Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, November 05, 2017 08:03:42
Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 9.10-2017

Ligesom resten af Danmark bugner Odense af nye restauranter og madinitiativer. Snart åbner Arkadens Food Market, og det er kun få uger siden, at Storms Pakhus slog portene op. For bare 5-10 år siden var det ret overskueligt, hvad der fandtes af gode kvalitetsspisesteder i Odense og omegn. Nu skyder der kontinuerligt nye interessante steder op, der kæler for den kræsne forbrugers gane.

Hr. og fru Danmark går da også ud og spiser som aldrig før, og det er ikke længere grillbaren eller pølsevognen, de frekventerer. Vi vil have kvalitet og spændende og unikke madoplevelser.

Der er tale om en demokratisering af madkulturen. At spise på Michelin-lignende restauranter er ikke længere kun forbeholdt en lille udvalgt gruppe, som har pengepungen og de finere smagskulturelle præferencer i orden. Gourmetmad er næsten blevet et folkeligt fænomen.

Baggrunden for det er blandt andet en generel velfærds- og velstandsstigning. Vi spiser ikke kun for at blive mætte. Det er ikke længere vigtigt, om portionerne er store eller bøffen dækker hele tallerkenen. Mange af os har i forvejen alt for meget. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet og raffinerede smagsoplevelser.

Det nye nordiske køkken er en fantastisk historie, som har fungeret som en murbrækker for denne udvikling. Vi spiser ikke bare knastør gran eller rensdyrlav, men forbinder os med en historie om nordisk renhed, respekt for naturen og historien samt det gode liv.

Maden er med andre ord blevet æstetiseret. Vi spiser oplevelser og historier. Mest udtalt er det selvfølgelig, når mad bliver til teater som f.eks. under H.C. Andersen festivalen. Mad inspireret af H.C. Andersens eventyr tvistes med skuespil og stimulering af alle sanser. En totaloplevelse hvor lokale og nationale stjernekokke sørger for madens unikke signatur.

I det hele taget er kokke blevet vor tids pop- og rockstjerner, der omskaber mad til kunst. Før var denne eksklusivitet og originalitet forbeholdt arkitekter, designere og kunstnere. Nu er kendte kokke feterede generaler, hvis stjernestatus kan aflæses på de hvide uniformer, som er broderet med de eftertragtede michelinstjerner og mesterskabstitler. Kokkens kulturelle opstigning gør, at kokke ikke bare laver mad, men også bedriver folkeoplysning. Ja, nogen gange endda politik som hipsterkokken Nikolaj Kirk, der egenhændigt hindrede Københavns overborgmester i at opføre billige boliger på Amager Fælled, fordi den spidssnuede frø var truet. Engang formåede kunstnere og intellektuelle at starte en politisk bevægelse, nu formår kendte tv-kokke at gøre det samme med Facebook som våben.

Dertil kommer globaliseringen. Vi rejser ud og smager og oplever, og eksotisk og anderledes mad rejser ind i vore byer og ned i vores maver. I midten af 80’erne var jeg i USA for første gang og boede hos en amerikaner, som hentede pizza til aftensmad. Det kunne imponere en ung fynbo, som var fløjet ind med fire-flyet. I begyndelsen af 90’erne var jeg igen i USA og smagte sushi for første gang, rå fisk! Jeg rystede på hovedet, men måtte snart overgive mig.

Demokratisering, æstetisering, heroisk persondyrkelse og globalisering er væsentlige forklaringer på den kulinariske revolution, vi oplever i disse år. Velbekomme.




  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post48

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:50:00

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som ligger til grund for denne Antenne, nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere dansk digtning og litteratur. Men pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige digtsamlinger, der behandlede lige præcis det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet Spejl. I Rystet spejl forsøger Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed. Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag, illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den, men man kan også blive klogere på livet



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post45

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:47:21

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks. Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast og fulgte med En verden i Krig, Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af 80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde. Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft, mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør, at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i vores barndom. Nye familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og underholdningsleverandør.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post44

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:45:27

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de 400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning, refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et mål i sig selv. Også i Odense.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post43

Interview

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, May 01, 2017 21:00:03

Interview

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park - vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder "H. C. Andersen-mordene". Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

- Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham - lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

- Men han sagde blot: "Nej, hvor morsomt".

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

- For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden - som eksempelvis Spoken Word - ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

- Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

- Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår falder vi i gryden"? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne - ja overalt?

Hvorfor er det forkert?

- Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder "tivoliseringen for forholdsvis ny".

- Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

Med kant og humor

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen "I grunden har vi det jo godt". Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

- I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

- De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år - man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann


Finn Wiedemann: "H.C. Andersen-mordene", 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia



Finn Wiedemann Født 1964 i Munkebo, bosiddende i Odense Cand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

Har skrevet seks skønlitterære bøger - herunder også børne-og ungdomsbøger.

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

Klummeskribent i denne avis.

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.


"Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr". (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post42

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Thu, February 09, 2017 06:35:18

Klumme fra Fyens Stiftstidende d.5/2-2017

De fleste, der som undertegnede har børn i skolealderen, har næppe kunnet undgå, at bemærke den store interesse, især drenge, har for at spille spil på iPad, computer eller forskellige spilkonsoller. Når man er vokset op med Pac-Man, Ormen og andre dinosauruslignende spil, så er der langt til spil som Minecraft, ROBLOX og de fiktive universer, som især mindre børn, virtuost bevæger sig rundt i.

For mange er spil stadig en slags underlødig kultur, som forældre og velmenende voksne forsøger at beskytte deres børn imod. Der må ikke spilles om søndagen eller der indføres spilletid, som nøje registreres og overvåges via æggeure og stopure. I forlængelse af dette kan det bemærkes, at voksne altid har været bekymrede for børns kulturvaner. I 50erne var det tegneserier, senere overdreven tvkiggeri og voldelige videofilm og endnu senere computerspil og mobiltelefoner. Måske hjælper det lidt nu, hvor medierne er fulde af historier om unge mænd, der bliver millionærer af at spille Counter-Strike og FIFA. Professionelt sponsorerede hold og turneringer med milliongevinster er blevet en del af hverdagen. Hvis man kan tjene på skidtet, så kan selv de voksne nok forstå, at der ikke kun er tale om pjank og unyttigt tidsfordriv.

Hvad er det da, der fascinerer især børn? Ifølge forskere kan spil skabe dyb tilfredsstillelse hos den, der spiller, når forskellige kriterier er opfyldt. Spil opleves mest succesfulde og engagerede, når spillerne udvikler deres kompetencer, dvs. når spillerne bliver i stand til at klare nye udfordringer og opgaver. Man løser en gåde eller besejrer fjenden. Der skal være balance mellem spillets sværhedsgrad og spillerens kompetencer. Er det for nemt, keder man sig, er det for svært, frustreres man. Et andet behov, der skal opfyldes, er, at spillerne skal have forskellige valgmuligheder og kan opnå effekt på f.eks. resultat og udfald. Man handler, er medskaber og oplever autonomi. Det tredje behov handler om meningsfuldhed og om, at man har betydning for andre. Spilleren har indvirkning på det, som sker og er f.eks. med til skabe, udvikle og afvikle spillets karakterer.

I forhold til børn er især autonomi-delen vigtig. Ofte kan børn opleve en hverdag med fravær af autonomi, hvor forældre, skoler og institutioner rammesætter hverdagen og stiller krav om, hvornår, hvor og hvordan opgaver og aktiviteter skal udføres. Selv om man kan diskutere omfanget af denne rammesætning, er det en del af socialiseringen eller civiliseringen, at vi guider, henviser og tilretteviser børn. I spillene er det børnene, som bestemmer og qua deres kompetencer opbygger og udvikler fiktive verdener. Endelig indeholder spil et element af sjov og leg, som er drivkraften for mange af de aktiviteter, vi foretager os her i livet. Spillet er ikke noget i sig selv, det er igennem det, vi gør ved det, det får betydning. Spil er midler til leg, hvad enten man spiller alene eller sammen med andre og f.eks. udveksler tricks og tips.

Skal vi være bekymrede over børns enorme spillelyst? Måske. Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå den fascination, som udgår fra de nye spil.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post40

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Wed, December 21, 2016 22:26:05

Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen "Mouritzens metode".

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn, hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles og vejes, sådan at de hurtigt kan blive indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen, som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter hans død, er bogen: Mouritsens metode, udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter, konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på pædagoguddannelser og universiteter. Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur, som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens metode kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post38

Lille Virgil

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, October 29, 2016 21:23:27

Kulturklumme fra Fyens Stiftstidende d. 28/10

Efterårsferien er læsetid, og hvis man har mindre børn, er det en god anledning til at læse højt. Især i år hvor vejret mest har været til indendørsaktiviteter, har der været rig lejlighed til at trække bøger ud af enten reolen, biblioteket eller boghandlerens hylder.

Hjemme hos os blev Ole Lund Kierkegaard bl.a. trukket ud af reolen. Det er snart 50 år siden, at Ole Lund Kierkegaard debuterede med fortællingen om Lille Virgil. Senere blev det til otte bøger, inden han døde i en alt for ung alder, blot 38 år gammel.

Holder Lille Virgil så, efter næsten 50 år? At dømme efter den mindstes latter, ser det ud til at være tilfældet. Vi er nok i et fortidigt landsbymiljø befolket af handlende, en skolelærer og landevejens farende svende. Fortællingens miljø er således langt fra Villads fra Valbys mere nutidige og realistiske univers. Lille Virgil er dog en dreng, der ligesom Villads fra Valby foretager sig ting, som de fleste almindelige drenge ikke gør. Om end Lille Virgil klart overgår Villads i hittepåsomhed og narrestreger.

Lille Virgil er fortalt episodisk og handler om drengen Virgil og hans ven Oskar, der i modsætning til Virgil henter al sin viden fra bøger. Den anden af Virgils venner er Carl Emil, som bor i et hus med sin far og mor, og som blandt andet udmærker sig ved altid at sove med nattøj.

Det særlige ved Lille Virgil, og en af grundene til at den holder i dag, er den særlige mundtlige fortællestil. Her er han f.eks. på linje med H.C. Andersen. Et andet karakteristikum er det absurde og nonsensagtige og de sproglige finurligheder, som især børn har flair for, hvilket viser sig helt ned i de enkelte ord. Hvem har f.eks. hørt om Kaspers-frø eller ordet Smak-ko-dak, det kan minde lidt om den Spunk, der optræder i Pippi Langstrømpe. Hermed er en anden litterær tradition identificeret som forlæg for fortællingen.

Ole Lund Kierkegaard tager barnets perspektiv og skildrer verden gennem dets oplevelser og undren over for verden og især voksenverdenen. Det er en sympatisk og indfølende skildring, hvor fantasi, eksperimenter og leg står stærkt. Der er sket meget på 50 år. Dengang kunne bogen læses som et opgør med en autoritær pædagogik, som sjældent tilkendte barnet en selvstændig stemme eller havde blik for, at det var aktør i eget liv.

I dag møder de fleste børn ikke en autoritær verden, men derimod en institutionaliseret og overvåget verden, hvor mange børn oplever skolehverdagen som alt for lang, sådan som undersøgelser af den seneste folkeskolereform har peget på. Når skolen slipper, står en kommercialiseret verden parat til at tage over sammen med forældre, som beskytter og aktiverer. I dag er Lille Virgil igen nærværende og kan læses som en kritik af aktuelle tendenser i samtidens børnekultur. Er der tilstrækkelig med plads og rum til, at børn på egen hånd kan udforske verden? Fortællingen appellerer dog kun til målgruppen, fordi den tager dens perspektiv og erfaringer alvorligt. Det er der brug for såvel før som nu.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post36

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 05, 2016 20:57:37

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning til markedsfunderede løsninger. Endelig spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte, er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post33

Kronik

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, August 13, 2016 15:29:11

Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid

Antoine de Saint-Exupérys "Den lille prins", som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.

En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.

I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.

Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.

Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.

Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.

Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.

Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.

Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post32

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Wed, May 25, 2016 14:19:25

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/5.

For et stykke tid siden deltog jeg i et debatprogram i radioen, hvor jeg argumenterede for, at politikere i for ringe grad beskæftiger sig med kunst og kultur, herunder litteratur. Jeg gav forskellige eksempler på, hvordan tidligere statsministre, som f.eks. Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh, var levende interesseret i kunst og kultur. Dette står i grel modsætning til ikke mindst de seneste statsministre, som ikke synes at ofre meget opmærksomhed på den del af tilværelsen.

Jeg blev selvfølgelig konfronteret med, om det var et rimeligt krav at stille til nutidens politikere. Bliver man en bedre politiker, hvis man beskæftiger sig med kunst og kultur? Er det ikke tilstrækkeligt, at man er god til at håndtere regneark og tal.

Måske bliver man ikke en bedre politiker, men man bliver en anden politiker.

Ifølge valgforskere er tilliden til politikerne den laveste i nyere tid. Det kan blandt andet forklares med udgangspunkt i finanskrisen, men mon ikke også der stikker mere under. Dagens politikere ligner hinanden, de har stort set samme uddannelse, har ofte ringe erhvervserfaring og omgiver sig med lobbyister, professionelle meningsdannere og kollegaer. Hertil kommer, at stadig færre mennesker er medlem af et politisk parti.

Mange politikeres berøringsflade er derfor blevet flad forstået på den måde, at de omgiver sig med folk, som ligner dem selv. Det medfører, at deres betragtninger på utallige samfundsforhold primært bliver af økonomisk karakter. De studerende skal blive hurtigere færdige og helst afholde sig fra at læse humanistiske og kunstneriske fag. Det kulturelle område må værsgo spytte 2 % i kassen, det har ikke krav på særstatus

Hvilken anden politiker bliver man, hvis man er levende interesseret i kunst og kultur? Måske bliver man en politiker, som er i stand til at begejstre, som får ideer og som formår at formulere visioner for, hvad det er for et samfund, vi ønsker at udvikle. Mange nuværende politikere opfører sig som en slags administrerende direktører, som står i spidsen for en produktionsvirksomhed, hvis fornemmeste opgave er at trimme organisationen, så den er fit til en børsintroduktion.

Man kan være enig eller uenig med Uffe Elbæk, men den tidligere kaospilot formår i hvert fald at begejstre og skabe entusiasme omkring sig.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer”, har forfatteren Milan Kundera formuleret. Gennem fiktionen eller kunsten får vi mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Gennem indlevelse og identifikation lærer vi os selv og vores medmennesker bedre at kende på tværs af tid og rum.

Politikere får mulighed for at lære personer, miljøer og livsbetingelser at kende, som de ellers kun i ringe grad er i kontakt med. Den nu afdøde filosof Richard Rorty taler om litteraturens evne til moralske fremskridt.

En anden vigtig funktion er, at kunsten kan udvide vores evne til at se, at verden kunne være anderledes og dermed stimulere til nye ideer og forestillinger. Den evne har vi alle brug for, men måske gælder det især nutidens politikere.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post29

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Fri, March 25, 2016 17:11:10

Fyns Stiftstidende d. 25-03-2016

af Finn Wiedemann Lektor, ph. d. Institut for Kulturvidenskaber, SDU

I forrige weekend sluttede Odense lyrikfestival. Lyrikken er et modsprog, der taler magten imod, sagde forfatteren og formanden fra Poesiens hus Lene Henningsen, der holdt festivalens åbningstale. Magtens sprog er trivielt og taler ned til os. Poesiens sprog er derimod personligt og unikt og taler med os.

At digtere forsøger at tale magten imod blev tydeligt, da den cubansk-amerikanske digter Felicia Gonzales i protest med den såkaldte smykkelov meldte afbud til festivalen. Her var et politisk statement af en måske lidt gammeldags slags i stil med dengang, John Lennon og Yoko Ono i sin tid nægtede at stå ud af sengen i protest mod krig. At Gonzales også kan skrive digte blev tydeligt, da hun lørdag aften var med på en Skype-forbindelse fra Seattle, hvor hun blandt andet læste et digt op, der handlede om hendes møde med det Cuba, hun ikke havde set, siden hun som barn flygtede derfra sammen med sin mor med en kuffert i hånden." Halvdelen af mig/ blev der for altid."

At poesien repræsenterer et modsprog til magten er velkendt, men efter ni dage med arrangementer sidder man i lige så høj grad tilbage med følelsen af, at poesiens sprog er mangfoldigt. Skulle man fremhæve en aktuel tendens i poesien og litteraturen er det, at det personlige og selvoplevede spiller en stor rolle, ikke mindst blandt de lidt yngre lyrikere. Rolf Sparre Johansen læste fredag aften fra sine to digtsamlinger, hvoraf den sidste, " Begravelse", handler om hans oplevelser og erfaringer med sin mors død.Thomas Lagermand Lundme læste samme aften fra sin seneste og meget morsomme lyriske roman " Alt er mit". Store dele af bogen foregår i starten af 80' erne, hvor hovedpersonen, der bærer navnet Thomas, opdager sin seksualitet som homoseksuel, samtidig med at han turer rundt med sin kusine i Amagercentret.

Lørdag aften læste Bjørn Rasmussen fra digtsamlingen " Minq". Digtsamlingen formidler erfaringer fra et forløb som psykisk syg, samtidig med at fortællerens afdøde far, som bærer øgenavnet Minq, glider ind og ud af digtene. Søndag læste Casper Eric, hvis digtsamling " Nike" handler om hans erfaringer som handicappet, nærmere bestemt med sygdommen cerebral parese. Maria Gerhard, også kendt som Djuna Barnes, læste op fra sin digtsamling " Amagermesteren". Digtsamlingens prosalignende erindringstekster tager blandt andet udgangspunkt i hendes erfaringer som drengepige i en sportsverden.

Sproget er menneskets vigtigste værktøj, siger den næsten 100-årige psykolog Jerome Bruner. Festivalens tema handlede om at bygge broer. Sproget er en bro, der får os til at række ud, og som forbinder os med den kulturelle verden. Digtets sprog er et fiktivt sprog, som er forbundet med, men som også er forskelligt fra f. eks. det logisk-videnskabelige sprog. Det videnskabelig sprog er ofte abstrakt og taler til fornuften. Det fiktive sprog kalder på sanser og følelser ligesom hverdagssproget, men adskiller sig også, fordi det i kunstnerisk bearbejdet form søger det individuelle og unikke udtryk. Når poesiens sprog er bedst, bidrager det til at bygge broer, og til at det er muligt at opleve og erkende verden på nye og anderledes måder.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post25

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 11:05:16

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 26/1-2016

I Ida Jessens seneste roman En ny tid får hovedpersonen, lærerinden fru Bagge, mod slutningen af bogen et nyt job, som bestyrer af den lokale sognebogsamling. Her får hun sat skik og orden på bogsamlingen. Der er et meningsfyldt job for den kvindelige hovedperson og snart blomstrer det hensygnende sognebogsamling da også op. Vi er i midten af 1920’erne og biblioteket er en del af det oplysningsprojekt, som karakteriserer det moderne samfund.

Såfremt man som jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, var såvel skole- som kommunebiblioteket en skatkiste af viden, hvor man havde mulighed for at få stimuleret sin nysgerrighed: Meteorologi, dinosaurer, tegneserier og senere sjældne forfattere og digtere. Den store åndelige buffet var åben for alle. Nysgerrige børn og unge har stadig mulighed for at tage et dyk i den righoldige viden, bibliotekerne stiller til rådighed. Til gengæld har bibliotekerne ikke længere monopol på denne opgave. De digitale medier kan på en række områder klare mange af de opgaver, som biblioteket tidligere kunne.

Bibliotekerne står over for at redefinere deres rolle i takt med, at det omgivende samfund har ændret sig. Her minder bibliotekets udfordring om den, mange andre af det moderne samfunds bærende oplysningsinstitutioner står overfor. Man skal kunne legitimere sig og gøre sig lækker over for befolkning og politikere og kunne besvare købmandsspørgsmålet om, hvad nytte det hele er til for. Når Københavns biblioteker brænder en tredjedel af bogsamlingen, er det ikke fordi, de er boghadere, men et led bibliotekernes ændrede rolle. Udlånet af fysiske bøger er faldende, ligesom biblioteksfilialer og budgetter gennem en årrække er blevet skåret ned i mange kommuner.

I forsøget på at finde en ny rolle, overtager biblioteket dele af den offentlige sektors traditionelle borgerserviceopgave; pas og kørekort. Mange steder omdannes biblioteker til en mellemting mellem varmestuer og kulturhuse, hvor lokale foreninger mødes. Der dømmes om intelligente forsamlingshuse og afholdes forfatter- og debatarrangementer, hvor kendte inviteres til at læse op og debattere. Bibliotekerne agerer spydspids i den informationsteknologiske udvikling og forsøger at være opsøgende og udadvendte og lokke nye grupper til.

I et efteruddannelsesprogram for bibliotekarer i en af landets største kommuner opereres der med seks fremtidige bibliotekarroller: Læringskonsulenten, kulturskaberen, projektlederen, serviceformidleren samt informations- og materialespecialisten. Det er tanken, at bibliotekarer kan specialisere sig inden for en af de seks roller. Den eneste af de roller, som den indledningsvist nævnte fru Bagger vil kunne genkende sig i er nok rollen som materialespecialist, som blandt andet køber ind, kasserer og håndterer bibliotekets bogsamling. Fælles for en række af de andre roller er, at der er tale om en langt mere udadvendt bibliotekarrolle, hvor dialog med foreninger, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og det lokale samfund spiller en fremtrædende rolle.

På fremtidens bibliotek vil stadigt være muligt at ”græsse” bøger, men hvis biblioteket skal overleve som selvstændig kulturinstitution, så bliver bøgerne fremover langt fra den eneste opgave, biblioteket skal tage sig af. Udviklingen er måske nok nødvendig, men som inkarneret biblioman er det ikke nødvendigvis en udvikling, som udelukkende giver anledning til stor applaus.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post23

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, February 09, 2016 10:45:44

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 20/11-2015

Kultur på recept

I forbindelse med de midler, som blev udmøntet fra den årlige satspulje, har Folketinget afsat 8 millioner kroner til et forsøg med kultur på recept. Ideen er, at man kan få tilskud til forskellige kulturelle tilbud, hvis man er syg, f.eks. lider af stress, angst eller depression. Svage ældre og demente kan ligeledes få del i tilbuddet.

I Helsingborg har man i 5 år haft et tilsvarende forsøg, ligesom det er tilfældet andre steder i Europa. Aktuelt er forsøget i Helsingborg ved at blive evalueret, men de foreløbige erfaringer er positive. Der har ligeledes været enkelte tiltag herhjemme: Musik i ambulancer, hospitalsklovne og sansehaver.

Engang hed det, at kulturpolitik var god socialpolitik, men kan kunst og kultur også have en helbredende funktion? De fleste vil sikkert være enige i, at hvis man har brækket benet, er tiden givet godt ud i selskab med gode og spændende bøger, men benet gror næppe hurtigere sammen, fordi man er godt underholdt, imens man venter på at komme på benene.

Til gengæld kan bogen, teatret og besøget på kunstudstillingen måske kalde på muligheden for fordybelse, og for i et stykke tid at blive suget ind i en verden, der ikke kun handler om én selv eller om, hvad ting kan bruges til og kaster af sig i kroner og ører.

Her ligger måske et potentiale; mulighed for fordybelse og engagement, for at trække i bremsen og sætte tiden i stå frem for at lade foden hvile på speederen, så livet passerer revy, og man hvirvler rundt i hamsterhjulet, alt imens tv-kanalerne skifter, sms´erne tikker og facebookopdateringerne blinker. Kunst kan være en god medicin som kontrast til nutidens accelerationssamfund alene af den grund, at kunst ofte tilbyder en anden rumlig og tidslig dimension.

De foreløbige erfaringer peger på, at kultur på recept blandt andet kan fremme livsduelighed, virke rehabiliterende og give folk en mening og formål med livet.

Jeg har en god ven, som har været sygemeldt med stress. I starten måtte han ikke lave noget. Han måtte ikke løbe eller cykle lange ture, som han ellers har for vane eller f.eks. se fjernsyn og læse bøger. Det var kedeligt. Gabende kedsommeligt. Efterhånden som månederne gik og han blev træt af at kigge ud i luften, begyndte han orientere sig på ny. Han læste biblen, han læste Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard plus masser af skønlitteratur og besøgte kirker. Langsomt vendte han tilbage til sit arbejde og sit tidligere liv med fornyet energi og ideer.

Kunne man forstille sig, at man i stedet for at gå lægen for at få udskrevet piller og recepter, gik til en kulturlæge eller kunstterapeut, som kunne udskrive teaterbilletter og give gode råd om musik, udstillinger og bøger, man kunne læse og skrive?

Kunst og kultur kan næppe i sig selv gøre os raske. Til gengæld giver kunst og kultur mulighed for at sætte en anden dagsorden. Mødet med det anderledes som kunst kan kaste lys tilbage på vores eget liv og samtid, hvilket kan virke helende og dermed helbredende.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post22

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, September 27, 2015 21:03:23

Klumme fra Fyens Stiftstidende fra d. 25/9

Hen over sommeren har jeg tømt mine afdøde forældres hus for indbo, herunder deres bogsamling. Selv om der gennem årene er blevet tyndet godt ud i samlingen, stod jeg alligevel over for at skulle tage stilling til, hvilke af de cirka 500 bøger, jeg skulle tage med mig.

Min farfar var bogbinder, så der var en anseelig mængde smukt indbundne bøger, som min far har arvet efter sin egen far. Hertil kommer diverse leksika, klassisk skønlitteratur, kunstbøger og opslagsbøger om alt fra fotografering, havekunst, fauna, sygdomme mv. Et kig ned over en sådan bogsamling giver også mulighed for at møde forfattere, som enten er glemt eller ikke længere har samme stjernestatus, f.eks. Somerset Maugham eller en nyere forfatter, som Marie Cardinal, som man næppe hører meget til i dag. I dag er vi omgivet af en overflod af bøger.

De fleste læsende mennesker opbygger gennem et langt liv et bibliotek. Der kan være bøger fra deres barndom, ungdom, studie- og læretid, særlige interesser og hobbies, rejselitteratur, forfatterskaber og genrer.

Mine forældres bogsamling bestod af en skønsom blanding af alle de nævnte genrer. Hovedvægten lå dog på kunstbøger og historiske bøger, som var min fars interesse og historiske romaner og spændingslitteratur, som var min mors interesse. Samlet afspejlede bogsamlingen et ideal om, at et oplyst menneske har en bred og almen viden om samfund, historie, kunst og litteratur.

Problemet i dag er ikke at få fat på bøger, men snarere at skille sig af med dem. Jeg fik da også flere bøger med hjem, end jeg har plads til. Især efter at den opkøber, der behændigt plukkede værdier ud af boet, kastede et blik på bogsamlingen og på klingende fynsk konstaterede, ”i dag er der ikk non der køber bøger”.

Jeg beholdt de bøger, som har haft betydning for mig, da jeg voksede op: udvalgte romaner og opslagsbøger. Endelig beholdt jeg min fars store samling af kunsthistorie i et lønligt håb om, at jeg engang i en ikke nærmere defineret fremtid får mulighed for at dykke ned i den. Engang må der også blive tid til at læse Shakespeares samlede dramatik. Jeg kan være i tvivl om, jeg får læst de syv tunge smukt indbundne bind om danske herregårde, men nu er muligheden der i hvert fald.

Ulæste bøger rummer et håb om en fremtid, der engang vil indfinde sig, ligesom læste bøger repræsenterer et kort over fortiden. En bogsamling kan opfylde begge formål.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post20

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, June 23, 2015 23:11:29

Pippi Langstrømpe (klumme fra Fyens Stiftstidende d. 19/6)

En kær dame ved navn Pippi Langstrømpe fyldte for nylig 70 år. Det er altid svært at vurdere en bogs kulturelle påvirkning, men i tilfældet Pippi fik bogen både konsekvenser for den børne- og ungdomslitteratur, som udkom efterfølgende, og på samfundets syn på børn.

Pippi Langstrømpe bogen er skrevet i øjenhøjde med sine læsere. Måske fordi den oprindelig er tilrettelagt som mundtlig fortælling, hvor Astrid Lindgreen fortalte sin datter historien om Pippi, mens hun lå syg. Senere nedskrev hun fortællingen om verdens stærkeste pige. Det ville være forkert at hævde, at børne- og ungdomslitteraturen før Pippi ikke var skrevet i øjenhøjde med modtagerne, men en del af børnelitteraturen var didaktisk og moraliserende, det er Pippi ikke.

Når vi stadigvæk læser klassikere som f.eks. Palle alene i verden og Pippi, så er det fordi, de tager børnenes perspektiv og nærer dyb respekt for deres verden. Et andet træk, der karakteriserer Pippi-bogen, er det fjollede, absurde og morsomme; rim og remser og leg med sproget. Det er tale om sofistikeret lagkagekomik. Pippi er her i tråd med nonsens litteratur traditionen inden for børnelitteraturen, som f.eks. også kendes fra Alice i eventyrland.

Da Pippi bogen udkom, vakte den forargelse. Flere mente endda, at det var skadeligt at lade børn læse bogen, da den udfordrede forholdet mellem børn og voksne. Det er da også en del af den fascinationskraft, børn kan have under læsningen af bogen, som måske ofte føler sig utilstrækkelige; fysisk, økonomisk og kulturelt sammenlignet med voksne.

Pippi figuren viser, at børn kan være selvstændige, aktive og kompetente. Børn er noget i deres egen ret og ikke bare mennesker, som er utilstrækkelige og mangler noget af det, vi voksne besidder.

På den måde varsler Pippi figuren et opgør med det dominerende syn på børn, som karakteriserede Pippis samtid. Børn skulle ses, men ikke høres. Børn kunne være næsvise, frække og uopdragne. En række moralske domme blev fældet over børn, som ikke levede op til de normer, som de voksne satte. Det børnesyn, som kommer til udtryk i Pippi, trækker tråde tilbage til Ellen Key og Rousseau. Pippi er som Emile i Rousseaus bog af samme navn et barn, som i sine tidlige år opdrager sig selv.

Kan Pippi-bogen fascinere børn i dag? Nu hvor børn kulturelt set i mange tilfælde har sejret ad helvede til og både bliver set og hørt. Nutidens børn er blevet til små prinsesser og prinser og en del af generation mig.

Med andre ord, holder bogen hele vejen hjem, nu 70 år efter den udkom? Jeg tror det. Pippi-figuren har ikke mindst på grund af sin fantasi, humor, hittepåsomhed, omsorg for de svage og udstilling af magtarrogance stadig en plads hos samtidens små og store læsere.

Inden længe vil jeg dog for en sikkerheds skyld teste bogen af på mit mindste barn, som nærmer sig den alder, hvor han er klar til Pippi-testen. De andre børn, jeg har, har begge været begejstrede. Måske fordi faren er det. Tillykke til Pippi.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post19

Kronik/Fyens Stiftestiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, May 23, 2015 07:54:27

Opvækstens farver

I essayet Farvel til det blå rum, der er et tilbageblik på 80’erne, skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, at 80’ernes ikonfarver var blå og sort. Måske er det sådan, at hvert årti har sine farver, i 70’erne var det f.eks. brun, suppleret af orange og olivengrøn.

At Søren Ulrik Thomsen har ret i sin farveanalyse bliver mere konkret, når man tænker på nogle af de kulturprodukter, man som ung omgav sig med i 80’erne. Man drak Sort Guld sammen med andre, som også var iført sorte cowboybukser og sort læderjakke, måske endda på det lokale Svendehjemmet, som var et spillested i midten af 80’erne, beliggende på Brandts Klædefabrik, som den navnkundige værtshusejer Hansen en overgang ejede. På Svendehjemmet var væggene malet sorte tilsat graffitislagord. Svendehjemmet besad en mørk og dyster stemning, som havde man ufrivilligt forvildet sig ind til en begravelse. Her skulle ikke grines.

Den blå farve var tydelig i en række af periodens populære film, f.eks. den franske film Betty Blue eller Blue Velvet af David Lynch. I begge film er farverne mørke og dystre, men også poetiske. Den blå farve gik også igen i nogle af tidens digtsamlinger. I Søren Ulrik Thomsens City Slang, som blev sat i musik af Lars H.U.G, er titlen skrevet med blå, ligesom den blå farve optræder i en række af digtene. Michael Strunge taler i et samtidigt digt om ”den nye elektriskblå poesi”.

Især den første halvdel af 80’erne er en mørk tid. Farverne passede godt til det kulturelle klima, som prægede dele af ungdommen. Punkbevægelse og BZ-bevægelse og truslen fra atomkrigen hang som en sort sol over os, så vi hele tiden blev mindet om, hvad der kunne ske. I stedet for at Fantasien skulle til magten, som der havde stået på murene i 68, stod der nu Du har ikke en chance - grib den. Byen, man spejlede sig i, var ikke længere studenternes revolutionære Paris, men derimod kunstnernes dekadente Berlin.

Med begrebet det blå rum tænker Søren Ulrik Thomsen også på, at Det blå rum gav mulighed for at tematisere de menneskelige grundvilkår, som venstrefløjen havde ignoreret i 70’erne. Kroppen, identiteten og jeg’et blev omdrejningspunkt for kunsten, ikke mindst i 80´ernes digte. Det blå rum var et forsøg på at udtrykke en følelse og oplevelse af, at alt ikke var samfundsskabt og politisk.

I sit essay indkredser Søren Ulrik Thomsen især den kunstneriske avantgarde, han selv tilhørte, og som fik det privilegium, at de skrev historien. At det ikke var de eneste tendenser, som fandtes i det nævnte årti, bliver man opmærksom på, når man ser på en anden af 80´ernes kulturelle nyskabelser. Yuppierne, som åbner op for en ny forbrugeristisk og hedonistisk kultur.

I både Jan Sonnergaards bog Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom og Simon Pasternak og Christian Dorphs bog Jeg er her, som foregår i 80’erne, er vi med på Cafe Victor. Her tændes der cigarer med 1000 kr. sedler, ”pagnen” flyder og de solbrændte, sexede og trimmede kroppe flashes. På Cafe Victor slår nouveau riche sig løs, så nyrige russere på charterferie ligner artige spejderdrenge ved siden af.

Vi havde ikke nogen Cafe Victor i Odense. Derimod havde vi Cafe Snik Snak, her var der lyst, masser af spejle og cappuccinomaskinerne spandt, men som navnet på cafeen indikerer, var det småt med champagne, østers og afbrændte pengesedler. Jeg så i hvert fald ingen af delene. Til gengæld skulle man helst grine og se godt ud.

I den sidste del af 80’erne bliver det tydeligt, at årtiet spalter sig i to kulturelle bevægelser, henholdsvis et sort og et hvidt mentalitetsspor. Udenpå var de to spor meget forskellige, men der var også mange fællestræk blandt andet en stærk individualisme, en stor optagethed af kroppen og nuet og en afstandtagen til 70´ernes forsøg på at ideologisere og forklare alt ting væk.

I det ene spor er kroppen det sidste anker, som det hedder i et digt fra 80’erne, som reaktion på, at de store fortællinger er væk. Ideologier er noget bras, som datidens statsminister formulerede det. Tendensen peger frem imod nutiden, hvor jeg´et får til at opgave at bære hele verden på sine skuldre. Det er en byrde, som for mange kan føles alt for tung. Succes og fiasko. Det er hele er min skyld.

I yuppie-bevægelsen er kroppen ikke det sidste anker, men derimod et investeringsobjekt, som kan trimmes og perfektioneres, så man kan øge sin værdi på det marked, som blev de efterfølgende årtiers store fortælling, og som vel først kulminerer i tiden omkring finanskrisen, hvor udstilling af rigdom og et vulgært forbrug næsten normaliseres.

Vi er alle påvirket af den tid, vi vokser op i. 30’ernes krise, 60’ernes optimisme eller 80’ernes farver. Tidsånden eller bestemte ideer præger kultur og samfund i en periode og kaster sine lange skygger ind i fremtiden.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post18

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Tue, April 28, 2015 08:07:50

Følg Brinkmanns råd (Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 24/4)

I sin bestsellerbog Stå fast hudfletter Sven Brinkmann tidens selvhjælpskultur, hvor man skal forsøge at finde ind til sig selv, tænke positivt, og hvor den højeste mening i tilværelsen er at realisere sig selv. I stedet skal man fyre sin coach og tage nej hatten på. Brinkmanns bog er en anti-tese til nutidens accelerationssamfund, hvor det meste hele tiden ændrer sig, og hvor der altid venter nye spændende projekter rundt om hjørnet, som man lader sig friste af.

Bogens popularitet vidner om, at den har ramt en åre i tiden. For ikke så mange år siden hyldede vi forandring og det omskiftelige samfund, som ventede på os. Inden længe kunne vi realisere os selv såvel i privatlivet som på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet var det slut med at udføre ensformigt rutinearbejde sekunderet af en chef, der overvågede os. Det fleksible arbejdsmarked med skiftende kollegaer og arbejdsopgaver, hvor fritid og arbejdstid flyder sammen, ikke mindst på grund af informationsteknologien, er imidlertid ikke noget tusindårsrige. Det moderne arbejdsmarked er fyldt med slanger, der f.eks. giver os stress.

På samme måde var det ikke kun en gevinst, da vi gik fra en påbudskultur til en vi skal finde os selv kultur. I værste fald blev det til en form for indre våbenkapløb, hvor vi hele tiden bliver tvunget til at realisere os selv og tage udgangspunkt i egne behov. Kroppen og sjælen kan altid optimeres og perfektioneres lidt mere.

Brinkmanns bog er symptom på, at omkostningerne ved det moderne arbejdsmarked og jagten på personlig lykke flyder sammen. Det er en analyse, som mange kan genkende. Ind imellem har kunst eller debatlitteratur den egenskab, at den suger tidsånden til sig, så den fungerer som en lygte, der lyser sider af tilværelsen op, som ellers lå hen i mørke. Bogen har med andre ord ramt tidsånden lige i en vis legemsdel.

I sin polemiske og underholdende bog giver Brinkmann blandt andet det råd, at man bør læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger og biografier om kendte mennesker. Boghandlere og bestsellerlister bugner af selvhjælpslitteratur, hvor kokke og coaches deler ud af deres skiftende menukort over livet, ligesom biografier i stigende omfang langes over disken, hvor sportsstjerner og realitystjerner øser løs af deres ofte ligegyldige erfaringer. I mange tilfælde er der tale om vitaminfattig fast food.

Litteraturen giver os derimod mulighed for at se livet som sammensat, tilfældigt og flerperspektivisk. Litteraturen kan vise os, hvordan vores liv er filtret ind i sociale, historiske og kulturelle processer frem for, at vi konstant kredser rundt om vores egen planet, som er den vej, selvhjælpslitteraturen udpeger. Romanen kan lære os, at det væsentlige ligger uden for os selv. Konkret foreslår Brinkmann moderne og flerperspektiviske romaner som Jan Kjærstad og Murakami, men mon ikke også mindre ambitiøs litteratur kan gøre det.

Hvor Brinkmann har ramt tidsånden med sin analyse af samtiden og dens omkostninger, er det nok mere tvivlsomt, om han har får held med sin anbefaling af, at folk bør læse mere litteratur. Men det bliver anbefalingen jo ikke mindre rigtig af.






  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post17

Hva me litteraturen

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, February 21, 2015 09:43:44


  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post16

Kronik/Fyens Stiftstiden

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, January 26, 2015 15:24:49

Hvad skal man mene om et fænomen som You Tuberen Kristine Sloth og andre yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier

At finde vej i medierne

Julen er for længst forbi, og for mange er juleferien sikkert blevet brugt til at fornøje sig med de julegaver, som lå under træet. Eller på at ærgre sig over de julegaver, som ikke lå der. Hvis man som jeg, får bøger i julegave, så er ferien altid en kærkommen lejlighed til at synke ned i stolen og lade fremmede mennesker og verdener passere revy. De nye løbesko, som også lå under træet, løber ingen vegne.

I år læste jeg en bog, som jeg hverken havde fået eller ønsket mig. Det var derimod en bog, min 13-årige datter havde ønsket sig. Bortset fra hendes fødselsdag, hvor hun ønskede sig en biografi om One Direction (1D), er det ikke sket før. Der var derfor ingen betænkelighed. Hun skulle have en bog. Hvad du ønsker, skal du få. Dette stod i modsætning til andre år, hvor jeg har praktiseret den omvendte fremgangsmåde: hvad du ikke ønsker, skal du få. Med det resultat, at bøgerne aldrig blev læst. Min eneste betænkelighed handlede om den bog, min datter ønskede sig. Det var Kristine Sloths Min verden.

Skulle der være læsere over 20 år, som ikke ved, hvem Kristine Sloth er, og det er sandsynligt, for jeg vidste det heller ikke, kan jeg oplyse om, at Kristine Sloth er YouTuber. Det var i hvert fald det svar, min datter gav mig. YouTuber, sagde jeg, er det et job, en titel eller en hobby?

Egentlig klogere blev jeg først, da hun uddybende fortalte mig, at hun har en videoblog om mode og skønhed, og at hun har mere end 60.000 faste følgere. Kristine Sloth er med andre et ord et mediefænomen, som især er populær blandt de yngre piger på de sociale medier. Hun er selvfølgelig både på Facebook, Instagram og har egen blog, men først og fremmest uploader hun små videoer på YouTube. Deraf navnet YouTuber.

I gamle dage sagde man, først kommer bogen, så kommer filmen. I dag foregår det ofte på den måde, at først kommer populariteten på de sociale medier eller i reality tv, og så kommer bogen. Tænk blot på Linse Kessler, Gustav og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvad handler hendes bog så om. Jo, den handler om drenge, mode og om hvordan man lægger make-up. Arbejdet beskrives minutiøst. ”Jeg renser først mit ansigt for makeup og dagens snavs med en makeupfjerner på almindelige vatrondeller.” Vi får også at vide, at KS altid fletter sit hår, inden hun går i seng. ”Jeg elsker at samle det i en fletning i den ene side, det er behageligt at sove med – og så har jeg fine krøller næste dag.”

Vi er altså i fingerbølsfeltet med hensyn til tips og tricks om, hvordan man som præ-teenager kan blive smuk og smækker. Bogen er dog også en askepothistorie, bortset fra at Kristine Sloth ikke bliver gift med nogen prins. I stedet har hun qua sin aktivitet på de digitale medier opnået succes og berømmelse. Og i vore dage er det mindst lige så vigtigt

Kristine Sloth blev moppet på sin gamle skole. Hun begyndte at blogge, skiftede skole og resten er historie, som man siger: Du skal tro på dig, selv og udleve dine drømme. Det er de budskaber, vi får med os, og hvem kan ikke bruge de råd.

Hvad skal man mene om et fænomen som Kristine Sloth og de yngres stadig hyppigere brug af de sociale medier? Først og fremmest tror jeg, at vi skal opfatte børn og unges brug af de sociale medier, og de eventuelle bøger som aktiviteten kaster af sig, som et forsøg på at finde vej gennem livet, dvs. et forsøg på at lege med mulige identiteter og fremtidsscenarier inden for relativt trygge rammer: hvem er jeg, hvem er jeg ikke, og hvem er jeg på vej til at blive.

Gennem de sociale medier møder børn og unge forskellige rollemodeller, de kan spejle sig i eller tage afstand fra. Vi der voksede op, før de digitale medier blev hvermandseje, spejlede os i de mere klassiske medier, f.eks. blade, bøger, radio og tv.

Selv om de gamle medier var i øjenhøjde med de unge, var de også voksenstyrede eller -redigerede. Sådan er den digitale virkelighed ikke. Her er det børn og unge selv, der vælger, hvad de distribuerer.

Jeg er ikke urolig på min datter og andres vegne, men vil stadig fastholde, at der er mere kraft og saft i Den uendelige historie, Harry Potter og andre aldersrelaterede kulturelle udtryksformer, som i symbolsk og æstetisk form formår at give os større og dybere indsigt i os selv og den verden, vi er omgivet af. Foreløbig står de nævnte bøger og samler støv, mens Kristine Sloth bliver læst. Min datter må fortsat finde sig i at få det, hun ikke ønsker sig. I år var en undtagelse.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post14
Next »