Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Uddannelse/pædagogik/kultur/samfund

Blachman på skemaet

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Wed, May 02, 2018 11:26:19
Kronik fra Kristelig Dagblad d. 1. maj. 2018

Måske havde Blachman alligevel fat i noget

Thomas Blachmans besøg i en 8. klasse i Hvidovre, hvor Blachman over to tv-udsendelser forsøger at redde folkeskolen og udbrede kreativitetens rige, har skabt debat. Kritikere, som den pædagogiske forsker Alexander Von Oettingen mener, at der er tale om et pædagogisk overgreb, fordi Blachman vil presse og vride kreativitet ud af eleverne, og her i avisen giver Sørine Godtfredsen bl.a. udtryk for, at Blachman vil forme mennesket efter sin egen utopi.

Begge kritikpunkter og indvendinger er berettigede. Kreativitet kommer ikke ud af intet, men forudsætter viden og faglighed, sådan som forskere, der har beskæftiget sig med kreativitet, innovation og entrepenørskab, har dokumenteret. Forestillingen om, at man ved hjælp af farvede post-it sedler kan få ideer ud af den blå luft er urealistisk. Selv det fremtidsværksted, som var populært i min ungdom, havde fokus på en konkret sag eller et problem som afsæt for den kritik og de efterfølgende utopiske fremtidsforestillinger, vi blev ”tvunget” til at formulere.

Det er også naivt at forestille sig, at man bare kan vade ind i en institution som f.eks. folkeskolen uden viden og erfaringer om børn, skole og pædagogik, andet end den som livet mere eller mindre tilfældigt har udstyret én med, og så forestille sig, at man kan revolutionere det hele. Selv forføreren Blachman måtte erkende, at man ikke kan snakke og charme sig ud af alt, og at var en god ide at inddrage folk med forstand på pædagogik og kreativitet i sit eksperiment, hvis eksperimentet skulle realiseres.

På den anden side er der et gran af sandhed i, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk og, kunne man tilføje, nogle gange Blachman.

Det er påfaldende, at en række af de elever, som udsendelsen kredsede om, var i besiddelse af uudnyttede evner og talenter, som skolen hidtil ikke havde været til i stand at forløse, men som blev forløst gennem eksperimentet.

I udsendelsen mødte vi bl.a. drengen Tobias, som havde talent for at skrive og udtrykke sig. Han havde opgivet sit skriveri som 11. årig, fordi der var ikke nogen, som havde set ham og stimuleret ham. Det talent fik Blachman øje på, mens de personer, som drengen var omgivet af til daglig, dvs. lærere og familie, ikke havde haft blik for det.

En anden af deltagerne var en dygtig 12-tals pige, som var pligtopfyldende, men som gerne ville have at vide, hvad man skulle gøre. At man kunne gøre noget end det, man bliver bedt om og leve op til de krav og forventninger, som blev stillet til én, havde hun tilsyneladende ikke blik for. Derfor var hun selvfølgelig både kritisk og skeptisk overfor eksperimentet. Alligevel lykkes det hende at komme op med en god og relevant ide om skakturneringer for piger på tværs af landegrænser. Her var tale om kulturelt entrepenørskab. Hun kunne altså udmærket tænke selvstændigt og originalt, når de rigtige rammer var tilstede og understøttede hende.

En anden elev var pigen Sofie med hat og briller, som var meget genert og ofte følte sig anderledes og udenfor. Det viste sig, at hun var fantasifuld og havde talent for at tegne, og at hun voksede og udviklede sig personligt og identitetsmæssigt gennem eksperimentet. Sammen med den omtalte dreng med skrivetalentet udviklede hun en ide til en 3-D tegneserie. Her var tale faglig innovation med danskfaget som ramme.

En fjerde elev var en indvandrerdreng, som var tæt på at blive smidt ud af skolen, men som udviklede en slags lokal udgave af venligboerne for ensomme ældre i det boligområde, hvor han boede. Her var tale om socialt entrepenørskab. Drengen rummede således andre talenter end at lave ballade og forstyrre undervisningen.

I udsendelsen møder vi altså en gruppe elever, som rummer talenter og evner, men som hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde dem. Det kan der være mange grunde, og sikkert også mange komplekse grunde til, f.eks. at folkeskolens indtil for nylig har været underlagt stram læremålsstyring, og at nationale test virker styrende for undervisningens indhold og tilrettelæggelse, ligesom der er sket en generel nedprioritering af de kreative-musiske fag. Fakta er dog, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet.

Personligt kan jeg udmærket genkende en række af de medvirkende børns historier. Jeg kedede mig også i skolen, klovnede og forstyrrede undervisningen og var også tæt på at blive sendt permanent hjem. En dag fik vi en ny lærer, som havde blik for, at jeg var kreativ, fantasifuld, havde interesser uden for skolen, og var god til at fortælle og skrive historier. Det var der aldrig nogen, der havde set eller fået øje på før. Det blev et vendepunkt for mig.

Hvor mange børn mon ikke sidder rundt omkring i den danske folkeskole med uforløste evner og talenter og venter på et vendepunkt? Børn, som kan have glæde af at møde en Blachman, en ny lærer eller blot andre rammer og strukturer, som muliggør, at de blev set og hørt og får hjælp til at udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Sagt på pædagogisk: Ofte formår skolen ikke at identificere elevernes zone for nærmeste udvikling, dvs. at udfordre eleverne passende, sådan at de kan vokse og udvikle sig.

Pointen, og det som Blachmans besøg i folkeskolen kan lære os, er, at der sandsynligvis er masser af børn, som venter på, at Blachman eller en særlig dygtig og empatisk lærer kommer forbi og opdager deres helt særlige talent og potentiale og bidrager til, at det får mulighed for at udfolde sig.

Hvordan får vi skabt bedre rammer, muligheder og blik for, at børn ikke sidder og keder sig år efter år og ikke får brugt de evner, talenter og muligheder, som de har? Efter min mening er det den diskussion, som er udsendelsens væsentligste budskab. At fokusere på om Blachman råber, forfører, er grænseløst selvglad eller ikke har noget at gøre i folkeskolen, fordi han ikke er uddannet og ved noget om pædagogik, og at kreativitet bør ligge i fagene og ikke udenfor, er for mig at se forsøg på at afspore det centrale spørgsmål og den væsentligste diskussion, som programmerne adresserer.

Den italienske grundlægger af Reggio Emilia pædagogikken Loris Malaguzzi er kendt for sit udsagn om, at børn fødes med 100 sprog, men berøves de 99 i opdragelsen. Budskabet i udsendelserne ”Blachman på skemaet” er, at skolen skal være bedre til at hjælpe med at udvikle og forløse nogle af de sprog, der gemmer sig i mange elever. Lad os diskutere, hvordan vi kan gøre det i fagene, på tværs af fagene og helt udenfor fagene. For min skyld meget gerne uden at inddrage mediedarlingen og det selvudnævnte kreativitetsorakel Thomas Blachman.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post53

Besøg på Nationalmuseet

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Wed, May 02, 2018 11:21:30

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 23. april. 2018

For et par uger siden var jeg på nationalmuseet sammen med min 8. årige søn, og vi skulle selvfølgelig prøve Rane Willerslevs nye kedsomhedsnap. Efter at sønnike havde trykket på knappen, sprang en samurai i elegant løsthængende sort tøj frem. Samuraimanden gav sig til at fortælle om samurailivet, imens han pegede på tingene i montren, vi stod ved, hvor pile, sværd, spyd og samuraitøj var udstillet.

De deltagende børn gjorde store øjne, lærte at bukke på samuraivis, lånte et plastiksværd og lavede nogle fredelige sværdmanøvrer og fik at vide, at ære, respekt og veltalenhed var vigtige samuraidyder. Det var levende formidling.

Junior var svært tilfreds, men han var nu også ganske velfornøjet med alle de andre ting, museet tilbød. Han følte sig med andre ord godt underholdt og oplyst - også uden kedsomhedsknap.

Efterhånden er det et krav, at moderne formidling skal inddrage tilhørerne og give dem oplevelser, som ikke blot er af kognitiv karakter. Dem, som har fulgt de underholdende tv-udsendelser om Rane Willerslevs første tid som direktør for Nationalmuseet, vil vide, at det er den slags formidling, Willerslev går ind for og gerne vil have meget mere af.

Kedsomhedsknappen burde måske mere retvisende hedde oplysnings- eller oplevelsesknappen. Kedsomhedsknap er et dårligt udtryk. Den har som præmis, at børn keder sig, når de går på museum. Det gør de også nogle gange, men langtfra hele tiden, f.eks. keder junior sig, når han er med på kunstmuseum. ”Du skal altid kigge så længe på billederne, far” siger han og sammenlignet med ham, som kan løbe Nationalmuseets samling af etnografika fra Grønland igennem på under ti minutter, er det selvfølgelig rigtigt.

På universitetet, hvor jeg er ansat, har det længe været velset ikke kun at forelæse. De studerende skal inddrages og aktiveres, sådan at de ikke keder sig og zapper væk. Megen moderne forskning vil da også pege på, at aktivering og anvendelse er vigtigt for indlæringen. Men er der en grænse? Mad forvandles til teater, og kultur- og kunstoplevelser skal helst være begivenheder og totaloplevelser. Pædagoger og kulturformidlere fornemmeste opgave er at involvere og aktivere. Vi må få alt i verden ikke kede os.

For mere end 30 år siden skrev den amerikanske kulturforsker Neil Postmann bogen Amusing Ourselves to Death. Bogen handlede om, hvordan TV-kulturen havde erstattet den skriftbaserede kultur. TV’s måde at formidle på lagde vægt på underholdning frem for alvor, indhold og refleksion. Virkeligheden blev klippet op i små fragmenter. Den dominerende TV-kultur var en metafor for resten af samfundet og dominerede nu f.eks. også politik, religion og uddannelse. TV-kulturen fremmede ikke respekt for læring, fordybelse og argumentation, men derimod underholdning og adspredelse.

Postmanns kulturpessimistiske analyse var sort og hvid. På den anden side var det svært at affærdige analysen helt, og siden har den kulturelle tendens, som Postmann identificerede, slået yderligere rod.

Skal Willerslevs kedsomhedsknap ses i forlængelse af Postmanns forfaldsanalyse? Foreløbig vælger jeg, bl.a. med afsæt i Juniors reaktion, at se kedsomhedsknappen som et relevant tiltag i forsøget på at tænke formidling og oplysning i børnehøjde på nye og interessante måder hinsides såvel skrift- som tv-kulturens kendetegn.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post52

Klumme

LedelsePosted by Finn Wiedemann Mon, March 05, 2018 21:40:07

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 5/3-2018

I slutningen af 2017 flød medierne over med sager om sexkrænkelser og #Me Too-kampagner. Især kvindelige kunstnere stod frem i medierne og berettede om sexovergreb ofte begået af ældre magtfulde mandlige kulturpersonligheder.

En wind of change fejede hen over kultur- og samfundslivet. Alt det som før var usagt blev nu sagt. Retten til at bestemme over egen krop skulle vindes.

Internationalt var det især Harvey Weinstein-sagen, som kickstartede bevægelsen. I en dansk kontekst påkaldte ikke mindst sagen om Peter Aalbæk sig interesse. I 2012 var Peter Aalbæks ledelsesstil blevet grundigt beskrevet i bogen Zentropia af Anne-Mette Lundtofte, selv om bogen blev omtalt i mederne, fik den ikke nogen direkte indflydelse på hovedpersonens adfærd og virksomhedens renommé. Få år tidligere havde skuespilleren Dorte Rømer ligeledes stået frem i medierne med sine erfaringer om seksuel chikane inden for filmbranchen. Ingen af delene fik tilsyneladende nogen effekt. Business as usual fortsatte.

Men pludselig var tiden en anden. Denne gang var Ålen ikke længere i stand til at sno sig udenom, men vred sig under mediernes varmelampe, hvor hans krænkende ledelsesadfærd blev grundigt kommenteret og undsagt. Skuespillere og kunstnere stod nu samlet frem og kunne såvel nationalt som internationalt berette om erfaringer med overgreb inden for kulturlivet.

De mange beretninger om krænkende adfærd inden for kulturlivet, udført af magtfulde mænd i betroede stillinger, kan opfattes som ledelsesmæssig magtmisbrug. Instruktører, filmproducenter, indflydelsesrige skuespillere og dirigenter har udnyttet deres position til at krænke, udnytte, og i visse tilfælde begå overgreb mod kvinder, som var i en sårbar eller udsat position i kraft af, at de ikke besad den samme formelle og sociale position som krænkeren, eller ikke var i stand til fysik eller psykisk at sige fra. Denne type krænkende lederadfærd kan under et karakteriseres som destruktiv ledelse. En måde, destruktiv ledelse kan komme til udtryk på, er f.eks. ved at udsætte medarbejdere, som er i underordnet position, for seksuel chikane. Destruktiv ledelse kan også komme til udtryk på mange andre måder f.eks. gennem mobning, chikane og organisering af arbejdstid og arbejdsopgaver på en måde, sådan at den ansatte udsættes for unødig belastning, som resulterer i stress og sygdom.

I en dansk bog om destruktiv ledelse refereres der til, at 1% af arbejdsstyrken konstant er ramt af destruktiv ledelse. 12% af danske lønmodtagere oplyser, at de løbende er udsat for mobning på arbejdspladsen. Europæiske undersøgelser peger på, at 5-10 % arbejdsstyrken løbende udsættes for alvorlig mobning. De personlige, virksomhedsrelaterede og samfundsmæssige omkostninger er enorme.

#Me Too kampagnen er vigtig, fordi den har sat fokus på de overgreb, der foregår inden for arbejdslivet. Det giver mening, at se #Me Too kampagnen i bredere perspektiv, og som et eksempel på destruktiv ledelse, som f.eks. også inkluderer mobning, chikane og andre former for destruktiv ledelsesadfærd.

Der er altid en konkret krænker, der begår overgrebene. Men det er vigtigt, at være opmærksom på, at overgrebene finder sted på en bestemt arbejdsplads, f.eks. en filmproduktion eller i en bestemt branche, f.eks. kulturlivet, og i endnu bredere forstand i samfundslivet. I et større perspektiv kan #Me Too kampagnen bidrage til et opgør med de traditioner og strukturer, som har understøttet eksistensen af destruktiv og krænkende adfærd på såvel den enkelte arbejdsplads som i samfundet generelt.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post51

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, January 15, 2018 20:11:08

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15-01-2018

I sin nytårstale opfordrede dronning Margrethe os til at gøre noget unyttigt. "Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!" sagde majestæten blandt andet.

Hvorfor har dronningen dog fået den idé? Måske fordi vi har indrettet et samfund, som i alt for høj grad prioriterer og belønner det nyttige. Vi skal i en tidlig alder lægge uddannelsesplaner, vælge ungdomsuddannelse og senere videre uddannelse. Vi skal blive hurtigt færdige, og det er forbudt at vælge om, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg, fordi man måske har fået et andet perspektiv på sig selv og sin fremtid. Den lige vej er blevet den eneste vej. Måske derfor drager stadig flere unge på efterskole og højskole.

Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine.

Som samfundsindivider skal vi være produktive så længe som muligt. Børn skal hurtigt møde tal og bogstaver, ja, et af regeringspartierne mener ligefrem, at man passende kan dumpe eleverne i 0. klasse, hvis deres danskniveau ikke er acceptabelt. I den anden ende rykkes pensionsalderen opad. Det er økonomerne, der dikterer, hvad der bedst kan betale sig. Det rationelle og kalkulerende menneske, eller det opportunistiske menneske, dominerer samtiden, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet det i sin bog om konkurrencesamfundet.

Vi måler, benchmarker, laver ranglister og stræber efter høje placeringer i Pisa og BNP. Det gode liv er blevet synonymt med verdensklasseplaceringer. Den kontinuerlige konkurrence og nyttiggørelse af alle samfundets små og store områder bidrager til at installere et bestemt blik på samfundet. Samfundet som en økonomisk maskine. Det er et autoritativt blik, vi som samfundsindivider overtager, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

I kunsten eller naturen møder vi det unyttige. I udgangspunktet skal en kunst- eller naturoplevelse ikke bruges til noget, men den rummer en anden værdi end nytteværdi. Nemlig herligheds- eller oplevelsesværdi, ja, nogle gange ligefrem erkendelsesværdi. Det er tale om æstetiske og sanselige oplevelser, som i bedste fald kan stimulere vores fantasi, gøre os klogere og åbne verden for andre perspektiver end nytteværdiens blik.

I en nylig udkommet bog taler digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview om, at vi altid lever vores liv på to etager. Parafraserende kan man hævde, at vi på den ene etage tager udgangspunkt i det aktuelle, det nyttige og det relevante. I den anden etage stiller vi de spørgsmål, som er af mere eksistentiel og tidløs karakter, og som mennesker før os også har kæmpet med: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen. Hvordan kan vi blive den bedste udgave af os selv, sådan som den nyligt afdøde multikunstner Peter Bastian taler om i interviewbogen "Altid allerede elsket", hvor Tor Nørretranders interviewer ham om hans livsfilosofi i ugerne inden hans død.

Dronningen appellerer til, at vi som samfund og individer husker at gå en etage op, sådan at vi formår at løfte os selv og hinanden op i forsøget på at blive den bedste udgave af os selv. Det unyttige er måske slet ikke så unyttigt endda.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post50

Klumme

Unge og uddannelsePosted by Finn Wiedemann Mon, November 27, 2017 09:14:46

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27-11-2017

For nylig udgav Center for Ungdomsforskning rapporten ”Når kunst går en forskel.” Rapporten har fokus på udsatte unges deltagelse i kunstneriske projekter og beskæftiger sig med, hvordan kunst og kulturelle projekter kan bidrage til at forløse muligheder og potentiale hos unge mennesker,

Kan kulturelle projekter, f.eks. arbejdet med teater, billedkunst og musik, bruges som afsæt for udsatte unges personlige, sociale og faglige udvikling? Det korte svar er ja. I en del tilfælde kan deltagelse i kulturelle projekter fungere som vendepunkt i udsatte unges liv. Eller som det hedder om projekterne; kan de unge opleve sig som nogen i en kontekst af noget.

Deltagelse i kulturelle og kunstneriske projekter kan i mange tilfælde hjælpe til med at flytte unge fra en udsat og sårbar position til en position, hvor de måske nok fortsat er sårbare, men hvor de har lært at bruge sårbarheden konstruktivt. Projekterne har i mange tilfældet bidraget til, at de unge har opnået større selvindsigt og selvværd, og at de har udviklet nye sociale relationer. I nogle tilfælde har projekterne også bidraget til, at de unge har lært at håndtere og strukturere hverdagen på en bedre måde. Der har således været et output i forhold til de øvrige arenaer, ungdomslivet udfolder sig på. I flere tilfælde har projekterne også banet vejen for, at de unge har fået et livsperspektiv, der retter sig mod en kunstnerisk løbebane.

At bruge kultur i arbejdet med unge er ikke noget nyt, men er en tradition, som går tilbage til slutningen af 1980’erne, da ungdomsarbejdsløsheden var stor, f.eks. hos Uffe Elbæks Frontløberne. Et af de projekter, rapporten har fokus på, er Opgang 2, et århusiansk teaterprojekt, som har eksisteret i mere end 40 år, og hvor unges egne historier udgør omdrejningspunktet. Udsatte unge har med teatret som afsæt kunne få sat form på erfaringer og udvide deres handlemuligheder.

Dengang for 30 år siden diskuterede man, om kulturpolitik var den bedste socialpolitik. Og om man kunne bruge kultur til at stimulere udsatte unges udvikling. Balancen mellem det socialpædagogiske og kunstneriske er delikat. Der skal ikke gives køb på projekternes kunstneriske integritet og kvalitet, mens det socialpædagogisk kan omvendt heller ikke negligeres.

I mange år har der været fokus på, at unge skulle have en ungdomsuddannelse. Unge på kontakthjælp, først op til 25 år, og senere 30 år, har modtaget uddannelsespåbud, ligesom kontakthjælpen for unge er blevet sat ned. Påbud og aktivering har erstattet tidligere tiders passive forsørgelse. I konkurrencestaten er der brug for, at alle, herunder også restgruppen, bliver mobiliseret.

I forsøget på at få alle hurtigt med, har man måske glemt, at især udsatte unge kan have behov for længere tid og andre erfaringer end grundlæggende skolekundskaber for at blive klar til uddannelse og senere arbejde. Det bør derfor være et vigtigt kulturpolitisk mål, at udsatte unge får mulighed for at opnå erfaringer med æstetiske og kunstneriske processer. I bedste fald kan det bidrage til, at de skifter spor, eller til at de fortsætter ad gamle spor, men med et nyt og konstruktivt perspektiv på deres livssituation.







  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post49

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, November 05, 2017 08:03:42
Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 9.10-2017


Ligesom resten af Danmark bugner Odense af nye restauranter og madinitiativer. Snart åbner Arkadens Food Market, og det er kun få uger siden, at Storms Pakhus slog portene op. For bare 5-10 år siden var det ret overskueligt, hvad der fandtes af gode kvalitetsspisesteder i Odense og omegn. Nu skyder der kontinuerligt nye interessante steder op, der kæler for den kræsne forbrugers gane.

Hr. og fru Danmark går da også ud og spiser som aldrig før, og det er ikke længere grillbaren eller pølsevognen, de frekventerer. Vi vil have kvalitet og spændende og unikke madoplevelser.

Der er tale om en demokratisering af madkulturen. At spise på Michelin-lignende restauranter er ikke længere kun forbeholdt en lille udvalgt gruppe, som har pengepungen og de finere smagskulturelle præferencer i orden. Gourmetmad er næsten blevet et folkeligt fænomen.

Baggrunden for det er blandt andet en generel velfærds- og velstandsstigning. Vi spiser ikke kun for at blive mætte. Det er ikke længere vigtigt, om portionerne er store eller bøffen dækker hele tallerkenen. Mange af os har i forvejen alt for meget. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet og raffinerede smagsoplevelser.

Det nye nordiske køkken er en fantastisk historie, som har fungeret som en murbrækker for denne udvikling. Vi spiser ikke bare knastør gran eller rensdyrlav, men forbinder os med en historie om nordisk renhed, respekt for naturen og historien samt det gode liv.

Maden er med andre ord blevet æstetiseret. Vi spiser oplevelser og historier. Mest udtalt er det selvfølgelig, når mad bliver til teater som f.eks. under H.C. Andersen festivalen. Mad inspireret af H.C. Andersens eventyr tvistes med skuespil og stimulering af alle sanser. En totaloplevelse hvor lokale og nationale stjernekokke sørger for madens unikke signatur.

I det hele taget er kokke blevet vor tids pop- og rockstjerner, der omskaber mad til kunst. Før var denne eksklusivitet og originalitet forbeholdt arkitekter, designere og kunstnere. Nu er kendte kokke feterede generaler, hvis stjernestatus kan aflæses på de hvide uniformer, som er broderet med de eftertragtede michelinstjerner og mesterskabstitler. Kokkens kulturelle opstigning gør, at kokke ikke bare laver mad, men også bedriver folkeoplysning. Ja, nogen gange endda politik som hipsterkokken Nikolaj Kirk, der egenhændigt hindrede Københavns overborgmester i at opføre billige boliger på Amager Fælled, fordi den spidssnuede frø var truet. Engang formåede kunstnere og intellektuelle at starte en politisk bevægelse, nu formår kendte tv-kokke at gøre det samme med Facebook som våben.

Dertil kommer globaliseringen. Vi rejser ud og smager og oplever, og eksotisk og anderledes mad rejser ind i vore byer og ned i vores maver. I midten af 80’erne var jeg i USA for første gang og boede hos en amerikaner, som hentede pizza til aftensmad. Det kunne imponere en ung fynbo, som var fløjet ind med fire-flyet. I begyndelsen af 90’erne var jeg igen i USA og smagte sushi for første gang, rå fisk! Jeg rystede på hovedet, men måtte snart overgive mig.

Demokratisering, æstetisering, heroisk persondyrkelse og globalisering er væsentlige forklaringer på den kulinariske revolution, vi oplever i disse år. Velbekomme.






  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post48

Anmeldelse

UddannelsespolitikPosted by Finn Wiedemann Wed, August 09, 2017 16:21:01

Så fik jeg endelig læst Steffan Hermanns Kampen om dannelse. Informationsforlag. 2016

Jeg har både noget godt at sige om bogen og noget mindre godt. Til det gode er, at den rammende og præcist beskriver to positioner i den danske uddannelsesdebat, i bogen benævnt henholdsvis den pædagogisk-konservative position og den politisk-administrative position. De to positioner har svært ved at tale sammen, ja, de er vel nærmest som nat og dag. De to positioner har forskelige syn på styring, uddannelse, skole, undervisning, ledelse og viden. De står og råber fra hver sin skyttegrav uden ønske om dialog, og det synes kun som om, at grøfterne de senere år er blevet gravet stadig dybere.

Den pædagogisk-konservative position anerkender ikke styring og ledelse, forpligtende fællesskaber, målinger og resultater. I stedet forfægter den dannelse og lærerens ret til at bestemme over fag og klasse uden at have anden styringspind end egen dømmekraft og en automatiseret rygmarvskritik af alle nye, eksterne tiltag. Den administrative-politiske position ignorerer pædagogik, dannelse, tradition, historie og den professionalisme, som udspringer af lærernes professionelle fællesskab og uddannelse. Til gengæld så er den reformivrig, arbejdsmarkedsvenlig, elsker styring og målinger og anser lærere som servicemedarbejdere ansat i konkurrencestaten Danmark. Den stiller aldrig spørgsmålet hvorfor, men altid spørgsmål om hvad og hvordan.

De to positioner er tegnet skarpt, oplysende og også til tider morsomt op. Der peges på en tredje vej, hvor kapacitetsopbygning og professionelle lærende fællesskaber udpeges som en mulig farbar vej. Vi skal hverken have en skole præget af individualisme eller teknisk-rationel styringslogik. Det er udmærket beskrevet og set og ligger i forlængelse af f.eks. uddannelsesforskeren Andy Hargreaves mangeårige arbejde med skole- og lærerkulturer og de udfordringer og problemer, der kendetegner disse. Problemstilingen er således ikke kun dansk eller ny, selv om den nok er blevet accentueret i en dansk uddannelsespolitisk kontekst de senere år. Der skal konstant balanceres mellem intern frihed og autonomi og ekstern kontrol og styring.

Der hvor bogen, så er mindre god, er, at den til tider bliver karikeret og stiliseret i sin beskrivelse af de to nævnte positioner. Jo vel er det ind imellem ret morsomt, men genren er mere satire end realisme, ligesom stilen tangerer det smarte og retoriske frem for det saglige og overbevisende. Endelig finder der også en række udokumenterede påstande sted, jf. f.eks., at der et gået ”15 år uden en eneste dagsordenssættende ide fra det pædagogiske Danmark.”

En anden mere grundlæggende kritik er, at der mangler konkrete henvisninger til personer, skoler og kilder. Det er en debatbog, og Hermann kalder formen for essayistisk. Jo, men det forhindrer vel ikke henvisninger til konkrete personer, miljøer eller bare litteraturhenvisninger. Sven Brinkmann og Ramus Willig kan skrive korte, polemiske bøger med kilder. En anden udgivelse i Informations debatserie med kilder er f.eks. Nanna Mik Meyer: Hvordan får vi bedre debat om velfærd (2017).

Det ligner dovenskab eller smartness, og det svækker analyser og argumentation, og det er ærgerligt, fordi det er mange gode iagttagelser undervejs. Det problematiske ved formen og stilen forhindrer dog ikke, at iagttagelserne af de to skyttegraves positioner i den danske uddannelsesdebat er slående og træffende og fuld af præcise og også ind mellem morsomme iagttagelser.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post46

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:50:00

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 27/3-2017

Jeg indrømmer, at det er et lidt morbidt tema, som ligger til grund for denne Antenne, nemlig døden, og nærmere bestemt hvordan døden er blevet behandlet i nyere dansk digtning og litteratur. Men pludselig gik det op for mig, at jeg inden for et halvt års tid havde læst adskillige digtsamlinger, der behandlede lige præcis det tema, og da jeg tænkte nærmere over det, sprang andre bøger med samme tema uden varsel ud af bogreolen. Er det tilfældigt? Har det noget med alderen at gøre? Eller skrives der bare mere litteratur om døden?

Det interessante, hvis man ellers finder døden interessant, er, at temaet behandles forskelligt. Man kan med andre ord blive klogere på døden ved at læse om den.

En af de ældre digtsamlinger, som sprang ud af reolen, var Søren Ulrik Thomsen Rystet Spejl. I Rystet spejl forsøger Søren Ulrik Thomsen midtvejs i livet at komme overens med sin egen dødelighed. Der løber en form for melankoli gennem bogen. Coverets blå farve på den sølvfarvede firkant, som nærmest er klistret fast på det sorte bogomslag, illustrerer udmærket bogens tone, men også forbindelsen tilbage i tiden: De seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/og nu blomstrer de sorte roser i sneen.

Den livskloge 90 årige Knud Sørensen udgav i sommers digtsamlingen med den dobbelttydige titel Mere endnu. Nu er der jo ikke mange, der ved, hvor gamle de bliver, men når man har passeret de 90 år, så er man selvfølgelig, undskyld udtrykket, dødeligt bevidst om, at livet nærmer sig sin afslutning. Knud Sørensen iagttager naturen og bruger den som afsæt for sine poetiske, lidt tørre, men kloge iagttagelser om døden, jf. f.eks.: to ældede træer/holder hinanden i kvistene/velvidende/at mørket er på vej.

Et helt andet omdrejningspunkt har digteren Rolf Sparre Johansson, som er en ung mand omkring de 30. Langdigtet Begravelse handler om morens død. I et talesprogsagtige formuleringer, og med mange gentagelser, registreres sorgen og de oplevelser, døden giver anledning til.

Klaus Lynggård læste for nylig op på festivalen Odense Lyrik. I bogen Personfølsomme oplysninger gengiver forfatteren sine erfaringer med kræft, som han blev helbredt for. Teksterne er hastigt noteret ned på iPhone, imens Lynggaard modtog kemobehandling, og fremstår præcise, præget af angst, desperation og humor: ”Vi har fundet en tumor i din højre lunge,” siger lægen glad. ”En ordentlig én. Hvad siger du så?”

Marie Gerhardt døde for nylig i en alt for ung alder, men nåede umiddelbart inden sin død at udgive punktromanen Transfervindue. I bogen er det fortællende jeg bevidst om, at hun er dødelig syg. De stærke og billedrige tekster handler om, at livet nærmer sig sin afslutning. Flere steder dominerer en naiv og nærmest galgenhumoristisk tone. Som det hedder et sted, hvor synsvinklen er placeret hos jeg’ets barn: Min mor har verdens farligste sygdom. Hun kan dø af det. Hun går rundt hele dagen i underbukser.

Man kan blive klogere på døden ved at læse om den, men man kan også blive klogere på livet



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post45

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:47:21

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 3/7-2017

Børn og unges medievaner ændrer sig. For nylig blev kulturministeren flittigt fotograferet i selskab med en sjette klasse fra Haderslev i forbindelse med, at hun er på Danmarks turne, hvor hun forsøger at danne sig et overblik over danskernes medieforbrug. Møderne er en del af forberedelserne til de politiske forhandlinger, som skal munde ud i et nyt medieforlig i 2019. Det overraskede tilsyneladende kulturministeren, at kun en procent af børnene havde DR blandt de tre mest foretrukne medier, mens f.eks. Snapchat toppede børnenes favoritliste. Sjette klassen fra Haderslev er næppe helt atypisk. Børn og unge har grundlæggende et andet medieforbrug end resten af befolkningen. Deres foretrukne medier er de sociale medier, og de frekventerer i mindre og mindre grad DR’s tv-kanaler. Det gælder i særlig grad de lidt større børn.

Tiden hvor familien i samlet trop sad rundt om kakkelbordet og hyggede sig med skærekage og så på den femte væg, som forfatteren Bo Green Jensen engang kaldte tv’et, kommer ikke igen. Da jeg var barn, sad vi trofast og fulgte med En verden i Krig, Hammerichs Danmarkskrønike, Jaques Cousteau’s undersøiske verden og Upstairs and Downstairs. I slutningen af 80’erne kom TV 2 og diverse satellitkanaler til, og inden længe var normen ikke længere kun en kanal eller et tv pr. hjem.

Det kan godt være, at X-faktor, Melodi Grand Prix og håndbolddrengene kan samle nationen, men ellers er familiens medieforbrug spredt for alle vinde. Mor sidder og ser Netflix på computeren, junior er travlt optaget af Minecraft, mens storesøster følger de aktuelle you-tuberes præsentationer og videoer samtidig med, at meddelelser fra de sociale medier regelmæssigt tikker ind. Jeg har mistet min familie til en iPad, som forfatteren Knud Romer for nylig formulerede det i en radio-udsendelse. Mon ikke der er mange, der ind imellem har den oplevelse.

I øjeblikket foregår der en livlig debat om de digitale mediers omkostninger. Måske hindrer de dybdelæring, udbreder fake news og gør, at vi forsvinder i hver vores lille boble, hvor algoritmerne bekræfter os i allerede eksisterende synspunkter og meningsfæller.

Skal vi være kede af det? Min generation, som har oplevet fællesskabet rundt om kakkelbordet med skærekage og fælles tv, savner det jo nok lidt. Forgæves forsøger vi at motivere familiens børn og unge til at samles om Matador lørdag aften.

Sæderne skifter og ligesom der i vores bedsteforældres tid var alsang i forsamlingshuset og i vores forældres tid ø-lejr og fælles møder, må vi affinde os med, at fællesskabet ikke nødvendigvis findes rundt om tv’et som i vores barndom. Nye familie-fællesskabsaktiviteter og ritualer må udvikles. Vi må erkende, at det var en historisk parentes, at tv-mediet en overgang fungerede som hele familien Danmarks fælles medie for oplysning, demokratisk samtale og underholdning. Den tid kommer ikke tilbage, hvilket bl.a. betyder, at samfundets bærende institutioner, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, får en stadig mere væsentlig rolle som afsæt for formidling af fælles oplysning og sammenhængskraft, ligesom den enkelte familie skal opfinde nye måder at være sammen på, nu flow-tv ikke længere udgør familiens centrale oplysnings- og underholdningsleverandør.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post44

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sun, August 06, 2017 17:45:27

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 15/5-2017

Odense bruger mange midler på kultur, men bruger de dem også altid rigtigt? Senest har Odense kommune ekstraordinært brugt 4,5 millioner kroner i forbindelse med åbningen af musikhuset Odeon, bl.a. på grund af skuffende billetindtægter. Det er åbenbart ikke så nemt at lokke fynboer ind og se ældre popstjerner, som f.eks. Melanie C, hvis karriere kommercielt toppede som medlem af gruppen Spice Girls, dengang tilbage i slutningen af 90’erne, da Spice Girls kørte på repeat på de fleste pigeværelsers CD-afspillere.

Det er ikke den eneste gang, at Odense kommune har punget midler ud på spektakulære kulturelle koncertbegivenheder. F.eks. gav Odense kommune et tilskud på cirka 1.000 kroner pr. billet, da Poul Simon og Sting for et par år siden lagde vejen forbi Arena Fyn. Det var også en fremragende koncert, og jeg ville også godt have betalt lidt mere for min billet, end de 400-500 kroner, den vist kostede, men nok ikke yderligere 1.000 kroner.

Jeg indrømmer, at jeg er lidt gammeldags, og måske ikke helt er ankommet til den kommunale kulturvirkelighed anno 2017, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad byens fastboende kulturaktører og kulturinstitutioner kunne have fået ud af de mange millioner. F.eks. var vi vidne til, at mange af byens kulturinstitutioner fik færre midler i forbindelse med det seneste budgetforlig, ligesom der er såkaldt færre frie midler til rådighed. Dvs. kulturelle midler som løbende kan søges.

Odense skal forsøge finde sin plads i en global og mere foranderlig verden. Det har blandt andet medført en satsning på store kommunalt støttede arrangementer, som f.eks. Tinderbox, H.C. Andersen Festivalen, en lokal udgave af Distortion ved navn Karrusel og bygningen af et supermoderne musikhus som Odeon. Byen er i gang med en bekostelig, men måske nødvendigt make-over.

Det er klart, at kulturen ikke længere har nok i græsrodsfestivaller i Munke Mose, alternativ rock på Badstuen, lidt politisk teater hos Banden og store solide historisk forankrede institutioner som Odense Symfoniorkester, Odense Teater og et velforgrenet biblioteksnetværk, sådan som det kulturelle Odense-landkort lidt karikkeret så ud for 30 år siden. En moderne kulturpolitik må også tænke i, at kultur skal have et økonomisk og synligt pr-mæssigt potentiale.

Odense skal forsøge forandre sig i en stadig mere global verden, hvor der kæmpes hårdt om opmærksomhed, arbejdspladser, skattestærke borgere og turister. Udfordringen er at balancere mellem hensynet til lokalt forankrede erfaringer, nye og eksperimenterede vækstlagsprægede tiltag, og så mere spektakulære arrangementer, som de ovennævnte.

Hvis vi glemmer den lokale del, så risikerer kultur at blive for dem, der tror, at billeder i medierne, underholdning, tiltrækning af turister, gode skatteborgere og kortvarig opmærksomhed er det væsentligste formål med kultur. Kulturpolitik kan imidlertid ikke blot handle om underholdning og økonomisk vækst, men må have et bredere samfunds- og velfærdsmæssigt sigte, der f.eks. retter sig mod udvikling af oplysning, refleksion, sociale og kulturelle erfaringer samt mod at stimere fantasi og kreativitet.

Kulturpolitik bør ikke blot et være middel, men må udgøre et mål i sig selv. Også i Odense.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post43

Interview

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, May 01, 2017 21:00:03

Interview

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park - vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder "H. C. Andersen-mordene". Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

- Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham - lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

- Men han sagde blot: "Nej, hvor morsomt".

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

- For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden - som eksempelvis Spoken Word - ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

- Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

- Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår falder vi i gryden"? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne - ja overalt?

Hvorfor er det forkert?

- Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder "tivoliseringen for forholdsvis ny".

- Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

Med kant og humor

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen "I grunden har vi det jo godt". Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

- I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

- De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år - man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann


Finn Wiedemann: "H.C. Andersen-mordene", 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia



Finn Wiedemann Født 1964 i Munkebo, bosiddende i Odense Cand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

Har skrevet seks skønlitterære bøger - herunder også børne-og ungdomsbøger.

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

Klummeskribent i denne avis.

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.


"Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr". (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post42

Anmeldelse

Evaluering/pædagogikPosted by Finn Wiedemann Fri, February 10, 2017 17:03:57

Christian Aabro: Koncepter i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2016.

Bogen Koncepter i pædagogisk arbejde undersøger den tendens hen imod brugen af koncepter i pædagogisk arbejde, vi gennem de seneste år har kunnet iagttage inden for det pædagogiske område. Bogen har særlig fokus på brugen af koncepter inden for dagtilbudsområdet, men det som er kendetegnende for en række af de koncepter, bogen beskæftiger sig med, er, at de er udviklet inden for skoleverdenen, og for nogen af koncepternes vedkommende i højere grad bruges der.

Bogen forholder sig analytisk til i alt seks forskellige koncepter, f.eks. Tras, Krab, Pals og LP-modellen. Bemærker de mange forkortelser. Forkortelserne giver nok en forståelse for dem, som er bekendt med koncepterne, mens de uindviede pænt må give fortabt.

Det empiriske afsæt er en undersøgelse af, hvilke koncepter som bruges rundt omkring i landets kommuner. Hermed giver undersøgelsen et godt overblik over koncepternes udbredelse. Det mest udbredte koncept viste sig at være TRAS (sprogværtøj). 61 kommuner ud af 98 kommuner bruger dette.

De forskellige koncepter bliver undersøgt med afsæt i enslydende analytiske kategorier, f.eks. spørgsmålet om oprindelse, metoder, teorigrundlag, kvalificering af brugerne f.eks. gennem uddannelse samt danske undersøgelser af koncepternes mulige effekt og evidens.

Afslutningsvis konkluderes der på undersøgelsen. De seks undersøgte koncepter kan siges at have en del fællestræk. Noget af det, som er karakteristisk, er et eklektisk teorigrundlag. De fleste af koncepterne påberåber sig teoretisk inspiration fra dele af psykologien, læringsteori og i nogle tilfælde filosofi. Videnskabsteoretisk er der ofte tale om en form for socialkonstruktivisme, om end der også kan i enkelte tilfælde kan spores inspiration fra behaviorismen, f.eks. Pals-konceptet. Et andet fællestræk er, at teorierne har spredt sig fra en kontekst til en anden. Ofte fra en skole- til en dagtilbudskontekst, ligesom mange af dem er af amerikansk eller norsk oprindelse. Der er tillige tale om, at et esoterisk evidensbegreb ligger til grund, hvor evidens i visse af koncepter fortolkes frit og rummeligt. Aabro taler om, at flere af koncepterne er karakteriseret ved et intentionelt aspekt. Brugerne har en tiltro til, at der virker, men ofte mangler der dokumentation for, at det er tilfældet. Et andet markant træk er, at der ofte er knyttet en eller anden form for kommerciel interesse til koncepterne. Bestemte uddannelsesinstitutioner eller licenshaverne, som har en kommerciel interesse i konceptet, står som udbydere og uddannere af koncepterne.

I indledningen til bogen diskuteres baggrunden for den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Der fremsættes to hypoteser. Udbredelse fortolkes i sammenhæng med 1) et forstærket teknokratisk gennemlysningskrav og 2) et pædagogisk refleksivitetskrav. Koncepterne er transperante, man kan se, hvad man får for pengene. De er tale om systematisk beskrevne metoder og indsatsområder, ligesom der påberåbes en form for evidens. Endelig retter koncepterne sig mod bestemte målgrupper, institutionstyper og alderstrin.

Afslutningsvis rejses spørgsmålene om, hvad udbredelsen af konceptpædagogikken betyder for pædagoguddannelsen og for pædagogernes professionsfaglighed. Der argumenteres for, at det kan giver mulighed for at arbejde med systematisk med pædagogisk arbejde, ligesom det kan give pædagogerne en højere status, fordi de nemmere kan henvise til, hvad de gør. Endelig diskuteres de mulige negative konsekvenser; hvem har truffet valget om at benytte koncepterne?, bliver der mindre plads til den pædagogiske dømmekraft? og til at tilpasse koncepterne til konteksten?, og at der en risiko for, at der tages mindre hensyn til børnene?

Koncepter er i deres udgangspunkt kontekstløse. Det er både deres fordel og ulempe. Koncepter svarer på forskellige aktuelle udfordringer, som institutioner og samfund står for. Aabro har gennemført en interessant, empirinær og grundig analyse af den stigende konceptgørelse af pædagogikken. Det ville være interessant at se en tilsvarende analyse med særlig fokus på skolen eller det sociale område. Skolen benytter sig dog af en række af de samme metoder, som Aabro beskæftiger sig med, så der er givetvis et stort overlap. Endelig ville det også have været interessant, hvis Aabro havde vovet mere i forhold til at diskutere konsekvenserne af denne udvikling, ligesom en yderligere diskussion af, hvorfor vi i øjeblikket er vidne til massiv konceptgørelse af pædagogikken kunne være velgørende.

Konceptpædagogikken er blandt andet en konsekvens af globaliseringen, hvor stadig flere internationale koncepter og styringsværktøjer vinder indpas. Konceptpædagogikken gør samtidig op med den kontingens, som naturligt præger det pædagogiske område. Når uddannelse skal bidrage til det internationale symbolske våbenkapløb, efterspørger politikere, planlæggere og administratorer metoder og værktøjer, som intenderer nemme resultater og sikre løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det kan konceptpædagogikken i mange tilfælde tilbyde - i hvert fald på det retoriske plan, på realplanet er billedet lidt mere broget og krøllet.









  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post41

Klumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Thu, February 09, 2017 06:35:18

Klumme fra Fyens Stiftstidende d.5/2-2017

De fleste, der som undertegnede har børn i skolealderen, har næppe kunnet undgå, at bemærke den store interesse, især drenge, har for at spille spil på iPad, computer eller forskellige spilkonsoller. Når man er vokset op med Pac-Man, Ormen og andre dinosauruslignende spil, så er der langt til spil som Minecraft, ROBLOX og de fiktive universer, som især mindre børn, virtuost bevæger sig rundt i.

For mange er spil stadig en slags underlødig kultur, som forældre og velmenende voksne forsøger at beskytte deres børn imod. Der må ikke spilles om søndagen eller der indføres spilletid, som nøje registreres og overvåges via æggeure og stopure. I forlængelse af dette kan det bemærkes, at voksne altid har været bekymrede for børns kulturvaner. I 50erne var det tegneserier, senere overdreven tvkiggeri og voldelige videofilm og endnu senere computerspil og mobiltelefoner. Måske hjælper det lidt nu, hvor medierne er fulde af historier om unge mænd, der bliver millionærer af at spille Counter-Strike og FIFA. Professionelt sponsorerede hold og turneringer med milliongevinster er blevet en del af hverdagen. Hvis man kan tjene på skidtet, så kan selv de voksne nok forstå, at der ikke kun er tale om pjank og unyttigt tidsfordriv.

Hvad er det da, der fascinerer især børn? Ifølge forskere kan spil skabe dyb tilfredsstillelse hos den, der spiller, når forskellige kriterier er opfyldt. Spil opleves mest succesfulde og engagerede, når spillerne udvikler deres kompetencer, dvs. når spillerne bliver i stand til at klare nye udfordringer og opgaver. Man løser en gåde eller besejrer fjenden. Der skal være balance mellem spillets sværhedsgrad og spillerens kompetencer. Er det for nemt, keder man sig, er det for svært, frustreres man. Et andet behov, der skal opfyldes, er, at spillerne skal have forskellige valgmuligheder og kan opnå effekt på f.eks. resultat og udfald. Man handler, er medskaber og oplever autonomi. Det tredje behov handler om meningsfuldhed og om, at man har betydning for andre. Spilleren har indvirkning på det, som sker og er f.eks. med til skabe, udvikle og afvikle spillets karakterer.

I forhold til børn er især autonomi-delen vigtig. Ofte kan børn opleve en hverdag med fravær af autonomi, hvor forældre, skoler og institutioner rammesætter hverdagen og stiller krav om, hvornår, hvor og hvordan opgaver og aktiviteter skal udføres. Selv om man kan diskutere omfanget af denne rammesætning, er det en del af socialiseringen eller civiliseringen, at vi guider, henviser og tilretteviser børn. I spillene er det børnene, som bestemmer og qua deres kompetencer opbygger og udvikler fiktive verdener. Endelig indeholder spil et element af sjov og leg, som er drivkraften for mange af de aktiviteter, vi foretager os her i livet. Spillet er ikke noget i sig selv, det er igennem det, vi gør ved det, det får betydning. Spil er midler til leg, hvad enten man spiller alene eller sammen med andre og f.eks. udveksler tricks og tips.

Skal vi være bekymrede over børns enorme spillelyst? Måske. Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå den fascination, som udgår fra de nye spil.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post40

Kronik d. 11-01-2016

LedelsePosted by Finn Wiedemann Wed, January 11, 2017 17:13:21

Når chefen er psykopat

I de senere år er der kommet en række bøger, som peger på de problemer og omkostninger, som dårlig ledere og dårlig ledelse har. Titler som Livsfarlig ledelse, Psykopater i Jakkesæt og begreber som Patogen ledelse og Destruktiv ledelse fortæller, at der er kommet fokus på uheldssvanger ledelse, som i nogle tilfælde kan have invaliderede omkostninger for de ansatte. Opsigelser, sygemeldinger og stress følger i kølvandet på mødet med ledere, som praktiserer de nævnte ledelsesformer. Ud over at det kan have store personlige omkostninger for den enkelte ansatte, kan det også have store konsekvenser for den enkelte organisation; bundlinjen, arbejdsmiljøet og service og kvalitet kan blive hårdt ramt.

Der har vel altid fandtes chefer, som man, uden at lægge fingrene imellem, kunne kalde for dumme svin. Mon ikke mange ansatte har haft den erfaring. Tidligere var chefens ord lov, og retten til at skalte og valte med de ansatte var et privilegium forbeholdt chefen, sådan som det f.eks. er illustreret gennem Kaj Holger i tv-serien Krøniken. Min afdøde far, som var dekoratør, yndede f.eks. at berette om dengang, han tilbage i 50’erne lå på alle fire og pyntede vinduer, hvor efter chefen gav ham et velplantet ”straffespark” bag i, fordi han var utilfreds med hans arbejde. Uhensigtsmæssig og ligefrem skæbnesvanger ledelse er således ikke noget nyt. Det nye er, at der kommet større fokus på de nævnte ledelsesformer, og de er blevet identificeret og beskrevet.

Er der fællestræk ved de omtalte ledelsesformer? Et fællestræk er, at vi har at gøre med en chef, som krænker sine ansatte. Ledere, der decideret forskelsbehandler ansatte eller kontinuerligt fremsætter kritik af ansattes dispositioner og måder at løse arbejdsopgaver, evt. i fuld offentlighed, er eksempler på det, man kunne kalde ledermobning. I de nævnte tilfælde udnytter lederen sin position til at krænke medarbejdere, som befinder sig i en underordnet position.

Det er altså altid konkrete personer, som udøver livsfarlig ledelse eller optræder som psykopater i jakkesæt, men der skal ofte være nogle særlige forhold eller omstændigheder, som muliggør, at de nævnte ledelsesformer kan få mulighed for at udvikle sig. Et særligt miljø hvor de uhensigtsmæssige ledelsesformer kan få held til at gro og udfolde sig. Noget kunne tyde på, at der er nogle træk ved det moderne arbejdsmarked og moderne organisationer, som i særlig grad disponerer for udviklingen af de nævnte ledelsesformer.

Det fleksible arbejdsmarked med dets dynamiske og projektorienterede organisationer, hvor kollegaer og arbejdsopgaver skifter og fritid og arbejdsliv flyder sammen, kan i højere grad end de gamle mere hierarkiske eller bureaukratiske organisationer fremme en sådan ledelsesform. I vores moderne og fleksible organisationer er der en tendens til, at hierarkierne bliver uklare, beslutningsvejene usikre og kommunikationslinjerne mangfoldige og dermed måske usynlige. I en organisation, som mest af alt ligner et abstrakt maleri, trives den livsfarlige leder som en fisk i vandet, fordi normer, forventninger og relationer ikke ligger fast, men derimod står til forhandling.

Der er imidlertid også en række forhold eller strukturer ved nutidens arbejdsmarked, og det gælder ikke mindst inden for den offentlige sektor, som kan fremprovokere uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er snævert personbunde, men systembundne.

På mange arbejdspladser kan man opleve, at mængden af opgaver overstiger den tid og de ressourcer, som er til rådighed. Det gælder især efter de nedskæringer, store dele af den offentlige sektor har været igennem som en konsekvens af nogle magre år efter finanskrisen. De tilbageværende ansatte er tvunget til at løbe hurtigere, fordi færre hænder skal løfte flere opgaver. Billedeligt talt kører toget hurtigere og hurtigere med det resultat, at stadig flere ansatte tvunget eller frivilligt falder af.

Et andet forhold er, at ansatte mødes med umulige og modsatrettede arbejdsvilkår. På den ene side er der f.eks. krav om øget resultatorientering og dokumentation. På den anden side introduceres der bløde ledelsesværktøjer som anerkendende ledelse eller tilbydes mindfulness eller meditation.

Et tredje eksempel på uhensigtsmæssige ledelsesformer, som ikke er personbundne er, at mange velfærdsprofessioner i disse år bliver pålagt nye ledelsesprincipper og arbejdsmetoder, som er med til at omdefinere deres forståelse af, hvad det centrale i arbejdet er. Frem for omsorg, undervisning og socialt arbejde og hensyn til klienten eller patienten, skal man som medarbejder i stigende grad opfatte sig som resultatorienteret og resultatskabende, hvor der f.eks. er fokus på snævre måltal og simple måder at anskue service og kvalitet på.

Den måde, arbejdet tilrettelægges og organiseres på, kan antage karakter af mobning mod hele organisationen eller udvalgte faggrupper, såkaldt systemmobning, som psykologen Nadja Prætorius har kaldt det.

De destruktive ledelsesformer har brug for et modspil, sådan at de kan blive korrigeret af medarbejdere, brugere og interessenter. I mange offentlige organisationer findes der imidlertid ikke længere en veludviklet ledelses- og samarbejdskultur, hvor der er tradition for, at ledelsen kan modsiges eller konfronteres, sådan som f.eks. sociologen Rasmus Willig har dokumenteret det.

En arbejdskultur præget af værdier med fokus på kontinuerlig inddragelse af medarbejdere og relevante parter kan forhindre, at destruktive ledelsesformer udvikles, hvad enten det er i skikkelse af en konkret livsfarlig chef eller mere abstrakt som systemmobning. Er det ikke tilfældet kan omkostningerne nemt blive øget udskiftning af personale, hyppige sygemeldinger og forekomst af stressrelaterede symptomer eller udvikling af egentlig stress-sygdom.

Ja måske siger de bedste og mest respekterede medarbejdere endda op, sådan som Rigshospitalets klinikchef og fødselslæge Morten Hedegaard for nylig gjorde, da han ikke længere kunne leve med og tage ansvar for, hvad der foregik.





  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post39

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Wed, December 21, 2016 22:26:05

Børnekulturforsker Flemming Mouritzens samlede produktion kan nu læses i nyudgivelsen "Mouritzens metode".

Børn skal udvikles og opdrages, sådan at de kan blive voksne. I virkeligheden er børn blot ufuldstændige voksne, som mangler det, vi andre har. Historisk set har det udgjort det dominerende syn på børn. Dette børnesyn udkonkurreres fra slutningen af 60erne af et mere antropologisk syn på børn og børns kultur. Børn er mennesker i deres egen ret, hvis kultur og kulturforbrug kan ses som en selvstændig og udviklende aktivitet. I nutiden er det antropologiske syn på børn på ny blevet udfordret af det pædagogiske mangelsyn, hvor der er fokus på, at børn tidligt skal indlære færdigheder. De skal måles og vejes, sådan at de hurtigt kan blive indplaceret på Pisa-lister, imens de får hjælp til at overveje deres fremtid og eventuelle uddannelses- og erhvervsvalg. Barndommen er igen blevet en alvorlig affære.

Børn er imidlertid også noget i deres egen ret, de har endda deres egen kultur. En af dem som forfægtede det synspunkt, og som gennem sin forskning undersøgte barnets særlige verden, var børnekulturforskeren Flemming Mouritzen, som i mange år var ansat på Syddansk Universitet. Nu her cirka et års tid efter hans død, er bogen: Mouritsens metode, udkommet. I to store bind på i alt 1200 sider gengives Mouritsens samlede produktion fra begyndelsen af 70erne og frem til hans død. Hertil kommer anedoter og uddrag af de mange timers interview, som redaktørerne Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen gennemførte med Flemming Mouritsen fra perioden 2008-2012.

Bogen er også en beskrivelse af en historisk udvikling, hvor studiet af børnelitteratur og børnekultur fra begyndelsen af 70erne langsomt bliver til som et selvstændigt forskningsområde med egne tidskrifter, konferencer og uddannelse. Baggrunden var blandt andet det institutionelle og forskningsmæssige nybrud, som skete fra slutningen af 60erne, f.eks. det åbne tekstbegreb, som åbnede forskningen for andet og mere end klassisk litteratur og sprog. I stedet skulle der forskes i hverdagens tekster. Som en anden antropolog drog Mouritsens i felten med kassettebåndoptageren for at optage børns dialog og lege og indsamle børnekulturelle genstande, som kunne bidrage til en forståelse af børns særlige verden.

Mouritsen blev især kendt fra sin definition af børns kultur, som siden har udgjort omdrejningspunktet for mange opgaver på pædagoguddannelser og universiteter. Mouritsen opdeler børns kultur i tre områder; kultur for, med og af børn. Historisk har man kunnet tale om en dannelsesorienteret kultur og en kommerciel kultur for børn. I dag er de to kulturformer i nogen grad gledet sammen. Man kan desuden tale om kultur med børn, hvor børn og voksne laver aktiviteter sammen. Endelig kan man tale om børns egen kultur eller legekultur, som f.eks. består af lege, rim og remser. Der er ikke blot tale om pjank eller et forstadie til voksenlivet, men derimod en æstetisk orienteret kultur, hvor børn er hovedpersoner. Børnekulturen danner et særligt univers, som er forskelligt fra f.eks. unge og voksne, og som læres videre til nye børn.

Bogudgivelsen Mouritsens metode kan minde os, at det antropologiske syn på børn er værd at holde fast i en tid, hvor det pædagogiske mangelsyn vinder frem.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post38

Lille Virgil

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, October 29, 2016 21:23:27

Kulturklumme fra Fyens Stiftstidende d. 28/10

Efterårsferien er læsetid, og hvis man har mindre børn, er det en god anledning til at læse højt. Især i år hvor vejret mest har været til indendørsaktiviteter, har der været rig lejlighed til at trække bøger ud af enten reolen, biblioteket eller boghandlerens hylder.

Hjemme hos os blev Ole Lund Kierkegaard bl.a. trukket ud af reolen. Det er snart 50 år siden, at Ole Lund Kierkegaard debuterede med fortællingen om Lille Virgil. Senere blev det til otte bøger, inden han døde i en alt for ung alder, blot 38 år gammel.

Holder Lille Virgil så, efter næsten 50 år? At dømme efter den mindstes latter, ser det ud til at være tilfældet. Vi er nok i et fortidigt landsbymiljø befolket af handlende, en skolelærer og landevejens farende svende. Fortællingens miljø er således langt fra Villads fra Valbys mere nutidige og realistiske univers. Lille Virgil er dog en dreng, der ligesom Villads fra Valby foretager sig ting, som de fleste almindelige drenge ikke gør. Om end Lille Virgil klart overgår Villads i hittepåsomhed og narrestreger.

Lille Virgil er fortalt episodisk og handler om drengen Virgil og hans ven Oskar, der i modsætning til Virgil henter al sin viden fra bøger. Den anden af Virgils venner er Carl Emil, som bor i et hus med sin far og mor, og som blandt andet udmærker sig ved altid at sove med nattøj.

Det særlige ved Lille Virgil, og en af grundene til at den holder i dag, er den særlige mundtlige fortællestil. Her er han f.eks. på linje med H.C. Andersen. Et andet karakteristikum er det absurde og nonsensagtige og de sproglige finurligheder, som især børn har flair for, hvilket viser sig helt ned i de enkelte ord. Hvem har f.eks. hørt om Kaspers-frø eller ordet Smak-ko-dak, det kan minde lidt om den Spunk, der optræder i Pippi Langstrømpe. Hermed er en anden litterær tradition identificeret som forlæg for fortællingen.

Ole Lund Kierkegaard tager barnets perspektiv og skildrer verden gennem dets oplevelser og undren over for verden og især voksenverdenen. Det er en sympatisk og indfølende skildring, hvor fantasi, eksperimenter og leg står stærkt. Der er sket meget på 50 år. Dengang kunne bogen læses som et opgør med en autoritær pædagogik, som sjældent tilkendte barnet en selvstændig stemme eller havde blik for, at det var aktør i eget liv.

I dag møder de fleste børn ikke en autoritær verden, men derimod en institutionaliseret og overvåget verden, hvor mange børn oplever skolehverdagen som alt for lang, sådan som undersøgelser af den seneste folkeskolereform har peget på. Når skolen slipper, står en kommercialiseret verden parat til at tage over sammen med forældre, som beskytter og aktiverer. I dag er Lille Virgil igen nærværende og kan læses som en kritik af aktuelle tendenser i samtidens børnekultur. Er der tilstrækkelig med plads og rum til, at børn på egen hånd kan udforske verden? Fortællingen appellerer dog kun til målgruppen, fordi den tager dens perspektiv og erfaringer alvorligt. Det er der brug for såvel før som nu.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post36

Skoleledelse: Mellem forventninger og realiteter

LedelsePosted by Finn Wiedemann Sat, October 08, 2016 22:46:12

Skoleledelse: Mellem forventninger og realiteter


Der er store forventninger til, at ledelse formår at gøre en afgørende forskel overalt i den offentlige sektor. De seneste mange år har der været fokus på ledelsens professionalisering f.eks. gennem øget ansvar og kompetence, lederuddannelse, udvikling af ledelsesværktøjer og løbende fremhævelse af lederens rolle i offentlige programmer og politiske udmeldinger. Senest har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, i forbindelse med det nyligt afholdte landsmøde, hvor hun varslede et opgør med den måde, den offentlige sektor hidtil har været styret på, foreslået, at et af de fremtidige mål for udviklingen af den offentlige sektor er mere fokus på direkte ledelse i hverdagens arbejde.

Den offentlige leder har således udgjort krumtappen i den måde, som den offentlige sektor er forsøgt udviklet og moderniseret på gennem en årrække. Dette gælder også inden for folkeskoleområdet. Skolelederne var her tiltænkt en central rolle i forbindelse med implementeringen af den seneste folkeskolereform, ja de blev endda af tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldt velfærdsstatens jedi-riddere. Disse brave jedi-riddere oplever dog hverken at have tid eller penge til at ”komme i mål med skolereformen”, som skolederforeningens formand udtalte det i et interview til Politiken i forbindelse med, at Skolelederforeningen havde gennemført en undersøgelse blandt dets medlemmer i marts 2015. I stedet konstaterer de, at de er overbebyrdede med opgaver. Som en skoleleder formulerede det: ”Det er for mange opgaver og for lidt ledelse.”

Den kortlægning, som SFI gennemførte af skoleledernes mulighed for at udøve ledelse cirka et år efter den seneste folkeskolereform peger ligeledes på, at lederne efter reformen har mindre ledelsesrum, fordi mængden af administrativt arbejde er taget til blandt andet på grund kommunernes øgede mål- og resultatstyring af området.

Den seneste undersøgelse, som tematiserer vilkårene for skoledelse, gennemført af Scharling Research og omtalt i Folkeskolen nr. 15, peger på, at det måske går lidt bedre. Det generelle mønster viser dog fortsat, at det administrative arbejde fylder op, hvorfor skolelederne f.eks. kun i mindre grad har tid til at involvere sig i det pædagogiske arbejde.

Meget tyder altså på, at skolelederne bruger uforholdsmæssig meget tid på drift, tilpasning og administration i stedet for udviklingsorienterede opgaver og pædagogisk ledelse. Måske skulle man tro, at denne tidsprioritering var særegent for folkeskolen, hvor udfordringer med at implementere den seneste folkeskolereforms mange opgaver skygger for de øvrige ledelsesopgaver.

Det er dog snarere tale om et generelt mønster. Offentlige ledere har gennem en årrække fået større formel ledelsesmæssig kompetence, hvorfor det formelle ledelsesrum er blevet udvidet. Den stigende politiske og administrative styring af den offentlige sektor med relativt detaljerede krav og forventninger har imidlertid ikke nødvendigvis medført, at offentlige lederes ledelsesrum er blevet udvidet.

Det er nok store forventninger til, at offentlig ledelse er vigtig, og kan gøre en alt afgørende forskel, men reelt er ledelsens manøvremuligheder i mange tilfælde begrænsede og særdeles vanskelige. Diskursivt er der en afstand mellem de forventninger, der politisk formuleres til, hvad ledelse kan og skal gøre og så den reelle mulighed for at udøve ledelse.

Den organisationsform, som lederen af offentlige organisationer aktuelt står i spidsen for, er blevet kaldt den strategiske organisation fremfor den faglige organisation, som tidligere udgjorde den organisationsform, som dominerende den offentlige sektor, hvilket omvendt ikke betyder, at den strategiske organisation ikke også er en faglig organisation, men blot at der er sket en forskydning henimod strategiske løsninger, krav og forventninger. Offentlige organisationer har inden for visse rammer opnået større autonomi til selv at vælge deres kurs.

I modsætning til den faglige organisation, hvor ledelsens opgave var at understøtte de fagprofessionelle, så er den strategiske organisation en organisation, der hviler på en forestilling om, at organisationen skal formes og udvikles, og at der kan styres efter langsigtede mål, og at det er ledelsens opgave at forløse denne mulighed. De to nævnte organisationsformer suppleres dog i stigende grad af den managementorienterede organisation, hvor ledelsesopgaven rettes mod forvaltning af kontrol-, dokumentations- og resultatsystemer. Ledelsens primære rolle bliver her at sikre, at organisationen overholder de mål, krav og resultater, som f.eks. udviklingskontrakter eller kommunale indsatsområder udstikker. Lederen bliver manager eller driftsleder for politisk styrede systemer.

Moderne offentlige ledelse skal forsøge at navigere imellem de modsatrettede krav og forventninger med fokus på både faglighed, udvikling og strategier samt specifikke kontrol- og resultatkrav. Et begreb som polyfon ledelse forsøger at indfange eksistensen af de mange og ofte modsatrette krav, som offentlige ledere skal håndtere

Reelt tvinges ledelsesrollen dog ofte over i rollen som driftsleder eller manager. Det kan paradoksalt nok have den konsekvens, at der både mangler pædagogisk ledelse i hverdagen og fokus på mere udviklingsorienterede ledelsesopgaver, sådan som de nævnte undersøgelser af skoleledernes aktuelle situation antyder. Skolelederne risikerer i værste fald at fjerne sig fra lærernes hverdag og den pædagogiske virkelighed, så det kan opleves som om, at de to grupper befinder sig i hver deres virkelighed. Nørgaard og Kaspersen har beskrevet det på den måde, at medarbejdere i mange offentlige organisationer i dag er forankret i velfærdssamfundets værdier, mens ledere er forankret i værdier, som knytter sig til konkurrencesamfundet med fokus på effektivitet, konkurrence, innovation, kontrol og resultatorientering.

Løsningen i forhold til administrativ aflastning af lederne er måske på kort sigt indgåelse af lokalaftaler, sådan som Anders Bondo anbefaler det som kommentar til Scharlings undersøgelse. Overordnet set så kræver det dog et opgør med det Ledersamfund, som har udviklet sig, og som blandt andet er karakteriseret ved, at styringen af den offentlige sektor, herunder folkeskoleområdet, er taget til gennem en årrække, ligesom mere ledelse ofte pr. automatik bliver set som løsningen på de små og store problemer og udfordringer, offentlige organisationer står overfor.

Litteratur

Andersen Åkerstrøm, Niels og Justine Pors (2014): Velfærdsledelse – mellem styring og potentialisering. Kbh. Hans Reitzel Forlag.

Andersen Åkerstrøm, Niels (2002): Polyfone organisationer i: Nordiske Organisasjonsstudier 4, 2, pp. 25-52.

Folkeskolen nr. 15 (2016).

Kaspersen, Lars Bo og Jan Nørgaard (2015): Ledelseskrise i konkurrencestaten. Kbh. Hans Reitzels Forlag.

Ledelse i folkeskolen (2016): Scharling Research. https://backend.folkeskolen.dk/~/4/9/rapport---ledelse-i-folkeskolen-aug-2016-til-net--.pdf

Medlemsundersøgelse. Skoleledelse i det røde felt og de gule og grønne felter (2015): Skolelederforeningen. dk

Mette Frederiksens tale ved kongres 2016 (2016): http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2016/9/mette-frederiksens-tale-ved-kongres-2016/

Skoleledelse i folkeskolereformens første år – en kortlægning (2015): SFI. Det nationale forskningscenter for velfærd.

Tiden forsvinder mellem hænderne på skolelederne (2015) in: Politiken d. 24. marts. 2015. http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2601475/tiden-forsvinder-mellem-haenderne-paa-skolelederne/

Wiedemann, Finn (2016): Send mere ledelse. En analyse af Ledersamfundets konsekvenser. Odense. Syddansk Universitetsforlag.

Wiedemann, Finn (2016): Er Mette Frederiksens tale andet end en festtale in: Politiken d. 29. september. 2016 http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE3405020/er-mette-frederiksens-revolution-andet-end-en-festtale/



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post35

Kommentar i politiken

LedelsePosted by Finn Wiedemann Thu, September 29, 2016 15:08:11

Debat: Er Frederiksens revolution andet end en festtale?

29. september 2016 Politiken FINN WIEDEMANN, LEKTOR, PH. D., CENTER FOR KULTURVIDENSKABER, SYDDANSK UNIVERSITET


DEN OFFENTLIGE SEKTOR


Hvis socialdemokraternes drøm om en bedre offentlig sektor skal realiseres, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Det er glædeligt, at Socialdemokratiets formand blæser til kamp mod den stigende forarmelse af den offentlige sektor, hvor der tælles, måles, dokumenteres og styres, så man nogle gange skulle tro, at det var de ansattes væsentligste opgave.

Den tid, som skulle anvendes til de primære opgaver eller kerneydelsen, reduceres, imens de offentligt ansatte suges længere og længere ned i det kviksand, som de politisk og administrativt er blevet drevet ud i.

De offentligt ansatte vil gerne gøre en forskel, som Mette Frederiksen sagde i sin tale til kongressen, ligesom arbejdet for mange er et kald. Arbejdsglæden kan rigtignok nemt forsvinde, når papirbunkerne vokser og forandringer og omstruktureringer i tide og ikke mindst i utide vælter de ansatte omkuld.

Mette Frederiksen talte om behovet for en lille revolution, en ' fingrene væk-reform', en velfærdskontrakt og en samlet drøm for, hvordan velfærdssamfundet skal se ud. Semantisk blev der således ikke sparet på retorikken. I talen linkes der både til Martin Luther King, Karl Marx og klassisk socialdemokratisk arve-og tankegods. Spørgsmålet er, hvordan denne lille revolution eller drøm så skal realiseres.

Jo, Mette Frederiksen foreslår fire mål.

DER SKAL for det første gøres op med den centralisering, som har drevet udviklingen af den offentlige sektor. Løsningerne skal tættere på borgerne. Det lyder jo godt, men vi fik ingen bud på, hvordan det skal ske - ud over at yderligere digitalisering kan hjælpe os på vej.

Skal vi rulle strukturreform, sygehusreform og fusioner af f. eks. uddannelses-og forskningsinstitutioner tilbage eller sende flere statslige arbejdspladser til provinsen? Tendensen har længe lydt ' big is beautiful'. Sammenlægninger, fusioner og reformer af velfærdsområder har præget den offentlige sektor de sidste 10-15 år. Det har betydet, at der er blevet længere imellem os alle sammen: politikere og borgere, ansatte og ledere, institutioner og brugere.

Den anden idé handler om, at der skal være mere plads til faglighed og mindre kontrol. Institutioner skal have rammer, overordnede retningslinjer og flerårige budgetter. Dette står i modsætning til den udvikling, som har karakteriseret den offentlige sektor de sidste 30 år, og som især er blevet forstærket de senere år, hvor stadig mere sofistikeret kontrol og dokumentations-og resultatsystemer er blevet udviklet.

Nogle offentligt ansatte kan berette om, at de bruger halvdelen eller mere af deres arbejdstid på at fodre det altid sultne bureaukrati. Mere faglighed og mindre kontrol lyder fint, men aktuelt er der mange eksempler på, at mere styring og kontrol er på vej. Et aktuelt eksempel er ministerielle planer om, at staten fremover skal udpege universiteternes bestyrelsesformænd og repræsentanter til bestyrelsen, og at der skal indføres nye, styrkede pædagogiske læreplaner for dagtilbudsområdet.

Det er, som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver, når det handler om udviklingen af offentlig styring og kontrol. Hvad mener Mette Frederiksen om det? Mette Frederiksens tredje idé handler om, at der er brug for ledelse. Mere konkret direkte ledelse i hverdagens arbejde. Samtlige moderniseringsprogrammer har siden starten af 80' erne peget på ledelse som afgørende for den offentlige sektors udvikling.

Der er således ikke noget nyt i et forslag, der peger på, at ledelsesskruen skal have nok et nøk.

Det ville have været mere visionært, hvis drømmen havde handlet om mere medarbejderindflydelse og -inddragelse.

Endelig er problemet aktuelt, at mange ledere drukner i administrative opgaver, hvorfor de har svært ved at finde tid til at lede. Vi har ydermere set, hvordan der er blevet indført superledere de senere år i form af områdeledere inden for f. eks. daginstitutions-og skoleområdet, som har ansvaret for stadig flere institutioner og medarbejdere. Den daglige ledelse er her blevet mindre nærværende og fagligt orienteret. Forestiller Mette Frederiksen sig, at den udvikling skal rulles tilbage? Endelig peger den måske kommende statsminister på forebyggelse og tidlig indsats frem for behandling.

Det lyder udmærket, men særlig konkret er det ikke.

Såfremt den lille revolution og drømmen om den offentlige sektor ikke skal lide samme skæbne som tillidsreformen og de tidligere afbureaukratiseringsplaner og -reformer, kræver det langt større konkretiseringsgrad.

Et katalog med f. eks. 100 konkrete forslag ville overbevise mere og have større sandsynlighed for at gøre en reel forskel end en god festtale - selv om sådan nogle selvfølgelig både kan være nødvendige, underholdende og opløftende.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post34

Kulturklumme

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Mon, September 05, 2016 20:57:37

Klumme fra Fyens Stiftstidende d. 2/9-2016

For kort tid siden afholdt kulturministeren et to dags seminar på Rødding Højskole under overskriften ”Hvordan får vi mere kultur for kulturkronerne”. Anledningen til mødet var, at regeringen sidste år bestemte sig for at skære 2 % på kulturinstitutionernes drift frem til 2020. Den foreløbige konsekvens er, at museumsudstillinger er blevet aflyst, og at der planlægges færre forestillinger rundt omkring på landets teatre. Fyringer har heller ikke kunnet undgås, ligesom Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet nu er begyndt at opkræve entre. Forud for mødet havde ministeren opfordret deltagerne til at tage fløjlshandskerne af og gå ind i en fordomsfri debat. Ministerens eget bud på en løsning var, at man jo bare kan hæve billetpriserne og skaffe flere midler fra private virksomheder.

Danmark har traditionelt haft en kulturpolitik, man kunne kalde velfærdsorienteret. Noget af det, som kendetegner denne model, er, at kunstnerisk frihed, en bred og ikke udelukkende elitær forståelse af kultur, stor vægt på adgang til kulturelle tilbud og kulturel regionalisering spiller en væsentligt rolle. Den nordiske model, som man kunne kalde modellen, er desuden karakteriseret ved, at offentlig støtte spiller en stor rolle, og der er en kritisk holdning til markedsfunderede løsninger. Endelig spiller armslængdeprincippet en væsentlig rolle. Dette står f.eks. i kontrast til den franske model, som betoner det nationale, og hvor statens rolle er at være arkitekt og dermed spille en mere direkte kulturpolitisk rolle. Dette adskiller sig ligeledes fra f.eks. den liberale engelske og amerikanske model. I USA spiller staten en relativt tilbagetrukken rolle, mens private donationer og skattefritagelse finansierer en stor del af kulturen. Lande eller regioner har således forskellige kulturpolitiske modeller, som løbende ændrer sig.

Når Bertel Haarder argumenterer for, at kulturelle institutioner bare kan hæve priserne eller tiltrække flere midler, lyder det uskyldigt. Bertel Haarders forslag er imidlertid ikke uskyldig retorik, men derimod et udtryk for et bestemt syn på kultur og kulturpolitik. Højere billetpriser betyder, at en central værdi som lighed og lige adgang til kulturelle goder bliver anfægtet. Vil den mor på kontanthjælp, som før hen jævnligt besøgte Statens Museum for Kunst nu besøge museet, efter at billetprisen er 110 kr.?

Opfordringen til at skaffe flere midler fra private virksomheder anfægter det princip, at det i den nordiske model alt overvejende har været en statslig opgave at støtte kulturen. Vi ved alle, at den der betaler for musikken kræver indflydelse på, hvad der spilles. Privat støtte til kulturinstitutioner og arrangementer gives sjældent bare for sjovt, men fordi det passer ind i virksomheders profil. De dele af kulturlivet, som opnår støtte, er derfor de dele, som fremstår mest lækre. Kontroversielle, provokerende eller alt for uforudsigelige initiativer står næppe øverst på erhvervslivets sponsorønskeliste.

Øget privat finansiering og større brugerfinansiering nærmer sig en kulturpolitisk model, som kan karakteriseres som den liberale. Det er jo ikke så underligt, når kulturministeren nu er liberal, men hvorfor så ikke bare kalde det ved rette navn. Var Røddingmødets egentlige formål ikke snarere at legitimere en kulturpolitik, som bevæger sig hen imod den liberale model?



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post33

Kronik

Kultur/litteraturPosted by Finn Wiedemann Sat, August 13, 2016 15:29:11

Rosens skønhed Det vigtigste er ofte usynligt for øjet og for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid

Antoine de Saint-Exupérys "Den lille prins", som udkom på fransk for 70 år siden, og som er solgt i 200 millioner eksemplarer og dermed en af de mest solgte bøger nogensinde, er blevet filmatiseret og kan i øjeblikket ses i biografen i en computeranimeret udgave. Filmen henvender sig til børn, men den kan med fordel også ses af voksne. Filmudgaven digter videre på bogen og sætter historien ind i en nutidig ramme.

En pige bor alene sammen med sin stræbermor, som har store planer med hende, hvilket indebærer en stram synkroniseret hverdag med naturvidenskabelige studier og skemalagte aktiviteter og øvelser. Der er ikke tid til legekammerater eller andre unødvendige og upassende sysler, som kan distrahere det livsprojekt, moren har formuleret. Alt er lagt tilrette sådan, at min lille koncerndirektør, som moren kærligt kalder hende, kan komme ind på World Academy, men til optagelsesprøven bliver hun hylet ud af den, da den strenge dommerkomite spørger hende om, hvad hun kan tænke sig, når hun bliver voksen. Hun har kun forberedt sig på at blive noget, men ikke på at blive nogen.

I stedet flytter hendes mor til den rigtige adresse, hvor firkantede, velordnede og fuldautomatiserede bungalows dominerer kvarteret. Desværre viser det sig, at nabohuset, der er en gammel faldefærdig og eventyrlig rønne, er beboet af en gammel langskægget mand, der er den pilot, som i sin tid mødte Den lille prins i ørkenen, da hans fly var forulykket. Den gamle excentriske mand er ved at sætte sin gamle flyver i stand, så han kan komme den lille prins til undsætning. Langsomt drages pigen af denne særling, hvis hjem ligner en brandfælde, som hun med let skjult foragt og nysgerrighed siger første gang, hun gæster det. Huset er dog også eventyrligt rodet og rummer bl.a. eventyret om den lille prins og hans lille planet og den rejse, han i sin tid drog ud på, inden han kom til jorden. I filmen er denne fortalt med dukker og papirklip tæt på de originale billeder. Moderen forbyder pigen at besøge den gamle mand, men et frø er blevet sået.

Da den gamle mand er blevet syg, drager pigen alene af sted i den nyrenoverede røde flyver på jagt efter den lille prins fra asteroide B-612, som i mellemtiden er blevet ansat som altmuligmand i en mørk storby, og som har glemt alt om sin gamle poetiske verden. Det viser sig, at de sære beboere, som befolkede de asteroider, som den lille prins i sin tid besøgte, nu befolker storbyen, herunder forretningsmanden, hvis opgave var at tælle penge. Han er nu blevet forvandlet til en snu og grisk pengemand, som har allieret sig med moderne magtteknologi, alt imens han udnytter den lille prins.

Filmens beskrivelse af pigens hverdag og ambitiøse mor er selvfølgelig grov satire, men rapporterne om hvordan børn forbereder sig på fremtiden i f.eks. Sydkorea og Kina viser, hvordan uddannelse kan perverteres til et benhårdt konkurrencekapløb. Den naturlige evne til at udforske og lege, som hører barndommen til, forsvinder, fordi tiden i stedet bliver reserveret til øvning og terperi.

Filmen trækker de klassiske konflikter op mellem følelse og fornuft, leg og planlagt læring samt eksperimenter over for forudsigelighed, sådan som det f.eks. også kendes fra H.C. Andersens eventyrverden eller fra Astrid Lindgrens univers, hvor de voksne ofte repræsenterer det konventionelle, ideforladte og fantasiløse, mens barnet repræsenterer det modsatte. Filmen formår at fastholde den barnlige poetiske og uskyldige tone på grænsen til det sentimentale, som også præger bogen.

Det er næppe tilfældigt, at det er barnet og den gamle, der finder sammen i filmen, og som formår at danne opposition til de voksne, som har magt, og som er optaget af fremtiden, penge og forfængelighed. I den forstand mimer filmatiseringen en romantisk myte, som bliver vedligeholdt i fortællingen og kunsten, men som jævnligt finder en ny historisk anledning til at blive gentaget.

Aktuelt er anledningen konkurrencesamfundet, som bl.a. bidrager til at et andet syn på børn finder vej i disse år, hvor kravet om læring, målrettethed, dygtiggørelse og talentudvikling begynder stadig tidligere og løber som en underliggende kulturel fortælling, og som måske umærkeligt er med til at forvandle den moderne barndom. Læreplaner allerede fra vuggestuen, en tendens til øget fokus på målstyring og opprioritering af de naturvidenskabelige fag i store dele af uddannelsesverdenen viser, at barndommen er blevet en alvorlig affære, som kræver tidlig og kontinuerlig planlægning og styring.

Det er godt at bruge hovedet, men hvis man skal lære at se med hjertet, som er budskabet i filmen, kræver det, at man også beskæftiger sig med det unyttige, det som har æstetisk eller sanselig værdi, f.eks. en roses skønhed eller en solnedgang. Det vigtigste er ofte usynligt for øjet eller for de stramt koreograferede planer, vi i stigende grad lægger for vores børn og deres fremtid.



  • Comments(0)//uddannelse.finnwiedemann.dk/#post32
Next »