Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til, hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid, særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger, som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet, kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En bogsamling kan opfylde begge formål.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post20

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, June 23, 2015 23:11:29

Pippi Langstrømpe (klumme fra Fyens Stiftstidende d. 19/6)

En kær dame ved navn Pippi Langstrømpe fyldte for nylig 70 år. Det er altid svært at vurdere en bogs kulturelle påvirkning, men i tilfældet Pippi fik bogen både konsekvenser for den børne- og ungdomslitteratur, som udkom efterfølgende, og på samfundets syn på børn.

Pippi Langstrømpe bogen er skrevet i øjenhøjde med sine læsere. Måske fordi den oprindelig er tilrettelagt som mundtlig fortælling, hvor Astrid Lindgreen fortalte sin datter historien om Pippi, mens hun lå syg. Senere nedskrev hun fortællingen om verdens stærkeste pige. Det ville være forkert at hævde, at børne- og ungdomslitteraturen før Pippi ikke var skrevet i øjenhøjde med modtagerne, men en del af børnelitteraturen var didaktisk og moraliserende, det er Pippi ikke.

Når vi stadigvæk læser klassikere som f.eks. Palle alene i verden og Pippi, så er det fordi, de tager børnenes perspektiv og nærer dyb respekt for deres verden. Et andet træk, der karakteriserer Pippi-bogen, er det fjollede, absurde og morsomme; rim og remser og leg med sproget. Det er tale om sofistikeret lagkagekomik. Pippi er her i tråd med nonsens litteratur traditionen inden for børnelitteraturen, som f.eks. også kendes fra Alice i eventyrland.

Da Pippi bogen udkom, vakte den forargelse. Flere mente endda, at det var skadeligt at lade børn læse bogen, da den udfordrede forholdet mellem børn og voksne. Det er da også en del af den fascinationskraft, børn kan have under læsningen af bogen, som måske ofte føler sig utilstrækkelige; fysisk, økonomisk og kulturelt sammenlignet med voksne.

Pippi figuren viser, at børn kan være selvstændige, aktive og kompetente. Børn er noget i deres egen ret og ikke bare mennesker, som er utilstrækkelige og mangler noget af det, vi voksne besidder.

På den måde varsler Pippi figuren et opgør med det dominerende syn på børn, som karakteriserede Pippis samtid. Børn skulle ses, men ikke høres. Børn kunne være næsvise, frække og uopdragne. En række moralske domme blev fældet over børn, som ikke levede op til de normer, som de voksne satte. Det børnesyn, som kommer til udtryk i Pippi, trækker tråde tilbage til Ellen Key og Rousseau. Pippi er som Emile i Rousseaus bog af samme navn et barn, som i sine tidlige år opdrager sig selv.

Kan Pippi-bogen fascinere børn i dag? Nu hvor børn kulturelt set i mange tilfælde har sejret ad helvede til og både bliver set og hørt. Nutidens børn er blevet til små prinsesser og prinser og en del af generation mig.

Med andre ord, holder bogen hele vejen hjem, nu 70 år efter den udkom? Jeg tror det. Pippi-figuren har ikke mindst på grund af sin fantasi, humor, hittepåsomhed, omsorg for de svage og udstilling af magtarrogance stadig en plads hos samtidens små og store læsere.

Inden længe vil jeg dog for en sikkerheds skyld teste bogen af på mit mindste barn, som nærmer sig den alder, hvor han er klar til Pippi-testen. De andre børn, jeg har, har begge været begejstrede. Måske fordi faren er det. Tillykke til Pippi.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post19

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, May 23, 2015 07:54:27

Opvækstens farver

I essayet Farvel til det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet, som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik, som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse. Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære film, f.eks. den franske film Betty Blue eller Blue Velvet af David Lynch. I begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik også igen i nogle af tidens digtsamlinger. I Søren Ulrik Thomsens City Slang, som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen. Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der havde stået på murene i 68, stod der nu Du har ikke en chance - grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på, at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt, men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk. Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i fremtiden.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post18

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, April 28, 2015 08:07:50

Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå fast hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien, er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere os selv og tage udgangspunkt i egne behov. Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken, hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for, at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej, selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden for os selv. Konkret foreslår Brinkmann moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.






  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post17

Hva me litteraturen

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, February 21, 2015 09:43:44


  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post16

Kronik/Fyens Stiftstiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, January 26, 2015 15:24:49

Hvad skal man mene om et fænomen som You Tuberen Kristine Sloth og andre yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier

At finde vej i medierne

Julen er for længst forbi, og for mange er juleferien sikkert blevet brugt til at fornøje sig med de julegaver, som lå under træet. Eller på at ærgre sig over de julegaver, som ikke lå der. Hvis man som jeg, får bøger i julegave, så er ferien altid en kærkommen lejlighed til at synke ned i stolen og lade fremmede mennesker og verdener passere revy. De nye løbesko, som også lå under træet, løber ingen vegne.

I år læste jeg en bog, som jeg hverken havde fået eller ønsket mig. Det var derimod en bog, min 13-årige datter havde ønsket sig. Bortset fra hendes fødselsdag, hvor hun ønskede sig en biografi om One Direction (1D), er det ikke sket før. Der var derfor ingen betænkelighed. Hun skulle have en bog. Hvad du ønsker, skal du få. Dette stod i modsætning til andre år, hvor jeg har praktiseret den omvendte fremgangsmåde: hvad du ikke ønsker, skal du få. Med det resultat, at bøgerne aldrig blev læst. Min eneste betænkelighed handlede om den bog, min datter ønskede sig. Det var Kristine Sloths Min verden.

Skulle der være læsere over 20 år, som ikke ved, hvem Kristine Sloth er, og det er sandsynligt, for jeg vidste det heller ikke, kan jeg oplyse om, at Kristine Sloth er YouTuber. Det var i hvert fald det svar, min datter gav mig. YouTuber, sagde jeg, er det et job, en titel eller en hobby?

Egentlig klogere blev jeg først, da hun uddybende fortalte mig, at hun har en videoblog om mode og skønhed, og at hun har mere end 60.000 faste følgere. Kristine Sloth er med andre et ord et mediefænomen, som især er populær blandt de yngre piger på de sociale medier. Hun er selvfølgelig både på Facebook, Instagram og har egen blog, men først og fremmest uploader hun små videoer på YouTube. Deraf navnet YouTuber.

I gamle dage sagde man, først kommer bogen, så kommer filmen. I dag foregår det ofte på den måde, at først kommer populariteten på de sociale medier eller i reality tv, og så kommer bogen. Tænk blot på Linse Kessler, Gustav og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvad handler hendes bog så om. Jo, den handler om drenge, mode og om hvordan man lægger make-up. Arbejdet beskrives minutiøst. ”Jeg renser først mit ansigt for makeup og dagens snavs med en makeupfjerner på almindelige vatrondeller.” Vi får også at vide, at KS altid fletter sit hår, inden hun går i seng. ”Jeg elsker at samle det i en fletning i den ene side, det er behageligt at sove med – og så har jeg fine krøller næste dag.”

Vi er altså i fingerbølsfeltet med hensyn til tips og tricks om, hvordan man som præ-teenager kan blive smuk og smækker. Bogen er dog også en askepothistorie, bortset fra at Kristine Sloth ikke bliver gift med nogen prins. I stedet har hun qua sin aktivitet på de digitale medier opnået succes og berømmelse. Og i vore dage er det mindst lige så vigtigt

Kristine Sloth blev moppet på sin gamle skole. Hun begyndte at blogge, skiftede skole og resten er historie, som man siger: Du skal tro på dig, selv og udleve dine drømme. Det er de budskaber, vi får med os, og hvem kan ikke bruge de råd.

Hvad skal man mene om et fænomen som Kristine Sloth og de yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier? Først og fremmest tror jeg, at vi skal opfatte børn og unges brug af de sociale medier, og de eventuelle bøger som aktiviteten kaster af sig, som et forsøg på at finde vej gennem livet, dvs. et forsøg på at lege med mulige identiteter og fremtidsscenarier inden for relativt trygge rammer: hvem er jeg, hvem er jeg ikke, og hvem er jeg på vej til at blive.

Gennem de sociale medier møder børn og unge forskellige rollemodeller, de kan spejle sig i eller tage afstand fra. Vi der voksede op, før de digitale medier blev hvermandseje, spejlede os i de mere klassiske medier, f.eks. blade, bøger, radio og tv.

Selv om de gamle medier var i øjenhøjde med de unge, var de også voksenstyrede eller -redigerede. Sådan er den digitale virkelighed ikke. Her er det børn og unge selv, der vælger, hvad de distribuerer.

Jeg er ikke urolig på min datter og andres vegne, men vil stadig fastholde, at der er mere kraft og saft i Den uendelige historie, Harry Potter og andre aldersrelaterede kulturelle udtryksformer, som i symbolsk og æstetisk form formår at give os større og dybere indsigt i os selv og den verden, vi er omgivet af. Foreløbig står de nævnte bøger og samler støv, mens Kristine Sloth bliver læst. Min datter må fortsat finde sig i at få det, hun ikke ønsker sig. I år var en undtagelse.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post14

anmeldelser

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, January 06, 2015 21:59:51

Harald Voetmann: Alt under månen. Gyldendal 2014

Sprogligt og kulturhistorisk interessant. Tilrettelagt som en række breve og beretninger fra personer i og omkring Tycho Brahe (hans assistenter). Kancellisprog med sjov syntaks og med mange gamle ord og udtryk. Der drikkes vin i stride strømme, blodet flyder fra gummerne og sæden dypper. Vejret, naturen, stjernerne og døden er tæt på. Sanseligt og kropsligt, til tider en smule kedeligt. Ikke ligefrem en humørbombe af en bog, en mørk grundtone løber gennem bogen og er med til indramme den historiske periode, som er 1500-tallet.

Lars Saabye Christensen. Blink. C&K Forlag 2013

Saabye skriver fremragende. Han er en mester i absurd dialog. Han har sans for komik. Sproget er præcist, originalt, filosofisk og interessant. Kompositorisk formår han at flette tråde og elementer ind i fortællingen, så personer, billeder og situationer gentages og lades med ny betydning, så man sidder tilbage med følelsen af, at fortællingens dele spejler sig i hinanden som et prisme. Den danske titel Blink giver derfor god mening.
Til trods for alle de rosende ord, har jeg svært ved at koble Saabye skriver fremragende. Han er en mester i absurd dialog. Han har sans for komik. Sproget er præcist, originalt, filosofisk og interessant. Kompositorisk formår han at flette tråde og elementer ind i fortællingen, så personer, billeder og situationer gentages og lades med ny betydning, så man sidder tilbage med følelsen af, at fortællingens dele spejler sig i hinanden som et prisme. Den danske titel Blink giver derfor god mening.
Til trods for alle de rosende ord, har jeg svært ved at koble fortællingens tre dele sammen. Den første lange del, der foregår i sommeren 1969, hvor hovedpersonen er i puberteten, er den bedste. Komisk, poetisk og til tider rablende. Den anden del, der viser sig at være et tabt manuskript, er en grum og absurd fortælling om en mand, der lever i en forfalden by, hvor næsten alt og alle dør. Den tredje fortælling, som er en epilog, hvor vores hovedperson er blevet 60 år og er indlagt på en art klinik i USA, og hvor elementer fra de to første dele, på næsten fantastisk vis, overraskende indgår i fortællingen.
Hænger de tre dele sammen? Måske tematisk og bevidst konstrueret, som en collega, hvor man har et bestemt antal materialer til rådighed, og har pålagt sig selv den opgave at bruge dem alle sammen. Det kan virke lidt maneret. Jeg bygger det her, fordi jeg kan. Ingen tvivl. Saabye kan rigtig meget.


Pia Tafdrup. Smagen af stål. Gyldendal 2014

Klassisk Tafdrup, masser af sansede, lyriske og billedrige digte. Nogle af digtene er vel det, man kan kalde prosadigte, dvs. mere fortællende og handlingsorienterede. Det er en digtform, som går igen i de sidste digtsamlinger, hun har skrevet. I denne bliver det bare mere tydeligt. Indholdsmæssigt kommer vi rundt om mange emner parforhold, natur, erindring, død, krig og hverdagsregistreringer. Jeg kan bedst lide erindringsdigtene. Der er fine linjer og digte, men samlingen virker ikke helt så organisk og helstøbt som andet, jeg har læst af hende. Den kommer i hvert fald længere omkring. Men det meste er stadigvæk rigtig godt



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post13

anmeldelser

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, December 28, 2014 20:13:12




Jens Christian Grøndahl: Jernporten. 2014

Jens Christian Grøndahl seneste bog, Jernporten falder i tre dele, hvor vi møder jeg-fortælleren, som henholdsvis gymnasieelev, midaldrende nogen og fyrreårig og tresårig.

Bogen formidler tre nedslag i en skolelærers liv, som er glad for bøger og klassisk kunst. Langsomt væves de tre lag ind i hinanden i et nærgående portræt af hovedpersonen.

Vores hovedperson har svært ved at realisere det almene liv, og det lykkes ham aldrig at finde en balance mellem "ånd og annuietetslån", som han selv formulerer det.

En rød tråd i bogen er beskrivelsen af de kvinder, som på forskellige tidspunkter spiller en rolle i hans liv, og som repræsenterer forskellige kvinderoller. Den intellektuelle ungdomskærste, Erika, overklassekvinden Maria som bliver far til hans barn osv.

Det er et troværdigt portræt af dannelses-dinosauren, der lever i et selvvalgt eksil, omgivet af ånd, uden lyst til at lege far mor og børn. Bogen er fortalt i et roligt tempo med et sikkert og varieret greb om sproget. Ind imellem bliver hovedpersonen måske lige småfilosoferende nok i sine refleksioner omkring liv, kunst og verden med risiko for, at der går essay i den. Alt i alt et fint indblik i et liv, som efterhånden, som årene går, helst leves på afstand af andre mennesker

Jens Christian Grøndahl har oversat den populære bog Stoner. Selv om der er klare forskelle, kan Jernporten på nogle områder minde om Stoner. Det langsomme tempo, hovedpersonens glæde ved god kunst og litteratur og problemet at realisere det almene liv.



Katrine Marie Guldager: Peters død. Lindhardt og Ringhof, 2014.

Katrine Marie Guldager skriver godt, og det er en morsom beskrivelse og satire over hippietidens påfund, men bogen rører mig aldrig rigtig for alvor. Den alvidende fortæller, der hopper ind og ud af de mange hoved- og bipersoner gør, at persontegningen tangerer det overfladiske og karikerede. Vel kommer vi rundt om Henry, Lilli og Leonora, som er hovedpersonerne, men det er lige så meget i kraft af, at vi kender dem fra de andre bind.

Yes, det er en postmoderne fortæller, der træder ud af fortællingen og eksplicit gør os opmærksom, at der er en fortælling og lader os vide, hvad der senere vil ske med hovedpersonerne. Fiktion er fiktion. Det ved vi godt. Jeg var mere begejstret for bind 3, Peters død.

Helle Helle: Hvis det er. Samleren 2014

Som altid hos Helle Helle eminent replikkunst, ligesom den underspillede og lavmælte stil er suveræn. Igen får vi præsenteret ikke bare en men to hovedpersoner, som aldrig rigtig er trådt karakter, men lever en slags skyggeliv, hvor de forsøger at tilfredsstille andres behov og fremstår ensomme og farveløse.

Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvordan rammefortællingen, mand og kvinde er faret vild i en skov og går grueligt meget ondt igennem, hænger sammen med den lange indskudte fortælling om kvindens ungdom og forhold til kæresten Christian. Det er som, at de to historier ikke hænger sammen. Men godt skrevet er de



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post12

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, November 15, 2014 20:08:33

Den stille dreng

Nu har jeg også fået læst Stoner af John Williams. Bogen som kom i 1965, men først slog igennem næsten 40 år senere og blev en international bestseller, og som nu i mange uger har været blandt de mest solgte skønlitterære bøger i Danmark. Er den så god? Jo, den er god. Det er en gribende, stille hverdagsrealistisk fortælling om en mand, som kommer fra beskedne kår og har udsigt til at skulle arve fødegården, men i stedet slår sig på litteraturstudier og bliver ansat ved University of Michigan, hvor han arbejder hele livet.

Stoner er beskeden, generøs og hårdtarbejdende, men bliver ydmyget af sin kone og chef. Kun i glimt oplever han glæde i kærlighedslivet, da har en affære med en af sine tidligere studerende, men snart forsvinder hun ud af hans liv. På samme måde som hans eneste og elskede datter også forsvinder ud af hans liv, da hans glædesløse kone mener, at deres forhold er blevet for tæt. Det er altså på den ene side en bog, der handler om spildte muligheder og om ikke at realisere sit fulde potentiale. På den anden side er det også en bog om en mand, som bider tænderne sammen og accepterer sin skæbne uden at kny, og efterhånden som årene går, bliver mere og mere vellidt og elsket af sine studerende, kollegaer og af os som læsere.

Stoner er en mand, man ikke kan undgå at holde af. Måske fordi han minder om noget i os selv. Det kunne være gået os bedre. Vi kunne være blevet til noget mere. Vi kunne have haft mere held i kærlighed, i arbejdslivet, ja i livet. Alligevel står vi op hver morgen og gør vores pligt. Vi hænger i og forsøger efter bedste evne at være gode mennesker.

Det er dog også noget bedaget og altmodisch over fortællingen, hvilket ikke bare hænger sammen med, at handlingen foregår fra 1900-tallets start og op til perioden efter 2. verdenskrig, og at hovedpersonen beskæftiger sig med ældre litteratur. Det skyldes også, at historien er fortalt i et nærmest adstadigt tempo, og fortællingen er kronologisk fremadskridende, så går der 5 år, så går der 10 år. I den forstand er det en klassisk dannelsesroman og en velkendt beskrivelse af et levnedsforløb. Det giver fornemmelsen af, at man sidder med en roman fra verden af i går. Måske er også det, der er baggrunden for bogens succes. Den viser et billede af noget, mange af os savner.

Vi savner bøger, som lader os se menneskelivet udfolde sig fra start til slut, frem for litteratur som dykker ned i dage, uger og enkelte år af et menneskes liv. Vi savner bøger, som ikke kun er ironiske og eksperimenterer med sprog og komposition eller hvor hovedpersonerne er overmennesker udstyret med kræfter og evner, som kun hører til i fantasiens rige. Vi har brug for bøger, hvor vi kan sætte os ind kupeen, synke ned i sædet og lade toget fragte os gennem kendte og ukendte landskaber, indtil vi når frem til rejsens slutmål.

Stoner udgør en kontrast til accelerationssamfundet, som den tyske sociolog Hartmut Rosa har døbt nutidens samfund, hvor sms´erne kontinuerligt tikker ind, og hvor centrifugen eller hamsterhjulet kværner hurtigere og hurtigere. Det er ikke tilfældigt, at stand up´en er blevet en fremtrædende og tidstypisk kulturform og de digitale medier en kær ven. Her leveres ofte korte historier, vittigheder og punchlines uden den form for kontinuitet og de lange linjer, som f.eks. det klassiske teater og litteratur kunne tilbyde.

Stoner derimod er som en god cognac, som langsomt vendes i munden og kæles af tungen, inden den synkes på plads og brænder i maven. Som gode bøger lever den videre længe efter, at øjnene har slugt den sidste side. Stoner minder os, at vi ind imellem har behov for at mærke historiens vingesus og se menneskelivet folde sig ud som en lang rejse, for det er jo trods alt sådan, de fleste menneskers liv former sig. En lang linje frem for en række punkter, som ikke er forbundet med hinanden.

Historien er ikke død, men vi kan have svært ved at formulere en sammenhængende fortælling om os selv og den tid, vi lever i. I dag er rejsens mål snarere ukendt end kendt. Her byder Stoner på en troværdig fortælling om en mand, hvis liv folder sig ud som en vifte.

Hvis alle bøger var ligesom Stoner, ville det sikkert være kedeligt. I den forstand kan det aktuelle samfund måske snarere karakteriseres som et variationssamfund end et accelerationssamfund. Vi skal ikke bare have mere af det samme, hurtigere og hurtigere. Vi skal have noget forskelligt og gerne i varierende tempi. Stoner tilbyder langsomhed, fordybelse, overblik og præcision som kontrast til den hurtighed, overfladiskhed og flimren, som accelerationssamfundet dagligt hvirvler os rundt i.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post11

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 01, 2014 15:27:13

Foråret i dit liv

”Barndommens land. Tidens mælketand. Verden er ny for dit øje. Folk er to meter høje.” De fleste kender nok Benny Andersens tekst, sunget af Poul Dissing. Barndommens land er et land, hvor vejene og landskaberne er nogle andre, og hvor færdselsreglerne og spillereglerne tager sig anderledes ud, end de kommer til at gøre resten af livet. Det er også et land, som aldrig helt forsvinder, men som lever videre i os på godt og ondt.

I sin seneste bog Luskebuksfortællinger (2014) skriver forfatteren Jens Blendstrup: ”Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og dør brølende under den kridhvide sol, som kommer fra alle retninger, når vi har levet det vi skal leve, er vi børn.”

Børn kan karakterises som en slags antropologer, som ankommer til en gammel verden, hvor de skal forsøge at begå sig og afkode det sociale og kulturelle spil, og alle de regler som findes. I modsætning til den voksne antropolog, der rejser ud i det fremmede, har de ikke et sikkert navigationskort med sig hjemmefra, som de kan bruge som afsæt for at forstå og oversætte alt det nye til velkendte begreber og landkort. I stedet er de konstant på oplevelsesrejse, hvor de løbende forsøger at tilpasse sig og forstå den verden, som endnu ikke er blevet selvfølgelig og naturlig.

Selv om verden, når man er barn, fremstår næsten ny hver morgen, dukker der alligevel på et tidspunkt noget op, som præger os resten af livet på godt og ondt. Noget der sætter sig i os, som en ”sten”, der løsner sig og triller på plads.

Men hvad er det mere præcist, som karakteriserer den verden, hvor vi lever så kort, men som alligevel præger os i så lang tid. Den norske forfatter Roy Jacobsen formulerer det i sin bog Sejrherrerne (1991) på den måde: ”i løbet af barndommen dukker der et eller andet op som er dit, en mode, en musikart, en type piger, en interesse, en madret, som bare smælder ind i dit hoved på et specielt tidspunkt – det mest skæbnesvangre forår i dit liv – og forbliver der til du dør.”

Barndommen lever videre i os resten af livet som en praktisk sans, som sociologerne kalder det. Den praktiske sans er kropsligt funderet og spiller en rolle for den smag, vi udvikler. Den praktiske sans præger vores kulturelle forbrug; hvad oplever vi som henholdsvis smukt og grimt, godt og dårligt, tjekket og utjekket. Som en sporhund guider den os hen imod de nye steder og oplevelser, vi får færten af


Jeg hører ikke længere John Mogensen, som jeg elskede, da jeg var barn, men hvis han en sjælden gang imellem slipper ud af radioen, sender han mig øjeblikkelig tilbage til barndommens land. Den mørke stemme og de enkle, rytmiske melodier. Måske er han bare en tidlig dansk udgave af den Bruce Springsteen, som jeg senere kom til at holde af.


Høresansen har samme funktion som syns-, føle-, smags- og lugtesansen. De sidstnævnte sanser er dog mere grundlæggende og udvikles og kultiveres især i de første leveår. Hver eneste gang jeg møder den mærkelige blanding af støv, mados, indelukkethed og sved, er jeg tilbage i mine bedsteforældres stuer. Og hvem kender ikke som hos Marcel Proust smagen af Madelainekagen, som øjeblikkeligt sender os retur til der, hvor det hele startede.

Genkendelsen af de forskellige sanser aktiverer lag i vores hukommelse, som er knyttet til tidligere oplevelser. Vi er tilbage i hulen eller sidder med rundt om bålet. På den måde kan barndommens stemme ind imellem siges at være tilbageskuende og konservativ, hvor det handler om, at vi skal føle os trygge og bekræftes. På den anden side kan barndommens stemme også fungere som det kompas, der gør, at vi kan holde næsen i sporet, fordi vi på et tidligt tidspunkt fik færten af noget, som vi syntes var vigtigt og værdifuldt, og som har bundfældet sig i os, og som kan lede os på vej hen imod nye lande.

Det er ingen grund til at forherlige og romantisere barndommen. Ofte oplever børn en utilstrækkelighed, angst og afmagt, fordi de på nogle områder er mindre kompetente end dem, som er større og ældre end dem selv. Det er barndommens vilkår. Børns fascination af Pippi Langstrømpe-figuren handler blandt andet om, at Pippi har adgang til de ting og ressourcer, børn normalt ikke har, f.eks. økonomi, fysiske kræfter og retten til at bestemme over tid og rum.

På den anden side er der heller ikke nogen grund til at negligere eller afvise betydningen af det mest skæbnesvangre forår i sit liv, som såede kimen til den livslange vandring, vi er sendt ud på, selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og til sidst dør brølende under den kridhvide sol.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post10

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, May 18, 2014 23:33:32
Den biografiske dille


Livshistorier og selvbiografier er in. Folk går på aftenskolekurser og tilegner sig redskaber, så de er i stand til at formulere deres historie. Andre betaler sig fra det og får professionelle skribenter til at gøre arbejdet. Forfattere inddrager i stor stil deres eget liv i skønlitterære bøger. Det mest kendte eksempel er den norske forfatter Karl Ove Knausgård med hans 3000 siders lange Min kamp, men herhjemme kan vi også godt være med Hanne Vibeke Holsts Knud den store, om forfatterens far Knud Holst eller Daniel Denciks Anden person ental, der er en gribende beretning om, hvordan forfatteren bliver nægtet at se sine børn på grund af en u-samarbejdsvillig mor og et bureaukratisk svensk social- og retssystem. De nævnte værker er aktuelle eksempler på skønlitterære bøger, hvor forfattere bruger løs af egne erfaringer og oplevelser. Inden for litteraturforskningen har dette sågar fået et begreb, perfomativ biografisme.

Man kan anskue den biografiske vending eller tendensen hen imod at skrive eller få skrevet sin historie som led i en bredere kulturel tendens.

Inden for det pædagogiske område har man i mange år arbejdet med metoden livshistorier. Her får udviklingshæmmede, som måske ikke har et verbalt sprog, og som ikke kender deres egen historie, hjælp til at få formuleret deres livshistorie. Hermed kan de opleve en følelse af mening og sammenhæng og dermed identitet.

Mange af de mindste poder oplever i dagpleje og daginstitutioner at få udfærdiget en barnets bog, som kan følge dem videre gennem skole- og institutionsliv, så det bliver synligt for de lærere og pædagoger, som skal modtage dem efterfølgende, hvad de har oplevet, og hvem de er.

Alle synes at have en historie at fortælle, som skal deles med andre, men hvorfor er det, at vi mener, at vores historie er så interessant, at den bør nedfældes.

I modsætning til den mundtlige fortælling er skriftligheden for fastholdere og kan rejse i tid og rum. Den bog eller tekst, som blev skrevet for 100 år siden, kan vi læse i dag. Selv om skriftens betydning ikke er altid entydig, er den ikke på samme måde som den mundtlige fortælling flygtig og bundet til situationen, tiden og stedet.

Den nedskrevne livshistorie formidler også oplevelser, historier og levet liv videre på en mere sanselig og levende måde end eksempelvis det gamle slægtstræ gjorde. Det er interessant at vide, at ens oldefar var bogbinder og født i 1888, men ville det ikke have været mere interessant, hvis man havde haft en bog fuld af historier om hans liv som bogbinder?

Den moderne teknologi har medført, at det aldrig har været billigere at få udgivet en bog, og alle kan i princippet uploade deres elektroniske historie på Saxo Publish. I den forstand kan den biografiske vending fortolkes som en form for kulturel demokratisering. I gamle dage var det udelukkende fyrster og konger beskåret at blive portrætteret, sådan at de fra væggen af riddersale og gange kunne følge med i det liv og den tid, som kom efter dem. Senere fulgte borgerskabet med, ligesom denne samfundsgruppe udviklede traditionen med at nedskrive deres selvbiografi.

I dag er vi alle en slags konger, som fortjener en historie. Rent civilisatorisk er vi nået dertil, at vi er blevet bevidst om, at vores liv er noget særligt og unikt, og at vi selv har haft et ansvar for at skabe det. Måske er det et ønske om at sætte sig spor for eftertiden og dermed en drøm om evigheden. Livet har ikke været levet forgæves.

To modsatrettede, men sammenhængende bevægelser, præger vores tid. På den ene side globaliseringen, hvor alt der før var fjernt, bliver nært, og så individualiseringen, hvor individet er blevet opskrevet blandt andet på bekostning af de sociale og kulturelle bånd, som tidligere knyttede os til gruppen, familien, slægten eller nationen.

Den aktuelle interesse for livshistorier kan fortolkes som et udtryk for, at vi ikke længere identificerer os med de kulturelle fortællinger, som tidligere generationer identificerede sig med. I slutningen af1800 tallet kunne bønderne, som kom på højskole, få en historisk identitet, så de næsten troede, at de stammede fra Odin og Thor. I lang tid kunne arbejderklassen eller kvinderne se deres situation i sammenhæng med en lang historie, der handlede om at være undertrykt og udbyttet. I konservative kredse spejlede man sig i nationens historie og dens helte. De store kollektive bevægelsernes tid er forbi. I stedet bliver fællesskaberne i højere grad midlertidige eller sags- og oplevelsesorienterede.

Vi har alle en historie at fortælle. Ikke alle historier er ikke lige interessante, og de bliver heller ikke lige godt formidlet, men at der i stigende grad er plads til og vilje til at fortælle, nedskrive og bruge sin historie, er dels et udtryk for en kulturel demokratisering, dels et udtryk for, at vi i højere grad end tidligere har behov for at skabe mening og sammenhæng og dermed identitet i vores liv.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post7

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, March 11, 2014 06:50:07

En weekend med lyrik

Lektor Finn Wiedemann

Forfatter Cindy Lynn Brown

Til marts afholdes festivalen Odense Lyrik for 8. gang. Dette sker i lyset af en fornyet interesse for poesi, som ikke er set i mange år. Fænomenet Yahya Hassan har solgt omkring 100.000 eksemplarer af sin debutdigtsamling og har i måneder ligget øverst på boghandlernes hitliste. Bogen vil desuden blive oversat til flere sprog.

Normalt er lyrik en genre, som kun de allermest dedikerede litteraturbrugere går ombord i. Hvor fodbold og håndbold er de mest udbredte sportsgrene, er krimier og biografier om kendte mennesker de genrer, som fylder mest på det litterære landkort. For nu at blive i sportsmetaforikken så er lyrikken vel nærmest at betragte som cricket. En sportsgren som herhjemme er lille, men som har en lang tradition, og hvor udøvere og publikum er trofaste og entusiastiske.

Når man ser bort fra Yahya Hassan, bliver digtsamlinger ofte solgt i få hundrede eksemplarer, og som arrangør af Odense Lyrik er det heller ikke nogen hemmelighed, at det hvert år er en kamp at få stampet økonomiske midler op af jorden for at afholde festivalen. Det er svært at gøre sig lækker for fonde, som uden store betænkeligheder poster penge i rockmusik, sport og bykultur. Måske er Yahya Hassan sexet, men lyrikfestivaler er det stadig ikke.

Festivalen er i en årrække blevet afholdt uden, at Odense kommune har bevilget så meget som en krone. I modsætning til en række andre byer er Odense kommune af en eller anden grund ikke særlig interesseret i litteratur. Bevares, vi har en fribyforfatter, en Spoken Word festival (som også lider økonomisk), og vi bruger penge på at medfinansiere en international litterær pris, som kaster glans over byen. Men i modsætning til i Aalborg og Århus støtter kommunen ingen decideret litteraturfestival, og vi har heller ingen kommunalt støttede forfatterskoleaktiviteter som i fx Århus, Holstebro og Svendborg.

Vi bad nogle af deltagerne fra 2013 om at skrive lidt om festivalen. Rektor for forfatterskolen Pablo Llambias udtalte blandt andet følgende: ”Odense Lyrikfestival samler hvert år et lydhørt og intelligent publikum til sine arrangementer og er den vigtigste enkeltstående begivenhed for Odenses og Fyns litterære liv.”

Hvad er så, som hvert år samler et lydhørt og intelligent publikum? Hvad er digte og lyrik? Lyrikkens materiale er sproget, som bliver sat sammen på mangfoldige måder. Ord føjes sammen, gammelkendte udtryk fordrejes. Virkeligheden fremstår kendt, men alligevel ukendt. Der drejes på det sproglige kalejdoskop, så nye virkeligheder springer frem for øjnene og ørerne af os. De bedste lyrikere kan forstås som en art sprogets opdagelsesrejsende, som afsøger nye steder længe før, normalsproget kommer til.

For et par år siden skrev litteraturforskeren Peter Stein Larsen en doktorafhandling, hvor han indkredsede to spor inden for den moderne lyrik, som han benævnte henholdsvis centrallyrik og interaktionslyrik. Centrallyrikken er kendetegnet ved, at der er et velafgrænset digterjeg, der sanser og erkender verden i digtet. I interaktionslyrikken er det derimod svært at afgrænse digterjeget, flere forskellige stemmer fletter sig ind og ud af hinanden. Digtene er ofte formeksperimenterende og genreoverskridende. Indholdsmæssigt forsøger Odense Lyrik at præsentere begge traditioner. Det er dog især den sidstnævnte tradition, som dominerer. Måske fordi det tydeligst er den, som kommer til udtryk i lyrikken i disse år.

En repræsentant for den sidstnævnte tradition er fx Christina Hagen, der er kendt for at have inddraget andre menneskers feriepostkort i sin forrige bog White Girl. Hendes nye bog, Boyfrind som udkommer til marts er også skabt i en blanding med andre tekstformer.

I en position mellem de to tendenser finder vi Julie Sten-Knudsen. I digtsamlingen Atlanterhavet vokser indkredser hun gennem prosadigte sit forhold til sin halvsøster, som er mulat, og som bor og arbejder i USA. Digtsamlingen bliver en afsøgning af emner som hudfarve og race, hvor hun udover klassiske digte inddrager fakta, fx rejsebeskrivelser og citater fra populære debatter om emnet. Hermed ligner Sten-Knudsen en del, især yngre lyrikere, som på nærmest forskningsmæssig vis undersøger temaer ved at sample mellem traditionel poetisk sprogbrug og mere faktuelle stemmer hentet fra den sociale virkelighed.

Et eksempel, som er tættere på den centrallyriske tradition, er Asta Olivia Nordentoft, der sidste år udgav digtsamlingen Det nemme og det ensomme. I bogen bruger Nordentoft personligt stof i en til tider knækprosaagtig form. Det sker dog på nye og originale måder, hvor Nordentofts barske hverdagserfaringer blandes med tanker og erindringer samt smukke og barokke billeder, der føjer sig sammen i en organisk helhed.

De tre digtere og mange flere kan opleves fra den 14.-16. marts.

  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post6
« Previous