Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Anmeldelse

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Fri, February 10, 2017 17:03:57

Christian Aabro: Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område. Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give fortabt.

Det empiriske afsæt er en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af 98 kommuner bruger dette.

De forskellige koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks. spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt og evidens.

Afslutningsvis konkluderes der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag. De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien, læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt. Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne. Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav. Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper, institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til, hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for. Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med, så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant, hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas. Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde - i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.









  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post41

anmeldelse

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Thu, July 31, 2014 15:15:33

Peter Østergaard Andersen: Pædagogiske læreplaner, dokumentation og evaluering. Hans Reitzles Forlag. 2013 (251 sider).

Jeg har først nu fået læst Peter Ø. Andersens seneste bog fra 2013. Udgangspunktet for bogen er de evaluerings- og dokumentationskrav, som daginstitutionsområdet er blevet pålagt især de sidste 10 år, f.eks. kravet om at udfærdige læreplaner, sprogvurderinger og forskellige andre former for kommunalt initierede initiativer vedrørende systematisk arbejde med evaluering og dokumentation.

Bogen falder i tre dele, henholdsvis en første del, som beskriver rammer og forudsætninger for de evaluerings- og dokumentationskrav, som er blevet indført, og en anden del som omtaler to konkrete forskningsprojekter, som Peter Ø har deltaget i, og som blandt andet har haft til opgave at analysere daginstitutioner og kommuners arbejde med evaluering og dokumentation. Dette afsnit er et uddrag af to forskningsrapporter, som blandt andet kan downloades via BUPLs hjemmeside. Den tredje del af bogen rummer en række til dels kritiske analyser og diskussioner af den aktuelle udvikling inden for området.

Peter Ø. Andersen skriver som altid på en sober og redelig måde. Bogen er vældig informativ i forhold til en status på området, dvs. i hvilket omfang, og med hvilke redskaber, der aktuelt arbejdes med evaluering og dokumentation inden for daginstitutionsområdet. Bogens fortjeneste er, at Peter Ø, qua hans mange årige arbejde med sektoren, har en stor og dyb indsigt i før-skole området. Han formår derfor at diskutere og perspektivere udviklingen historisk (den pædagogiske udvikling), kulturelt (sammenligne med udviklingen i Norge og Sverige) og teoretisk, f.eks. i relation til forskning inden for området. De mange kontekstualiseringer og perspektiveringer er måske også bogens svaghed, vi kommer mange steder hen – måske for mange.

Efter min mening er bogens største fortjeneste, at den forsøger at indkredse og diskutere den konstitutive (utilsigtede) indflydelse, som udviklingen enten har eller kan formodes at have på det pædagogiske arbejde inden for sektoren. Overordnet set er vi gået fra, at før-skolen pædagogikken har udgjort et praktisk mesterskab og til at pædagogik nu i højere grad udgør en symbolsk mesterskab, som det hedder med henvisning til Bourdieu (s.161).

Lovgivningsmæssige og kommunale initiativer introduceres ofte som tilbud, man ikke kan afslå, og som pr. definition er gode. Hvilke konsekvenser de måtte få, hvad de tager tid og plads fra, og hvilke kompetencer de kræver for at blive anvendt fleksibelt, tematiseres sjældent. Som Peter Ø. f.eks. skriver et sted ”Man kan forestille sig, at der skabes afstand til de vigtige, men mindre fremstillingsmæssige refleksioner over det pædagogiske arbejdes komplekse og problemfyldte sider” (s.175).

Evaluerings- og dokumentationsværktøjer er ikke neutrale værktøjer, men bidrager til at forme os og til at vi forstår den verden, vi handler i på en særlig måde. Som det hedder hos Peter Ø. ”vi socialiserer og socialiseres til, hvad vi forestiller os er muligt og naturligt” (s.193) eller som det hedder med en henvisning til Bruner (1998) ”det er åren der skaber roeren” (s.192).

Dette medfører stigende krav til, at pædagogerne skal kunne forholde sig refleksivt og analytisk til de værktøjer, de bruger. Hvorfor bruge redskaberne, hvad er det for en viden, som frembringes, og hvad er det f.eks. for værdier, de er funderet på (203 ff.) Her er det problematisk, at de dokumentations- og evalueringsredskaber, som pædagogerne tilbydes, ofte formidles kritik- og teoriløse af f.eks. Kommunernes landsforening, gennem korte kurser eller via pædagogiske konsulenter.

Den pågældende udvikling er på mange måder synonym med den, vi kan iagttage inden for uddannelsesverden, og som jeg blandt andet har analyseret og diskuteret med afsæt eksemplet elevplaner og nyere pædagogiske metoder (Wiedemann, 2010; 2014).

Viden, uddannelse, læring og pædagogik er på kompleks og modsætningsfyldt vis, præget af ændringer i synet på samfundet og staten. Bogens anden fortjeneste er, at den forsøger at diskutere den historiske pædagogiske udvikling (s. 71 ff.) i perspektivet af den samfundsmæssige udvikling. I velfærdssamfundet var der fokus på selvforvaltning og personlighedsdannelse indenfor pædagogikken. I konkurrencesamfundet er dette blevet afløst af en stigende fokus på færdigheder. Før-skole pædagogikken får i stigende omfang til opgave at bidrage til udviklingen af livslang læring eller human kapital i perspektivet af det globale-nationale videnkapløb.

Det er en analyse, vi har set før, men den udgør stadig et udmærket bud på at forstå de ændringer, som er sket inden for det pædagogiske felt de sidste cirka 15 år. Den aktuelle tendens til at gøre brug af evaluering og dokumentation skal ses i sammenhæng med overgangen til konkurrencesamfundet og vidensamfundet. Dette fremmer en særlig form for evaluering, nemlig målevaluering, som er funderet på en teknisk-rationel opfattelse af viden, og som ligger til grund for den evalueringskultur, som er blevet udbredt inden for hele den offentlige sektor. Peter Ø. viser, hvordan evaluering og dermed kvalitet i pædagogiske også kan forstås på en måde, hvor andre videnforståelser kommer i spil, og som måske ligger tættere på før-skole pædagogikkens reelle hverdag og de aktører, som omgiver den (s. 213). Det skal han have tak for.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post8