Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Fri, March 01, 2019 14:24:45
Antennen d. 25. februar. 2019

Ikke alt der tæller kan tælles

Der tælles overalt i samfundet. I privatlivet tæller vi skridt og kalorier. I arbejdslivet måler vi på antallet af sager, der bliver behandlet, tiden der bliver brugt på den ældre, eller som i mit job antallet af videnskabelige artikler, som den enkelte forsker publicerer. Siger det nævnte noget om kvalitet? Og er det de væsentligste kriterier i forhold til at definere kvalitet?

Galilei, manden der risikerede at blive brændt på bålet, fordi han hævdede, at jorden var rund, skulle efter sigende have udtalt: "Mål alt, hvad der kan måles. Og det, der ikke kan måles - gør det måleligt." Tendensen til at måle er således ikke ny, men i de senere år er det, som om Galileis profeti for alvor er gået i opfyldelse.

Nogle vil give konkurrencesamfundet skylden for at fremelske de principper, som er indeholdt i styringsparadigmet New Public Management. Forestillingen om, at man kan måle og tælle alt og bruge det som en indikator på kvalitet, har efterhånden også bredt sig til de bløde områder af samfundslivet. Uddannelse, forskning og kultur bliver i stigende grad mødt med de samme krav, som tidligere næsten udelukkende var forbeholdt ydelser og tjenester, der fungerede efter markedets betingelser.

Der tælles således også i stigende grad i kulturlivet. Antallet af besøgende og deltagere, eller potentiel omsætning, bliver ofte en indikator på kvaliteten af arrangementer, festivaler og museer.

Ofte hører man, at tallene taler deres tydelige sprog, eller at tallene taler for sig selv. Nogle gange taler tallene selvfølgelig deres tydelige sprog. Andre gange gør de ikke. Tal betyder dog ikke noget i sig selv. Det, som betyder noget, er den værdi eller mening, som tallene får tilskrevet. Her er der nogen, som har magt eller ret til at tilskrive tallene en bestemt værdi.

Hvornår og hvordan skal man for eksempel tælle? En intern rapport, som Odense Borgmesterforvaltning udarbejdede sidste år, blev kritiseret for, at de optrædende kunstnere skulle opgive antallet af tilskuere til de enkelte arrangementer. Det er en metode, som er behæftet med fejlkilder. Hvordan kan man være sikker på, at arrangørerne har talt rigtigt og ikke pyntet på resultatet? Hvornår er en tilskuer en tilskuer? Den familie, som stopper op til et gadeteater, fordi den yngste skal have bundet sin sko, skal de tælles med?

Omtalte rapport handlede blandt andet om, hvordan en kommunal investering på næsten 20 millioner kroner har givet en omsætning i byen på over 80 millioner. Det lyder jo som en god forretning. Men er en god forretning det væsentligste mål for en god kulturpolitik? Oplevelse, erfaring, fællesskab og kunstnerisk kvalitet er svær at måle. Det er fint med mange tilskuere og stor omsætning hos byens handlende, men som Einstein sagde: "Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles." Det gælder i særdeleshed inden for det kulturelle område.

Galilei gjorde op det med religiøse verdensbillede. I dag er der behov for et opgør med konkurrencesamfundets og produktionssamfundets verdensbillede, som efterhånden har bredt sig til flere og flere dele af samfundslivet som norm for, hvad der definerer kvalitet.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post60

anmeldelse

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Thu, July 31, 2014 15:15:33

Peter Østergaard Andersen: Pædagogiske læreplaner, dokumentation og evaluering. Hans Reitzles Forlag. 2013 (251 sider).

Jeg har først nu fået læst Peter Ø. Andersens seneste bog fra 2013. Udgangspunktet for bogen er de evaluerings- og dokumentationskrav, som daginstitutionsområdet er blevet pålagt især de sidste 10 år, f.eks. kravet om at udfærdige læreplaner, sprogvurderinger og forskellige andre former for kommunalt initierede initiativer vedrørende systematisk arbejde med evaluering og dokumentation.

Bogen falder i tre dele, henholdsvis en første del, som beskriver rammer og forudsætninger for de evaluerings- og dokumentationskrav, som er blevet indført, og en anden del som omtaler to konkrete forskningsprojekter, som Peter Ø har deltaget i, og som blandt andet har haft til opgave at analysere daginstitutioner og kommuners arbejde med evaluering og dokumentation. Dette afsnit er et uddrag af to forskningsrapporter, som blandt andet kan downloades via BUPLs hjemmeside. Den tredje del af bogen rummer en række til dels kritiske analyser og diskussioner af den aktuelle udvikling inden for området.

Peter Ø. Andersen skriver som altid på en sober og redelig måde. Bogen er vældig informativ i forhold til en status på området, dvs. i hvilket omfang, og med hvilke redskaber, der aktuelt arbejdes med evaluering og dokumentation inden for daginstitutionsområdet. Bogens fortjeneste er, at Peter Ø, qua hans mange årige arbejde med sektoren, har en stor og dyb indsigt i før-skole området. Han formår derfor at diskutere og perspektivere udviklingen historisk (den pædagogiske udvikling), kulturelt (sammenligne med udviklingen i Norge og Sverige) og teoretisk, f.eks. i relation til forskning inden for området. De mange kontekstualiseringer og perspektiveringer er måske også bogens svaghed, vi kommer mange steder hen – måske for mange.

Efter min mening er bogens største fortjeneste, at den forsøger at indkredse og diskutere den konstitutive (utilsigtede) indflydelse, som udviklingen enten har eller kan formodes at have på det pædagogiske arbejde inden for sektoren. Overordnet set er vi gået fra, at før-skolen pædagogikken har udgjort et praktisk mesterskab og til at pædagogik nu i højere grad udgør en symbolsk mesterskab, som det hedder med henvisning til Bourdieu (s.161).

Lovgivningsmæssige og kommunale initiativer introduceres ofte som tilbud, man ikke kan afslå, og som pr. definition er gode. Hvilke konsekvenser de måtte få, hvad de tager tid og plads fra, og hvilke kompetencer de kræver for at blive anvendt fleksibelt, tematiseres sjældent. Som Peter Ø. f.eks. skriver et sted ”Man kan forestille sig, at der skabes afstand til de vigtige, men mindre fremstillingsmæssige refleksioner over det pædagogiske arbejdes komplekse og problemfyldte sider” (s.175).

Evaluerings- og dokumentationsværktøjer er ikke neutrale værktøjer, men bidrager til at forme os og til at vi forstår den verden, vi handler i på en særlig måde. Som det hedder hos Peter Ø. ”vi socialiserer og socialiseres til, hvad vi forestiller os er muligt og naturligt” (s.193) eller som det hedder med en henvisning til Bruner (1998) ”det er åren der skaber roeren” (s.192).

Dette medfører stigende krav til, at pædagogerne skal kunne forholde sig refleksivt og analytisk til de værktøjer, de bruger. Hvorfor bruge redskaberne, hvad er det for en viden, som frembringes, og hvad er det f.eks. for værdier, de er funderet på (203 ff.) Her er det problematisk, at de dokumentations- og evalueringsredskaber, som pædagogerne tilbydes, ofte formidles kritik- og teoriløse af f.eks. Kommunernes landsforening, gennem korte kurser eller via pædagogiske konsulenter.

Den pågældende udvikling er på mange måder synonym med den, vi kan iagttage inden for uddannelsesverden, og som jeg blandt andet har analyseret og diskuteret med afsæt eksemplet elevplaner og nyere pædagogiske metoder (Wiedemann, 2010; 2014).

Viden, uddannelse, læring og pædagogik er på kompleks og modsætningsfyldt vis, præget af ændringer i synet på samfundet og staten. Bogens anden fortjeneste er, at den forsøger at diskutere den historiske pædagogiske udvikling (s. 71 ff.) i perspektivet af den samfundsmæssige udvikling. I velfærdssamfundet var der fokus på selvforvaltning og personlighedsdannelse indenfor pædagogikken. I konkurrencesamfundet er dette blevet afløst af en stigende fokus på færdigheder. Før-skole pædagogikken får i stigende omfang til opgave at bidrage til udviklingen af livslang læring eller human kapital i perspektivet af det globale-nationale videnkapløb.

Det er en analyse, vi har set før, men den udgør stadig et udmærket bud på at forstå de ændringer, som er sket inden for det pædagogiske felt de sidste cirka 15 år. Den aktuelle tendens til at gøre brug af evaluering og dokumentation skal ses i sammenhæng med overgangen til konkurrencesamfundet og vidensamfundet. Dette fremmer en særlig form for evaluering, nemlig målevaluering, som er funderet på en teknisk-rationel opfattelse af viden, og som ligger til grund for den evalueringskultur, som er blevet udbredt inden for hele den offentlige sektor. Peter Ø. viser, hvordan evaluering og dermed kvalitet i pædagogiske også kan forstås på en måde, hvor andre videnforståelser kommer i spil, og som måske ligger tættere på før-skole pædagogikkens reelle hverdag og de aktører, som omgiver den (s. 213). Det skal han have tak for.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post8