivider skal vi være produktive så længe som muligt. Børn skal hurtigt møde tal og bogstaver, ja, et af regeringspartierne mener ligefrem, at man passende kan dumpe eleverne i 0. klasse, hvis deres danskniveau ikke er acceptabelt. I den anden ende rykkes pensionsalderen opad. Det er økonomerne, der dikterer, hvad der bedst kan betale sig. Det rationelle og kalkulerende menneske, eller det opportunistiske menneske, dominerer samtiden, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det i sin bog om konkurrencesamfundet.

Vi måler, benchmarker, laver ranglister og stræber efter høje placeringer i Pisa og BNP. Det gode liv er blevet synonymt med verdensklasseplaceringer. Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine. Det er et autoritativt blik, vi som samfundsindivider overtager, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

I kunsten eller naturen møder vi det unyttige. I udgangspunktet skal en kunst- eller naturoplevelse ikke bruges til noget, men den rummer en anden værdi end nytteværdi. Nemlig herligheds- eller oplevelsesværdi, ja, nogle gange ligefrem erkendelsesværdi. Det er tale om æstetiske og sanselige oplevelser, som i bedste fald kan stimulere vores fantasi, gøre os klogere og åbne verden for andre perspektiver end nytteværdiens blik.

I en nylig udkommet bog taler digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview om, at vi altid lever vores liv på to etager. Parafraserende kan man hævde, at vi på den ene etage tager udgangspunkt i det aktuelle, det nyttige og det relevante. I den anden etage stiller vi de spørgsmål, som er af mere eksistentiel og tidløs karakter, og som mennesker før os også har kæmpet med: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen. Hvordan kan vi blive den bedste udgave af os selv, sådan som den nyligt afdøde multikunstner Peter Bastian taler om i interviewbogen "Altid allerede elsket", hvor Tor Nørretranders interviewer ham om hans livsfilosofi i ugerne inden hans død.

Dronningen appellerer til, at vi som samfund og individer husker at gå en etage op, sådan at vi formår at løfte os selv og hinanden op i forsøget på at blive den bedste udgave af os selv. Det unyttige er måske slet ikke så unyttigt endda.







KlummeUnge og uddannelse

Posted by Finn Wiedemann Mon, November 27, 2017 09:14:46

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27-11-2017

For nylig udgav Center for Ungdomsforskning rapporten ”Når kunst går en forskel.” Rapporten har fokus på udsatte unges deltagelse i kunstneriske projekter og beskæftiger sig med, hvordan kunst og kulturelle projekter kan bidrage til at forløse muligheder og potentiale hos unge mennesker,

Kan kulturelle projekter, f.eks. arbejdet med teater, billedkunst og musik, bruges som afsæt for udsatte unges personlige, sociale og faglige udvikling? Det korte svar er ja. I en del tilfælde kan deltagelse i kulturelle projekter fungere som vendepunkt i udsatte unges liv. Eller som det hedder om projekterne; kan de unge opleve sig som nogen i en kontekst af noget.

Deltagelse i kulturelle og kunstneriske projekter kan i mange tilfælde hjælpe til med at flytte unge fra en udsat og sårbar position til en position, hvor de måske nok fortsat er sårbare, men hvor de har lært at bruge sårbarheden konstruktivt. Projekterne har i mange tilfældet bidraget til, at de unge har opnået større selvindsigt og selvværd, og at de har udviklet nye sociale relationer. I nogle tilfælde har projekterne også bidraget til, at de unge har lært at håndtere og strukturere hverdagen på en bedre måde. Der har således været et output i forhold til de øvrige arenaer, ungdomslivet udfolder sig på. I flere tilfælde har projekterne også banet vejen for, at de unge har fået et livsperspektiv, der retter sig mod en kunstnerisk løbebane.

At bruge kultur i arbejdet med unge er ikke noget nyt, men er en tradition, som går tilbage til slutningen af 1980’erne, da ungdomsarbejdsløsheden var stor, f.eks. hos Uffe Elbæks Frontløberne. Et af de projekter, rapporten har fokus på, er Opgang 2, et århusiansk teaterprojekt, som har eksisteret i mere end 40 år, og hvor unges egne historier udgør omdrejningspunktet. Udsatte unge har med teatret som afsæt kunne få sat form på erfaringer og udvide deres handlemuligheder.

Dengang for 30 år siden diskuterede man, om kulturpolitik var den bedste socialpolitik. Og om man kunne bruge kultur til at stimulere udsatte unges udvikling. Balancen mellem det socialpædagogiske og kunstneriske er delikat. Der skal ikke gives køb på projekternes kunstneriske integritet og kvalitet, mens det socialpædagogisk kan omvendt heller ikke negligeres.

I mange år har der været fokus på, at unge skulle have en ungdomsuddannelse. Unge på kontakthjælp, først op til 25 år, og senere 30 år, har modtaget uddannelsespåbud, ligesom kontakthjælpen for unge er blevet sat ned. Påbud og aktivering har erstattet tidligere tiders passive forsørgelse. I konkurrencestaten er der brug for, at alle, herunder også restgruppen, bliver mobiliseret.

I forsøget på at få alle hurtigt med, har man måske glemt, at især udsatte unge kan have behov for længere tid og andre erfaringer end grundlæggende skolekundskaber for at blive klar til uddannelse og senere arbejde. Det bør derfor være et vigtigt kulturpolitisk mål, at udsatte unge får mulighed for at opnå erfaringer med æstetiske og kunstneriske processer. I bedste fald kan det bidrage til, at de skifter spor, eller til at de fortsætter ad gamle spor, men med et nyt og konstruktivt perspektiv på deres livssituation.







KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Sun, November 05, 2017 08:03:42

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 9.10-2017


Ligesom resten af Danmark bugner Odense af nye restauranter og madinitiativer. Snart åbner Arkadens Food Market, og det er kun få uger siden, at Storms Pakhus slog portene op. For bare 5-10 år siden var det ret overskueligt, hvad der fandtes af gode kvalitetsspisesteder i Odense og omegn. Nu skyder der kontinuerligt nye interessante steder op, der kæler for den kræsne forbrugers gane.

Hr. og fru Danmark går da også ud og spiser som aldrig før, og det er ikke længere grillbaren eller pølsevognen, de frekventerer. Vi vil have kvalitet og spændende og unikke madoplevelser.

Der er tale om en demokratisering af madkulturen. At spise på Michelin-lignende restauranter er ikke længere kun forbeholdt en lille udvalgt gruppe, som har pengepungen og de finere smagskulturelle præferencer i orden. Gourmetmad er næsten blevet et folkeligt fænomen.

Baggrunden for det er blandt andet en generel velfærds- og velstandsstigning. Vi spiser ikke kun for at blive mætte. Det er ikke længere vigtigt, om portionerne er store eller bøffen dækker hele tallerkenen. Mange af os har i forvejen alt for meget. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet og raffinerede smagsoplevelser.

Det nye nordiske køkken er en fantastisk historie, som har fungeret som en murbrækker for denne udvikling. Vi spiser ikke bare knastør gran eller rensdyrlav, men forbinder os med en historie om nordisk renhed, respekt for naturen og historien samt det gode liv.

Maden er med andre ord blevet æstetiseret. Vi spiser oplevelser og historier. Mest udtalt er det selvfølgelig, når mad bliver til teater som f.eks. under H.C. Andersen festivalen. Mad inspireret af H.C. Andersens eventyr tvistes med skuespil og stimulering af alle sanser. En totaloplevelse hvor lokale og nationale stjernekokke sørger for madens unikke signatur.

I det hele taget er kokke blevet vor tids pop- og rockstjerner, der omskaber mad til kunst. Før var denne eksklusivitet og originalitet forbeholdt arkitekter, designere og kunstnere. Nu er kendte kokke feterede generaler, hvis stjernestatus kan aflæses på de hvide uniformer, som er broderet med de eftertragtede michelinstjerner og mesterskabstitler. Kokkens kulturelle opstigning gør, at kokke ikke bare laver mad, men også bedriver folkeoplysning. Ja, nogen gange endda politik som hipsterkokken Nikolaj Kirk, der egenhændigt hindrede Københavns overborgmester i at opføre billige boliger på Amager Fælled, fordi den spidssnuede frø var truet. Engang formåede kunstnere og intellektuelle at starte en politisk bevægelse, nu formår kendte tv-kokke at gøre det samme med Facebook som våben.

Dertil kommer globaliseringen. Vi rejser ud og smager og oplever, og eksotisk og anderledes mad rejser ind i vore byer og ned i vores maver. I midten af 80’erne var jeg i USA for første gang og boede hos en amerikaner, som hentede pizza til aftensmad. Det kunne imponere en ung fynbo, som var fløjet ind med fire-flyet. I begyndelsen af 90’erne var jeg igen i USA og smagte sushi for første gang, rå fisk! Jeg rystede på hovedet, men måtte snart overgive mig.

Demokratisering, æstetisering, heroisk persondyrkelse og globalisering er væsentlige forklaringer på den kulinariske revolution, vi oplever i disse år. Velbekomme.






AnmeldelseUddannelsespolitik

Posted by Finn Wiedemann Wed, August 09, 2017 16:21:01

Så fik jeg endelig læst Steffan Hermanns Kampen om dannelse. Informationsforlag. 2016

Jeg har både noget godt at sige om bogen og noget mindre godt. Til det gode er, at den rammende og præcist beskriver to positioner i den danske uddannelsesdebat, i bogen benævnt henholdsvis den pædagogisk-konservative position og den politisk-administrative position. De to positioner har svært ved at tale sammen, ja, de er vel nærmest som nat og dag. De to positioner har forskelige syn på styring, uddannelse, skole, undervisning, ledelse og viden. De står og råber fra hver sin skyttegrav uden ønske om dialog, og det synes kun som om, at grøfterne de senere år er blevet gravet stadig dybere.

Den pædagogisk-konservative position anerkender ikke styring og ledelse, forpligtende fællesskaber, målinger og resultater. I stedet forfægter den dannelse og lærerens ret til at bestemme over fag og klasse uden at have anden styringspind end egen dømmekraft og en automatiseret rygmarvskritik af alle nye, eksterne tiltag. Den administrative-politiske position ignorerer pædagogik, dannelse, tradition, historie og den professionalisme, som udspringer af lærernes professionelle fællesskab og uddannelse. Til gengæld så er den reformivrig, arbejdsmarkedsvenlig, elsker styring og målinger og anser lærere som servicemedarbejdere ansat i konkurrencestaten Danmark. Den stiller aldrig spørgsmålet hvorfor, men altid spørgsmål om hvad og hvordan.

De to positioner er tegnet skarpt, oplysende og også til tider morsomt op. Der peges på en tredje vej, hvor kapacitetsopbygning og professionelle lærende fællesskaber udpeges som en mulig farbar vej. Vi skal hverken have en skole præget af individualisme eller teknisk-rationel styringslogik. Det er udmærket beskrevet og set og ligger i forlængelse af f.eks. uddannelsesforskeren Andy Hargreaves mangeårige arbejde med skole- og lærerkulturer og de udfordringer og problemer, der kendetegner disse. Problemstilingen er således ikke kun dansk eller ny, selv om den nok er blevet accentueret i en dansk uddannelsespolitisk kontekst de senere år. Der skal konstant balanceres mellem intern frihed og autonomi og ekstern kontrol og styring.

Der hvor bogen, så er mindre god, er, at den til tider bliver karikeret og stiliseret i sin beskrivelse af de to nævnte positioner. Jo vel er det ind imellem ret morsomt, men genren er mere satire end realisme, ligesom stilen tangerer det smarte og retoriske frem for det saglige og overbevisende. Endelig finder der også en række udokumenterede påstande sted, jf. f.eks., at der et gået ”15 år uden en eneste dagsordenssættende ide fra det pædagogiske Danmark.”

En anden mere grundlæggende kritik er, at der mangler konkrete henvisninger til personer, skoler og kilder. Det er en debatbog, og Hermann kalder formen for essayistisk. Jo, men det forhindrer vel ikke henvisninger til konkrete personer, miljøer eller bare litteraturhenvisninger. Sven Brinkmann og Ramus Willig kan skrive korte, polemiske bøger med kilder. En anden udgivelse i Informations debatserie med kilder er f.eks. Nanna Mik Meyer: Hvordan får vi bedre debat om velfærd (2017).

Det ligner dovenskab eller smartness, og det svækker analyser og argumentation, og det er ærgerligt, fordi det er mange gode iagttagelser undervejs. Det problematiske ved formen og stilen forhindrer dog ikke, at iagttagelserne af de to skyttegraves positioner i den danske uddannelsesdebat er slående og træffende og fuld af præcise og også ind mellem morsomme iagttagelser.





KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:50:00

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som ligger til grund for denne Antenne, nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere dansk digtning og litteratur. Men pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige digtsamlinger, der behandlede lige præcis det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet Spejl. I Rystet spejl forsøger Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed. Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag, illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den, men man kan også blive klogere på livet



KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:47:21

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks. Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast og fulgte med En verden i Krig, Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af 80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde. Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft, mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør, at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i vores barndom. Nye familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og underholdningsleverandør.



KlummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:45:27

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de 400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning, refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et mål i sig selv. Også i Odense.



InterviewKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Mon, May 01, 2017 21:00:03

Interview

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park - vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder "H. C. Andersen-mordene". Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

- Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham - lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

- Men han sagde blot: "Nej, hvor morsomt".

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

- For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden - som eksempelvis Spoken Word - ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

- Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

- Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår falder vi i gryden"? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne - ja overalt?

Hvorfor er det forkert?

- Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder "tivoliseringen for forholdsvis ny".

- Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

Med kant og humor

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen "I grunden har vi det jo godt". Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

- I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

- De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år - man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann


Finn Wiedemann: "H.C. Andersen-mordene", 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia



Finn Wiedemann Født 1964 i Munkebo, bosiddende i Odense Cand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

Har skrevet seks skønlitterære bøger - herunder også børne-og ungdomsbøger.

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

Klummeskribent i denne avis.

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.


"Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr". (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)





AnmeldelseEvaluering/pædagogik

Posted by Finn Wiedemann Fri, February 10, 2017 17:03:57

Christian Aabro: Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område. Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give fortabt.

Det empiriske afsæt er en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af 98 kommuner bruger dette.

De forskellige koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks. spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt og evidens.

Afslutningsvis konkluderes der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag. De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien, læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt. Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne. Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav. Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper, institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til, hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for. Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med, så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant, hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas. Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde - i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.









Klumme Kultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Thu, February 09, 2017 06:35:18

Klumme fra Fyens Stiftstidende d.5/2-2017

De fleste, der som undertegnede har børn i skolealderen, har næppe kunnet undgå, at bemærke den store interesse, især drenge, har for at spille spil på iPad, computer eller forskellige spilkonsoller. Når man er vokset op med Pac-Man, Ormen og andre dinosauruslignende spil, så er der langt til spil som Minecraft, ROBLOX og de fiktive universer, som især mindre børn, virtuost bevæger sig rundt i.

For mange er spil stadig en slags underlødig kultur, som forældre og velmenende voksne forsøger at beskytte deres børn imod. Der må ikke spilles om søndagen eller der indføres spilletid, som nøje registreres og overvåges via æggeure og stopure. I forlængelse af dette kan det bemærkes, at voksne altid har været bekymrede for børns kulturvaner. I 50erne var det tegneserier, senere overdreven tvkiggeri og voldelige videofilm og endnu senere computerspil og mobiltelefoner. Måske hjælper det lidt nu, hvor medierne er fulde af historier om unge mænd, der bliver millionærer af at spille Counter-Strike og FIFA. Professionelt sponsorerede hold og turneringer med milliongevinster er blevet en del af hverdagen. Hvis man kan tjene på skidtet, så kan selv de voksne nok forstå, at der ikke kun er tale om pjank og unyttigt tidsfordriv.

Hvad er det da, der fascinerer især børn? Ifølge forskere kan spil skabe dyb tilfredsstillelse hos den, der spiller, når forskellige kriterier er opfyldt. Spil opleves mest succesfulde og engagerede, når spillerne udvikler deres kompetencer, dvs. når spillerne bliver i stand til at klare nye udfordringer og opgaver. Man løser en gåde eller besejrer fjenden. Der skal være balance mellem spillets sværhedsgrad og spillerens kompetencer. Er det for nemt, keder man sig, er det for svært, frustreres man. Et andet behov, der skal opfyldes, er, at spillerne skal have forskellige valgmuligheder og kan opnå effekt på f.eks. resultat og udfald. Man handler, er medskaber og oplever autonomi. Det tredje behov handler om meningsfuldhed og om, at man har betydning for andre. Spilleren har indvirkning på det, som sker og er f.eks. med til skabe, udvikle og afvikle spillets karakterer.

I forhold til børn er især autonomi-delen vigtig. Ofte kan børn opleve en hverdag med fravær af autonomi, hvor forældre, skoler og institutioner rammesætter hverdagen og stiller krav om, hvornår, hvor og hvordan opgaver og aktiviteter skal udføres. Selv om man kan diskutere omfanget af denne rammesætning, er det en del af socialiseringen eller civiliseringen, at vi guider, henviser og tilretteviser børn. I spillene er det børnene, som bestemmer og qua deres kompetencer opbygger og udvikler fiktive verdener. Endelig indeholder spil et element af sjov og leg, som er drivkraften for mange af de aktiviteter, vi foretager os her i livet. Spillet er ikke noget i sig selv, det er igennem det, vi gør ved det, det får betydning. Spil er midler til leg, hvad enten man spiller alene eller sammen med andre og f.eks. udveksler tricks og tips.

Skal vi være bekymrede over børns enorme spillelyst? Måske. Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå den fascination, som udgår fra de nye spil.



Kronik d. 11-01-2016Ledelse

Posted by Finn Wiedemann Wed, January 11, 2017 17:13:21

Når chefen er psykopat

I de senere år er der kommet en række bøger, som peger på de problemer og omkostninger, som dårlig ledere og dårlig ledelse har. Titler som Livsfarlig ledelse, Psykopater i Jakkesæt og begreber som Patogen ledelse og Destruktiv ledelse fortæller, at der er kommet fokus på uheldssvanger ledelse, som i nogle tilfælde kan have invaliderede omkostninger for de ansatte. Opsigelser, sygemeldinger og stress følger i kølvandet på mødet med ledere, som praktiserer de nævnte ledelsesformer. Ud over at det kan have store personlige omkostninger for den enkelte ansatte, kan det også have store konsekvenser for den enkelte organisation; bundlinjen, arbejdsmiljøet og service og kvalitet kan blive hårdt ramt.

Der har vel altid fandtes chefer, som man, uden at lægge fingrene imellem, kunne kalde for dumme svin. Mon ikke mange ansatte har haft den erfaring. Tidligere var chefens ord lov, og retten til at skalte og valte med de ansatte var et privilegium forbeholdt chefen, sådan som det f.eks. er illustreret gennem Kaj Holger i tv-serien Krøniken. Min afdøde far, som var dekoratør, yndede f.eks. at berette om dengang, han tilbage i 50’erne lå på alle fire og pyntede vinduer, hvor efter chefen gav ham et velplantet ”straffespark” bag i, fordi han var utilfreds med hans arbejde. Uhensigtsmæssig og ligefrem skæbnesvanger ledelse er således ikke noget nyt. Det nye er, at der kommet større fokus på de nævnte ledelsesformer, og de er blevet identificeret og beskrevet.

Er der fællestræk ved de omtalte ledelsesformer? Et fællestræk er, at vi har at gøre med en chef, som krænker sine ansatte. Ledere, der decideret forskelsbehandler ansatte eller kontinuerligt fremsætter kritik af ansattes dispositioner og måder at løse arbejdsopgaver, evt. i fuld offentlighed, er eksempler på det, man kunne kalde ledermobning. I de nævnte tilfælde udnytter lederen sin position til at krænke medarbejdere, som befinder sig i en underordnet position.

Det er altså altid konkrete personer, som udøver livsfarlig ledelse eller optræder som psykopater i jakkesæt, men der skal ofte være nogle særlige forhold eller omstændigheder, som muliggør, at de nævnte ledelsesformer kan få mulighed for at udvikle sig. Et særligt miljø hvor de uhensigtsmæssige ledelsesformer kan få held til at gro og udfolde sig. Noget kunne tyde på, at der er nogle træk ved det moderne arbejdsmarked og moderne organisationer, som i særlig grad disponerer for udviklingen af de nævnte ledelsesformer.

Det fleksible arbejdsmarked med dets dynamiske og projektorienterede organisationer, hvor kollegaer og arbejdsopgaver skifter og fritid og arbejdsliv flyder sammen, kan i højere grad end de gamle mere hierarkiske eller bureaukratiske organisationer fremme en sådan ledelsesform. I vores moderne og fleksible organisationer er der en tendens til, at hierarkierne bliver uklare, beslutningsvejene usikre og kommunikationslinjerne mangfoldige og dermed måske usynlige. I en organisation, som mest af alt ligner et abstrakt maleri, trives den livsfarlige leder som en fisk i vandet, fordi normer, forventninger og relationer ikke ligger fast, men derimod står til forhandling.

Der er imidlertid også en række forhold eller strukturer ved nutidens arbejdsmarked, og det gælder ikke mindst inden for den offentlige sektor, som kan fremprovokere uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er snævert personbunde, men systembundne.

På mange arbejdspladser kan man opleve, at mængden af opgaver overstiger den tid og de ressourcer, som er til rådighed. Det gælder især efter de nedskæringer, store dele af den offentlige sektor har været igennem som en konsekvens af nogle magre år efter finanskrisen. De tilbageværende ansatte er tvunget til at løbe hurtigere, fordi færre hænder skal løfte flere opgaver. Billedeligt talt kører toget hurtigere og hurtigere med det resultat, at stadig flere ansatte tvunget eller frivilligt falder af.

Et andet forhold er, at ansatte mødes med umulige og modsatrettede arbejdsvilkår. På den ene side er der f.eks. krav om øget resultatorientering og dokumentation. På den anden side introduceres der bløde ledelsesværktøjer som anerkendende ledelse eller tilbydes mindfulness eller meditation.

Et tredje eksempel på uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er personbundne er, at mange velfærdsprofessioner i disse år bliver pålagt nye ledelsesprincipper og arbejdsmetoder, som er med til at omdefinere deres forståelse af, hvad det centrale i arbejdet er. Frem for omsorg, undervisning og socialt arbejde og hensyn til klienten eller patienten, skal man som medarbejder i stigende grad opfatte sig som resultatorienteret og resultatskabende, hvor der f.eks. er fokus på snævre måltal og simple måder at anskue service og kvalitet på.

Den måde, arbejdet tilrettelægges og organiseres på, kan antage karakter af mobning mod hele organisationen eller udvalgte faggrupper, såkaldt systemmobning, som psykologen Nadja Prætorius har kaldt det.

De destruktive ledelsesformer har brug for et modspil, sådan at de kan blive korrigeret af medarbejdere, brugere og interessenter. I mange offentlige organisationer findes der imidlertid ikke længere en veludviklet ledelses- og samarbejdskultur, hvor der er tradition for, at ledelsen kan modsiges eller konfronteres, sådan som f.eks. sociologen Rasmus Willig har dokumenteret det.

En arbejdskultur præget af værdier med fokus på kontinuerlig inddragelse af medarbejdere og relevante parter kan forhindre, at destruktive ledelsesformer udvikles, hvad enten det er i skikkelse af en konkret livsfarlig chef eller mere abstrakt som systemmobning. Er det ikke tilfældet kan omkostningerne nemt blive øget udskiftning af personale, hyppige sygemeldinger og forekomst af stressrelaterede symptomer eller udvikling af egentlig stress-sygdom.

Ja måske siger de bedste og mest respekterede medarbejdere endda op, sådan som Rigshospitalets klinikchef og fødselslæge Morten Hedegaard for nylig gjorde, da han ikke længere kunne leve med og tage ansvar for, hvad der foregik.





KulturklummeKultur/litteratur

Posted by Finn Wiedemann Wed, December 21, 2016 22:26:05

Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen "Mouritzens metode".

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn, hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles og vejes, sådan at de hurtigt kan blive indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen, som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter hans død, er bogen: Mouritsens metode, udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter, konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på pædagoguddannelser og universiteter. Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur, som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens metode kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.