Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Fri, February 10, 2017 17:03:57Christian Aabro:
Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.
Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde
undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi
gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område.
Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men
det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig
med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af
koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.
Bogen forholder sig
analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og
LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse
for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give
fortabt.
Det empiriske afsæt er
en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets
kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes
udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af
98 kommuner bruger dette.
De forskellige
koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks.
spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne
f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt
og evidens.
Afslutningsvis konkluderes
der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del
fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag.
De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien,
læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale
om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde
kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet
fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte
fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk
eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb
ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt.
Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt
aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der
dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte
er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne.
Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel
interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.
I indledningen til
bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken.
Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et
forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav.
Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale
om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en
form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper,
institutionstyper og alderstrin.
Afslutningsvis rejses
spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen
og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan
giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom
det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til,
hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har
truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den
pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at
der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?
Koncepter er i deres
udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer
på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for.
Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den
stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en
tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen
benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med,
så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant,
hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne
udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er
vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.
Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor
stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas.
Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger
det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale
symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer
metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de
udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde - i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.
Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Thu, July 31, 2014 15:15:33Peter Østergaard Andersen: Pædagogiske læreplaner, dokumentation
og evaluering. Hans Reitzles Forlag. 2013 (251 sider).
Jeg har først nu fået læst Peter Ø. Andersens seneste bog
fra 2013. Udgangspunktet for bogen er de evaluerings- og dokumentationskrav,
som daginstitutionsområdet er blevet pålagt især de sidste 10 år, f.eks. kravet
om at udfærdige læreplaner, sprogvurderinger og forskellige andre former for
kommunalt initierede initiativer vedrørende systematisk arbejde med evaluering
og dokumentation.
Bogen falder i tre dele, henholdsvis en første del, som
beskriver rammer og forudsætninger for de evaluerings- og dokumentationskrav,
som er blevet indført, og en anden del som omtaler to konkrete
forskningsprojekter, som Peter Ø har deltaget i, og som blandt andet har haft
til opgave at analysere daginstitutioner og kommuners arbejde med evaluering og
dokumentation. Dette afsnit er et uddrag af to forskningsrapporter, som blandt
andet kan downloades via BUPLs hjemmeside. Den tredje del af bogen rummer en
række til dels kritiske analyser og diskussioner af den aktuelle udvikling
inden for området.
Peter Ø. Andersen skriver som altid på en sober og redelig
måde. Bogen er vældig informativ i forhold til en status på området, dvs. i hvilket
omfang, og med hvilke redskaber, der aktuelt arbejdes med evaluering og
dokumentation inden for daginstitutionsområdet. Bogens fortjeneste er, at Peter
Ø, qua hans mange årige arbejde med sektoren, har en stor og dyb indsigt i før-skole området. Han formår
derfor at diskutere og perspektivere udviklingen historisk (den pædagogiske
udvikling), kulturelt (sammenligne med udviklingen i Norge og Sverige) og
teoretisk, f.eks. i relation til forskning inden for området. De mange kontekstualiseringer og
perspektiveringer er måske også bogens svaghed, vi kommer mange steder hen –
måske for mange.
Efter min mening er bogens største fortjeneste, at den
forsøger at indkredse og diskutere den konstitutive (utilsigtede) indflydelse,
som udviklingen enten har eller kan formodes at have på det pædagogiske arbejde
inden for sektoren. Overordnet set er vi
gået fra, at før-skolen pædagogikken har udgjort et praktisk mesterskab og til
at pædagogik nu i højere grad udgør en symbolsk mesterskab, som det hedder med
henvisning til Bourdieu (s.161).
Lovgivningsmæssige og kommunale initiativer introduceres
ofte som tilbud, man ikke kan afslå, og som pr. definition er gode. Hvilke
konsekvenser de måtte få, hvad de tager tid og plads fra, og hvilke kompetencer
de kræver for at blive anvendt fleksibelt, tematiseres sjældent. Som Peter Ø. f.eks.
skriver et sted ”Man kan forestille sig, at der skabes afstand til de vigtige,
men mindre fremstillingsmæssige refleksioner over det pædagogiske arbejdes
komplekse og problemfyldte sider” (s.175).
Evaluerings- og dokumentationsværktøjer er ikke neutrale
værktøjer, men bidrager til at forme os og til at vi forstår den verden, vi
handler i på en særlig måde. Som det hedder hos Peter Ø. ”vi socialiserer og
socialiseres til, hvad vi forestiller os er muligt og naturligt” (s.193) eller
som det hedder med en henvisning til Bruner (1998) ”det er åren der skaber roeren”
(s.192).
Dette medfører stigende krav til, at pædagogerne skal kunne
forholde sig refleksivt og analytisk til de værktøjer, de bruger. Hvorfor bruge
redskaberne, hvad er det for en viden, som frembringes, og hvad er det f.eks.
for værdier, de er funderet på (203 ff.) Her er det problematisk, at de
dokumentations- og evalueringsredskaber, som pædagogerne tilbydes, ofte
formidles kritik- og teoriløse af f.eks. Kommunernes landsforening, gennem
korte kurser eller via pædagogiske konsulenter.
Den pågældende udvikling er på mange måder synonym med den,
vi kan iagttage inden for uddannelsesverden, og som jeg blandt andet har analyseret
og diskuteret med afsæt eksemplet elevplaner og nyere pædagogiske metoder
(Wiedemann, 2010; 2014).
Viden, uddannelse, læring og pædagogik er på kompleks og modsætningsfyldt
vis, præget af ændringer i synet på samfundet og staten. Bogens anden
fortjeneste er, at den forsøger at diskutere den historiske pædagogiske
udvikling (s. 71 ff.) i perspektivet af den samfundsmæssige udvikling. I
velfærdssamfundet var der fokus på selvforvaltning og personlighedsdannelse
indenfor pædagogikken. I konkurrencesamfundet er dette blevet afløst af en
stigende fokus på færdigheder. Før-skole pædagogikken får i stigende omfang til
opgave at bidrage til udviklingen af livslang læring eller human kapital i
perspektivet af det globale-nationale videnkapløb.
Det er en analyse, vi har set før, men den udgør stadig et
udmærket bud på at forstå de ændringer, som er sket inden for det pædagogiske
felt de sidste cirka 15 år. Den aktuelle tendens til at gøre brug af evaluering
og dokumentation skal ses i sammenhæng med overgangen til konkurrencesamfundet og vidensamfundet. Dette fremmer en særlig
form for evaluering, nemlig målevaluering, som er funderet på en
teknisk-rationel opfattelse af viden, og som ligger til grund for den
evalueringskultur, som er blevet udbredt inden for hele den offentlige sektor. Peter Ø. viser, hvordan evaluering og dermed
kvalitet i pædagogiske også kan forstås på en måde, hvor andre videnforståelser
kommer i spil, og som måske ligger tættere på før-skole pædagogikkens reelle
hverdag og de aktører, som omgiver den (s. 213). Det skal han have tak for.
| Choose image for share content |
|---|
|
